Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 6498 af 10000
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

København

11.1.1835 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Blade af min Dagbog.

II.

Thorvaldsen.

‒ Ved Raphaels Begravelse saae jeg første Gang Thorvaldsen, han gik i Processionen med et stort Voxlys i Haanden. Dagen efter besøgte jeg ham i hans Bopæl i via sistina han havde alt hørt, at jeg var indtruffet, og som en ældre gammel Ven tog han med udbredte Arme imod mig. Dag for Dag under mit lidt over fire Maaneders lange Ophold i Rom blev han mig større som Kunstner, kjærere som Menneske. Sine Værelser har han smykket med en riig Samling af nulevende Mesteres Arbeider; den voxer daglig, idet han af næsten hver ung Kunstner kjøber et eller andet Malerie. „Naar jeg døer,” sagde han, „skal Danmark arve alle disse Stykker!” ‒

En stor, herlig Gave, Thorvaldsen værdig! Gid den kun, i sin Tid, maatte slippe vel ud af de pavelige Hænder! „Nu skal De see hvad jeg for min egen Fornøielse arbeider paa!” sagde han en Dag og førte mig ind i et lille Sideværelse, hvor “„Natten””:/kommentar/39331 i Marmor og smukke Gypsafstøbninger stode opstillede mellem hverandre, men foran stod et nyt, halv fuldført Stykke til Erindring om Raphael. Vistnok eet af Thorvaldsens skjønneste Basreliefs: Raphael, ungdommelig skjøn, sidder paa Ruinerne af omstyrtede Søiler og Capitæler, hvor Gratier og Harmonien ere hugne i Stenen; han tegner efter Naturen, Kjærlighed holder Tavlen for ham, men rækker ham tillige Valmuen, som billedlig Hentydning paa hans tidlige Død. Kunstens Genius, med en brændende Fakkel, seer veemodig paa ham, medens Seieren holder sin Krands over hans Hoved. Det Hele er saa poetisk tænkt, saa mesterligt udført, at den, som saae det, aldrig kan forglemme Totalindtrykket.

Thorvaldsen har forskjellige Ateliers og paa forskjellige Stæder i Byen; til eet af de mindre paa Piazza barbarina kommer man gjennem en lille Have, der er et Vildnis af Maanedsroser; de blomstrede hele Vinteren; herinde saae jeg hans aandig lette „Psyche” og den deilige Marmorstatue af Bvron ; han sidder med en Bog i Haanden, Kappen hænger løst over Skuldren, Foden hviler paa en afbrudt Søile-Capitæl og ved hans Side ligger Dødninghovedet. Jeg talte med Englændere, der personligt havde kjendt Byron, og de vare henrykte over den skjønne Liighed i Blik og Udtryk.

Vor Landsmand Bødtcher i Rom fortalte mig om den forrige Paves Besøg hos Thorvaldsen; det var just paa St. Lucas-Dag han kjørte til hans Atelier, men da han ikke havde mældt sig og det var Festdag, var her lukket. Hans Hellighed maatte da vente ved Døren, til Nøglerne bleve hentede; Thorvaldsen var derimod ikke at finde. Endelig traf en ung Kunstner ham, og som han gik og stod, i den gamle blaa Frakke, med lidt Leer paa Ærmet, store Skoe paa Fødderne, kom nu den gamle Thorvaldsen; efter Landets Skik vilde han knæle for den hellige Fader, men denne tillod det ikke, og da han havde seet hans Arbeider, underholdt han sig endnu længe med ham ved Vognen, medens hele Pladsen var opfyldt af knælende Romere. Thorvaldsen bøiede sig dybt ved Afskeden, og Paven gav ham Velsignelsen og Korsets Tegn, en Ære, der satte den fremmede Protestant i et ikke ringe Lys hos den lavere Classe. ‒

Det nyeste Basrelief af Thorvaldsen, som jeg i Slutningen af Marts 1834 saae ham fuldende, er hans Nemesis hun flyver frem paa sin rullende Vogn, Himmeltegnene bue sig over hende, nærmest er Vægten. To Genier, den straffende med Sværdet og den belønnende med Blomster og Frugter, følge efter.

„Danimarka, siger Italieneren, er det Land, Thorvaldsen er fra!” Paa hiin Side Alperne skriver vort Lands Geographie sig næsten alene fra ham. ‒

Aldrig vil jeg glemme hans store Mildhed og Kjærlighed mod mig, vore Samtaler og hans Opmuntring og Trøst. Hos Fru von Gothen havde han i en Kreds af Landsmænd hørt mig læse mit Digt Agnete og Havmanden ; det tiltalte ham meget, og han kom nogle Aftener efter hjem til mig selv, for endnu engang at høre det, og forcerede mig derpaa til Erindring om hiin Aften Conturerne til tredive af sine smukke Basreliefs.

Da jeg ved min Afreise fra Rom sagde ham Farvel, var han noget syg, men han talte kjærligt om Danmark og dets Skjønhed, som han først i en ældre Alder, da han kom hjem til os, lærte at kjende, thi som ungt Menneske kom han ikke noget omkring. I min Stambog skrev han:

Lev tilfreds og lykkelig og tænk undertiden paa Deres Ven.
Rom, d. 31te Marts 1834.

Thorvaldsen.

Han kyssede mig kjærligt og meente at vi nok engang endnu mødtes i denne Verden. „I Danmark?” spurgte jeg. „Der,” gjentog han, „eller i det smukke Italien!”

(Fortsættes.)

H.C. Andersen.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Søndagsblad, Første Aargang, Nr. 2, 1835. Tekstens første del blev trykt 4.1.1835.
Teksten blev senere trykt i Barfod, op. cit.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1835, Søndagsblad 11.1.
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 117-118.

Emneord
Idolisering af Thorvaldsen · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Thorvaldsen og forfattere · Thorvaldsen og Rafael · Thorvaldsens gårdhave i Rom · Thorvaldsens værksteder · Thorvaldsens værksteder, besøg i
Personer
Ludvig Bødtcher · Charlotte Frederikke · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 06.03.2018 Print