Comment on [26].8.1805
Thorvaldsen modellerede under sit ophold på Montenero to værker: Dels, på Schubarts opfordring, jf. brev af 26.7.1805, et basrelief forestillende Kristi dåb, antagelig A736 (dvs. et forarbejde til Døbefont, A555,1, A555,2, A555,3, A555,4, til Brahetrolleborg Kirke, se referenceartikel herom). Dels et relief forestillende Minerva, der besjæler det af Prometheus skabte menneske, (tabt forarbejde til Minerva og Prometheus, A319 ). Begge arbejder blev tilsyneladende støbt i gips umiddelbart efter udførelsen, jf. Thiele II, p. 36, og brev fra Schubart til Thorvaldsen af 16.9.1805, hvor Schubart skriver om Minervarelieffets figurer, at “De Begynde at blive paa nogle Stæder hvide som Snee, og bliver saaledes daglig skiønnere.” Beskrivelsen må henføre til gipsafstøbningen, der bliver gradvist hvidere, når den tørrer. Schubart skriver endvidere, at han vil begive sig til Livorno den følgende dag for at afskibe relieffet med Kristi dåb til Thorvaldsen i Rom.
Relieffet med Minerva og Prometheus var antagelig en foreløbig model til det ene (Minerva og Prometheus, A319) af fire runde marmor basrelieffer opsat på Christiansborg Slots facade i 1825, jf. Thiele II, p. 36-39, nu opsat i Kongeporten. De fire relieffer var allegorier over hhv. Styrke, Sundhed, Visdom og Retfærdighed, se referenceartiklen om Bestillingen til Christiansborg.
De fire relieffer blev udført i Rom i årene 1807-10, og det her omtalte relief må være en nu tabt første udgave af motivet. Thiele II, p. 36, antager, at motivet blev genoptaget, da bestillingerne til Christiansborg indløb. I brev af 30.9.1805 fra Schubart til Georg Zoëga beskrives relieffet nærmere med en lille afvigelse fra det senere udførte relief til Christiansborg: I det tidlige relief havde Prometheus den himmelske ild, som han havde stjålet fra guderne, ved sin side. Denne flamme er fravalgt i det senere relief. Brevet er gengivet hos Thiele II, p. 39.
Last updated 06.08.2014