Comment on 5.9.1814
Denne ring beskrives med flere detaljer i Olavsens andet brev af 7.11.1819. På grundlag af disse to breve kan ringen sikkert identificeres som dén, der dukkede op i 2015 hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen, kat. 854/220.
Ifølge auktionshuset stammer ringen fra apotekerfamilien Aarsleff i Præstø, som boede i byen i perioden 1838-44, hvor Thorvaldsen ofte opholdt sig på det nærliggende Nysø, jf. folketællingerne 1840 og 1845.
Det må da antages, at ringen havnede i familien Aarsleffs besiddelse ved, at Thorvaldsen først faktisk fik den overbragt af Freund i Rom. Efter sin hjemkomst til Danmark 17.9.1838 må ringen være fulgt med billedhuggeren. Herefter må det formodes, at familien Aarsleff erhvervede ringen enten direkte fra Thorvaldsen, eller at den gik i arv til et medlem af familien Stampe, der boede på Nysø, og som så siden afhændede den til familien Aarsleff.
Last updated 16.02.2015