Thorvaldsens værker på Hams Hall

• Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2015

• I artiklen dokumenteres en indendørs udsmykning på det nu nedrevne gods Hams Hall, Warwickshire, England, bestående af Thorvaldsens frise Alexander den Stores indtog i Babylon, i terracottaudgave, jf. A508, samt fem marmorrelieffer. Hams Hall brændte i 1890 og blev genopbygget året efter, men endeligt revet ned i 1920. Marmorreliefferne blev solgt på auktion i 1926, heraf et til Thorvaldsens Museum, mens frisens skæbne er uafklaret.

Genopdagelse af en forsvunden rumudsmykning

Selvom viden står prentet sort på hvidt, kan den være ukendt i den mest relevante kontekst. Sådan et tilfælde er sagen om Thorvaldsens udsmykning af Hams Hall, der er velbeskrevet i en biografi fra 1909, men som siden gik i glemmebogen. I biografien Life of Lord Norton om den britiske politiker, filantrop og rigmand Charles Bowyer Adderley, aka 1^st Baron Norton, står det tydeligt skrevet, hvilke kunstværker af Thorvaldsen der fandtes på Adderleys gods, Hams Hall, øst for Birmingham ved Warwickshire. Det er oplyst, hvilke værker, hvilke motiver og hvilket materiale udsmykningen er udført i; der står, hvilke værker der var gaver fra Thorvaldsen, hvilke der blev udført på bestilling, og hvornår omtrentligt det hele foregik. Alligevel har denne bestilling været næsten fuldkommen ukendt i Thorvaldsen-forskningen, og kendskabet til en bestilling af en terracottaudgave af Alexanderfrisen, jf. A508, er enestående^I, da frisen i samtiden hidtil udelukkende vides bestilt i hhv. gips og marmor.

Godset Hams Hall, Warwickshire, England, hvor Charles Bowyer Adderley fik opsat bl.a. Thorvaldsens frise Alexander den Stores indtog i Babylon, i terracotta, jf. A508, i indgangshallen. Foto fra Lost Heritage / England’s lost country houses.

Hams Hall

Ved Lea Marston i North Warwickshire, England, lå der frem til år 1920 et smukt landsted, Hams Hall, der siden 1637 havde været i Adderley-slægtens eje. Hovedbygningen, som den så ud på Charles Bowyer Adderleys tid, skyldtes en restaurering og udbygning i 1764, der antagelig blev udført^II af den engelske arkitekt Joseph Pickford (1734-1782). Adderley arvede godset efter sin yderst formuende grandonkel, der havde samme navn: Charles Bowyer Adderley (1743-1826).

Da Adderley den yngre købte værker af Thorvaldsens til Hams Hall i 1836, boede han endnu ikke selv på landstedet, der i det tidsrum var lejet ud^III til Lady Jane Rosse (17??-1838, enke efter Lawrence Harman Parsons, 1^st Earl of Rosse (1749-1807). Værkerne blev opsat under en renovering og nyindretning af Hams Hall 1836-1841^IV. Hams Hall brændte ned i 1890, så kun de bærende mure stod tilbage. Malerier, bibliotek og kunstværker blev reddet ud i tide, men reliefferne blev medtaget af sod^V. Intet tyder imidlertid på, at frisen gik tabt ved denne lejlighed, og et fotografi^VI af hallen, hvor frisen endnu ses, synes at bekræfte dette, omend fotografiet ikke er dateret. Godset blev genopbygget året efter under Adderleys egenhændige ledelse. Efter Adderleys død i 1905, hvor både kulmineindustrien og forstæderne til Birmingham var rykket tættere på landstedet, blev først jordene og siden bygningen solgt på offentlig auktion i 1911 til Birmingham Corporation af sønnen, Charles Leigh Adderley (1846-1926). Godset blev nedrevet 1920^VII, men byggematerialerne delvist genanvendt ved ombygningen af Coates Manor ved Cirencester af en amerikansk skibsreder, Oswald Harrison (død 1925). De nedre dele af bygningen siges^VIII at være blevet solgt til U.S.A., men kan p.t. ikke spores. Om Alexanderfrisen fulgte med, og hvor den i givet fald befinder sig i dag, vides ikke^IX.

Hams Hall, senest 1909. Det var, ifølge William S. Childe-Pemberton^X, på dette landsted, at New Zealands forfatning i 1851 blev udtænkt af Adderley og den engelske politiker Gibbon Wakefield (1796–1862). Charles Bowyer Adderley var i sin egenskab af politiker og medlem af det engelske parlament en stor fortaler for øget selvstyre for de britiske kolonier. Foto fra Lost Heritage / England’s lost country houses.

Udsmykningens omfang

Thorvaldsens værker på Hams Hall er beskrevet således i biografien Life of Lord Norton^XI, der udkom i 1909 (nummereringen af værkerne afspejles i skemaet nedenfor):

The following is a list of Thorwaldsen’s works at Hams — the
two first were gifts from the sculptor, the rest were done to
order:

  (1) Singing Genii; (2) Playing Genii; (3) Cupid awaking the
fainted Psyche; (4) Bacchus giving Cupid his first cup; (5)
Cupid’s reception by Anacreon, wounded by dart of poetry in
gratitude. These are all in marble. The terra-cotta frieze (6),
round the cornice of the hall, represents the Triumphal Procession
of Alexander the Great into Babylon — the same as in marble at the
Villa Sommariva^XII Como and the Quirinal^XIII, Rome. After seeing
the latter, Mendelssohn^XIV, in his “Letters from Italy and Switzer-
land,” wrote (March 1831): “Never did any piece of sculpture
make such an impression on me. I go there every week and
stand gazing on that alone, and enter Babylon along with the
Conqueror.”

I marmor		Opholdssted
1. Musikkens genier synger, jf. A586 (gave fra Thorvaldsen)		Nationalmuseet, Stockholm, NMSk 1310
2. Musikkens genier spiller, jf. A588 (gave fra Thorvaldsen)		Ukendt placering
3. Amor vækker Psyche, A866 (bestillingsarbejde)		Thorvaldsens Museum, A866
4. Amor og Bacchus, jf. A408 (bestillingsarbejde)		Ukendt placering
5. Amor hos Anakreon, Vinteren, jf. A416 (bestillingsarbejde)		Ukendt placering
I terracotta
6. Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A508 (bestillingsarbejde)		Ukendt placering

Af Lord Nortons biografi fremgår det, at Adderley erhvervede værkerne til Hams Hall under sit ophold i Rom 1835-1836. De første tre måneder i byen boede han hos sin søster og svoger^XV i en ejendom beliggende i samme gade som Thorvaldsens hjem^XVI, nemlig Via Sistina. Adderley ankom i december og rejste videre til Sicilien, Napoli og Malta i foråret, hvorefter han, antagelig i forsommeren, gjorde endnu et kort ophold i Rom før tilbagevejen gennem Frankrig mod England. Under dette sidste korte ophold var han angiveligt indlogeret som gæst hos Thorvaldsen:

“I stayed a little at Rome, en retour, as the guest of Thorwaldsen, whose bas-reliefs now adorn the hall at Hams.”

Om der decideret var tale om Thorvaldsens lejlighed eller et andet værelse i det romerske pensionat Casa Buti^XVII vides ikke med sikkerhed, men ifølge formuleringen “as the guest of Thorwaldsen” synes det at være hos billedhuggeren selv. Dette forhold, sammenholdt med foræringen af de to marmorrelieffer til Adderley, peger på et meget venskabeligt forhold mellem den på det tidspunkt midaldrende Thorvaldsen og den unge brite. Om værkerne blev bestilt under det første eller sidste ophold i Rom lader sig p.t. ikke afgøre med sikkerhed.

Thorvaldsens frise Alexander den Stores indtog i Babylon, i formindsket og tilpasset terracottaudgave, jf. A508, i indgangshallen på Hams Hall. Til højre for døren i midten af billedet ses marmorrelieffet Amor og Bacchus, jf. A407. Hvor de øvrige fire marmorrelieffer har siddet, vides p.t. ikke med sikkerhed, men det er sandsynligt, at Amor hos Anacreon, jf. A416, har været placeret som pendant til Amor og Bacchus, dvs. på den anden side af kaminen, der ses i billedets nederste højre hjørne. Foto fra Childe-Pemberton, op. cit., p. 22, udateret, men ifølge Kingsley, op. cit. fra ca. 1909.

Geniernes allegoriske betydning

Reliefferne med de små genier, der synger og spiller, jf. A586 og A588, blev ifølge^XVIII Adderleys søn, Charles Leigh Adderley, præsenteret af Thorvaldsen som allegorier på hhv. litteraturen og musikken. Dette stemmer kun delvist overens med den betegnelse, som et af værkerne har i et værkstedsregnskab af 21.3.1835 (“li tré Geni della Musica”), og begge værker på en liste over hjemsendte værker i 1835 (under pkt. 12: “i due B[assi].i R[iliev].i delli Geni della Musica”). Her omtales altså først det ene og siden begge relieffer som musikkens genier. Den yngre Adderleys tese om en allegori over litteraturen er altså enten en senere opstået misforståelse i familien eller, mindre sandsynligt, en titel opfundet til lejligheden af Thorvaldsen, men eftersom biografien Life of Lord Norton, op. cit., bygger på dagbøger og breve, må man formode, at tesen om de syngende og spillende genier står til troende, og at reliefferne samlet udgør et par, der i forening fremstiller musikkens genier, dvs. sang og musik. Sikkert synes det under alle omstændigheder, at Just Mathias Thieles analyse af motivet som hhv. syngende og musicerende engle med forbindelse til udsmykningen af Novara-katedralen næppe er sand^XIX. Ikke desto mindre er det under benævnelsen Syngende engle og Spillende engle, at reliefferne har optrådt i hele Thorvaldsens Museums historie^XX. Genopdagelsen af Hams Hall-reliefferne og deres oprindelige benævnelse har medført, at de i dag har fået deres gamle betydning tilbage som hhv. Musikkens genier synger og Musikkens genier spiller.

Det ene marmorrelief fra Hams Hall, Musikkens genier synger, findes i dag på Nationalmuseet^XXI i Stockholm, stadig betitlet Syngende engle. Hvor pendanten med musikkens spillende genier befinder sig i dag, vides p.t. ikke.

Relieffet Amor vækker Psyche, A866, blev tilbagekøbt til Thorvaldsens Museum på en auktion i 1926, hvor fem marmorrelieffer fra Hams Hall var til salg. De øvrige fire blev ikke erhvervet, da museets daværende direktør Th. Oppermann afslog at købe dem ud fra devisen, at museet var dækket ind ift. repræsentationen af de øvrige marmorværker, jf. THM j.nr. 5^a-41/1926 og værkerne A407, A416, A585 og A587. Ovenstående foto er en nyoptagelse af relieffet fra 2015.

Om arbejdet med genopdagelsen af udsmykningen

I de mange tusinde arkivalier, der er bevaret fra Thorvaldsens bo eller senere indsamlet fra andre arkiver, nævnes bestillingen til Hams Hall ikke. Charles Bowyer Adderley har heller ikke efterladt sig noget brev til billedhuggeren – i hvert fald er dette indtil videre ikke kendt. Det omfattende opslagsværk om skulpturværker på britisk jord, A Biographical Dictionary of Sculptors in Britain 1660-1851^XXII nævner heller ingen bestilling til Hams Hall, selvom Thorvaldsen og hans værker i britisk eje omtales udførligt. Historien om det nedrevne gods med den rige udsmykning er derved trævlet op ad omveje:

I en journalsag fra 1926 findes det første tydelige spor af Hams Hall i Thorvaldsens Museums arkivalier. Dette år i april modtog museet nemlig en henvendelse fra det Londonbaserede auktionsfirma Spink & Son, L^td., der havde fået fem marmorrelieffer, stammende fra det da nedrevne Hams Hall, i kommission. Arvingen, Adderleys søn, Charles Leigh Adderley, ønskede at sælge reliefferne samlet og helst til Thorvaldsens Museum, der ifølge familien ville være en værdig ramme for værkerne. Tilbuddet om et samlet køb blev afslået af museets daværende direktør Th. Oppermann (1862-1940) ud fra begrundelsen, at museet allerede var dækket ind ift. repræsentationen af de fleste af de pågældende marmorværker^XXIII. Museet købte derfor kun relieffet Amor vækker Psyche, A866, som manglede.

I korrespondancen^XXIV mellem Thorvaldsens Museum og auktionshuset oplystes det, at reliefferne var erhvervet og bestilt under et ophold i Rom mellem 1820 og 1830. Men det stemmer hverken med Adderleys alder (han har i det tidsrum kun været mellem 6 og 16 år gammel) eller med Adderleys dokumenterede ophold i Rom 1835-1836. Hvad der endvidere blev oplyst var, at to af reliefferne, Musikkens genier synger, jf. A586, og Musikkens genier spiller, jf. A588, allerede var færdige i marmor, da Adderley blev præsenteret for dem, mens reliefferne Amor vækker Psyche, A866, Amor hos Anakreon, Vinteren, jf. A416, og Amor og Bacchus, jf. A408, blev bestilt udført i marmor. Alexanderfrisen omtales derimod ikke i korrespondancen.

Fotos af de tilbudte værker fremsendtes^XXV til Thorvaldsens Museum, men blev uheldigvis ikke arkiveret i museets fotoarkiv med tydelig angivelse af proveniens. – Tværtimod blev de fejlagtigt, uvist hvornår, indlemmet som fotos af museets egne marmorværker med samme motiv, jf. A585, A587, A416, A407. Derved gik de reelt i glemmebogen, og man har ikke siden korrespondancen i 1926 vidst, hvordan reliefferne fra Hams Hall præcis så ud, og det er også delvist glemt, hvilke der var tale om. Man har dermed heller ikke tidligere undersøgt, hvornår de blev til og under hvilke omstændigheder, eller hvor meget udsmykningen i alt omfattede. Alexanderfrisen var tilsyneladende ikke til salg ved 1926-auktionen i London – i hvert fald nævnes den ikke i auktionsfirmaets brev til museet, der frem til 2015 slet intet kendskab havde til en sådan version.

Ved kunstauktioner i hhv. 1998^XXVI og 2014^XXVII, blev to af reliefferne fra Hams Hall angiveligt solgt igen. Det drejede sig om relieffer med motiverne Amor og Bacchus, jf. A408, og Amor hos Anakreon, Vinteren, jf. A416. Proveniensen^XXVIII blev begge gange anset for at være Hams Hall. Men sammenligner man de solgte relieffer med de i 1926 fremsendte fotos af Hams Hall-eksemplarerne, viser det sig, at der ikke kan være tale om de samme. Hvorfra de nyligt solgte relieffer så stammer, vides p.t. ikke.

Fornyet tilgang til Hams Hall-udsmykningen

Genopdagelsen af Thorvaldsens værker på Hams Hall skyldes kommenteringen af et brev i Thorvaldsens brevarkiv fra en F. Alleyne McGeachy til Thorvaldsen^XXIX. Brevet er skrevet på italiensk, men tydeligvis af en udlænding, der havde haft et hjerteligt forhold til Thorvaldsen under et tidligere besøg i Rom. Denne McGeachy omtaler i brevet sin brors hus på landet, hvortil Thorvaldsens værker angiveligt er ankommet og opsat og vækker den største beundring. Den britiske politiker Forster Alleyne McGeachy havde ingen søskende og måtte derfor i første omgang afskrives som mulig afsender^XXX. Imidlertid blev han i 1834 gift med Anna Maria Laetitia Adderley (1812-1841), der var søster til netop Charles Bowyer Adderley, der igen var hans bedste ven og mentor. McGeachy blev dermed svoger til Adderley, hvilket på engelsk netop hedder “brother in law”. Det er de mange sammenfaldende omstændigheder og sprogforbistringer i McGeachys italienske brev taget i betragtning derfor sandsynligt, at McGeachy med “min brors hus på landet” netop mener Adderleys gods, Hams Hall.

Brevets knaster resulterede i, at de gamle journalsager blev taget frem igen, og de omtalte fotos fra auktionssalget i 1926 eftersøgt i museets fotoarkiv. Der viste sig ved den lejlighed at være i alt fem fotografier^XXXI, som var placeret under forskellige inventarnumre og uden gensidig henvisning. Deres proveniens var altså forsvundet, og fotografierne optrådte nu som optagelser af museets egne marmorværker med tilsvarende motiver. Det var tale om fine sort/hvide fotos fremkaldt på ens fotopapir og med ens museal påskrift på bagsiden med angivelse af museets egne inventarnumre. Reliefferne var tydeligvis fotograferet opsat på den samme holder, der sås rage frem under hvert værks underkant, med sort baggrund, og i ét tilfælde sås udsnittet af et andet relief som baggrund. Ved nærmere sammenligning viste det sig at være et udsnit af relieffet Amor vækker Psyche, A866 – dvs. netop det relief, som museet købte som det eneste blandt de tilbudte, og hvoraf det ikke har været muligt at spore et fotografi, der synes at stamme fra korrespondancen med auktionsfirmaet. Muligvis har museet sendt fotografiet af værket med retur som en ekstra sikkerhed for, at man fik tilsendt det rette relief. Sammenhængen mellem den ensartede museale håndskrift, papiret, den identiske holder og udsnittet af det indkøbte relief sandsynliggjorde, at der var tale om de eftersøgte fotografier af værkerne fra Hams Hall.

Bag på eet af fotografierne, der ifølge en påskrift på bagsiden forestillede museets eksemplar Amor og Bacchus, A407, var med en senere museal håndskrift noteret, at der ikke kunne være tale om museets eksemplar, og at eksemplarets proveniens i øvrigt ikke kendtes. En sammenligning mellem de fem forefundne fotografier og museets egne marmorværker beviste, at der i ingen af tilfældene kunne være tale om gengivelser af museets egne værker. Der var forskelle i marmorets udseende, f.eks. små skønhedsfejl i form af mørkere årer, eller større fejl som reelle revner eller ridser i værkerne på Hams Hall-eksemplarer, der ikke genfandtes i museets eksemplarer (A416, A407, A585), forskelle i marmorbehandlingen, der i enkelte tilfælde syntes at falde ud til Hams Hall-eksemplarernes fordel (A416, A585), eller der kunne være tale om små forskydninger, som at en vinge fik mere fylde og en rundere afslutning i den ene version (A587), en guirlande afsluttedes en anelse anderledes (A587), eller klippens revner var forskellige, (A407). Nedenfor følger en sammenlignende opstilling af marmorværkerne fra hhv. Hams Hall og Thorvaldsens Museum.

Sammenlignende opstilling af marmoreksemplarerne fra Hams Hall kontra Thorvaldsens Museums eksemplarer

Det er Hams Hall-eksemplarerne (HH) til venstre og Thorvaldsens Museums (THM) eksemplarer til højre.

Musikkens genier synger

Relieffet Musikkens genier synger blev præsenteret for Adderley som syngende genier^XXXII, dvs. en allegori over enten sangen, musikken (eller mindre sandsynligt: litteraturen, som det meddeltes af Adderleys søn, jf. auktionskorrespondancen^XXXIII i 1926). Relieffet fra Hams Hall findes i dag på Nationalmuseet^XXXIV i Stockholm. Det blev skænket til det svenske museum af dr. phil. Otto Smith^XXXV (1864-1935) i 1928, dvs. to år efter auktionen i London over effekterne fra Hams Hall, og det blev oplyst^XXXVI, at værket var købt i London sammen med et andet mindre marmorrelief året forinden “hos en af de stora konsthandlare der”. Reliefferne må altså være blevet købt af en kunsthandler på auktionen i 1826 og herfra efterfølgende solgt til Smith foråret 1827. At der er tale om relieffet fra Hams Hall, ses bl.a. af revnen i marmoret over den genie, der er placeret længst ude til højre i relieffet, samt hullet i ståpladens marmor under den midterste genies højre fod. Begge dele går igen på Nationalmuseets eksemplar, men genfindes ikke på THM-eksemplaret. Desuden synes marmorbearbejdningen at være af bedre kvalitet på HH-eksemplaret end på det, Thorvaldsens Museum ejer, A585.

Musikkens genier spiller

Hvor relieffet Musikkens genier spiller befinder sig i dag, vides p.t. ikke, men efter al sandsynlighed blev det købt af dr. phil. Otto Smith^XXXVII (1864-1935) i 1927 sammen med pendanten Musikkens genier synger omtalt ovenfor. I hvert fald købte Smith to mindre marmorrelieffer, forærede det ene til det svenske Nationalmuseum, jf. ovenfor, og beholdt det andet selv^XXXVIII. Thorvaldsens Museum ejer marmoreksemplaret A587, der, at dømme efter fotografiet af Hams Hall-eksemplaret, lader til at være et lidt ringere udhugget arbejde end Adderleys relief. Der er desuden flere mindre forskelle museets og HH-eksemplaret imellem – bl.a. ender rosenguirlanden i flere roser og færre blade end museets eksemplar, den højre genies bagerste vinge synes at rage længere ud, og selve marmoret synes at være mere plettet/året end THM-eksemplaret.

Amor og Bacchus

Frem til 2015 blev fotografiet af Hams Hall-eksemplaret af Amor og Bacchus fejlagtigt anvendt som illustration af museets eget marmoreksemplar, A407, på trods af forskelle, der bliver tydelige ved nærmere eftersyn. Først og fremmest revnen eller ridsen i HH-udgaven øverst til højre på relieffet, over Bacchus’ thyrsosstav, der ikke ses på THM-eksemplaret. Der er desuden forskellige revner i klippen bag panteren t.h., druerne i Bacchus’ krans er udhugget forskelligt på de to relieffer, og der er en skønhedsfejl i marmoret på Bacchus’ arm på THM-udgaven, som ikke genfindes på HH-eksemplaret.

Amor hos Anacreon

Relieffet Amor hos Anacreon viser også tegn på forskelligheder – f.eks. marmorets årer, der er mørkere og flere på HH-eksemplaret, der er fejl i vasemønstret nederst t.v. på THM-udgaven ift. HH-versionen, sløjfen på Bacchus’ thyrsosstav t.v. synes bedst og tydeligst udhugget på HH-eksemplaret, ligesom marmorbehandlingen, at dømme efter fotografiet, i det hele taget synes mest nuanceret og klarest på HH-versionen. Mest i iøjnefaldende er den store revne i nederste venstre hjørne på HH-udgaven, der ikke findes på THM-udgaven.

Referencer

• Michael Blain, The Canterbury Association (1848-1852). A Study of Its Members’ Connections, 2007, p. 9-10, 58.

• William S. Childe-Pemberton: Life of Lord Norton. (Right Hon. Sir Charles Adderley, K.C.M.G., M.P.) 1814 — 1905. Statesman & Philanthropist, London 1909.

• Stefano Grandesso (og Laila Skjøthaug (katalog)): Bertel Thorvaldsen (1770-1844), Milano og København 2015.

• Nick Kingsley, ‘Adderley of Hams Hall and Fillongley Hall, Barons Norton’, at Landed families of Britain and Ireland.

• Lost Heritage / England’s lost country houses.

• Ingrid Roscoe, Emma Hardy og M.G. Sullivan (ed.): A Biographical Dictionary of Sculptors in Britain 1660-1851, New Haven og London 2009.

• THM j.nr. 5^a-41/1926.

• THM j.nr. 17^I-8/1953 (Schultz’ rejsenotat, p. 3-4).

• THM j.nr. 13-44/1997.

• THM j.nr. 13-65/2005.

• THM j.nr. 2015-0262284.

Kommentarer

1. Et muligt supplement til dette enestående tilfælde er den terracotta-udgave af Alexanderfrisen, der pryder facaden på Casa Bienaimé i Carrara, Via Guiseppe Verdi, jf. Thorvaldsens værker world wide. Huset var hjem for Thorvaldsens mangeårige medarbejder, Pietro Antonio Bienaimé. Om relieffet er modelleret efter Thorvaldsens model af brødrene Pietro Antonio og Luigi Bienaimé, som oplyst i Luigi Bienaimes biografi i, Dizionario Biografico degli Italiani, vol. 10, 1968, jf. Treccani, eller om relieffet er afstøbt efter marmorudgaven udført til Giovanni Battista Sommarivas Villa Carlotta, jf. A505, som Sigurd Schultz antog i sin beskrivelse af relieffet, jf. THM j.nr. 17^I-8/1953 (Schultz’ rejsenotat, p. 3-4), vides p.t. ikke.

2. Jf. Nick Kingsley, ‘Adderley of Hams Hall and Fillongley Hall, Barons Norton’, Landed families of Britain and Ireland.

3. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 23.

4. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 28.

5. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 279-280.

6. Illustration p. 22, in: Childe-Pemberton, op. cit. Desuden gengivet nedenfor i denne artikel. Ifølge Kingsley, op. cit., skal fotoet dateres til omkring 1909.

7. Jf. Nick Kingsley, ‘Adderley of Hams Hall and Fillongley Hall, Barons Norton’, Landed families of Britain and Ireland.

8. Jf. Parks & Gardens. UK.

9. Den terracottafrise, der blev solgt på auktion hos Christie’s i New York, 1997, er fremstillet i Danmark hos P. Ipsen omkring 1855 og kan derfor udelukkes, hvis frisen på Hams Hall, som angivet, blev opsat under restaureringen af godset 1836-1841, jf. auktion hos Christie’s, N.Y., East, 19.3.1997, Lot 205 / Sale 7993.

10. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 91. For mere om dette emne og Adderleys engagement i The Canterbury Association, se evt. Blain, op. cit.

11. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22.

12. Dvs. Alexanderfrisen i marmor, jf. A505, udført til Giovanni Battista Sommarivas Villa Carlotta ved Comosøen i Italien, jf. Thorvaldsen-kronologien. Hams Hall-eksemplaret var en version af denne frise, eftersom Thorvaldsens selvportræt indgår yderst til højre på Sommarivas frise. Dette er ikke tilfældet på frisen i Quirinalpaladset, som der henvises til i det efterfølgende.

13. Dvs. den første Alexanderfrise, jf. A503, udført marts – juni 1812 til Palazzo Quirinale i Rom i anledning af Napoleon 1.s påtænkte besøg i byen.

14. Dvs. den tyske komponist m.m. Felix Mendelssohn Bartholdy. Se evt. hertil det brev af 1.3.1831, som Adderley-biografien omtaler, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22.

15. Dvs. Anna Maria Laetitia Adderley (1812-1841) og Forster Alleyne McGeachy. McGeachy var desuden Adderleys ven og mentor, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 20. Hvor længe parret var i Rom vides p.t. ikke, men de var tydeligvis ankommet, før Adderley nåede frem i december, og formentlig taget hjem, inden Adderley i anden omgang kom tilbage til Rom fra sin rejse videre syd- og østpå. Ellers ville han formentlig igen have boet hos dem i Rom og ikke, som det blev, hos Thorvaldsen.

16. For mere om Thorvaldsens bopæle, se referenceartiklen herom.

17. Læs mere om Casa Buti, Thorvaldsens romerske hjem i referenceartiklen herom.

18. Jf. THM j.nr. 5^a-41/1926.

19. Jf. Thiele 1848, tekstbind, p. 98-100. For mere om denne vaklen mellem titler og mellem engle og genier, se referenceartiklen Fra genier til engle og tilbage igen.

20. For mere om denne sag se referenceartiklen Fra genier til engle og tilbage igen.

21. Jf. inv. nr. NMSk 1310.

22. Se hertil Roscoe, op. cit., p. 1262-1267, der bygger videre på Rupert Gunni: Dictionary of British Sculptors, London 1951 og revideret 1968.

23. Jf. THM j.nr. 5^a-41/1926 og værkerne A407, A416, A585 og A587.

24. Jf. THM j.nr. 5^a-41/1926.

25. Jf. THM j.nr. 5^a-41/1926.

26. Daniel Katz, L^td., London 1998, jf. THM j.nr. 13-44/1997.

27. Jf. auktion hos Sothebys, New York, 30. januar 2014, auktion 9107, katalognummer 139, til salg sammen med to andre relieffer (jf. A353 og A355), jf. Sothebys.

28. Proveniensforvirringen er siden 1997 yderligere udbredt til at dække to andre Thorvaldsen-relieffer, der var til salg ved begge de omtalte kunstauktioner, dvs. marmorversioner af hhv. Pan og satyr, jf. A353, og Bacchantinde og satyr, jf. A355. Begge disse optræder således som formentlig hidrørende fra Hams Hall i Grandesso og Skjøthaug, op. cit., katalogdel, p. 284 og 285, kat.nr. 455.4 og 423.1.

29. I realiteten har udsmykningens dele og proveniens siden 1909 været beskrevet kort i biografien om Lord Norton, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22, men den har alligevel været glemt i både dansk og britisk sammenhæng.

30. Se evt. mere udførligt om tilskrivningen til McGeachy i dennes biografi.

31. I korrespondancen oplystes det, at der var tale om i alt fire tilsendte fotos. Forklaringen på de nuværende fem fotografier må her være, at et af de oprindelige fotografier viste Musikkens genier synger, jf. A586, og Musikkens genier spiller, jf. A588, side om side, da begge fotografier tydeligt er klippet ud af et større ark. Dette må være foregået på museet, for at de kunne blive arkiveret hver for sig i henhold til de respektive inventarnumre. Fotografiet af det værk, museet endte med at købe, Amor vækker Psyche, A866, har ikke kunnet spores. Muligvis har museet sendt fotografiet af dette med retur som en ekstra sikkerhed for, at man fik tilsendt det rette relief.

32. Jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22.

33. Jf. THM j.nr. 5^a-41/1926, dette synes imidlertid at være en efterrationalisering eller en senere opstået misforståelse i Adderley-famlien.

34. Jf. inv. nr. NMSk 1310.

35. Læs evt. mere om samleren og filantropen, dr.phil. Otto Smith, der bl.a. donerede store dele af sine samlinger til det Egyptiske Museum i Stockholm, i dag en del af Etnografiska museet.

36. Jf. donationsbrev af 2.6.1928 fra Otto Smith til overinspektør ved Nationalmuseum, Stockholm, Axel W.R. Gauffin (1877-1964), venligst oplyst af skulpturinspektør s.s. Linda Hinners, 16.11.2015, jf. jf. THM j.nr. 2015-0262284.

37. Læs evt. mere om samleren og filantropen, dr.phil. Otto Smith, der bl.a. donerede store dele af sine samlinger til det Egyptiske Museum i Stockholm, i dag en del af Etnografiska museet.

38. Jf. donationsbrev af 2.6.1928 fra Otto Smith til overinspektør ved Nationalmuseum, Stockholm, Axel W.R. Gauffin (1877-1964), venligst oplyst af skulpturinspektør s.s. Linda Hinners, 16.11.2015, jf. jf. THM j.nr. 2015-0262284.

Sidst opdateret 01.06.2017