Thorvaldsen.
Trodsende Tidernes Almagt, høit paa Berøm-
melsens Vinger,
Herlige Kunstner! Din Hæder stiger, i vældige
Flugt;
Over de brusende Have, vidt mod de blaanende
Kyster,
Ruller, paa Tiberens Vover, glandsfuldt Dit
selvtjente Navn.
Venus, og Jason, og Psyche, bygte Dit
Minde et Tempel;
Amor, og Mars, og Adonis, støtte den
hædrende Indskrivt:
“Livet Din Kunst har forstenet — Ste-
nen fik Liv ved Din Mejsel” —
Dana har moderlig lyttet, fjernt, til de venlige
Toner,
Seet Alexanders Triumph sig stolt at forene
med Din —
End vil Egeria nævne Dig og Din Hæder
for Roma,
Naar, i de vexlende Tider, Stenen, Du formed,
er Støv!
–––––––––
[...]