Comment on Februar-marts 1804

Thorvaldsen skrev sandsynligvis ikke til C.F. Hansen, eftersom Hansens brev af 18.6.1804 tydeligvis er den første kontakt mellem de to kunstnere og sandsynligvis foranlediget af nærværende brev fra Schubart.
Årsagen til, at Thorvaldsen ikke umiddelbart henvendte sig til C.F. Hansen, kunne være, at Schubart i nærværende brev lovede mere på Thorvaldsens vegne, end han ønskede at opfylde: Schubart skriver i det følgende, at billedhuggeren var villig til at lade sine værker underlægge sig Hansens bedømmelse og evt. modifikationer – hvad man vanskeligt kan forestille sig, at Thorvaldsen havde givet Schubart mandat til at foreslå.
Se også brevudkastet af primo august 1804 fra Thorvaldsen til Hansen, der er konciperet af Schubart, og hvor Thorvaldsen, sandsynligvis tilskyndet af Schubart tilbyder at arbejde på lignende underdanige vilkår. Dette brevudkast blev så vidt vides ikke afsendt, og årsagen hertil kunne være den samme som ovenfor: Thorvaldsen ønskede ikke at lade C.F. Hansen blande sig i udformningen af sine værker. Thiele I, p. 238 antyder noget lignende.

Last updated 07.01.2013