Kjøbenhavn den 31te Januar 1833.
‒ Vor Thorvaldsen har nylig beriget det kongelige bayerske Glyptothek i München med en Statue, der har vakt Kunstkjendernes udeelte Beundring, og er bleven opstillet i Midten af de nyere Kunstneres Sal, som dens største Prydelse. Denne Statue forestiller Adonis, fremstillet som en Yngling, der hviler sin høire Arm paa en Træstamme, over hvilken en Jægerchlamys er kastet, og holdende i sin høire Haand et sænket Spyd, medens den venstre kraftigt hviler paa Hoften; en Hare, der hænger paa en Træstamme, tyder paa den nylig endte Jagt; den aldeles nøgne Figur hviler paa den venstre Fod, thi den høire er trukken let tilbage og berører kun Jorden med Taaspidsen; Ansigtet er vendt noget mod Høire, og han synes hensjunken i Tanker; over alle Ledemode er udgydt den blomstrende Ungdoms Skjønhed; Jægerens mandige Kraft forener sig her med hiin tidlige Ungdoms Ynde, som egner sig for Gudindernes Yndling; hans Haar er blødt, omslynget af et Bind, og de skjønneste naturlige Lokker frembølge under det og omgive hans Aasyn; stille Betragtning, Længsel, ja en mørk Ahnelse udtrykker sig i de skjønne Træk, og de med nogen Spænding indadbøiede Fingre paa den iveiret hævede venstre Haand synes at tyde paa, at hans hele Sjæl er beskjæftiget, maaskee med Forventningen om den Elskedes Komme. I “Kunstblatt” No. 1, 1833, læses en interessant udførlig Beretning om dette Kunstværk. “Ved denne Statue”, hedder det her, “føler man, hvad der hører til, at Beskueren af et Kunstværk ret kan frydes ved at see det. En saadan indre og ydre Fuldendelse eie kun faa Værker i den nyere Tid. Ideens Sandhed, Opfatningens Skjønhed og det største Mesterskab over Natur og Technik ere her i lige Grad forenede. Plastikkens høieste Opgave er her løst: at fremstille en fuldendt Charakteer, livbesjælet, i den ædleste Skjønhed.” ‒ Kritikeren sammenligner denne Statue med Canovas Venus og Paris, som ere opstillede i Glyptotheket ligeoverfor den. “Thorvaldsens Adonis er hverken i lad Rolighed, eller i en exalteret, mod det Ydre henvendt Virksomhed! Grublende staaer han der, uden at lægge Mærke til det Mindste udenfor ham; men i det hvilende Legeme bebuder sig en harmonisk dannet Sjæls uforstyrrede Virken. Derfor er hans Stilling hverken ligegyldig og aandløs, eller tvungen og koketterende med Beskueren. Man seer, at han staaer ene, uden at agte paa Nogen, uden at lægge Mærke til Andet end Genstanden for sine Tanker, han er kun sig selv og fuldkommen indesluttet i sig selv. Canovas Venus og Paris ere derimod kun til for Verden udenfor dem, de leve kun for den Opmærksomhed og Beundring, som de med Bevidsthed synes at gjøre Fordring paa. De ere forfængelige i Gebærder, forfængelige i Sjælen, og derfor uden Rolighed og Selvstændighed.‒ Adonis’s Former og Forhold ere simple, ædle, overordentlig bestemte, og desuagtet af den største Fiinhed og Delikatesse: Paris’s og Venus’s derimod blødagtige, ubestemte og især den Førstes hængende og slappe. Hiin ædle Legemsbygning har Thorvaldsen seet i Grækernes Værker; men Grækerne saae den i Naturen, og Thorvaldsen har udentvivl prøvet ved Naturen, hvad han fandt hos dem. ‒ Men deri bestaaer overhovedet Kunstnerens Mesterskab, at han lader sine Ideer fuldkomment fremtræde i den Figur, han danner efter Naturen; men ved sin Phantasie behersker selve Naturen, og desuagtet ogsaa opnaaer den høieste sandselige Sandhed og Livlighed. ‒ Thorvaldsen har selv med Meiselen fuldendt denne Figur en Gunst, som han kun har viist faa af sine Værker. Men man gjenkjender ogsaa Mesterens Haand indtil de fineste Træk; denne livfulde Svulmen af Musklerne, denne Delikatesse i deres Forbindelse og denne Yndighed i Former i Forening med saamegen Simpelhed i Linierne, mindes jeg ikke at have seet i noget andet af hans Værker. Hovedhaar og Gevandt, ja selve Træstammen og dens Attribut ere udarbeidede med den største Kunst og Natursandhed. Mesterens Navn er med lette Træk skrevet paa Træstammen. Dette Værk er ganske af ham, et fuldkomment Afbillede af hans Aand og hans Kunst.”
