Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 4709 af 10185
Afsender Dato Modtager
Emil Clausen [+]

Afsendersted

Paris

13.3.1829 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: Velbaarne / Hr. Etatsraad Thorvaldsen, / Kommandus[?] etc. etc. / i / Rom. / ved Godhed.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Se original

Paris d. 13 Marts 1829.

Kjære, dyrebare Hr. Etatsraad! Hvis De ikke ganske har tabt af Minde en ung Landsmand, der tæller sig mellem de Lykkelige, hvem det engang forundtes at vandre ved Tiberens Bredder og at gjæste Thorvaldsen i hans egen Stue, hvis De meget mere, som Troen paa Deres Kjærlighed forjætter mig, endnu levner mig en lille Plads i Deres Erindring, som den, der sluttede sig nær til Dem med sit Sind, og af Deres Ord som af Deres Værker høstede sig en Opmuntring og en Glæde, der ei var bunden til Øieblikkets Nydelse, saa vil De heller ikke nægte disse Linier den Modtagelse, som De engang skjænkede mig selv. Det havde været ligesaa meget at opfylde min Pligt som at give efter for en inderlig Trang, om jeg strax efter Afskeden med Rom og Dem havde sendt Dem, hvad der først nu kommer. Men enhver Undskyldning, om De end var overbærende nok til at antage den, vilde dog kun gjælde Lidet for min egen Samvittighed, som derimod frikjender mig fra al Brøde, naar der spørges om Sindelaget. Thi vist er det, at min Tanke aldrig har søgt tilbage til de lykkelige Maaneder, jeg tilbragte hiinsidig Bjergene, uden at Mindet om Dem og hvad Kunstens velsignede Fædreland har at byde den Fremmede forenede sig ligesom til eet Billed i min Sjæl. Og at der ere faa Erindringer, Man dvæler ved med den Godhed, og som Man fastholder med en Sindet mangengang angribende Ængstelighed af Frygt for at tabe ikke Totalindtrykket, der aldrig vil forsvinde, men de enkelte Træk af den underfulde Sydverden med dens hele phantastiske Udsmykkelse, at i faa Minder saaledes som i dem fra Italien Taknemmelighed for det Nydte og Savn af hvad Man troer aldrig at skulle gjensee former sig, derom har ogsaa De i Deres eget Livs Historie givet mig et lysende Exempel. I faa Maaneder omflyttet fra Tiber og Arno til Seinens Strande har jeg først lært i fulde Omfang at sande, hvad det betyder at være en Latinens Borger og at have opgivet denne Borgerret. Jeg har i den Stad, hvor De har gjenfødt Kunsten og forkyndt mit Fædrelands Navn over Verden, levet nogle af mit Livs lykkeligste Timer, selv om jeg bringer den mere Historie end dennesides følelige nedtrykkende Bevidsthed af egne Mangler i sin almindelige AandsUdvikling med i Beregningen. Paa denne kunne Aarene hjælpe; Indtrykket imidlertid udenfra af Mesterhaandens Skabninger er for dybt rodfæstet til nogensinde at udslettes; det vil aldrig ophøre at udøve sin Magt over Sindet, om dette end først maatte tilbede, hvad det endnu ikke ganske formaaede at begribe.
Jeg opholder mig nu, beskjæftigende mig med det herværende Kgl. Bibliotheks Haandskrifter, paa 5te. Maaned i Paris, hvortil jeg i den allerede fremrykkede Aarstid maatte vælge den mindst interessante, men korteste Route: over Turin og Lyon. Imod min første Beslutning, at forblive endnu et Aar i Udlandet, gaaer jeg, overtalt ikke mindst ved en kjærlig Faders Ønske, der i Gaar fyldte sit syvende Aarti, end ved egen Hjemlængsel, som nu næsten 3 Aars Kamp ikke ganske har kunnet faae Bugt med, i Forsommeren hjem, og vælger til Udgangen af Frankrig Touren over Rhinen. I vore patriotiske Sammenkomster her med de øvrige Landsmænd, der i Vinterens Hjerte vel talte en Snees, have vi 3 italiensk-Danske, nemlig Hvass, Nielsen og jeg ofte feiret Deres Minde i Kjærlighed. Den første reiser om faa Dage over England hjem; Nielsen gjennemskjærer først endnu Frankrig paa Kryds og Tvers og gaaer derpaa samme Vei. – Karnevalet er vel i det sorgklædte Rom gaaet med ind i Fasten dennegang. Her interesserer mere end Pavens Død det Spørgsmaals Afgjørelse, om Chateaubriand bliver hos Dem ogsaa efter endt Conclave. Nu læser jeg ogsaa fra Rom om Torlonias Død. Dette Navn giver mig end en ikke just behagelig Tankeforbindelse Anledning til at tænke paa mine i Forfald geraadede Financers Tilstand, som De dengang, Hr. Etatsraad! saa beredvilligen kom til Hjælp. Jeg maatte fra Florents lade min Consul, eller rettere Banquier vide, at han i sin Vexel paa mig til den florentinske Banquier havde, som jeg maatte formode af en Feiltagelse, forlangt for Meget, jeg troer 5 Scudi over det hos ham ved Deres venskabelige Mellemkomst gjorte Laan. Af de 200 Scudi, jeg sendte tilbage til Rom, bad jeg ham derfor selv tage sig de ham tilkommende 150, og indhændige Hr. Etatsraaden med min foreløbige Tak de andre 50. Jeg havde dengang intet Valg i mine Forholdsregler, da jeg for min forestaaende lange Reise ei turde blotte mig mere. Da imidlertid nu i det Mindste en af de Grunde, som dengang forbød mig at betale Chiavery for hans Laan af 150 Scudi i 14 Dage 5 Scudi i Renter, nu er falden bort, og jeg endnu bestandig er i Uvished, om De af Chiavery har modtaget de fulde 50 Scudi udbetalte – et Tilfælde, hvorfor Ingen kunde være mindre ligegyldig end jeg – saa tager jeg mig nu den Frihed under denne Forudsætning med den, der er saa god at besørge mig dette Brev i Deres Hænder, Hr. Kammerjunker Buchwald, at oversende Dem de i de 50 Scudi endnu manglende 5. Idet jeg i denne Anledning endnu engang bringer Dem min hjerteligste Tak, beder jeg Dem undskylde det Bryderie, denne Sag muligt vistnok mod mit Vidende kan have foraarsaget Dem. – Den baierske Konge lader til at kjende den rette Vei til at skaffe sine Ordensbaand Anseelse. Maa jeg til denne – Udmærkelse bringe Dem min Lykønskning. Sligt skeer kun for at fornøie os Andre. Fra Khavn kan jeg ingen Nyhed fortælle. Ret have de i at gjøre Hemmelighed af deres Bagateller. Det er ellers som Fyrsteparrets Giftermaal havde slugt alt hvad der ellers kunde have passeret for Vigtigt i rum Tid derefter. Det var virkeligt en Lecture af en egen Art, som dengang Dagsbladene, der fra gamle P.A. Heiberg circulerede mellem os, give Publikum til bedste, da Bidrag fra alle Provincialtidenderne med de sindrigste eller om Man vil sinnløseste Invectioner til denne Catastrophes Forherligelse strømmende ind paa Hovedstadsavisen. – Brøndsted arbeider paa Udgivelsen af 2d. Deel af sit Værk og tænker for det første ikke at forlade Paris. – Og nu, dyrebare Etatsraad Thorvaldsen! modtage De til Slutning mit kjærligste Levvel. Jeg indslutter i disse Linier en venlig Hilsen til mine Landsmænd (da jeg ikke veed, om jeg endnu faaer Bravo tilskrevet) og den svendske Dr. Nicander. Endnu til Slutning min Bøn: stundom at maatte mindes med Godhed af Dem, der evig vil udgjøre Gjenstanden for min Ærefrygt og Kjærlighed. Deres Velb.s

ærb. hengivne Emil Clausen.

Arkivplacering
m14 1829, nr. 32
Sidst opdateret 10.05.2011 Print