Det Thorvaldsen’ske Musæum.
Naar Hr. Borgerrepræsentant, Capitain og Muurmæster G. N. Sibbern, i et af ham i disse Dage udgivet Skrift:
“Angaaende det Thorvaldsen’ske Musæums Opførelse. Kjøbenhavn 184 l.”
fremkommer med den Proposition, at erhverve en anden Byggeplads, hvilket maatte være baade i Slottets, Museets og Communens Interesse, og at, „som Følge heraf, de tilbageværende gamle Mure (af den til Musæet overladte Bygning) nedbrydes og Pladsen rømmes,” saa tillader man sig ikke at oversætte her Ordet “Proposition,” med det mere danske “Forslag,” fordi det ei blot kommer bag i Bogen; men fordi det fremføres vel som et Ønske, der igjen fremstod, men som et Ønske eller Sag, yttret den 6te August forrige Aar, nedskrevet i November s. A. og trykt i dette Aar.
Kan til Musæet nu bringes i Forslag en anden Plads af dets Bygningscommission, eller kan saadant, mere end som et tomt Ønske, fremsættes af et Medlem af denne Bygningscommission? Vi svare Nei, og vi troe, at kunne svare det med Grund, naar vi efter det Kjendskab, vi have til Sagen, meddele følgende Oplysninger.
Da man, af Interesse for vor store Kunstners Arbeider, som han skjenkede sit Fædreneland, som han ønskede at see opstillede og samlede der, hvor hans Geni først udviklede sig, indbød Folket til med store og smaa Bidrag at træde sammen, for at skaffe disse Arbeider et Huus, da lovede Mangen sig vistnok store Ting af den Nationalfølelse, her maatte vækkes: man antog, at, om ikke Millioner skulde fremstaae, vilde dog let flere Hundrede Tusinde samles, som vilde sætte os i Stand til at opføre en Bygning, herlig som de Kunstværker, den skulde bevare, viid og omfattende, saa at hver enkelt Statue, i Model eller Afstøbning, kunde beskues, saaledes som den staaer særskilt paa sin Plads, eller endog langt bedre. Imidlertid saae vel de mere Rolige, at alle disse grandiose Planer næppe ville ved saadanne Bidrag lade sig bringe i Udførelse, at en Bygning, der kunde blive et værdigt Gjemmested for hine Kunstsager, maaskee nok turde ventes, men at saadanne Fordringer, som de Fleste vel aldeles ikke have giort sig Rede for, end mindre drøftet, ved at udkaste en Plan til en saadan af dem maaskee oftere omtalt, end paatænkt Bygning, maatte træde tilbage, deels fordi Pengemidlerne ikke vilde komme tilstede, deels fordi her i Kjøbenhavn, hvor Thorvaldsen, der havde skjænket Staden sine Værker, maatte see sit Musæum reist, ikke var Byggeplads til en saadan Bygning, deels fordi samme, som Musæum, d. e. et Samlingssted for Kunstværker, der vel maae være beskuelige, men just ved deres Sammenstilling give en saadan Bygning Betydning, burde holdes indenfor passende Grændser.
Dog den forventede Sum indkom ikke. — Om Aarsagen hertil maa søges i den høist ugunstige Form, hvori Indbydelsen fremtraadte, og hvorved man bortkysede Skjervene, hvoraf man maaskee lettest, ved en simpel Addition, havde faaet den store Sum, om i den ublue Maade, hvormed Indbydelsen ofte frembares, om i den større Deel af Folkets Ukjendskab med Thorvaldsen’s Idræt, hvorfor vaktes først senere Interesse ved et lidet, heldigt Skrift, udgivet af Thiele, og især ved at Kunstneren vendte hjem, atter Viiste sig som Dansk mellem Danske, en Interesse, hvormed man næppe senere behørigen aagrede, vedkommer os ikke her; men vel det Factum, at den lovede Sum ikke strakte til at reise selv den tarveligste Musæums-Bygning, om endog alle Løfter kunde ventes opfyldte.
Forholdet var altsaa det, at Staden, for at afbenytte den ædle Givers store Gave, maatte tilskyde den øvrige, i ethvert Tilfælde betydelige Sum. Hvormeget det nu endog ligger i Communens Interesse, at see Staden vel mere end blot ziret med dette i sin Art eneste Musæum, kunde dog Commune-Bestyrelsen, der med Iver og Interesse antog sig denne Sag, ikke andet, end see hen ogsaa til Communens økonomiske Tarv, og herved var allerede en Grændse foreskrevet for Musæums-Bygningen, nemlig, at al ufornøden Luxus, den være enten i stort Omfang, eller i Udziringer, hvor Kunstværkerne vare Bygningens naturlige Ziir, maatte undgaaes.
Derfor maatte et i og for sig selv interessant Project, at afbenytte Ruinerne af den ufuldendte Frederikskirke, om endog Staten vilde have afgivet dem til denne Bestemmelse, fjernt fra deres oprindelige, at tjene til et christeligt Gudshuus, bortfalde; derfor kunde Talen ikke blive om en Byggegrund, man maaskee hist og her kunde tilveiebringe; men ikke uden store Opoffrelser, hvis man f. Ex. skulde kjøbe Bygninger, der vare i Brug, ene til Bortrøddelse.
Saaledes stod Sagen, da høisalig Kong Frederik den Sjette skjenkede til Musæet Byggeplads og Bygning nær Christiansborg-Slot. Omstændighederne, som fremkaldte denne kongelige Gave, ere paa saamange Maade fortalt, med saa liden Delicatesse og Skaansel, og fremfor Alt med saa liden Agtelse for Sandhed, at heraf er kun opstaaet vildledende og krænkende Rygter om en Sag, hvis Detailler kun Faa eller Ingen kjendte og, forsaavidt Beslutningen, her at give, beroede paa Meget, der var foregaaet i den henfarne Konges eget kjærlige Sind, kun lod sig ane.
Ogsaa vi kunne ene opstille Gisninger, og, naar vi her fremdrage dem, saa er det fordi Frederik den Sjettes Kjærlighed for alt Godt og Skjønt er et historiskt Moment, hvoraf vi nu, som saa ofte selv den strenge Historieskriver, mere slutte os til Begivenhedernes Aarsag og Gang.
Vi vide Alle, at ethvert sandt folkeligt Foretagende havde sin fornemste Ven og Befordrer i Frederik den Sjette; vi indsee, at han vilde gjerne af de Summer, henlagte til hans egne Fornødenheder, af de, der kunde undværes til Statens Behov, have fremmet denne Sag; thi Betydningen af Gaven fattede han med sit klare Blik, og Kunstneren, hvis tidligere Uddannelses-Periode faldt sammen med Kongens egen, var ved mangen venlig Anmodning kaldt nu tilbage til sit Hjem, der eiede, ved Frederiks Villie, allerede i Kongeborgen og i Hovedkirken hans betydningsfuldeste Kunstværker. Men Tiderne vare omskiftede. Enhver Gave fra Kongens Haand, hvor ædel end dens Formaal var, prøvedes med et ingenlunde liberalt Maal af den, ved et underligt Misbrug af Ord kaldte liberale Presse. Vilde Kongen ikke see ogsaa den Gave, hvorved han gjerne vilde have deeltaget i dette Folkeanliggende, miskjendt og mistydet, see, at maaskee af denne toges Anledning til, ikke yderligere at vække, men tværtimod at kløve den allerede da paa anden Maade kjølnede Iver for Sagen, maatte han vel snarere ved andre Midler hjælpe og gav derfor den vistnok ikke ubetydelige Gave, en Bygning og en Byggeplads, som man intet andet Sted kunde finde.
Hvorledes denne Tanke kunde opstaae hos Kongen, hvorledes han just kunde vælge denne, tilfældigviis ledigblevne Bygning til dette Formaal, kan maaskee forklares af, at Ideen til at anvende den til et Musæum, dog ingenlunde det Thorvaldsen’ske, næppe første Gang da opstod. Ved at approbere Artilleristaldens Forlægning til den nye Caserne paa Christianshavn, anbringe Vognremiserne i den saaledes ledigblevne Staldbygning, maatte det allerede være kommen til Overveielse, at her stod en Bygning, hvorover man kunde disponere, og, uden at nogen fast Bestemmelse var taget, var Navnet Musæum næppe nyt, enten man nu her havde tænkt at samle Naturalier, Kunstværker eller andre Gjenstande, som skulde stilles til Skue. Saaledes oprandt Tanken hos Kongen, at skjenke Staden denne Bygning til Eie til Afbenyttelse for de
Thorvaldsen’ske Kunstskatte.
Man var ikke tilfreds med Gaven. Uden at tænke sig ret hvor, vilde man have Musæet fritliggende, imponerende som særeget architectoniskt Værk, ei underordnet en anden Bygning. Det eneste nogenlunde Bestemte, man havde for sig, var at anlægge det i Rosenborg-Hauge; men af Grunde, hvoraf vi let kunne tænke os flere, men som vi ikke med Bestemthed kunne angive, bevilgedes ikke dette. Der var saaledes ingen anden Byggeplads given; man maatte opgive flere Fordringer, og Architekten saae sig her, som saa ofte, hindret ved ydre Forholde og opfordret til at vise sit Talent, saaledes at det Givne afbenyttedes paa en hensigtsmæssig Maade.
Efter Sibberns Skrift S. 1 har man umiddelbart, efter at Vogngaarden ved Christiansborg var skjenket, yttret baade i Musæums-Comiteen og i de 32 Mænds Forsamling det Ønske, ,at der samtidigen med de Tegninger og Beregninger til at indrette dette Musæum, som skulde indsendes til allerhøieste Approbation, kunde følge Tegninger og Beregninger til et nyt Project, hvortil man forventede at kunne erholde en aldeles fri Byggeplads.” Men, saalænge en saadan ikke kunde paavises, var det dog nok temmeligen meget at vente, at erfarne Architecter ville indlade sig paa saadan Ungdomsøvelse, at udarbeide Projecter, der ingen anden Byggegrund have end Papiret, og gjøre Overslag over en Bygning, som nødvendigviis mangelunde vilde modificeres, naar den skulde hen- sættes paa et bestemt Sted. I det første Møde, den samlede Communalbestyrelse (Magistraten og de 32 Mænd) holdt, altsaa første Gang Sagen alvorligen drøftedes, blev man bekjendt med de flere Forhindringer, der traadte i Veien for Opnaaelsen af Ønsket, om at kunne opføre et Musæum gandske af Nyt,” og opgav dette saa aldeles, at man besluttede, at “formaae flere bygningskyndige Mænd til at sammentræde i en Bygningscommission, for, i Forening og, efter Overlæg med Conferentsraad Thorvaldsen, at tilveiebringe den fornødne Plan og Overslag til Bygningens Indretning i den førnævnte Sidebygning ved Christiansborg Slot. Saaledes var Sagen afsluttet.
Bygningscommissionen dannedes; man forenede i samme de bedste Kræfter, hvorover man kunde raade; af Musæums-Comiteen valgtes de Medlemmer, hvem denne Deel af Comiteens Virksomhed nærmest kunde paalægges, nemlig dens bygningskyndige Medlemmer, Oberst v. Prangen af Ingenieurcorpset, Professorerne i Architectur Hetsch og Etatsraad Koch; i Følge Anmodning fra den samlede kommunalbestyrelse, Capitain, Muurmæster Schaper, Bygningsinspektørerne Friis og Bindesbøll. Schaper, som i lang Tid havde været Muurmæster ved Slottet, kjendte nøie Bygningen; Friis og Bindesbøll havde begge udførligen behandlet, dog som akademiske Projecter, den Opgave at opføre et Musæum, den første for sin Reception som Medlem af Kunstakademiet, den anden havde endog meer specielt udarbeidet, under sit Ophold i Udlandet, et Musæum for de Thorvaldsen’ske Kunstværker. De af Comiteen valgte Medlemmer, maatte, som anført, endvidere ansees som fortrinligen competente, medens deres iøvrigt forskjellige Anskuelser maatte være Garanti for, at man undgik al Gensidighed.
Denne Commissions Medlemmer bearbeidede Sagen, udkastede forskjellige Planer efter forskjellige Principer og foranledigede saaledes, at tre Projecter fremkom, to af Bindesbøll, af hvilke det ene fulgte et smukt Princip, at den indre Gaard skulde overbygges med Hvælvinger, hvorved man vistnok vandt det, at man kom en Deel høiere i Veiret, altsaa fik et friere Lys; men iøvrigt ikke fik større Plads og tilveiebragte, med vistnok mærkeligen forøgede Bekostninger, en Bygning, hvis nederste Etage fik kun et indskrænket Brug og aldeles ikke til det egentlige Musæum. Det andet er det, som nu er valgt, og hvor Bygmæsteren vidste paa det ham givne Rum at fordele de forskjellige Sale og Stanzer, han under sin tidligere Bearbeidelse af Musæumprojectet havde udkastet. Det tredie Project, af Hetsch, fremsendtes ligeledes til Bygningscom- missionen, hvoraf han noget i Forveien var udtraadt. Disse tre Projecter, der naturligviis vare høist forskjellige, havde dog alle anseet den givne Bygning antagelig til Museums-Bygningen, en Mening, Bygningscommissionen tiltraadte, i det den valgte eet iblandt samme, Bindesbøll’s Project uden Overhvælvning, hvilket, da det tillige var bifaldet af Thorvaldsen, indsendtes til kommunalbestyrelsen, som ikke fandt sig foranlediget til at afvige fra Bygningscommisstonens Anbefaling, men sendte Projectet, ogsaa med sin Anbefaling, til allerhøieste Approbation.
Her var altsaa bleven Sagen en ny og udførlig Behandling til Deel, og det endog i to eller tre Instantser. Havde de nævnte Bygmæstre, der udarbeidede Projecterne, fundet sig faaledes bundne, at de ikke af Bygningen kunde udarbeide noget Brugbart og i kunstnerisk Henseende Tilfredsstillende, vilde de, som Kunstnere, have trukket sig tilbage. Havde Bygningscommissionen, under den nærmere Drøftelse, samme underkastede Projecterne, fundet Vanskelighederne ved Udførelsen saa store, at man maatte opgive Sagen, da havde den ikke, i Følge den Indsigt, hvoraf den var i Besiddelse, kunnet indstille noget af Projecterne til Communalbestyrelsen, havde endeligen denne, hvori Sibbern, som bygningskyndig Mand, fornemmeligen maatte have kunnet gjort sin Mening gjældende, der desuden vistnok vilde, uden af ret Mange at kunne prøves, som af ham, have fundet Gjenklang, fordi den var Opposition, fundet samtlige Projecter, fordi de afbenyttede den givne Bygning, forkastelige, vilde Communalbestyrelsen have nægtet dem sin Anbefaling, vilde i Indstillingen til Hans Majestæt have gjort opmærksom paa de Hindringer, Bygningen medførte, disses Betydning, at denne var saa stor, at Gaven, hvormeget den endog maatte paaskjønnes, ikke havde den Værdi for Musæet, som den ophoiede Giver havde tilsigtet.
Der havde været, under denne Indstilling, Leilighed til at gjennemgaae alle de Indvendinger, der kunne gjøres imod Musæets Anlæg paa det givne Sted i den givne Bygning, appellere til Slotsbygnings-Commissionen, “hvis Erhvervelsen af en anden Byggeplads havde været i Slottets Interesse,” til Musæums-Comiteen, “hvis den var i Musæets Interesse”, selv med Varme udtalt Sagens Stilling, hvis en anden Byggeplads havde været nu, da Sagen var nøie oplyst “i Communens Interesse.” Havde man nu tillige kunnet paavise en anden Byggeplads, som man med Rimelighed kunde vente, vilde overlades paa antagelige Vilkaar, da vilde vistnok Frederik den Sjette paa anden Maade have stræbt at understøtte Musæums-Sagen, end ved at skjenke den en saadan Bygning.
Men, endskjøndt mod denne Bygning og dens Beliggenhed vistnok kunde gjøres Indvendinger, hvilke vel næppe ved nogen vilde udeblive, vare disse dog ikke tilstrækkelige til at forkaste Bygningen. Den stod i Forbindelse med Slottet, en mulig Ildsvaade i dette, naar det beboedes, vilde kunne ødelægge Musæet. Men Christiansborgs Billedgalleri, en Samling af uerstattelig Værdi, ligesom Samlingen af Thorvaldsen’s Sculpturarbeider, om ikke eneste i sin Art, bevares paa selve Slottet, som vi mene vil ogsaa i sin Tid erkjendes mere skikket til at bevare saadanne Sager, end til i sine uhyre Rum at have det Hjemlige, som Fyrster dog ikke mindre kunne ønske, end andre Folk. Dog denne Indvending er nu hævet, da Communicationen mellem Staldbygningen og Musæumsbygningen, ligesom imellem samme og Kirken nu ere afbrudte.
Den vilde, har man tænkt, ved Siden af Slottets store Bygningsmasser fremtræde som noget Underordnet, som et Appendix til Slottet. Denne Indvending har Architecten hævet ved at vælge en Bygningsstiil, som udpeger tilstrækkeligen Bygningen. Snarere vil den maaskee stikke noget af mod Slottet; men vi erindre, at den kun staaer over for sammes underordnede Bygningspartier. Iøvrigt kan en afgjort Mening om denne Indvendings Gyldighed vel først fremsættes, naar vi see Bygningen og sammes Virkning i Forhold til de omgivende Bygninger.
Da ingen af disse Indvendinger fandtes behørigen gyldige, da Forslaget med Anbefaling indsendtes til Kongen, modtog Tegningerne hans Approbation, og Bygningen foretoges til Forandring og Omarbeidelse. Man var saaledes kommet et, og det et stort Skridt videre frem, og kunde endnu mindre end forhen træde tilbage.
Hvorledes kan man nu forsvare den Behandling, Bygningen har lidt, naar man vil give samme tilbage? thi Bygningen er overladt Communen til et Musæum, ikke til Nedbrydelse. Kræver dog ikke ei blot Billighed, men en aldeles simpel sund Følelse, at hvad man ikke bruger skal man give tilbage i uskadt Stand. Kongen har dog vistnok givet sin Gave anderledes end den bekjendte Vært hos Horats, der gjentagne Gange bød sin Gæst Æbler, og, da denne undskyldte sig, sagde: “Naa, det er det Samme, i Morgen skulle de kastes for Svinene.”
Og den kongelige Giver kan ei længere tage sin Gave tilbage. Det er en og, efter Enhvers Følelse, vistnok den vægtigste Grund, hvorfor nu ingen Forandring kan skee. Er det ikke Feighed at giøre nu, da Frederik den Sjette er død, det man ikke turde sige ham, medens han levede? Vil hans ophøiede Efterfolger, der først blandt alle Danske, ærer den Hensovedes redelige Villie, forandre hans Beslutning, grundet paa Velvillie for en Sag, der ogsaa har Interesse for ham, som Kunstens Beskytter, og efter at samme er undergaaet den omhyggeligste Drøftelse af de rette Vedkommende?
Vi kunne, hvad angaaer det Øvrige af Sibberns Skrift, ikke indlade os i den Detaille, som han, skjøndt ingenlunde med nogen oplysende Fuldstændigheds har meddeelt; thi vi troe, at, lige saalidet som nogen Vedkommende har følt sig heraf tilfredsstillet, kan samme have Interesse for Uvedkommende. Naar vi berøre Samme, saa er det kun for at udvikle det Forhold, hvori Bygmæstrene i Almindelighed staae, og som paa en høist fortrædigende Maade her er blevet berørt.
Enhver Tegning, som af Bygmesteren foreligges Bygherren, kan sjældent ansees for mere end et Udkast, hvoraf man faaer en udførlig Hovedidee om Bygningen, dens Architectur, og om Fordelingen af de forskiellige Rum i samme, hvorpaa man grunder et foreløbigt Overslag, for at forvisse sig om den fornødne Byggesum er tilstede. Bygmesteren gjør klogeligen dette sidste rundeligt, for at alle de enkelte Dele, der først fremkomme ved Udførelsen af de mere detaillerede Arbeidstegninger, som ofte først senere forlanges af Bygherren, ogsaa kunne udføres, uden at kræve en Tillægssum, og Bygmesterens større eller mindre Erfaring viser sig her fortrinligt, saa at han passende afbenytter den tilstaaede Byggesum til at udføre sin Plan i alle dens Enkeltheder, om disse selv først senere fremtræde aldeles klart. Om altsaa en Tegning og et Overslag ere indsendte og approberede, vil dog ingen Fornuftig ønske, at disse Dele skulle være saaledes bindende, at Bygmesteren enten opgiver det, som senere erkjendes rigtigt, eller standser sin Bygning, for at erhverve ved enhver Udvidelse eller Forandring, var den endog nok saa ringe, og hvis han trøster sig til at levere den for den tilstaaede Sum, Approbation, hvorved ofte, hvis den skal gjennemgaae Autoriteter, flere Maaneder kunne hengaae. Bygmesterens Ansvar forbliver dog, og Resultatet af hans Bestræbelser underkastes Kritiken, naar Bygningen er til Ende, og da maa han vide at forsvare sig.
Naar dette gjelder almindeligt, maa det endog yderligere gjælde ved en Bygning, som den nærværende, hvis Beskaffenhed, der fremkommer først ved at den foretages til Ombygning, maatte, foruden udvortes indtrædende Omstændigheder gjøre enhver aldeles fast Plan umulig, saaledes som den vel kan tænkes ved en Bygning paa en Grund, man kjender, der opføres aldeles fra Nyt. Det approberede Forslag maatte, som Sibbern anmerker “S. 3, nærmest være tilveiebragt som et Project, hvis Distribution og Anordning var hensigtsvarende til Opstillingen af den store Kunstners Arbeider.” „Det blev et senere Formaal, at see Arbeidet udført paa den bedste solideste Maade, forenet med Økonomi.”
Vi bemærke dernæst, at det er vistnok et betænkeligt og vigtigt Valg, man gjør, naar man til en nogenlunde betydelig Bygning antager en Bygmæster, og vi anbefale her enhver Varighed. Men vi vide ikke heller, at denne her i nogen Henseende er undladt. Vel havde man flere Bygmestre, imellem hvem man kunde vælge, og som vistnok vare denne, om ogsaa vanskelige Opgave vorne. Dette beviser de tidligere udarbeidede Udkast af de Architecter, som havde deeltaget i Sagens tidligere Behandling, foruden hvad man kunde slutte af deres allerede præsterede Dygtighed. Men, uanseet, at disse ved Embedsforretninger maaskee vilde have været foranledigede til at unddrage sig dette Arbeide, ligesom, foruden Bindesbøll, ogsaa kun een. Professor Hetsch, havde indsendt Projecter, vilde det dog være billigt nærmest at overlade det valgte Projects Udførelse til Bygmæsteren, der havde udkastet samme, som var en Mand, der efter, ved Siden af kunstnerisk Dannelse, ogsaa at være praktiskt oplært, først som Haandværker, siden som Conductør, havde i Udlandet havt videre Leilighed til at danne sig for sit Fag som Bygmester, og som desuden udeelt kunde henvende sin Opmærksomhed paa denne Gjenstand, der, som nævnt, allerede i flere Aar havde sysselsat ham. Dog, er Valget saaledes skeet, da skal man med Tillid overlade Bygmæsteren at virke; thi kun saaledes kan han med Bestemthed gaae de Hindringer i Møde, som den praktiske Udførelse mere eller mindre stedse frembyder, medens Mistillid gjør modløs.
Ved Musæumsbygningen indtraadte nu, som ved enhver offenlig Bygning det særegne Forhold, at Bygherren, her Communen, og tillige de, der havde ydet Bidrag til Musæet; maatte repræsenteres; og det kongelige Rescript af 13de November 1839, som approberede Bindesbøll’s Plan, anordnede derfor, at en Commission skulde dannes, for at lette Forbindelsen mellem Bygherren og Bygmæsteren, bestaaende deels af Udnævnte af Kommunalbestyrelsen, deels af Comiteen for Museet. Medens man vel snarest maatte antage, at denne Commission, for ikke at fremkalde alt for tidspildende Vidtløftigheder, vilde dannes af een Delegeret fra Magistraten, een af Borgerrepræsentanterne og een af Museums-Comiteen, foranledigedes man til at vælge blandt først- og sidstnævnte to, da Borgerrepræsentanterne have af deres Midte valgt to, hvoraf Muurmæster Sibbern blev den ene.
Det paalaae vistnok nærmest disse to Delegerede at henvende deres Opmærksomhed paa Udførelsen i økonomisk Henseende, og deres Forlangende at see mere specificerede Beregninger over Muur-og Tømmerarbeidet,. end det først fremsendte Overslag, var saaledes billigt, ligesom det strax toges til Følge; disse indkom og billigedes af de nævnte to Herrer. Endvidere var det vistnok Bygningscommissionens Hverv at lade sig forelægge ogsaa de mere detaillerede Tegninger, der viiste Enkelthederne af Constructionen, ihvorvel vi ingenlunde antage, at Sibbern især havde dette Hverv, udenfor det økonomiske, der paalaae ham i Forening med hans Collega af Borgerrepræsentationen; thi, havde man antaget, efter at Bygmesteren var valgt, at en egentlig Controle i architectonisk Henseende, den, Bygmæsteren udover over sin Conductør, om endogsaa Arbeidets Detailler overdrages denne, var passende og rigtig, vilde Musæums-Comiteen, som indesluttede de af Landets Architekter, som man kunde vælge, desuden en, som Ingenieur, særeget videnskabeligen dannet Bygmæster, snarest af sin Midte have kunnet vælge bygningskyndige Delegerede; men efter Sibbern’s Meddelelse S. 2, fandtes dette ikke nødvendigt.
I Stedet for at gjøre sin Paastand gjældende i Bygnings- commissionen, at faae Tegninger forelagte af de Constructioner, som Bygmæsteren agtede at vælge, især til Hvælvingerne, og uden vel ret at overveie, om disse billigen, inden Bygningen var nøie undersøgt, kunne gives, fremkom Sibbern med sine Betænkeligheder først i en mundtlig Samtale med Bygmæsteren, siden deels gjentagne Gange saaledes, deels i Commissionen, deels i de 32 Mænds Forsamling. Medens vi ikke have Noget imod, at han havde Betænkelighederne, ei heller imod at han foredrog dem i Bygningscommissionen, hvor de hørte hjemme, vil Rigtigheden af hans gjentagne mundtlige Forhandlinger med Bygmesteren være afhængig af hvilket privat Forhold han stod i til ham, som dog, formedelst en indtruffen Omstændighed mellem Bygmesteren og Sibbern, turde antages noget spændt, om denne Sag end ikke kan ansees som Andet, end en Ubetydelighed, forsaavidt Begge ere, hvorfor de almindeligen erkjendes, retskafne Mænd. Hvad altsaa Sibbern strax burde have gjort, foredrage sine Betenkeligheder for Bygningscommissionen, som han dog ikke, da han havde Sæde i samme, behøvede at tilskrive, fandt først senere Sted; dog hans Anskuelser deeltes ikke af Bygningscommissionen.
Hermed var Sagen, men ikke Sibbern færdig. Han henvendte sig atter til Bygmæsteren, som naturligviis i dette Anliggende nu ikke indlod sig med ham; thi det var kun den samlede Bygnings- commisston, hvem denne var underordnet, ligesom hvem han stod til Ansvar. Han henvendte sig atter til Bygningscommissionen; og, da denne ikke videre indlod sig paa en afsluttet Sag, om han endog truede at bringe den for sine Committenter, Stadens Repræsentanter, frembragte han den for disses Forsamling.
Sagen optoges af denne til Forhandling og afgik til Magistraten med den Mening, “at det kongelige Akademi for de skjønne Kunster vilde være det rette Forum for denne Sags Afgjørelse.” I et derpaa følgende Mode af den samlede Communalbestyrelse, fremkom den aldeles rigtige Mening, “at Bygningscommissionen, som den, der skulde see Arbeidet udført, maatte være den, som nærmest maatte afgjøre Sagen, og den altsaa sendes til denne Commission.” Dog for at have en Garanti for, hvilket var det Rette i Sagen, skulde den, i Følge Pluralitætens Mening, sendes til Bygningscommissionen og Bygmæstren, hvorfra den skulde afgaae til Kunstakademiet, og dette anmodes om at meddele sin Mening om sagen.
Det var mærkeligt, at man her forbigik Musæums-Comiteen, der stod, Musæums-Sagen angaaende, aldeles sideordnet Communalbestyrelsens tvende Afdelinger. Man vilde upaatvivleligen derved have undgaaet at sende Sagen til Akademiet; thi Museums- Comiteen, som havde i sin Midte Architekter, der vare Medlemmer af Akademiet, ligesom en, som Ingenieur, med de her forekommende Spørgsmaal fortrolig Bygmester, vilde have kunnet aldeles drøfte Sagen paa en saadan Maade, at en yderligere Kjendelse af Akademiet blev overflødig. Neppe vilde heller Akademiet have fundet sig foranlediget til, om det end kunde lade samtlige bygningskyndige Medlemmer træde sammen til denne Sags Behandling, at ansee en saadan yderligere Drøftelse fornøden, og altsaa afviist Sagen.
Nu fremkom den imidlertid, just da selve Arbeidet ved Musæums-Bygningen skulde begynde, og maatte naturligviis medtage en længere Tid til Behandling, formedelst den særegne Forvikling, hvori den var bragt, og fordi de af Akademiets Medlemmer, der forberedte Sagens Behandling i Akademier, tillige som Embedsmænd oftere bortkaldtes. I Julimaaned kom den saaledes tilbage med en Erklæring fra de bygningskyndige Medlemmer og med Akademiets Yttringer, som gik ud paa, at Sibbern vel, i Følge sit Synspunct, kunde finde Mangler ved det nævnte Project, hvorpaa han troede baade at burde gjøre Bygmesteren og Bygherren opmærksom; men at, da de approberede Tegninger aldeles ikke vare detaillerede, og altsaa ikke at betragte som egentlige Arbeids- tegninger, maatte man forvente, at Bygmæsteren ved disses Udarbejdelse vilde vide at hæve de praktiske Vanskeligheder, som her bleve at overvinde. Akademiet havde endvidere fra Bygningscommissionen modtaget nogle Constructions-Tegninger af Bygmæsteren, som, endskjøndt de angik kun nærmest de reiste Betænkeligheder, altsaa ingenlunde vare fuldstendige, ei heller kunde ansees for definitive, dog viiste, at Bygmæsteren paatenkte at underkaste Sagen den fuldstændige Behandling, den behøvede.
Sibbern søgte, efter dette, at bevæge Borgerrepræsentanterne til at undergive Sagen en ny Comitee; men, uden at faae dette sat i Værk, foranledigede han dog Repræsentanterne, der vare komne til den af Actstykkernes Indhold uforklarlige Mening, at “deri skulde de af Hr. Capitainen fremførte Anker og Bemærkninger finde Medhold,” til at paalegge ham og hans Collega, som Forsamlingens Delegerede, at nedlægge i Bygningscommissionen Protest imod Bygningsarbeidets Fortsættelse.
Virkningerne heraf ere Publicum bekjendte; Arbeidet maatte paa den Tid, da endnu noget af den Deel af Aaret, som kan anvendes til at bygge, var tilbage, afbrydes næsten aldeles, og der, der alene vandtes, var, at i et Møde af alle tre Autoritæter, Musæums-Comiteen, til hvem man nu henvendte sig, og Communalbestyrelsens to Afdelinger, fattede den for Sagens Fremgang aldeles nødvendige Resolution, at et enkelt Medlems afvigende Mening skulde, hvis ikke nogen Anden gik over til samme, ikke fremkalde nogen ny Behandling af Sagen, udenfor Bygningscommissionen, efter at de forventede Tegninger og Overslag vare bifaldte af samtlige Autoriteter. Endvidere optoges et nyt Medlem, Hr. Theatermaler Lund; tidligere var Hr. Prof. Hetsch indtraadt i afgangne Prof. Freunds Sted.
Hermed haabe vi, er en Ende paa den Sag, som ei mindre har forhalet Bygningen, end vakt Misfornøielse hos Publicum. Sibbern har nu vel troet, efter at Forsamlingen af alle tre Autoriteter af 2den September f. A. havde bifaldet Tegningerne i Hovedsagen og overladt de mindre betydelige Puncter af samme til Bygningscommissionen, af hvilke de vare anbefalede, at kunne foranledige endnu en videre Discussion i Bygningscommissionen, men Bygmesteren modtog under 30te September f. A. en Skrivelse, underskrevet af alle Commissionens øvrige Medlemmer, som vare tilstede; Theatermaler Lund var da fraværende, men havde tidligere deeltaget og billiget aldeles Commissionens Behandling og dens Anbefaling af de senest fremsendte Tegninger.
Ved herefter at beslutte sig til Offentliggørelse af denne Sag, vide vi ikke, hvad Sibbern tilsigter. Hans redelige Villie, hans Iver paa sine Comittenters Vegne bliver vel heraf tydelig; men herom kan det ikke være at gjøre. Vi have seet mangen Sag draget fra det rette Forum til Publicum, hvor lidet endog dette kunde dømme i samme; men neppe nogen Sag, hvori under dens Behandling saaledes al Indsigt, der er her i Landet, var opbudet, som altsaa maa antages saaledes at være behørigen omhandlet, som saaledes er drøftet af rette Vedkommende, de tre Autoritæter, og hvorom endeligen Publicum i de her paaankede Detailler saa lidet kan have en Mening. Peder Christensen eller Hans Nielsen, skikkelige Mænd, der have bidraget til Thorvaldsen’s Museum, fordi det var en Nationalsag og fordi de følte Interesse for den Kunstner, der havde forherliget vort Lands Navn selv i Kunstens Hjem, og fordi ogsaa de bleve grebne af det Skjønne i hans Værker, hvad vide de om Spænding og om Vederlag, undtagen, at, hvor der er Spænding, der brister let noget, og at de ville have Vederlag for deres Penge, ved at see Bygningen reist, Nationen til Ære. Eller kunne disse Mænd af en geometrisk Tegning, den _Sibbern:, men ikke Bygmesteren, har meddeelt i Fig. 6, slutte sig til den æsthetiske Virkning Statuerne ville gjøre. Nei! den hele Følge heraf er, at Peder Christensen siger til sin Nabo, “det er S’gu aldrig værd at give Penge, for at de saadan skulle kjævles,” og Hans Nielsen skriver hjem til Jylland: “Gud veed, om der bliver Noget af det Hele, vi have kun hidtil læst derom en Deel i Adresseavisen, og nu har Een af dem, der har Noget dermed at gjøre, givet en Bog ud, saa I kan beholde Eders Penge derovre for det Første.”