The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 9453 of 10244
Sender Date Recipient
Ole Bang 1844 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary to this document is not available at the moment.

See Original
Thorvaldsen
 
og
 
de danske Digtere
 


For Digterne Dig ivare tag!
Det er et pirreligt Folkeslag,
Thi, vil Du skrive Noget om Dem,
Forsigtig skjul Dit Navn og Dit Hjem!
 


Kjøbenhavn.
Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri.
1844.
 


—————

Han lukked sit Øie, og Sorgen gik
Ei i sorte Klæder alene,
Den stod ei blot i det sænkede Blik,
Men i Hjerterne, skulde jeg mene;
Den perled’ paa Kinden hos hver en Ven
Af Kunsten og hans Bedrifter;
Til fremmede Lande den vandrede hen,
Blev prentet i Blade og Skrifter.

Og Danmarks Digtere kappedes om
De gyldne Harper at røre,
Og mangen Tone fra Strengen kom
Og naaede det lyttende Øre;
Men hvordan var Sangen, som lød fra den?
Havde Sorgen Begeistringen lænket?
Det synes, som var mangen Digters Pen
Med hans Meisel i Graven nedsænket.

Dog Din var det ei, Du, som Kunstnerne gav
Et saa ømt Farvel at istemme
Ved det første Skridt fra hans Hjem til hans Grav
Fra de Sale, hans Aand har i Gjemme;
Og heller ei Din, Du, hvis Musa svang
Sig begeistret paa Rygtets Vinger,
Og et trøstende Bud om hans Hedengang
Til de fjerneste Lande bringer.

End mindre Din, Du, hvis Toner saa smukt
Fra Johannas Læber gjenløde,
I de Haller, hvor nys hans Øie blev lukt,
Og hans Plads vil evig staae øde.
Ja! Du, hvis Tinde alt Danmark har,
Med Laurbær ofte omvundet,
Saa let og saa kraftig Dig Vingen bar,
Den havde Sorgen ei bundet.

Men Du, der lod paa Studentens Vink
Din Harpe til Afsted lyde,
Deri var ikkun faa af de „Blink”
Den pleier os stundom at byde,
Og det, omendskjøndt Du var iblandt Dem,
Som selv Du lykkelig priste:
Paa Gaden, i Kirken, i Kunstnernes Hjem
Du kunde jo „see hans Kiste.”

Og Du, der os Guderne fra Valhall,
Som han fra Olympen, tilførte,
Mon Du, som Nordens ypperste Skjald,
Ved hans Baare Strengene rørte?
Dog — er Solen ei altid lige klar;
Et Støvgran dens Glands ei svækker,
Ei Bryniens, Vaulunder Dig smedet har,
Ei Skjoldets, hvormed Hakon Dig dækker.

Og Du? Du, som den henrundne Tid,
Da Danmark ei lidet gjeldte,
Paa Sangens Vinger har bragt os hid,
Har vækket Oldtidens Helte;
Hvi slog Du da en saa lille Accord,
Hvi vilde Du Strengene dæmpe,
Da fra Dit Fædreland nys gik bort
Vor Nutids stolteste Kæmpe?

„I Danmarks Fugle, der sang saa blødt,
„At tæt om hans sidste Bolig
„Sig smeltende sænked’ lidt Aftenrødt
„Og gjorde hans Slummer rolig;”
I, hvem paa Skjaldenes Laugshuus man knap
En Plads ved Døren tilkjender,
Hvad Under, om Strengen hos Eder var slap,
Naar den sprang i Mesterens Hænder.

Men I herinde i Arels Stad,
Og I ved hans Grav derude,
I, om hvis Tinde mangt Laubærblad
Kan Digterkaldet bebude,
I, som har sværmet saa tidt for hans Kunst,
Ham tit besunget i Livet,
Vi ventede vist, men har ventet omsonst,
Hvad den Døde I burde ha’e givet.

Ja, Du, Stærkodder paa Danmarks Parnas!
Hvi lod Du ei Tonerne runge?
Hvi har Du ei hævet Din nordiske Bas
For til ham et Drapa at sjunge?
Han har os dog bragt den hvide Christ,
Har stillet for vore Blikke
Hans Vandring hernede fra først til sidst,
Og Du — Du besynger ham ikke?

Og Du, der unævnt for det lyttende Folk
Kjækt vovede at fremtræde
Som Naturens og Kunstens begeistrede Tolk
Og vakte Beundring og Glæde,
Du, som greb Baggesens Muse, da den
Sig et andet Hjem vilde kaare,
Hvi har Du Din Harpe i Krogen sat hen
Og ei stemt den ved Thorvaldsens Baare?

Og Du, der forstaaer saa smukt, saa ligt
Dine Tanker i Træ at skjære,
Hvi har Du ei hugget i Marmor et Digt,
Et Billede til hans Ære?
Og hvorfor mon ei af det rige Flor,
Du samled’ paa Danmarks Sletter,
En evigduftende Krands du snoer
Og paa Bautastenen hensætter?

Og Du, hvem Apollo en Lyre gav,
Hvor Sangens Nectar udstrømmer,
Og hvor paa Tonernes Ætherhav
Man saa gjerne vugges og drømmer,
Du, som med Tithon og Psyche har
Til Himlens Sphærer Dig hævet,
O! siig mig dog, hvor Din Musa var,
Da Thorvaldsen didhen svæved?

Dog fatter jeg det, jeg veed det grant,
Jeg kan Taushedens Runer tyde:
I Harpens Strenge for svage fandt,
For mat vilde Tonerne lyde.
Hvo var da den mægtige Danaskjald,
Der ham værdig forstod den at røre?
En eneste kun af det store Tal,
Kun han selv har kunnet det gjøre.

Og det har han gjort, han sig fletted en Krands
I det Tempel, som Folket har bygget,
Der straaler den nu i sin fulde Glands
Mod Tidens Storme betrygget;
Han fletted den af en Blomsterhær,
Som intet Guld kan opveie,
Og den og alle de Frugter, den bær,
Gav han Fædrelandet i Eie.

Og dersom ei Blomsternes Navn Du veed,
Hæv Blikket mod Himlens Sphære,
Og Sagas Tavler for Øiet udbred!
Og snart skal Du Navnene lære.
Alt, hvad Phantasien har skabt sig der,
Og hvad her det ligt kunde blive,
Af dette hans Blomster Benævnelsen bær,
Thi det vidste han grant at gjengive.

Det herligste Fro fra Hellas og Rom
Nedlagde han i sine Bede,
Og neppe Spirerne der fremkom,
For hans Ry de viden udbrede;
Man aldrig kjendte saa frugtbar en Jord,
Og aldrig saa aandrig en Pleie,
Og derfor ei heller saa rigt et Flor
Har Verden før havt i Eie.

See! mellem det yndige, friske Blad
Og de store pragtfulde Kroner,
Til Norden fort fra den hellige Stad,
En Hær af Lillier throner,
Og mangen en Blomst, som Nutiden bar,
Og Efterverdnen skal hædre,
Han ogsaa i Krandsen indflettet har,
For at did den kan naae desbedre.

Men alle trygt under hvælvede Tag,
Saa bød han, skulde man gjemme;
Med dem han syslede Nat og Dag,
Der var han, der bliver han hjemme;
Thi vel svæver Aanden i Englenes Chor,
Ei langer af Støvet omhyllet,
Men Haanden skal hvile i fædrene Jord
I Kredsen af Det, den fremtrylled.

Der staaer den nu i det smilende Rum,
Den Krands, han sig selv har vundet,
Som Marmorstenen den synes vel stum,
Men aldrig dens Læbe var bundet;
Fra dens tusinde Tunger gjenlyde de Ord,
Der hans Hæder saa viden skal bære,
Og nu drage Kunstnerne helst mod Nord
For at see, beundre og lære.

Nævn mig en Digter, hvis Pen var saa stærk,
Som Meislen ført af hans Hænder!
Nævn mig et Digt, som hans Kjæmpeværk,
Der en Grændse i Tiden ei kjender!
Thi selv hvis engang i Kampen mod den
At bestaae ei længer det mægter,
Om Sekler af Jorden det stiger igjen
Og forbauser kommende Slægter.

Man da ei længer ved Tiberens Bred
Skal Kunstens Skatte opsøge,
Men trøstig stikke sin Spade ned
Mellem Sjølunds løvrige Bøge;
Og Østersaltet ombølge skal
En Skare letseilende Snekker,
Udsendt fra mangen en Kunstens Hall
For herfra at fylde dens Rækker.

Og derfor, I Digtere! I, som sang,
Og I, som Harpen lod hænge,
Hvis I faae Lyst til endnu engang
At røre for ham Eders Strenge,
Lad dem blot kalde til Danmarks Strand
Alverden for Mindet at skue,
Han satte sig selv, og hans Fædreneland
Har gjemt under Templets Bue.

E. Skr.
O, stands dog min Pen! ved „Korset” stands,
Som det herlige „Delta” følger!
Der skal Du finde en Digters Krands,
Der sit Navn vel for Øiet dølger.
Men ikke det rige Guddomsvæld,
Der sprudler høit fra hans Aare
Og lidt af den danske Musas Gjeld
Betaler til Thorvaldsens Baare.

General Comment

Dette digt er udkommet i et trykt hæfte.

Archival Reference
M16,15 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844)
Subjects
Idolizing Thorvaldsen · Thorvaldsen's Death
Persons
Bertel Thorvaldsen
Last updated 22.11.2013 Print