Sang
den 8de Marts 1839.
Trykt i det Berlingske Bogtrykkeri.
Mel. Ung Adelsteen paa Thinge stod.
At Du og jeg engang skal døe,
Det er saa vist som at vi leve;
Paa Landet skeer det eller Sø,
Men jeg for Tanken ej vil bæve,
Thi Døden, naar den mejer ned,
Curerer kun for Evighed.
Om Døden er da Sagen klar,
Om Livet gjelder ej det samme;
Thi gamle Plato udsagt har:
Den fødes atter Livets Flamme.
Det philosophiskt var og sandt,
Derpaa jeg et Exempel fandt.
I Axelstad for mange Aar
En Yngling saaes med lysblaat Øje,
Med røde Kinder, gule Haar,
Bestandig stirre mod det Høje;
Han syntes drømme hvor han gik,
Med evig Længsel i sit Blik.
Saa vandred’ han fra gamle Nord
Til Roma, Kunsterverdens Have,
Hvor Oldtids hele Storhed boer,
Selv i Ruiner, mellem Grave —
Og her gjenfødtes han til Liv
Ved glemte Guders Almagts “Bliv.”
Du spørger om Gjenfødslens Dag,
Som leve skal i Verdens Minde:
Den Dag er Dagen just i Dag!
Gid tidt for Ham den maa oprinde!
Og gid dens Gjenkomst maa hver Gang
Gjenhilses af vor Jubelsang!
Hil Thorwald! lyder fjernt og nær,
Blandt Fryderaab, med Tordenvælde;
Nu Stormen paa sin Vinge bær
Det Navn fra Syd til Nordens Fjelde:
Du Kunstnerkonge fra vort Nord,
Du er det for den hele Jord!