Kjære Herr Etatsraad!
Martens og jeg, som kom efter Aftale omtrent en Time efter Middag, havde ikke den Lykke, at finde Dem hjemme, og omskjønt jeg ønsker ud af mange Grunde, at vi kunde have opnaaet vor Forsæt, at gjøre det samme i Dag, saa bliver det mig endog umueligt. Thi, da jeg reiser i Morgen til Neapel, og der er allerede med Vitturinen alt fisseret, saa kunde jeg ikke uden betydelig Tab komme i Morgen, og i Dag er enhver af mine Timer indtil dyb ind i Natten besat. Jeg haaber, kjære Herr Etatsraad, at det vil undskylde mig ud af disse Aarsager, og ved ei endnu, om det ikke kunde lade sig gjøre efter min Tilbagekomst, omtrent efter tre Uger, fra Neapel.
Det smærter mig meget, at der ikke er kommet mere tilbage. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunde, og er overbeviist, at man maa overlade Tiden, hvad den største Umage ei kan opnaae.
Hvad de 25 Sc. angaar, hvorom vi talte den anden Dag, saa vilde jeg have bedet Dem derom i Dag; desværre er jeg nu nødsaget til, at lade det [være] indtil jeg kommer tilbage, hvor De kan redde mig ud af en Forlegenhed, da jeg ganske vist havde stolet paa Dem.
Det gjør mig meget ondt, at jeg ikke kan sige Dem Farvel med Mund og Haand, men være De overbeviist om, kjære Herr Etatsraad, at Hjertet føler, hvad Pennen ikke kan give igjen.
Ærbødigst
C.H. Lorenzen.
Rom, d. 11 Marz 1829.