Arkivet, Thorvaldsens Museum

Tiden rinder hen, kiereste Thorwaldsen, men den udsletter ikke Venners Minde. Meget ofte tale vi i vore huuslige Kredse om Dem, og glædes ved de Efterretninger som vi stundom erholde om Dem og Deres Værker; og vi haabe ligeledes at De ikke har glemt os. Derpaa grunder jeg ogsaa mit Haab, at De ikke vil tage et Ønske ligegyldigen op, som jeg nu skal yttre for Dem. Efter Deres Bortreise fra Rom har jeg samlet alt, hvad jeg havde af gamle Inskriptioner, smaa Architecturstykker, Fragmenter af Terra Cotta og s.v. og indmuret det paa passende Steder i Bispegaardens Vægge. Jeg har testamenteret denne Samling til mine Eftermænd paa Siellands Bispestol. Cancelliet har bifaldet Sagen, og saaledes er nu Grundvolden lagt til et offentligt Museum lapidarium; det eeneste som findes i Danmark, Norge og Sverrig. Begyndelsen er kun liden; men jeg har allerede faaet interessante Bidrag, endog en Steen med gammel orientalsk Kiilskrift, fra Ruinerne af Babylon; og jeg understøttes af mine udenlandske Venner. Men hvem kunde jeg vel vente at erholde mere Understøttelse af, end af Dem, som boer i den gamle Verdens Hovedstad ? Ikke vil jeg uleilige Dem med Begiæring om selv at samle for mig. Dertil er Deres Tid for kostbar. Men naar Hr. Freund og andre af Deres Elever gaaer ud iblandt Ruinerne, vil de jevnlig kunne finde noget, som vel ikke har egentlig Konstværd, men som dog kan være interessant for os Nordboer; hos Steenhuggerne vil vel af og til en liden Inskription være at faae fra Catacomberne, eller Mattoni med Navne paa; og den danske Consul Chiaveri vil nok have den Godhed for een Ordens Biskop, hvis Kors han er prydet med, at besørge det med en god Skibsleilighed sendt til Kiøbenhavn. Her har De nu min Bøn til Dem, purement et simplement fremsagt. Jeg veed, at De ikke er for at skrive Breve: derfor beder jeg Dem kuns om et mundtligt Svar til Brøndsted, som nok vil befordre det videre.
Hvorledes min Samling seer ud i dens Begyndelse, vil Br. vide af et trykt Brev fra mig til Hr. v. Ouvaroff i St. Petersborg, som en romersk Prinds Santa Croce, der reiste med Bystrøm, havde den Godhed at tage med i flere Exemplarer. Han maa nu være kommen til Rom; og skulde han have glemt at aflevere dem, vil det være let, ved Bystrøm, som jeg beder at hilse, at erindre ham derom.
Vi alle, Mynster iberegnet, som nu haver tre Børn, to Sønner og en Datter, ere ret vel. Dog har min Kone af og til skrantet noget. Min Søster er nu raskere end hun har været i mange Aar; at Augusta og hendes Mand ere hos hende, det veed De vel. Prinds Christian lever for Videnskab og Konst. Jeg kommer jevnlig til ham, og hielper ham af og til med at ordne hans Myntsamling, hvoriblandt der er skiønne Sager. Med Bygningen af Frue Kirke gaaer det meget langsomt. Pengene mangle. Dog er nu Grundvolden lagt til Alteret, og Muurværket er næsten færdigt. Men om jeg oplever den Dag, da den skal indvies, dertil har jeg intet sikkert Haab. Denne hoitidelige Forretning vil maaskee først falde i min Eftermands Lod! Konstkammerets Tag er saa forfaldent, Bielkerne under samme i den Grad raadnede, at alting maa flyttes, for at Reparationen kan skee. Dette standser meget det Arbeide som er paalagt Thorlacius, Manthey, Thomsen, mig, og flere, at ordne og beskrive de enkelte Samlinger af hvilke det bestaaer; og sikkert vil der gaae Aar hen med inden det bliver færdigt.
Jeg beder Dem at hilse fra mig Brøndsted, Niebuhr, Madame Villena, Krarup, og Monsignor Mai. Sig til denne, at hans Cicero nu er ankommen. Jeg har allerede havt Nytte af ham til en Bog som indeholder Forklaring over Steder af det Nye Testament af Inscriptioner.
Vi alle hilse Dem hierteligst, og jeg er og bliver stedse