Ill. 1-2. Det vestlige og det østlige kapitælrelief på forhallens side mod Christiansborgs Slot før restaurering. (Fotos: BK ApS)
Dette er en genudgivelse af artiklen:
Eltang og Kierkegaard: “Facadernes sandsted”, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, 2011, p. 45-55.
Den trykte artikel kan ses her.
Flere af museets arkitektoniske elementer er udført i sandsten, herunder den øverste del af hovedgesimsen, øverste led af kordongesimsen, den lille gesims over indfatningerne på øst- og vestfacaden, sålbænkene, kapitælreliefferne, sokkelpostamenterne og soklen på nord-, øst- og vestfacaden. Kapitælreliefferne på forhallens pilastre gengiver solguden Helios, månegudinden Selene og sejrsgudinden Nike, alle stående i tohjulet stridsvogn trukket af firspand (ill. 1 & 2). Reliefferne er udført i sandsten af Johann Scholl i 1843 efter forlæg af billedhuggeren H. E. Freund (1786-1840). Den del af hovedgesimsen, der strækker sig over forhallen, er udsmykket med en anthemionfrise bestående af palmetter og lotusblomster i relief, hvilket ligesom kapitælreliefferne og flere andre af facadens arkitektoniske elementer har antikken som forbillede.
Ill. 1-2. Det vestlige og det østlige kapitælrelief på forhallens side mod Christiansborgs Slot før restaurering. (Fotos: BK ApS)
Facadernes sandstensdele var inden restaureringen generelt i en god bevaringstilstand. Mange steder fandtes dog en mørk forureningsskorpe af varierende tykkelse. Skorpen sås på de områder af sandstenen, der ikke var eksponeret for slagregn og løbende regnvand. Generelt var den sorte belægning mindre udtalt på hovedgesimsen end på facadens øvrige sandstensdele. Syd- og vestfacadens kapitælrelieffer bar en kraftig sort forureningsskorpe, mens reliefferne på nordfacaden havde en svagere forureningsskorpe. Enkelte af stenene i sandstenssoklen og områder på sokkelpostamenterne fremstod meget nedbrudte, og flere steder var overfladen borteroderet. Enkelte steder fremstod sandstenens overflade endvidere afskallet, hvilket var resultatet af tungt opløselige saltes udkrystallisering umiddelbart under stenens overflade (ill. 3). På kapitælreliefferne og sokkelpostamenterne kunne endvidere konstateres revnedannelser, der var relateret til rustangreb i de jerntapper, der ligger i forbandt mellem tilstødende sten. Fugen mellem sandstenskvadrene var generelt smuldrende eller helt borte.
Ill. 3. Sort forureningsskorpe og salteroderet område på sandstensbase på forhallens facade mod Christiansborgs Slot. (Foto: BK ApS)
Facadernes sandsten, der er bygningens oprindelige, var som helhed præget af en forureningsskorpe med samme udtryk som gipsbelægningen på de cementpudsede flader. I områder med læ for regn var denne skorpe til stede, og i områder der var eksponeret for regnvand var denne opløst og borte.
Ill. 4-5. Det vestlige og det østlige kapitælrelief på forhallens side mod kanalen før restaurering. (Fotos: BK ApS)
Ill. 6-7. Det sydlige og nordlige kapitælrelief på hovedfacaden før restaurering. (Foto: BK ApS)
Lisenkapitælerne på forhallens nordside havde ikke denne belægning, men stod helt usædvanligt uden. Dette skyldtes en afsyring med flussyre under istandsættelsen i 1950’erne (ill. 4-5). Restaureringsindgrebet blev heldigvis ikke ført til ende, men blev stoppet af museet.1I På forhallens hovedgesims af sandsten og på lisenkapitælerne blev fundet meget små fragmenter af farvelag (ill. 8).
Ill. 8. På Selene-relieffet på forhallens facade mod Christiansborg Slot blev fundet rester af rød farve på hestenes læber og næsebor. (Foto: BK ApS)
Sandstenssoklen under kanalfacaden havde mange sten, hvor hvide salte kunne iagttages på overfladen i sammenhæng med nedbrudte overflader (ill. 9). Det kunne umiddelbart konstateres, at saltene hovedsageligt var natriumklorid, og at de med stor sandsynlighed stammede fra vintersaltning af fortovet, der løber langs facaden. På samme facade havde en utæthed i den i kobbertaget indbyggede tagrende sendt vand ned over facaden. Det havde medført saltudblomstringer på og misfarvning af facadepudsen. I samme område var relativt store områder af pudslaget uden vedhæftning til murværket, og der var rustangreb på jernbjælker over to af sydfacadens kældervinduer.
Ill. 9. Sort forureningsskorpe, salte og salteroderet område på sandstenskvadre i soklen under kanalfacaden. (Foto: BK ApS)
Facadernes mange malede jernvinduer var i varierende grad angrebet af rust. I særlig grad var gitrene foran kanalfacadens kældervinduer angrebne, hvilket tilskrives deres placering tæt på terræn, og omtalte vintersaltning.
Under konserveringsforløbet blev der udført en række farvearkæologiske undersøgelser med betydning for den efterfølgende restaurering af sandstenen. På hovedgesimsen blev der identificeret spor af rødt pigment under anthemionfrisen. Farvesporene, der havde en nuance, som er karakteristisk for rød okker, blev lokaliseret i det plane område under den ene af de i alt tre forskellige palmet-/lotustyper i relief (ill. 10). Det spidse nærmest agavelignende relief, hvorunder farvesporene blev identificeret, repræsenterer hver andet relief i frisen. Øvrige kilder, der indikerer en tidligere polykromering af hovedgesimsen, begrænser sig til en af M.G. Bindesbøll delvist farvelagt blyantstegning, der udgør et forarbejde til facadens udformning og udsmykning2II (ill. 11). På hovedgesimsens blyantstegnede palmet- og lotusblomstornamenter er der skiftevis udført en blå og en rød markering, hvilket indikerer en farvesætning her.
Ill. 10. På hovedgesimsens Anthemionfrise blev partielt fundet rester af rød farve under ornamenterne. (Foto: BK ApS)
Ill. 11. Delvist farvelagt blyantstegning af M. G. Bindesbøll. Tegningen udgør et forarbejde til udformning og udsmykning af Thorvaldsens Museums hovedfacade. (Kunstakademiets Arkitektursamling)
På kapitælreliefferne blev der fundet farve på hestenes næsebor og læber. Farven havde samme kulør og fragmenterne samme karakter som farvesporene under det agavelignende relief på hovedgesimsen. Farvesporene havde præg af indfarvning ved indtrængning i sandstenen. På relieffernes baggrund blev der fundet fragmenter af et lyst rødt finpudslag i områder, der har ligget beskyttet mod regnvand (ill. 12). Om kapitælernes behandling ved facadens færdiggørelse skriver Holm, at de blev »… overtrukket med en blanding af lige dele Hvidtekalk og stödt Marmor, hvorhos denne Blanding blev indarbeidet og indglittet i Sandstenen, men af saa tyndt et Lag at Sandstenskornene kom frem paa de mest fremstaaende Punkter, og naar dette Grundlag saaledes var præpareret, blev den blaae Farve strax paaströget, hvilket bestod af 2 Dele Lazursteensblaat og 1 Deel Hvidtekalk, som ligeledes glittedes «3III Fragmenter af et finpudslag blev alene fundet på kapitælernes lodrette og plane baggrund, og det anses derfor for sandsynligt, at dette lag alene har været påført her. Prøver udtaget fra dette lag viser en opbygning i tre lag (ill. 13), hvor det inderste er et tykt kalkpudslag med knust marmor som tilslag. Lag to består af en lys rød strygning af kalk/hydraulisk kalk, antagelig bornholmsk cement. Lag tre er et farvelag, der indeholder sorte, røde og gule pigmentkorn. Der findes ingen indikationer på, at de tre lag ikke er fra samme periode, og det antages derfor, at disse lag er den oprindelige behandling, som Holm giver en (ufuldstændig) beskrivelse af.
Ill. 12. Placering af indsamlet farveprøve fra farvefragment på hovedfacadens nordre kapitælrelief. Tværsnit af den indsamlede prøve ses nedenfor. (Foto: BK ApS)
Ill. 13. Farveprøve fra farvefragment på kapitælrelief. På tværsnittet ses en opbygning i 3 lag, hvor det nederste lag (1) er et ca. 0,5 mm tykt lag kalkpuds med knust marmor som tilslag. Største kornstørrelse i den knuste marmor er ca. 0,05 mm. Lag 2 består af en lys rød strygning afkalk/hydraulisk kalk i tykkelsen 0,1-0,4 mm. Den hydrauliske kalk antages at være Bornholmsk Cement. Lag 3 er et rødt kalkholdigt farvelag der indeholder sorte, røde og gule pigmentkorn. Optagelse i reflekteret lys, krydsede polarisationsfiltre og UV-fluorescens. (Foto: BK ApS)
I museets samling indgår tre gipsafstøbninger af Freunds forarbejder til kapitælreliefferne.
Af disse er Helios-relieffet uden polykromi, mens Nike- og Selene-reliefferne er bemalede (ill. 14 & 15). På Nike-relieffet, der har fungeret som forlæg til begge vestfacadens kapitæler, ses baggrunden blåmalet og stridsvognens front grønmalet. Nikes hårbånd og bælte samt hestenes næsebor og læber fremstår rødmalede. På Selene-relieffet ses baggrunden blåmalet og stridsvognen rødmalet. På Constantin Hansens lille maleri af Thorvaldens Museum fra 1858 (ill. 16), der indgår i museets malerisamling,4IV ses kapitælernes baggrund blåmalet. Det samme er tilfældet på Bindesbølls forarbejder til facaden.
Ill.14. Sejrsgudinden Nike. Farvelagt gipsafstøbning af H.E. Freunds forarbejde til kapitæl på forhallens vestfacade. Inventar nr. G255 i museets samling. (Foto: BK ApS)
Ill. 15. Månegudinden Selene. Farvelagt gipsafstøbning af H.E.Freunds forarbejde til kapitæl på forhallens facade mod henholdsvis kanalen og Christiansborg Slot. Inventar nr. G254 i museets samling. Deponeret i Ny Carlsberg Glyptoteks udstilling. (Foto: BK ApS)
Ill. 16. Detalje af Constantin Hansens oliemaleri på væggen i Ny Vestergade 13 fra 1857. Bemærk den hvide lisenkapitæl med blå baggrund. (Foto: BK ApS)
Under den omfattende restaurering af facaderne i 1950’erne indsamlede arkitekt Erik Findsen på eget initiativ og sammen med kunstneren Robert Risager farvefragmenter fra Freunds kapitæler. Prøverne blev dengang ikke analyseret eller anvendt, og kapitælreliefferne blev i stedet valgt afrenset for rester af polykromi, og kun enkelte fragmenter på relieffernes baggrund blev ladt tilbage. Findsens indsamlede farveprøver indgår i dag i Thorvaldsens Museums samling.5V En analyse af farveprøverne gav anledning til en række konklusioner, der dog i nogen grad blev svækket af manglende og usikker proveniens for nogle af prøverne og manglende angivelse af andre prøvers orientering ved prøvetagningen. Det var tillige uklart, om alle de indsamlede prøver indeholdt hele den ved indsamlingen eksisterende bemalingskronologi, eller om dele af denne var blevet efterladt på sandstenen ved indsamling. Nogle uklarheder kunne dog afdækkes ved supplerende iagttagelser på stedet og analyser på nyindsamlet prøvemateriale fra kapitælrelieffernes baggrund.
Der blev i analysen af Findsens farveprøver påvist primære farvelag med kulørerne rød, blå, guld og sort/mørk grå (ill. 17 & 18). Den sorte bemaling blev alene fundet på en enkelt prøve, og her lå den ovenpå et blåt farvelag med underliggende grundering. I prøvesamlingen findes der en række blå farveprøver, hvoraf der på de analyserede prøver blev identificeret et karakteristisk rødligt finpudslag under det blå farvelag. Dette rødlige finpudslag kunne som tidligere nævnt udelukkende identificeres på relieffernes lodrette og plane flader. På baggrund af denne iagttagelse, Findsens noter til de indsamlede farveprøver, Holms beskrivelse af udførelsen og de to polykromerede gipsafstøbninger af Freunds forarbejder til reliefferne, kunne det konkluderes, at relieffernes baggrund oprindeligt havde stået blå. En analyse af to farveprøver fra relieffernes baggrund identificerede det blå lag som værende en ultramarinblå kalkning liggende ovenpå et finpudslag (ill. 19VI). I Findsens prøvesamling findes endvidere en række røde farveprøver indsamlet fra hestenes næsebor og læber. En analyse på en udvalgt prøve afslørede, at hestenes næsebor og læber havde stået rødkalkede. En række farveprøver fra Findsens prøvesamling afslørede endvidere, at Selenes fakkel og Helios strålekrans havde stået olieforgyldt med bladguld.
Ill. 17. Farveprøver med grafisk dokumentation indsamlet af arkitekt Erik Findsen og kunstmaler Robert Risager under facaderestaureringen i 1950’-erne. Prøverne er indsamlet fra Nike-relieffet på museets hovedfacade nærmest Christiansborg Slot. De blev ved indsamlingen fastlimet mellem to lag transparent tape. (Foto: BK ApS)
Ill. 18. Tværsnit af farveprøve fra Nike-relieffet. Prøven indeholder 4 lag, hvoraf de to øverste lag er en lys rødlig og en lys blå kalkstrygning. UV-fluorescens og krydsede polansationsfiltre. (Foto: BK ApS)
Øst- og sydfacadens sandstensdele, undtagen syd-facadens hovedgesims, blev overfladerenset med laser (ill. 20 & 21).6VII
Ill. 20. Laserafrensning af Helios-relieffet på forhallens facade mod Christiansborg Slot. (Foto: BK ApS)
Ill. 21. Detalje af Helios-relieffet på forhallens facade mod Christiansborg Slot delvist laserafrenset. (Foto:BK ApS)
Umiddelbart inden afrensningen blev sandstensoverfladen børstet med en blød børste, således at løse snavspartikler i overfladen ikke skulle forhindre en jævn overfladerensning. Under afrensningsarbejdet blev laserpistolen holdt i ca. 10 centimeters afstand fra stenen, og alle fire energistråler blev fokuseret skarpt. Der blev skudt med bølgelængder på 1064 nm, hvilket er bølgelængder i den infrarøde del af det elektromagnetiske spektrum. Årsagen til valget af netop denne bølgelængde er, at snavs absorberer meget energi ved denne bølgelængde, mens sandsten absorberer meget lidt energi. På grund af forskellen i absorptionen er det muligt at fjerne snavspartikler uden at beskadige den underliggende sandsten. Når energien ophobes i den mørke forureningsdannelse, sker der en termisk ekspansion, og snavset omdannes til meget fine mikropartikler, mens stenens patina bevares. Der blev anvendt specialbriller af operatøren under alt arbejde med laseren, da laserstrålen og dens refleksioner er meget skadelige for øjet. Derudover blev stilladset afskærmet med mørke tæpper i det område, hvor der blev arbejdet med laseren, og vinduer blev afdækket med papplader.
Den del af hovedgesimsen der strækker sig over nord- og sydfacaden, samt nordfacadens sålbænke, kordongesims og sokkel fik afrenset den sorte forureningsskorpe ved partikelblæsning. Rensemetoden går under betegnelsen gommage. Metoden er karakteriseret ved indblæsning af fine partikler af mineraler (knust dolomit, kalk m.m.) på det udvalgte område. Metoden falder ind under den type af afrensning, der kan betegnes som mekanisk afrensning, og kan overordnet set betegnes som fin sandblæsning.7VIII Inden afrensningen kunne påbegyndes, var det af stor vigtighed at udføre en række afrensningsforsøg. Forsøgene blev gennemført på mindre afgrænsede felter af henholdsvis sålbænke og sokkel, hvorefter det afrensede felt blev fotografisk dokumenteret (Ill. 22-23 & 24-25). Afrensningen blev gennemført partielt, og udelukkende på de områder, hvor forureningsskorpen virkede skæmmende.
Ill. 22. Område på østfacadens sandstenssokkel udvalgt til forsøgsvis afrensning med partikelblæsning (gommage). (Foto: BK ApS)
Ill. 23. Samme område som ill. 22 efter partikelblæsning (gommage). (Foto: BK ApS)
Ill. 24. Detalje af område udvalgt til forsøgsvis afrensning med partikel-blæsning (gommage). (Foto: BK ApS)
Ill. 25. Samme detalje som efter afrensning ved partikelblæsning (gommage). (Foto: BK ApS)
Nordfacadens kordongesims og sålbænke, udvalgte sten i soklen, samt forhallens sokkelpostamenter blev, ligesom facadens pudsede flader, konsolideret med TEOS.8IX Nordfacadens kordongesims og sålbænke blev besluttet konsolideret, da de efter den gennemførte partikelblæsning fremstod en anelse mere åbne i overfladen end før afrensning. En konsolidering med TEOS forhindrer blandt andet en øget vandindtrængning. TEOS blev påført med sprøjteflaske langs stenens øverste kant, hvilket medførte, at konsolideringsmidlet trak nedover og ind i stenen (ill. 26). Denne procedure kunne tage op til 20 minutter pr. sten. Efter ca. 30 minutter blev processen gentaget. Overskydende TEOS blev bortrenset med mineralsk terpentin på papir og med pensler. Hvor der var risiko for nedløb over områder, der ikke skulle konsolideres, blev TEOS påført med pensel. Dette gjorde sig blandt andet gældende på nordfacadens kordongesims og sålbænke.
Ill. 26. Påføring af konsolideringsmidiet TEOS med pensel på udvalgte områder af kanalfacadens sandstenssokkel. (Foto: BK ApS)
For at undgå indtrængning af regnvand og hermed yderligere nedbrydning af facadens sandstensdele, blev løstsiddende og nedbrudt fugemørtel i hovedgesimsens sandstensdel, kordongesimsens sandstensdel, sålbænke, kapitælrelieffer og sokkel skåret bort. Fugerne blev efterfølgende blæst rene med trykluft for at fjerne løstsiddende partikler, da disse ville kunne mindske bindingen mellem stenen og den nye fugemørtel. De rensede fuger i hovedgesimsen og soklen fik efterfølgende ilagt værk (trætjæreimprægneret hør) indtil ca. 1 cm fra fugens åbning. Dette blev gjort, da fugerne her fremstod meget dybe og åbne. Til slut blev alle fuger opfugtet med vand, og den nye fugemørtel blev ilagt.9X Fugerne blev eftervandet i en uge. Da fugerne var tørre, fremstod de meget lyse. Det blev derfor besluttet at dæmpe dem med sodsort og rå umbra bundet i kalkvand. Fugen på hovedgesimsens underside blev efterladt renset og åben for derved at undgå ophobning af vand og fugt fra nedløbende kondensvand fra kobbertagets underside. Enkelte steder på facaden blev der udført fyringer i sandstenen.
Reetablering af polykromien på forhallens kapitælrelieffer blev dels gennemført med udgangspunkt i arkitekt Erik Findsens indsamlede farveprøver og tilhørende dokumentation fra reliefferne, dels ud fra iagttagelser på stedet kombineret med analyser af nyindsamlede farveprøver, og dels ud fra de polykromerede gipsafstøbninger af Freunds forarbejder til kapitælerne. Reetablering af polykromien på hovedgesimsen blev gennemført med udgangspunkt i farvesporene under hovedgesimsens ornamentik. Det var målsætningen at reetablere en polykromi, således at den fremstod med en ælde/patinering som facaden som helhed. Palmet- og lotusblomst-ornamenterne blev inden polykromering konsolideret med en kaliumsilikatopløsning.10XI Dette blev gjort for at mindske sandstenens sugeevne. Herefter blev ornamenterne påført et transparent farvelag i skiftevis blåt og rødt. Inden farven blev lagt på, blev stenen opfugtet med vand, således at farven blev lagt på vådt i vådt. Dette gjorde det muligt at påføre farvelaget meget jævnt og tyndt uafhængig af sandstenens sugeevne. Derefter blev ornamenternes øverste halvdel påført yderligere ét til to farvelag, da man kan forestille sig, at denne del af ornamenterne har ligget beskyttet af hovedgesimsens øvre del (ill. 27). Ligesom palmet- og lotus-blomstornamenterne blev kapitælreliefferne også konsolideret inden polykromering. Der blev udelukkende konsolideret i de områder, der efterfølgende skulle polykromeres. Kapitælrelieffernes baggrund blev herefter påført et transparent blåt farvelag, hestenes munde og næsebor, Helios og Selenes stridsvogne og Nikes hårbånd og bælte blev påført et transparent rødt farvelag, mens fronten på Nikes stridsvogn blev påført et grønt farvelag. Farverne blev lagt på vådt i vådt. Oven på den transparente bundfarve blev farverne i nogle områder intensiveret ved brug af tratteggio-teknik (ill 28-31). Farverne blev intensiveret i de områder, der havde ligget bedst beskyttet mod regn og vind.
Ill. 27. Genpolykromering af hovedfacadens Antemionfrise. (Foto: BK ApS)
Ill. 28. Rekonstruktion af Nike-relieffets polykromering. Rekonstruktionen udføres med målsætningen at fremstille denne i en tilstand, der modsvarer bevaringstilstanden af facaden som helhed. (Foto: BK ApS)
Ill. 29. Varierende bevaringstilstand af bemalingen imiteres ved retouchering med tratteggio-teknik. (Foto: BK ApS)
Ill. 30. Nike-relieffet nærmest Christiansborg Slot på museets hovedfacade efter rekonstruktion af polykromien. (Foto: BK ApS)
Ill. 31. Varierende bevaringstiistand af bemalingen imiteres ved retouchering med tratteggio-teknik. (Foto: BK ApS)
Efter at kapitælreliefferne var blevet polykromeret, blev enkelte dele af reliefferne olieforgyldt. Det blev besluttet at forgylde månegudinden Selenes fakkel og diadem og månestrålerne omkring solguden Helios hoved. Denne beslutning byggede på analyse af arkitekt Erik Findsens indsamlede farveprøver og tilhørende dokumentation, der påviste olieforgyldning på Helios stråleglorie og Selenes fakkel (ill. 32 & 33).
Ill. 32. Arkitekt Erik Findsens dokumentation af indsamlet malingsprøve fra strålekrans på Helios-relief. Prøven blev ved indsamlingen klæbet ind mellem to stykker transparent tape. (Foto: BK ApS)
Ill. 33. Tværsnit af farveprøve mellem to lag transparent tape fra strålekransen i Helios-relief (se ill. 32). I tværsnittet ses et lag bladguld mellem de to lag tape. UV-fluorescens til venstre og krydsede polarisationsfiltre til højre. (Foto: BK ApS)
Inden forgyldningen blev der lagt en oliefarve på de dele af sandstenen, der skulle forgyldes. Dette blev gjort for at mindske stenens sugeevne, således at den efterfølgende oliegrund ikke skulle trække ind i stenen men i stedet lægge sig på overfladen af stenen. Da oliefarven var tør, blev den påført ét lag oliegrund.11XII Efter ca. tre timer blev bladguldet lagt på (ill. 34). Der blev anvendt 23,5 karat transfer guld.12XIII Efter ét døgn blev de forgyldte dele af relieffet afslutningsvis påført et tyndt lag polyakrylat,13XIV som overfladebeskyttelse og for at dæmpe guldets refleksion (ill. 35).
Ill. 34. Nyforgyldning af Helios’ strålekrans med 23,5 karat bladguld. (Foto: BK ApS)
Ill. 35. Månegudinden Selene i kapitælrelieffet på forhallens side mod kanalen efter endt polykromering. (Foto: BK ApS)
Sidst opdateret 11.05.2017
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Håndskrevet brev fra museumsdirektør Sigurd Schulz fra 1950’erne i Thorvaldsens Museums Arkiv.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Tegningen findes i Kunstakademiets Arkitektursamling.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
J. F. Holm: Veiledning ved Udförelsen af Frescomalerier, Stuk og Cementmosaik, en paa praktisk Erfaringer, især fra Thorvaldsens Museum, stöttet Haandbog for Architekter, Malere og Murere, København 1850, s. 92.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Thorvaldsens Museum set fra Nybrogade, 1858, inv.nr. B442.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Farveprøverne indgår i Thorvaldsens Museums samling med inv.nr. N1449.
[Redaktørens note til teksten:]
Ill. 19. findes i det originale scan af artiklen, s. 50, og kan ses her.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Laseren, der blev anvendt på sydfacaden, var en Laserblast 500 (Q-Switched Nd: Yag Laser) fra firmaet Quantel, der har en effekt på 20 watt.
Laseren består af to forbundne enheder – en laserenhed og en køleenhed. Fra laserenheden udgår et 15 m langt lyslederkabel, hvori der løber fire lysledere, der ender op i en pistol. Alle fire lysledere var tændt under afrensnigen. Laseren stod på jorden under hele forløbet, men blev løbende flyttet fra øst mod vest. Frekvensen var på 20 Hz under stort set hel afrensningsarbejdet. Den eneste undtagelse var på kapitælreliefferne, hvor der fandtes farvespor efter en tidligere polykromi. Her blev frekvensen partielt sænket til 10-15 Hz for at bevare pigmentet. Under afrensningen blev der kørt med 60 pulser pr. sekund, hvor hver puls varede i ca. 10 nsek.
Energitætheden var på 335 mj.
Overfladerensningen af sandstenen på østfacaden blev gennemført af Cortex A/S. Laseren, der blev anvendt på østfacaden, var en Laserblast 2000 (Q-Switched Nd: Yag Laser) fra firmaet Quantel, der har en effekt på 72 watt.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
De største partikler var 0,1 mm og den gennemsnitlige størrelse 0,08 mm. Det anvendte tryk ved indblæsningen af partiklerne var 1,5-2 bar. Dysen, der havde en diameter på 4 mm, blev holdt 40 til 60 cm fra sandstenens overflade under afrensning. Gommage afrensningen blev gennemført af firmaet OMØ A/S, der også har oplyst de tekniske data.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Tetraethylorthosilikat. Silres BS OH 100 (Wacker Chemie AG, Tyskland)
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Fugemørtel i hovedgesims, kordongesimsens nederste lodrette stykke, kapitælrelieffer og sokkel:
1 mål kulekalk
2 mål hydraulisk jurakalk
9 mål bakkegrus (0-1 mm)
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Keim Fixativ fortyndet med vand i forholdet 1:1. (Keim Scandinavia A/S, Danmark)
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Der blev anvendt en tre-timers oliegrund Mixtion (Gold size) fra Charbonnel, Lefranc & Bourgeois.
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Transfer guld fra Gerstendörfer, Tyskland
[Forfatternes note i den trykte tekst:]
Paraloid B 72 (Lascaux) opløst i ethylacetat