Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til S

Karl Friedrich Schinkel

Schinkel opholdt sig med studiekammeraten og arkitekten Gottfried Steinmeyer i Italien 1803-1804, herunder i Rom fra oktober 1803 til juli 1804 og i Napoli og på Sicilien fra april til juli 1804. Schinkel opholdt sig således i Napoli under Thorvaldsens ophold i byen i april-maj 1804. I Rom boede begge arkitekter i Thorvaldsens nabolag på Piazza Trinità dei Monti nr. 13. Schinkel var atter i Rom 27.8.-24.10.1824 og blev medlem af S. Luca Akademiet 13.3.1825.
Thorvaldsen har muligvis mødt Schinkel allerede under dennes første ophold i Italien, eftersom Schinkel omgikkes Wilhelm von Humboldt, og Adam Gottlob Detlev Moltke anmodede Thorvaldsen om Schinkels og Steinmeyers adresse i Napoli i 1804, jf. brev af ultimo april 1804. Selvom der ikke forelægger dokumentation for et nærmere bekendtskab mellem de to kunstnere, har de haft flere lejligheder til at møde hinanden, enten i Rom eller Napoli.
Først ved Schinkels tilbagekomst til Rom i 1824 har han med sikkerhed lært Thorvaldsen personligt at kende og dét med et så positivt udfald, at de to bevarede deres venskab livet ud.
Kort før Schinkels afrejse fra Rom i oktober 1824 anmodede Thorvaldsen ham om at tegne det arkitektoniske arrangement (“Anordnung”) omkring Thorvaldsens monument for pave Pius 7., jf. Brünniche, op. cit. p. 105-106.
Schinkel skrev under sin tilbagerejse fra Rom 28.10.1824 til Thorvaldsen, bl.a. med ønsket om at skaffe værker af billedhuggeren til Berlin.
Thorvaldsen besøgte Schinkel i Berlin 29.5.-6.6.1841 på sin rejse til Rom sammen med familien Stampe. Schinkel var på daværende tidspunkt dødeligt syg og sengeliggende. Han døde få måneder senere, jf. Brünniche op. cit., p. 105.

Schinkel var sin tids førende nyklassicistiske arkitekt og yderst produktiv. Han byggede bl.a. jagtslottet Tegel ved Berlin til Wilhelm og Caroline von Humboldt 1822-24.


Værker på Thorvaldsens Museum

Se Schinkel repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

  • Eigil H. Brunniche: ‘Schinkel og Thorvaldsen. Et bidrag til pavemonumentets historie’, in: Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, København 1938, p. 95-108, hvor bl.a. Schinkels Thorvaldsen-relevante dagbogsnotater er gengivet.
  • Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, Berlin & Leipzig 1927, vol. II, p. 521-522 og 576.
  • Ulrich Thieme, Felix Becker og Hans Vollmer (ed.): Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler, Leipzig 1921, bd. 30, p. 77-83.

Sidst opdateret 07.01.2013

Karl Friedrich Schinkel #

Karl Friedrich Schinkel

1781-1841 Tysk Arkitekt, maler og grafiker
Til Thorvaldsen1 dok.

Til og fra andre3 dok.
Omtalt i5 dok.