Indenlandske Efterretninger.
–––––––––
I det nylig udkomne Januar Hefte af Maanedskriftet Athene læses “Noget om den danske Billedhugger i Rom Thorvaldsen af Frederike Brun, født Münter”. Vi erfare deraf, hvorledes denne saa navnkundige Konstner fra en uformuende Steenhuggers Søn opsvingede sig til et Trin, hvor han beiler med Canova om Krandsen. Allerede som Barn yttrede sig Lyst hos ham til at efterligne Faderens Ornamenter. I sit trettende Aar (1783) begyndte han den academiske Bane med at tegne efter Gibsfigurer i Gibsskolen; i sit femtende Aar (1785) vandt han den anden, og i sit syttende (1787) den første Sølvmedaille; i sit nittende (1789) den mindre Guldmedaille for et Basrelief, i sit 21de (1791) den store Guldmedaille, og, som en Følge deraf, fik han af Academiet en aarlig Understøttelse til sine Studeringers Fremme; i sit 24de Aar (1797) reiste han udenlands. Allerede førend han tiltraadte denne Reise udmærkedes han af Geheimeraad C. Reventlow, hvis Familiebolig endnu er prydet med Afstøbninger af Thorvaldsens to første Basreliefer: Heliodorus, og Apostelen Peder, som helbreder den Lamme ved Templets Porte, hvilket sidste var hans Præmiestykke for den store Guldmedaille. – Paa hans Reise til Italien var han i Havsnød; Skibet blev drevet til de barbariske Kyster, men neppe undsluppen derfra, blev det tvunget til at søge Maltha. Endelig naaede vor Konstner Neapel, men heel ukjendt med Verden, fremmed i ethvert andet Tungemaal end Dansk, følte han her, midt i Konsternes Hjem, den største Hjemvee, og fristedes der, efter sin egen Forsikkring, at vende tilbage til sit Fødeland, uden at have seet Rom eg dets Konstskatte. I Rom selv, hvor han dog for Skams Skyld maatte hen, vandrede han halvandet Aar omkring, saa hensjunken i Beskuelser og nedslaaet ved Synet af det Fuldkomneste, at han neppe var istand til at tegne eller modellere noget af Betydenhed. Mod Slutningen af det andet Aar af hans Ophold i Rom begyndte han endelig at modellere, danne og tilintetgjøre. Georg Zoega var bleven hans Aristarch; han gjorde strænge, maaskee lidt vel strænge, Fordringer af ham. Thorvaldsen, i sin Kamp med Idealet, afhuggede Hoveder, sønderbrød Statuer, der allerede tidligen vilde have udmærket ham for den store Hob. Nogle smaa Modeller gjorde imidlertid hans Kjendere opmærksomme paa ham; han copierede adskillige Buster efter Antiker, og modellerede nogle andre efter Levende med meget Held. Allerede 1798 indsendte han til Konstacademiet i Kjøbenhavn en Gibsgruppe af Bachus og Ariadne, og Rothes Büste i Marmor; 1797 Homers og Bernstorffs Büste ligeledes i Marmor. 1801 indberettede han til Academiet, at han havde modelleret en Jason i naturlig Størrelse, men at han havde gjennemgaaet en langvarig Sygdom, der havde standset ham i dette Arbeide. – Ved Aaret 1802 vare de 6 Aar, han skulde nyde Kongelig Understøttelse, forløbne, og i denne hans trængende Forfatning var det, hans Jason stod som en Gud op af Oldtidens Skjød, for at frelse ham og bringe ham sin store Bestemmelse nærmere. Den opvakte Kjenderes og selv den strænge Zoegas Beundring. Ogsaa Tilfældet – om der i denne Verden virkelig gives noget, som fortjener dette Navn – kronede hans Værk. Rygtet førte den Rige Hollænder Hope hen til Thorvaldsen; han saae hans Jason, bestilte den strax i Marmor, og overlod til Konstneren selv at vurdere sit Arbeide, og skal endog have lagt noget til den meget maadelige Priis. Jason, som grundfæstede vor Thorvaldsens Konstnerhæder, grundfæstede tillige hans fremtidige Skjebne. Forfatterinden gjennemgaaer derpaa alle de fra den Tid af forfærdigede thorvaldsenske Konstværker, og bedømer dem med den hende egne Konstsands og Konstfølelse. Men naar Forfatterinden (S. 5) beretter, at Jason allerede var i alle Konstneres Munde, da Thorvaldsen engang ved et Middagsmaaltid, hvor han i Almindelighed pleiede at samles med 30 til 40 Konstnere, blev spurgt om han kjendte den unge danske Konstner, der havde frembragt denne herlige Statue? saa kunde Aarsagen til denne tilsyneladende Barbarisme maaskee søges i en anden Omstændighed. Bertel Thorvaldsen er i Rom bekjendt under det Navn: il cavaliere Alberto, og det er altsaa ikke usandsynligt, at de, som spurgte ham om den danske Konstner, der havde forfærdiget Jason, hverken vidste, at il cavaliere Alberto var en Dansk, eller at Thorvaldsen var synonym med Alberto. Desuden er det ikke sjeldent, at man udenlands tilegner sig danske Konstnere og Forfattere. Saaledes har en Udlænding engang i et Selskab forsikkret Anmelderen, at man i Tydskland almindeligen antager den sande Dannerskjald Baggesen for en tydsk Digter, og Anmelderen mindes ogsaa engang at have læst i en tydsk Recension: “unser Baggesen”.
[...]
