|
Sang ved Romergildet den 8de Marts 1836. |
Mel. Komm, lieber Mai und mache.
Det Land, hvor Kunsten bygger,
Hvor Skjønheds Døtre boe,
Hvor Olietræet skygger,
Og tunge Druer groe,
Hvor milde Vinde lufte,
Hvor Bjergene er’ blaae,
Orangehaver dufte,
Det Land vi Alle saae.
Vi hørte Melodier,
Vi saae Sanct Peters Dom,
Corregios Malerier —
Alt — thi vi saae jo Rom.
Og nu, Madonna mia!
Vi er’ jo atter der.
Det bedste Osteria
Har vi os udsøgt her.
See! fyldte Foglietter
Ved Messinglampen staae;
Presciutto frem man sætter,
Vi Ponte molle faae.
“Wo ist der kleine Bravo?”
I Schnitzelbank han staaer.
Man ham og Monte cavo
Nok ud paa Aft’nen faaer.
Hvad Nyt? Skal Sligt man ændse,
Thi det har neppe Hold!
Da Venus i Firenze
Og Vaticans Apol
Skal giftes, som man siger,
De smukke Børn vil faae,
Der strax til andre Riger
Fra Pavestaten gaae!
Hvad Gammelt da? jeg spørger.
Her Himlen er saa blaa;
Cypressen evig sørger,
Hvor Oldtids Rester staae.
Som Ild er Qvindens Øie,
Og Sjel i Sangen boer.
Her kneise Romas Høie,
Her Pinietræet groer.
Her Thorvaldsen har hjemme,
Han rækker Dig sin Haand.
Dansk Hjerte, dansk hans Stemme,
Og Hellas Kunstneraand.
Vort Held vi vil udtrykke -
Vi kom til Roma hen.
Dog, den har større Lykke,
Som kommer der igjen!
H.C. Andersen.