Eksempler på, hvordan Thorvaldsen nød gavn af den øgede danske søfart i Middelhavet takket være 1700-tallets traktat-indgåelser med en række nordafrikanske lande.
“Barbareskstaterne” var en fællesbetegnelse for de nordafrikanske, osmanniske stater Marokko, Algeriet, Tunesien og Tripoli (det nuværende Libyen). Barbareskstaterne eller “Barbareskkysten”, “Barbareskerne”, “Berberiet” og “Barbariet”, som regionen også kaldtes, var berygtede for sørøveri og kidnapning af de europæiske og amerikanske søfolk, der sejlede i Middelhavet og i Atlanterhavet.
Efter gentagne, mislykkede forsøg på at stoppe pirateriet og slaveriet gennem magtanvendelse måtte de europæiske søfartsnationer til sidst indgå traktater, som sikrede Barbareskstaterne tributbetalinger til gengæld for handelsskibenes uhindrede fart.
Danmark indgik således en traktat med Algeriet i 1746 om fri passage for danske skibe mod en årlig ydelse i form af gaver, penge og krigsmateriel (dvs. kanoner, bomber, krudt og kugler). Tilsvarende traktater blev indgået mellem Danmark og Tripoli i januar 1753, med Tunesien i februar 1753 og Marokko i maj 1753. Hvert år blev derfor et dansk såkaldt “presentskib” sendt afsted med en “presentladning” til en af Barbareskstaterne.
William Wyld, Parti af Algiers havn, 1833, D656.
Med aftalerne om tributbetaling – eller toldafgift om man vil – blev Middelhavet åbnet for de danske handelskompagnier, skibsredere og søfolk. Dette afstedkom et stort opsving i handel, søfart og kulturel udveksling. Man kunne købe og afsætte sine varer, og de danske skibe kunne deltage i den voksende internationale fragtfart mellem havnene i Middelhavet og de nord- og vesteuropæiske havne.
Den private handel og søfart blev støttet af en aktiv dansk handels- og søfartspolitik, der gav sig udslag i et stort antal danske konsuler i havne langs handelens hovedruter. Konsulerne var med til at koordinere fragtfarten, og de sørgede for, at kommunikationen imellem afsender og modtager, fragtskib, toldvæsen, speditør o.a. forløb glat. Som et eksempel herpå kan nævnes den danske konsul i havnebyen Livorno, J.C. Ulrich, der igennem tre årtier spillede en væsentlig rolle i udskibningen af Thorvaldsens kunstværker til bestillere i hele Europa.
Af andre, konkrete eksempler på, hvordan Thorvaldsen, på sine rejser og i sit arbejde, profiterede af Danmarks forbindelse med de nordafrikanske lande, kan nævnes følgende:Sidst opdateret 08.08.2016