Sang
ved den danske National-Fest i Rom,
den 28de Januar 1819.
–––––––––
I fordums Dage Cimbrers Hær
Voldgiæsted Rom,
Og spredte Rædsel fiern og nær
Hvorhen den kom.
Da hersked Kraft og vilde Mod
I haarde Barm;
Vantrevne Slægt sank i sit Blod
For stærke Arm.
Saa færdedes Cimbrer fra Norden.
End mangen Cimbrer vandrer ud
Fra Fædres Land;
Men ei ham drager Orlogsbud
Til Mord og Brand.
Ham vinker Kunstens blide Aand
Til Kunstens Hiem;
Froe vandrer han ved Musers Haand
Ad Banen frem.
Saa færdes de Cimbrer fra Norden.
Dog ei i Sydens bløde Favn
Forglemmer han
Den elskte fierne Fødestavn,
Ei Fædres Land;
Men Tanken flyver hen til Nord
Ihvor han er,
Og ingen Plet paa viden Jord
Er ham saa kiær.
Saa tænke de Cimbrer fra Norden.
Og denne Dag er Cimbrers Fest
I gamle Rom,
Og Bægeret fra Giæst til Giæst
Gaaer flittig om.
Fro Landsmand rækker Landsmand Haand
Og stemmer i
Med Cimbrisk Tunge, Cimbrisk Aand:
Dig hylde vi
Vor Frederik Cimbrernes Konning!
F. Schmidt.
–––––––––
Reise-Bemærkninger.
Operaen i Berlin har fortrinlige Sangerinder og Decorationer. Spontini, der anfører Orchestret, ligger i Strid med Weber, hvem det halve Berlin heller vilde have til Capelmester, saa meget mere, som der stedse heftigere klages over den Førstes Forsømmelighed. Jeg var ikke saa lykkelig her at see Jægerbruden, som jeg derimod saae elendigt givet i Hamborg, og udstyret med Decorationer af Cocchi, der vare græsseligt outrerede og beregnede paa den laveste Pøbelsands. Han blev imidlertid fremkaldt, hvilket snarere burde blevet Demois. Pohlmann til Deel, der, som Anna, holdt det Hele.
Localet for Malerie-Udstillingen i Dresden finder jeg langt under vort Charlottenborgs. Den Udstilling, jeg saae, var som en af vore almindelige, med Undtagelse af en Mængde Blyants-Tegninger, der vistnok vare udmærkede: iøvrigt Mangel paa historiske Malerier, men Portraiter i stor Mængde.
Billedgalleriet i München overgaaer i mine Tanker det Dresdenske i Orden og Rigdom. Dresden praler med fin Madonna af Raphael og med Correggio’s Nat, men her hænger hele Vægge fulde af Rembrandt, Rubens og v. d. Werft; ei at tale om en sjelden Mængde af Teniers. Ogsaa findes her en Apostel i Legems Størrelse, malet af Raphael, hans og Albrecht Dürers Portraiter, begge malede af Mesterne selv. Af Correggio findes her rigtignok kun smaae Stykker, og mestendeels skizzerede, men desto mere glimrer en Marias Himmelfart af Guido Reni, det skiønneste Øiet kan see. I det Leuchtenbergske Gallerie, hvor der ogsaa findes herlige Ting, saae jeg Canova’s berømte Gratier, der i mine Tanker ere saare deilige, og vel tør staae ved Siden af Thorvaldsens, der maaskee blot overgaae dem i Ansigternes naturligere Ynde.
Reisen igiennem Apenninerne til Florents er høist romantisk og med Forbavselse besøgde jeg i den mørke Aften og saae med egne Øine det Sted, hvor en evig Flamme staaer op af Jordens Skiød i en Omkreds af omtrent to Alen. Jeg gik med en behagelig Rædsel midt igiennem Flammerne. – Florents kaldes bella, og vistnok med Rette. Herlige Statuer af Michael Angelo, af B. Cellini og Andre pryde Torvene; Hovedkirken er et Pragtværk, og bugner af Mærkværdigheder. Michael Angelos Grav er i en af de mindre Kirker, prydet seenere med Canova’s Arbeider.
Thorvaldsens Attelier i Rom saae vi første Gang i Aftenstunden i største Iil. Dets blege Rigdom foer os, som tusind hvide Skygger, forbi i den dunkle Aften. Jeg betragtede det Hele med mere Roelighed den næste Dag. Her hiemme har man vistnok almindeligviis et feilt Begreb om en saadan Konstners Attelier: Man troer kun at finde der, hvad han seenest arbeider paa. Langtfra! her findes hele Thorvaldsens aandelige Liv i de syv og tyve Aar, han har levet i Rom, ligefra hans Jason, som nu først staaer udført i Marmor, indtil det ham overdragne Gravmæle for den sidst afdøde Pave.
Utallige herlige Buster, hvoriblandt mange Danskes (f. Ex. Professor Eckersbergs); Alexanders Triumph (et uhyre Værk); Mars; de tre Gratier; hans lille Hyrdedreng, der ikke giver Oehlenschlægers noget efter; hans Venus; hans høie Jesus, omgivet af tolv mageløse Apostler; Johannes, prædikende i Ørken, der allene udgiør sexten hele Figurer; Døbe-Englen, hvis Gratie ikke kan udtales, og som han agter at skjænke vor Frue Kirke; – disse, og mange flere Værker, udfylde og kunne neppe rummes i fire ualmindelig store Sale, som føre det stolte Navn af Thorvaldsens Studier, og hvor talentfulde unge Mænd af forskiellige Nationer bestandigen arbeide under den danske Mesters Øie. Udenfor disse Værksteder ligge store Marmormasser, hvori Guder og Gudinder livløse slumre. Thorvaldsen nævner selv med Glæde vor Frue Kirke, som et Valfarsted engang i Tiden for Konstners og Konstyndere. Dersom hans Idee, at lade Johannes med sine Omgivelser, der skal smykke Kirkens Frontespice, stobe i Malm, gaaer igiennem, hvilken herlig Effect vil dette Konstværk da giøre! Thorvaldsen agter i saa Tilfælde selv at styre Støbningen. Ethvert af sine Arbeider for Frue Kirke kalder han et fuldendt Studium, og Kirken selv er han langt fra at være misfornøiet med.
Denne herlige Mand tog hjerteligt imod os. Han boer simpelt, men hans Vægge dækkes af mange kostelige Malerier, som han Tid efter anden har samlet sig. Om sine slette Møbler sagde han, at da han bestandigt, skjøndt han nu boer henved tredive Aar i Rom, syntes at ligge paa Reisen til sit Hiem, saa havde han ikke anseet det Umagen værdt, at anskaffe sig Ting, som han ikke kunde føre med sig. Vi bleve ledsagede til ham af Freund, der med al Iver og Flid søger at giøre sig værdig til at nævnes Thorvaldsens Discipel. I hans ikke meget store Attelier findes en smuk Mercur, Grev Stolbergs og Ingemanns Buster, en meget god Pomona, der rober strengt Studium af Antikerne, og adskillige Ting af den nordiske Mythologie.
–––––––––
Efterretninger fra Rom.
(Indsendt.)
Thorvaldsen har i disse Dage formet Gravmælet over den afdøde Pave Pius VII i det gule Leer. – Bissen har allerede begyndt at virke, uden i mindste Maade at ville arbeide under Thorvaldsen. Han udkaster Basreliefer og modellerer i denne Tid en Bacchantinde, som vist ikke vil beskæmme hvad man
venter af ham. – Koop er agtet af sine Landsmænd her og særdeles yndet af Thorvaldsen, for hvem han i Sommer har uafladeligen arbejdet. Han har flere Gange maattet copiere Thorvaldsens Portrait, malet af en god tydsk Maler. Thorvaldsen erklærer udtrykkeligen at Koops Copier staae langt over Originalen, og en af dem hænger hiemme hos Thorvaldsen selv blandt flere fortreffelige Malerier. Han har malet Thiele smukt og liignende, og han har desuden udkastet adskillige Tegneskizzer, som Thorvaldsen har roest. I Sommer agter han at male et stort historisk Stykke.
Det hellige Aar holder nu Rom i Tøilen. Der er udkommet en Forordning, som befaler Verterne at nedtage alle usædelige Malerier fra Væggene og ophænge gudsfrygtige istedet, “paa det at de Fremmede kunne mærke, sig at voere i de Rettroendes Skiod.” Tillige ere Damerne paabudne at klæde sig i Sort, og nøie skiule Alt, hvad mueligen kunde friste. Imidlertid vil dog Rom med al sin Stilhed bestandigen blive et yndigt Opholdssted. Alt smiler her (i December Maaned) grønt og frisk Øiet i møde, Fuglene qviddre som ved Sommertiden, og Solen flammer fra Ruderne paa Raphaels Villa og varmer mangen Gang næsten til Besvær. – Her opsteeg nyelig en berømt Luftskipperinde, og nedlod sig atter ved Faldskierm fra en overordentlig Høide. Ved en saadan Leilighed komme Roms Skiønheder for Dagens Lys, og jeg maa tilstaae, at jeg maaskee endnu aldrig har seet Mage. Især var een Dame maaskee et Ideal af al qvindelig Skiønhed. – Om Aftenen var Rom, i Anledning af det hellige Aar, illumineret; det vil sige, enkelte Lamper med Oliepapir hang hist og her frem, medens nogle Romere med megen Vigtighed tændte Ild i nogle Fierdinger paa Gaden. Noget mere latterligt kan ikke tænkes. Imidlertid moerede det os, at betragte de forskiellige vaste Lys– og Skygge–Partier, som derved fremkom.
