Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tilbage til C

Charlotte Frederikke

Prinsesse Charlotte Frederikke omgikkes kunstnerkredsen i Rom og var bosat i Italien fra 1830 og frem til sin død i 1840, hvor hun levede et udadvendt liv. Med sig fra sin tidligere bopæl, Horsens, havde hun oberstløjtnant Fritz Paulsen, der blev ansat som kammerherre, Charlotte Dorothea Fischer, der var hendes hofdame, og plejedatteren Charlotte Harboe.

Charlotte Frederikke tog sig i en periode af Thorvaldsens datter, Elisa, i Vicenza ifm. dennes forestående giftermål med benævnte Fritz Paulsen. Parret søgte om tilladelse til at gifte sig, men stødte på vanskeligheder hos de gejstlige myndigheder, fordi Elisa var katolik og Fritz protestant. De opnåede dog dispensation fra kirken og tilladelse fra regeringen i Venedig og kunne herefter gifte sig i det daværende Laibach i Østrig (nu Ljubljana i Slovenien). Thorvaldsen blev informeret om sagernes gang gennem Charlotte Frederikke, der tydeligt kerede sig om Elisas ve og vel, hendes økonomiske situation og forholdet til Fritz Paulsen. Hun var skeptisk over for Fritz’ personlighedstræk og motiver, og der udviklede sig et udtalt dårligt forhold mellem Charlotte Frederikke og Fritz også i de kommende år, hvilket hun beskriver i sine breve til Thorvaldsen.

Baggrunden for Charlotte Frederikkes liv hinsides det danske hof var, at hun var blevet eksileret fra det. Charlotte Frederikke var datter af hertug, senere storhertug Friedrich Franz 1. af Mecklenburg-Schwerin (1756-1837) og prinsesse Louise af Sachsen-Gotha (1756-1808). I 1806 blev hun gift med sin fætter, prins Christian (8.) Frederik af Danmark, og hun blev mor til den senere Frederik 7. af Danmark i 1808. På dette tidspunkt var hun altså kronprinsesse.

Et brud på ægteskabet blev imidlertid fatalt. Kronprins Christian havde mange elskerinder, men da Charlotte Frederikke selv indledte en affære med sin sanglærer, komponisten Édouard du Puy (1770-1822), krævede Frederik 6. hende separeret fra Christian. Ægteskabet blev opløst i 1810, hvorefter prinsessen blev forvist fra sin søn og hoffet i København. Hun boede herefter i en bygning kaldet Palæet i Horsens i 19 år, indtil 1829, hvor hun forlod Danmark. Året efter slog hun sig ned i Italien. Hun boede hhv. i Vicenza og i Rom, hvor hun fik bopæl i Palazzo Bernini på Corsoen. Charlotte Frederikke konverterede til katolicismen, var meget dedikeret til sin nye tro og udgav en samling andagtsøvelser. Efternavnet “von Gothen”, som hun undertiden underskrev sig med, er sandsynligvis hentet fra hendes mor, Louise af Sachsen-Gotha.

Charlotte Frederikke havde ikke set sin søn, kronprins Frederik, siden han var et år, og hun kom aldrig til at se ham igen, men de skrev sammen. Hun døde i 1840 og blev begravet på Campo Santo Teutonico ved Peterskirken i Rom. Efter sin tronbestigelse 1848 opsatte Frederik 7. i 1849 en mindeplade og en statue forestillende Fredens engel af J.A. Jerichau på hendes grav.

Portrættet af Charlotte Frederikke t.h., hvor hun er iklædt en moderigtig kjole med pufærmer og bolsjestribet hat med fjer, er malet af den italienske maler Giovanni Busato (1806-1886) i 1831, dvs. ca. et år efter at prinsessen var kommet til Rom. Da var hun 46-47 år. Portrættet er i privateje. Der findes to tegnede karikaturer af prinsessen i Thorvaldsens samling, sandsynligvis tegnet af Thorvaldsen selv, se linket til Samlingerne nedenfor.



Charlotte Frederikkes grav, Campo Santo Teutonico


Charlotte Frederikkes gravmæle
med J.A. Jerichaus
Fredens engel
på Campo Santo Teutonico, Rom




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Charlotte Frederikke repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

  • Birgitte Nyborg: Charlotte Frederikke, Frederik VII’s mor – en historisk biografi, København 2015.

Sidst opdateret 23.02.2017

Giovanni Busato: Portræt af Charlotte Frederikke

Charlotte Frederikke

aka fru von Gothen 1784-1840 Tysk Prinsesse af Danmark og Mecklenburg-Schwerin
Fra Thorvaldsen1 dok.
Til Thorvaldsen3 dok.
I alt4 dok.

Omtalt i17 dok.