Z. t. N. 5834446 – 2.
Kjøbenhavn, den 2den April.
Om Kunstacademiets høitidelige Forsamling. Fortsat fra Gaarsdagen.
Efterat Hr. Professor Thiele i sin Tale havde begyndt med nogle Bemærkninger over de Forventninger, de ved Academiets aarlige Fest fremkaldte Ynglinger, der have helliget sig Kunsten, og som af denne Stiftelse ere opmuntrede til at følge dens Bane, have vækket, og om hvorvidt disse Forventninger ere opfyldte – gik han over til at omtale den Kunstner, “paa hvem Danmarks Øie for nærværende Tid med en saa særdeles – en saa fornyet Interesse er henvendt, – han, i hvis Arbeider Danmark nyligen har modtaget en Skat, misundelsesværdig selv for de kunstrigeste Nationer!”
“Det er i Aar netop et halvt Aarhundrede siden, at denne Stiftelse, i sin første Skole modtog ham som en fattig Dreng, – skjænkede ham Veiledning til Kunsten, – og ledede hans første Fjed frem paa den Bane, som skulde gjennembryde atten Aarhundreders forgjæves Bestræbelser, – den Bane, som skulde slutte sig kjækt til den antike Kunst!”
“Hans Skoleaar vakte vel hos hans Lærere nogen Opmærksomhed og Forventning, men dette delede han med mangen anden fremstræbende Yngling, hvem Glemsel allerede længe har dækket. Da hans Navn nævnedes, og han bly og fordringsløs fremtraadte her, for at modtage den første Præmie, da var dog Navnet Bertel Thorvaldsen en fremmed Lyd, som ikke fandt Gjenklang uden i Faderens eller Moderens Hjerte, og Ingen ahnede, at dette Navn engang skulde regnes blandt Danmarks skjønneste Smykker og finde tusindfold Gienklang i Verden, saavidt som Kunstens Straaler ere fremtrængte!”
“Af ikke større Forventninger end dem, der i Almindelighed ledsage vore unge Kunstnere, naar de, ved denne Stiftelses Understøttelse begive sig ud i Verden – af ikke større Forventninger ledsagedes han, da han omsider lod sig føre til en fremmed Kyst, som han ikke elskede, men hvor han skulde lære den Kunst, i hvilken han selv snart blev den største Mester.”
“Der vankede han om, eensom, mismodig og med Hjertet fuldt af Længsel efter igjen at skue det Land, som han nødigen havde forladt, en Gjenstand for Medynk og Miskendelse!”
“Men den ulmende Glød fandt sin Næring under Asken, og tændtes omsider, – næsten qvalt af Røg – til et Lys, der nu i tre Decennier aldrig formørkedes, men Aar for Aar skinnede med en tiltagende, en mere og mere beundret Glands!”
“Da – ligesom tabte vi ham atter! thi saalænge han endnu var den fattige, den ubekjendte Yngling, da var der ikke Spørgsmaal om, at han jo tilhørte os; men neppe havde han ved Jason v[u]ndet det gyldne Skind, førend Europa tilegnede sig ham som sin, og prøvede endog paa, at fravriste Danmark den Ære, at have baaret ham under sit Hjerte!”
“En yngre Slægt opvoxede i Danmark, og med Studsen hørte denne det af den ældre, at den Mand, hvis Navn omtales med saa høi en Berømmelse, hvis Arbeider henregnedes blandt den nyere Tids største Kunstværker, at han var en Dansk, at han havde sine kjere Venner i vort Land, at han, – langtfra i Lykkens Medbør at have glemt sit Fædreneland, – var endnu dansk af Hjertet og vedkjendte sig dette som en Ære!”
“Men hverken den ældre Slægt, i hvilken han talte saa, mange Venner, ei heller den yngre, som havde ham kjær, fordi han gjorde sin Moder saamegen Ære – ingen af begge kjendte de Værker, som Rygtet nævnede saa høit og som de fra Italien hjemvendende Landsmand ikke noksom vidste at prise!”
“Hvor naturligt, at Trangen til nærmere at kjende hans udødelige Arbeider efterhaanden blev en national Følelse!”
“Det ene Aar forkyndte efter det andet, at nu var atter et Værk af høit Kunstværd fremstaaet under hans Meisel, at det var en Gjenstand for Alles Beundring – men at et fremmed Land skulde eie det. ”
“Adskillige hidsendte Copier efter Antikken, hans første Prøvearbeider i Marmor og en skjøn, lille Gruppe i Gips, som han indsendte for Receptionen, var det Eneste, som var vendt tilbage til Hjemmet, da allerede hans Navn, ved udødelige Arbeider var hævet til den første Kunstnerrang. ”
“Med hvilken Begærlighed strømmede derfor alle – Kjendere og Ikkekjendere til, – for i et hidsendt Arbeide, hans Døbefont, at søge en Straale af den Nimbus, som omgav ham? ”
“Men jo mere man i dette skjønne Værk følte sig greben – paa en, hertillands endnu aldeles ny, Maade ved et Skulpturværks Skjønhed, desto stærkere vaktes Lysten til ogsaa i et af hans større Arbejder at kunne beundre, hvad andetsteds beundredes, og hvortil vi følte ligesom en nærmere Ret.”
“At der til Christiansborgs Smykke var gjort en Bestilling hos vor Kunstner paa en Cyklus af fire Basrelieffer, nærede kun et Haab, som først i de senere Aar blev opfyldt. – Imidlertid glædede man sig ved dette Haab.”
“Allerede tidligere havde Rygtet forkyndt, at Thorvaldsen i Forherligelsen af Napoleons Triumph ved Fremstillingen af Alexander den Stores, selv havde triumpheret i Kunsten, og ved sin egen Krands forenet den ældre og den nyere Tids største Sejrvinderes Laurbær! – at dette Arbejde var – ikke alene et af hans ypperste Værker, men selv et af de ypperste i den hele nyere Knust, – ja! at Kunstneren ønskede ved en Gjentagelse heraf at smykke fit Fædrelands Kongeborg. Dette Kunstnerens Ønske mødte en levende Gjenklang hos det danske Folk og vandt Regjeringens Bifald, – men ogsaa denne Bestilling nærede kun et Haab, som endnu længe ikke kunde opfyldes.”
“De øvrige danske Kunstnere, som i Italien søgte Udvikling i deres Kunst, vendte jevnligen tilbage, – men Aarene hengik og Thorvaldsen blev i Italien. Og kunde vel nogen, som elskede hans Kunst, kunne ønske, af han skulde afbryde en Bane som han dog paa intet andet Sted vilde fortsætte saaledes som den i Rom vae aabnet for ham? – Dog længtes han selv efter Hjemmet! Han saae sine Landsmand afvexlende at gjeste Kunstens evige Stad, og atter at drage til den danske Kyst, og skjøndt han vel maatte føle, at han uden sin vanlige Virken intetsteds vilde kunne føle sig rigtig hjemme, saa drog dog denne Længsel ham, efter nogle og tyve Aars Fraværelse, tilbage til Fædrenelandet. Det var kun et kortvarigt Besøg! Store Foretagender vinkede ham, hans Aands altidstigende Fylde krævede ham tilbage til det store Værksted og Danmark sagde ham sit Farvel, som var det for sidstegang.”
“Under alt dette var det danske Folks retmæssige Krav paa at blive deelagtig i de Kunstnydelser, som vor Kunstners Arbeider skjænkede Udlandet, endnu uopfyldt, og med Længsel saae man den Tid, imøde, da de, – nu saa betydelige Bestillinger, hvilke Thorvaldsen havde modtaget fra Fædrenelandet, vilde kunne hentes hertil. Det var derfor en høist glædelig Begivenhed, at en dansk Orlogsmand, i Aaret 1826, tredive Aar efter at en anden dansk Orlogsmand havde ført ham til Italien, bragte et betydelig Antal af hans arbeider tilbage.”
“Det var deels ved Regeringens allerede tidligere nævnte Bestillinger foranlediget, at Danmark nu ikke længer var udelagtig i sin største Kunstners Frembringelser; men – at denne Stiftelse fra nu af kunde aabne for de kunstelskende og i Kunsten fremtrædende Danske en Samling af Thorvaldsens berømmelige Arbeider, – at den i disses Midte kunde opstille Kunstnerens eget Billede, – derfor nedlægger vi i dybeste Erkjendtlighed vor Tak til Landets Fader og til den Fyrste, som værdiger Akademiet at indtage Forsædet! – Og nu? – Erindre vi os hiin Længsel fra de tidligere Aar, da vi endnu næsten intet havde seet af de Arbejder, som Europa beundrede, – see vi tilbage til hin Uvished, hvori vort Haab dengang svævede, hvorlet Parcen kunne have afklippet denne Livstraad, førend dette Haab var blevet opfyldt, og betragte vi, paa den anden Side de Kunstskatte fra Hans Haand som nu er indenfor Danmarks Grændser, – hvor betydningsfuldt for Kunsten, hvor mærkeligt kor denne Stiftelse, maa vi da ikke antegne det sidstafvigte Aar, som i en saa exempelløs Grad har beriget os?”
“Sammenligne vi, hvad Danmark nu besidder, og hvad vi tør haabe endnu at komme til at besidde, fra Thorvaldsens Haand, med hvad andre Nationer eie af ham, saa ville vi finde, at Kunstnerens Fædreneland dog nyder Fortrinet. Danmark har baaret ham under fik Hjerte, derfor tilkommer det ogsaa Danmark at nyde Moderens Glæder!”
“Italien har udviklet og modnet ham, men han har afbetalt sin Gjæld, ved atter i Italien at fremkalde den Kunst, som Rom arvede og siden tabte igjennem Aarhundreder! Har derfor Rom endnu hans Værksted og hans talrige Arbeider, da maa vi vel indrømme det Land, som vakte ham til det Høieste i Kunsten, det fuldstændigste Kjendskab til Massen af hans Frembringelser, men betragte dem derfor ikke som tilhørende Italien.”
“England, som aabnede ham Veien til det berømmelige Navn, modtog ligesom ogsaa Rusland, Polen og Bayern, jevnligen Arbeider fra vor Kunstner, men disse Lande kunde dog Intet opvise imod de tre Cykler som Danmark besidder: Alexandertoget, Christus med Apostlene, og Johannes’s Prædiken i Ørkenen. – Og foruden disse Værker, der i hele den nyere Skulptur indtage de første Pladse, foruden disse besidder Danmark endnu i Marmor fra Thorvaldsens Meisel: Slottets fire Basrelieffer og dets to Caryatider, Døbeengelen og tre Basrelieffer til Frue Kirke, Døbefonten til Brahe Trolleborg, Bysterne af den Kongelige Familie, hans egen colossale Byste af ham selv, Hyrdedrengen og Gratierne, og endnu kan ventes i Marmor fire Statuer, som ere bestilte til at smykke det Gemak i Christiansborg, hvor hans Alexandertog skal udgjøre Frisen.”
“Bemærke vi fremdeles de Arbeider i Marmor, Kunstneren har hidsendt til at opstilles i hans herværende Atelier, tildeels for her at fuldendes ved hans egen Haand, naar, som vi haabe snart – Danmark atter skal see ham, og betragte vi endvidere det store Antal af hans øvrige Arbeider, som i Gibsafstøbninger ere hidsendte, – da overraskes vi i Sandhed ved Betydenheden af denne skjønne Besiddelse, – da føle vi i vor – næsten uformodede Tilfredsstillelse, at Thorvaldsen er gjenvundet for sit Fødeland, og at han atter tilhører os! Ja! at han af Hjertet tilhører os, at han med Længsel seer en Gjenforenings-Dag imøde, – at hans Sol, naar engang den daler, helst vil synke i Danmarks sortladne Hav – dette have vi grundet Forvished om! – At han allerede forbereder sig til – idetmindste for en Tid, – at gjæste os og her vil fuldende adskillige af sine Virker, – dette har han oftere med Længsel tilkjendegivet.”
“I den europæiske Skulpturs Historie vil derfor Danmarks Navn mærkeligen antegnes og det skal ikke kunne drages i Tvivl, at jo vort nordlige Himmelstrøg kan fremavle Kunstnere af største Rang, behøve de endog Italiens Sol, for at vinde den fulde Modenhed! – Men, ihvorvel Danmark allerede nu besidder en saa betydelig Deel af hans Frembringelser, saa spore vi dog endnu, saa ofte vi høre omtale Værker af ham, dem vi endnu ikke kjende, en Attraa efter ogsaa engang at kunne glæde Øie og Hjerte ved disse. Vi slutte med god Grund fra det vi have seet, til det, som endnu er en Gjenstand for vore Ønsksr, og da vor store Kunstner dog aldrig saaledes Udtømte sig i noget enkelt af sine Arbeider, at jo dog ethvert nyt vakte en ny Glæde og en ny Beundring, saa er det en naturlig Følelse hos enhver kunstelskende Dansk, – en Følelse, som netop antyder, hvor nær vi tilegne os ham, at vi i Hjertet attraa en fuldstændig Besiddelse af alle hans Arbeider.”
“Dog dette Haab synes vel dristigt især når vi tage Hensyn til, at i hvormeget vi end besidde, kjende vi dog endnu ikke Massen af hans Arbeiders beundringsværdige Række, – naar vi tænke os at de Skatte, som hans Studier indbefatte, ere saa mangfoldige, at Afsavnet af hvad han sidst hidsendte, næppe der er synderligt iøinefaldende! Imidlertid kunne vi, efter det Kjendskab, vi have til Kunstneren, ikke dølge for os selv, at dette vort Haab ogsaa synes at være iblandt hans kæreste ønsker.”
“Lade vi vore Tanker følge dette Haab; – med hvilken Kunstskat see vi da ikke Danmark beriget? Hvad andre Nationer delede imellem sig, – hvad Kaar og Tidsomstændigheder spredede ud over Europa, deraf skulde da det samlede Billede smykke Gefions Ø! Mod vort Norden vilde den Kunst-elskende vende sin Reise, for her, – og kun her – at see det ophøiede Billede af hans lange, righoldige Kunstnerbane. O! at Danmark engang maatte skue dette mageløse Billede af en stor Aands hele Virksomhed! Vi kunde da lade rigere Stater samle i deres prægtige Museer Oldtids og Nutids dyrebare Værker, og til Gjengiæld for, hvad vi hos dem have seet, aabne dem et hos os, smykket med en eneste dansk Kunstners Frembringelser.” –
“Med den kongelige Corvette modtog Fædrenelandet, – som allerede nævnt, – den berømte Frise Alexanders Triumphindtog i Babylon, her udført i Marmor er bestemt til Smykke for et Gemak i Christiansborgslot. Vel er denne Frise tidligere udført i Marmor for Grev Sommarivas Villa ved Comersøen, – dog er det Exemplar, Danmark har modtaget, ikke at betragte som en Copie af hiint, eftersom Kunstneren deels heri paany har gjennemført sin Compostion og foretaget betydelige Forandringer, deels udvidet den ved adskillige Tilsætninger, som ere særegne for dette Exemplar. Vel mangler der endnu i denne Frise fem Basrelieffer, som ikke vare fuldendte, da det øvrige afsendtes, men ifølge indkommen Efterretning fra Kunstneren, kunne disse snarligen ventes hidsendte fra Livorno. Thorvaldsen har ved samme Lei[l]ighed forbeholdt sig, ved sin Hjemkomst selv at overtage det fornødne Arbeide ved Sammenføiningen af den hele Frise.”
“Til Frue Kirke ankom den colossale Christus-Statue i Marmor, og tvende Basrelieffer: Daabens og Nadverens Indstiftelse. Disse tvende sidstnævnte Arbeider i Marmor ere endnu ufuldendte, hvorfor de, ifølge Kunstnerens Begjæring, ere Henstillede i hans herværende Studio, til at fuldendes af ham selv. Til samme Kirke ankom endvidere den af fjorten fritstaaende Figurer componerede Fronton: Johannes den Døbers Prædiken i Ørkenen. Foruden det Exemplar, som er bestemt til ovennævnte Plads, og som er i Terra cotta, har han hidsendt endeel af de til denne Composition hørende Figurer i Gibsafstøbninger, hvilke udgjøre et Smy[ke] for dette Aars Udstilling.”
“Disse nævnte Arbeider ere hidsendte ifølge de Bestillinger, han allerede for en Række af Aar siden har modtaget fra Danmark. Endvidere har han ved samme Leilighed ladet hidføre et Antal Statuer, Basrelieffer og Byster, deels i Gipsafstøbninger, hvilke samtlige, saavidt vides, ikke have anden Bestemmelse end at opst[i]lles og tildeels nærmere at udføres i hans herværende Studio.”
“Academiet saae sig ved denne, i flere Henseender saa glædelige Sending i den overraskende Stilling, at skulle modtage et større Antal Arbeiter til det for ham allerede tidligere bestemte Værksted, end dette var istand til at modtage.”
(Sluttes imorgen).
Z. t. N. 5834446 – 2.
F. z. g. H. 5834477 – 1.
Kjøbenhavn, den 3die April.
Om Kunstacademiets høitidelige Forsamling. Slutning see Gaarsdagen.
“Det var derfor, under disse Omstændigheder at ansee som et uberegnet Hæld, at denne Stiftelse nyligen, ved Transactionen med den botaniske Have og ved Inddragelsen af et Atelier fra afdøde Professor Clemens’s Bolig, var kommen i Besiddelse af tvende store Lokaler, som saa meget mere fandtes skikkede til at afhjelpe denne Mangel paa Plads, som de ligge i umiddelbar Forbindelse med det Atelier der hører til den for Thorvaldsen bestemte Bolig. Vel havde Akademiet allerede glædet sig ved i dette nyligen erhvervede Lokale at indrette dets Elementarstole, men under disse saa vigtige Omstændigheder troede man sig høiligen foranlediget til, at tage under nøieste Overveielse, hvorvidt [nem]ligen Elementarskolen skulde kunne henlægges andetsteds, selv om dette skulde have til Følge, at man maatte indskrænke Antallet af Pladserne i denne Skole, og dette lykkedes i den Grad, at Elementarstolen ved dens Forflyttelse – saa langt fra at tabe – endogsaa vandt adskillige Pladser mere end den tidligere havde Havt. Det er nemligen tidligere omtalt, ved forrige Aars høitidelige Forsamling, at man havde fundet det i flere Henseender hensigtsmæssigt, at lade Artister og Elever af den øverste Bygningsskole tegne om Dagen, istedetfor paa den sædvanlige Tid om Aftenen. Ved denne Omstændighed saae Academiet sig ved nogle trufne Foranstaltninger istand til at benytte dette samme Locale i Aftentimerne for den saakaldte architectoniske Forberedelsesskole og vandt saaledes i sidstnævnte Skole Plads for den Afdeling af Elementarskolen, som staaer under Hr. Rosenbergs Veiledning. Fremdeles havde Academiet, ved at indrette et nyt Auditorium i Slottets Stue-Etage, vundet det tidligere Forelæsningsværelse frit, og da dette ledige og ved sin Beliggenhed passende Værelse skaffede anden Ornamentskole en betydelig Udvidelse, kunde der paa den anden Side af bemelte Ornamentskole indtages saa stort et Rum, som behøvedes, for deri at modtage den anden Afdeling af Elementarskolen under Hr. Olsens Veiledning. Academiet saae sig saaledes istand til, uden noget væsentligt Tab for dets Skoler, at kunne indrømme de hidsendte Arbeider fra Thorvaldsen en værdig og tilgjengelig Plads i et Locale, som, naar Thorvaldsen ved fin Hidkomst behøver det for sin Virksomhed, ikke kan andet end vinde hans fuldkomne Tilfredshed. Ved det kongl. Rentekammers Velvillie har det været Academiet særdeles behageligt, at lade tilveiebringe den passende Lysning i disse Studier, hvor vi ønske snart at see vor store Kunstner iblandt sine udødelige Værker.”
“Ved at modtage det betydelige Antal af Thorvaldsens Værker var det Academiet endvidere en Tilvæxt, ved samme Leilighed at modtage fra Neapel to skjønne Afstøbninger efter antike Statuer, nemlig tvende Venus-Statuer, og den saakaldte Aristides, foruden Afstøbninger af antikke Byster, og en skjøn Samling af Basrelieffer fra Rom. Endvidere modtog Academiet, som en Foræring fra Caval. Ambrosio i Neapel Gibsstatuen af en liggende Psyche, udført af en ung neapolitansk Kunstner ved Navn Gali. Akademiets Kunstsamling er ogsaa ved dets Æresmedlem Geheimelegationsraad Brøndsteds Forsorg blevet forøget med en Samling af 31 skjønne Gibsafstøbninger over antikke Ornamenter, som opbevares i det britiske Museum.
