Thorvaldsen.
I det i London udkomende Tidsskrift: ”The Athenæum, Journal of English and Foreign Literature, Science and the Fine Arts”, No. 149, Septbr. d. A., læses følgende, med Navnemærket G. underskrevne Meddelelse om Thorvaldsen.
“Den Kjendelse, som individuel Dom har afgivet, Pressens uophørlige Lovtaler, og den offentlige Beundrings tusindtungede Bifaldsraab, levne mig kun Lidet at bemærke om Thorvaldsens Fortjenester som Kunstner. Sikkerlig kan ingen Anden end Den, for hvis sløve Forstand Mejselens Tryllemagt kun er en Chimære, og den Hæder, der straaler fra Kunstnerens “pietra viva”, en Anstødssteen, dvæle ved hans Mesteraands Værker, uden at bringe ham sin Hylding som en Fyrste blandt den nyere Kunsts Fyrster. Det er ved denne Ideeforbindelse, at hans Navn er blevet dyrebart for vor Erindring; og det er fordi vore Tanker have concentreret sig om hans glimrende Egenskaber som Kunstner, at vi saalidet have gjort hans Fortrin som Menneske til Gjenstand for vor Undersøgelse.
Med Hensyn hertil vil jeg her vove at afvige fra det sædvanlige Spor; ja, jeg vilde ansee mig uværdig til den Anledning, jeg har nydt, og uretfærdig mod Thorvaldsen hvis jeg vilde undlade at yde hans rene og elskværdige Charakteer i alle Privatlivets Forhold den skyldige Tribut.
Albert Thorvaldsen gik til Rom, som en fattig Yngling, for omtrent tredive Aar siden, og har, ved sine glimrende Talenter og sin utrættelige Virksomhed, hævet sig til et Standpunkt, som ei alene medfører en høi Grad af Agtelse, men en misundelsesværdig Velstand;‒ misundelsesværdig, hvor den er underkastet Impulsen af en klog Godgjørenhed, og afgiver en væsentlig Bistand til personlig Indflydelse. Hans velvillige Følelser yttre sig ikke blot ved den Redebonhed og Venlighed, hvormed han skjænker sine Medkunstnere Naad og Opmuntring; han opsøger det Talent, der er nærved at bukke under for Armodens Tryk, aabner sin Pung for sin vansmægtende Broder, og sætter den Lidendes Pensel i Virksomhed ved Udførelsen af et eller andet Kunstværk; uden at bryde sig om, under hvilken Himmelegn Gjenstanden for hans Menneskekjærlighed lever. Denne er den ædle Kilde, hvorved han har beriget sin Bolig med nogle af de meest udvalgte Værker af levende og døde Kunstnere; Samlingen er af Omfang, og afgiver et agtværdigt Vidnesbyrd om sin Eiers ædle Hjerte og rigtige Dømmekraft. Ihvor store Fordringer, Rang, Riigdom eller Indflydelse kunne gjøre, saa finder Middelmaadigheden ingen Plads for sine Prøveklude under Thorvaldsens Tag; Talentet alene kan træde over hans Dørtærskel, og dets bedste Adgangskort til Almeenhedens Agtelse er, at Thorvaldsen har erkjendt det værdigt til at nyde hans Gjæstfrihed, og indført det i fortroligt Bekjendtskab med de meest kultiverede Kredse i Rom. Fra dette Øieblik af bliver den lykkelige Kunstner søgt og employeret af Indfødte og Fremmede, og kan, hvis han rigtigt forstaaer at anvende de Lejligheder, der tilbyde sig for ham, vinde et anseet Navn og hæderligt Erhverv.
Kunstkjenderen vil tillige høste en sjelden Nydelse af at tage Thorvaldsens rige Samling af græske, romerske og ægyptiske Kunstproductioner i Øiesyn; men sandsynligviis vil Intet glæde ham mere end hans Cameo-Kabinet, hvoraf han med sand Liberalitet tillader sine Medkunstnere at gjøre frit Brug. Han har ligeledes samlet sig et omfangsrigt Bibliothek i alle Sprog, og da faa Stæder i denne Henseende ere saa fattige som Rom, har hans Hovedmotiv til dets Anskaffelse været at komme unge Mænd med ringe Indkomster til Hjelp ved deres Studier; thi hans egen Sjæl og Indbildningskraft ere fyldte med saa rige Forraad, at han kun har liden Lejlighed til at benytte ydre Hjelpekilder. Forøvrigt er der een Gjenstand, omkring hvilken alle disse Kunster, Videnskabelighedens og Lærdommens Skatte naturligen sammenstraale som om et fælleds Centrum ‒ Kunstneren selv. Udtrykket i hans Ansigt er en Typus af Aand og Kraft, Aabenhjertighed og Velvillie; i hans Øie som lyser af Geniets Ild, er der intet, som støder os tilbage; det gjør ikke i høiere Grad Krav paa vor Hylding, end det henriver os til Agtelse og Kjærlighed.
Et stort Navns Udødelighed er en Eiendom, som hverken Misundelse eller Tid nogensinde kunne berøve Thorvaldsen; det vil gaae i Arv til Efterverdenen, adlet ved et anvendt Livs hele Elskværdighed, og dyrebart ved Erindringen om Sjælsgaver, der vare helligede til vor Tilværelses høieste Formaal.”