Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 1954 af 10031
Afsender Dato Modtager
B.S. Ingemann [+]

Afsendersted

Rom

Efter 11.10.1818 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår indirekte af Reiselyren, op. cit., hvor digtet er trykt; desuden fremgår det af Frederik Schmidts dagbøger, jf. Jacobsen og Brandt-Nielsen, op. cit., at Ingemann besøgte Thorvaldsens værksteder 10.10.1818 og 11.10.1818.
Se også Barfod, op. cit.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Resumé

Uddrag af Ingemanns Reiselyren, der beskriver nogle Thorvaldsen-værker.

Thorvaldsens Værksted.
––––––––––

[Alexanders Triumftog — Venus med Æblet — GratierneAmor og Mars — Jason. Merkur, som overlister Argus — Minerva, som sætter Sommerfuglen paa Prometheus’s Billedstøtte — de legende Børn — Scener af Homer — christelige Basrelief — Dagen og Natten.]

I Triumf fremtræder
Med Skjønhedskrandsen,
Og med Helteskaren fra Vaabendandsen,
Som en Engel i Marmorklæder,
Sejrens herlige Møe.
De gamle Tider skal aldrig døe:
Et Triumftog skuer
Roma endnu,
Kommer Kæmpernes Dage ihu,
Hvor fra Karm Filippiden truer.
Over Kæmpen dog luer
Fredsalige Stjerne:
Paa Muren hendrager den Helt fra det Fjerne
Under Konstens evige Seiersbuer.

Og seirende med Genien fremtræder
De gamle Guder selv med Skjønhedskronen;
Ei for at hæve sig paa Himmeltronen,
Ved Thronens Fod de staa i Uskyldsklæder.

De stige op af Tidens dunkle Strømme,
I Evighedens Stjerner Blikket stirrer;
Ei Afgudsskaren Sjælen meer forvirrer,
Men smiler, skjønt gjenfødt, som Barndomsdrømme.

I hviden Marmor Aphrodite smiler,
En Skjønhedsengel fra de svundne Tider;
Fra hellig Barm vanhelligt Blik bortglider,
I Haanden rolig Seirens Æble hviler.

Hist Huldgudinderne staae armindslynget,
Olympisk Guddomsro hver Barm fornemmer.
Til deres Fod har Genien sig klynget,
Og Barnehaanden Elskovslyren stemmer.

Hvorhen jeg Blikket vender,
En Seier Aanden feirer;
Her fro jeg Barnet kjender,
Som over Guder seirer:
Selv Kampens store Heltegud han tvinger,
Og prøver Pilen med sin Barnefinger.

Med Hjelmen og med Sværdet
Jeg Argonauten skuer;
Chimæra svandt forfærdet,
Ei Helten mere truer;
Han rolig Seirens store Septer hæver,
Det gyldne Skind paa Heltearmen svæver.

Ved tusindøiet Drage
Hist Guden sidder stille,
Beredt sit Sværd at tage,
Og fort paa Fløjten spille.
For Konsten tusindøjet Kløgt indblunder.
For Himlens Viisdom bukker Verdens under.

Og se, en herlig Qvinde
Til Konstneren indtræder;
Ham leder en Gudinde
Til Seier og til Hæder.
Hans Værk var Leer — en Guddom Sjælen bringer
Fraoven ned med Sommerfuglevinger.

Og Liv og Sjæl bevæger
De Stene underlige:
Her Børneskaren leger
Som Engle fra Guds Rige;
Og hvad Homerus saae og sang iblinde,
I Steen sig røre skal fra Borgens Tinde.

— Dog Guderskaren svinder,
Som Drømme fra det Fjerne,
For Korsets Seirvinder
Hist under Östens Stjerne.
Ved Graven Qvinderne her om ham lede;
Hist den Opstandne Salige tilbede.

En Verden her sig rører,
Fra Stene Toner klinge —
Steenharpens Klang jeg hører,
Seer Digtningen sig svinge
Fra Jord til Himmel, viftende med Krandsen,
Som Dagen lys, som Nat i Stjerneglandsen.

Generel kommentar

Dette er et trykt digt, der blev publiceret første gang 1820 i Ingemanns rejsebeskrivelse på vers, Reiselyren, op. cit. Digtet beskriver Ingemanns besøg i Thorvaldsens værksted 10.10.1818 og 11.10.1818.


Digtets hovedmotiv er at fremstille alle billedhuggerens statuer som et stort triumftog. Det er opbygget i fire hoveddele:

  • Først en strofe med udgangspunkt i Alexanderfrisen, jf. A505
  • Dernæst to strofer om Thorvaldsens statuer af de græske guder og helte i almindelighed
  • Dernæst syv strofer hver om ét værk
  • Til sidst to strofer om statuerne i værkstedet igen i et generelt perspektiv.

Ingemann tager i første strofe afsæt i Alexanderfrisen, men ser den ikke kun som et triumftog for den makedonske konge, han tolker den også i bred forstand som et billede på alle de statuer af græske helte og guder, der i samlet flok danner et triumftog i Thorvaldsens værksted. Flokken af græske guder og helte er digtets hovedtema, og i de følgende to strofer fastlægger Ingemann sit grundsyn på dem: Som græske antikke guder må de betragtes som hedenske “afguder”, der ikke længere har nogen religiøs betydning (de “forvirrer” ikke længere sjælen). De græske guder affinder sig ydmygt med en sekundær rolle i forhold til den kristne gud (de vil ikke usurpere “Himmeltronen”). De fungerer i Ingemanns nutid i stedet i kraft af deres skønhed (jf. “Skjønhedskronen”), eller som drømme fra barndommen.
Efter at have fastlagt disse grundpræmisser for synet på de græske guder, gennemgår Ingemann dem, dvs. Thorvaldsens statuer af dem, én for én, strofe for strofe: Venus med æblet, jf. A12, Gratierne og Amor, jf. A29, Mars og Amor, jf. A7, Jason med det gyldne skind, jf. A52, Merkur som Argusdræber, jf. A5, og Minerva og Prometheus, jf. A319. I det sidste relief indgyder Minerva liv og sjæl i den figur, Prometheus har skabt. Dette motiv overfører Ingemann til næste strofe – den tredjesidste – hvor de Tre svævende engle, jf. A555,3, er lige så fulde af liv. Ingemann pointerer, at ligesom Homer indgød liv i de græske guder med sine eposser, får Thorvaldsen stenen til at leve i sine gudebilleder.

Men der må øjensynlig ikke komme for meget liv i de græske guder, for i næstsidste strofe fastslår Ingemann, at Kristus får sine græske forgængere til at blegne (“Guderskaren svinder”) – også selvom Kristus faktisk er fraværende i det kristne relief, som Ingemann beskriver, nemlig det ikke længere eksisterende Kvinderne ved graven, jf. D154. På trods af disse forbehold over for de græske guder, vender Ingemann alligevel tilbage til det livgivende tema i sidste strofe, men får nu pointeret, at det liv, der “rører sig” “her” – blandt statuerne/guderne i værkstedet – tilhører poesiens område (jf. Stenharpens Klang” og “Digtningen”).

Digtets formål er altså at hylde Thorvaldsens statuer af de græske guder, men det røber også en grundlæggende konflikt mellem den kristne og den græske mytologi. Ingemanns dilemma synes at være: Hvordan kan man som kristen forsvare at afbilde, at betragte og at være berørt og tiltrukket af hedenske afguder? Og fremfor at se hans kvababbelser som fundamentalistiske besværgelser, er det mere interessant at læse hans bud på de græske guders position konstruktivt: De har tydeligvis ikke længere nogen religiøs funktion. Her sænker Ingemann en grænsebom – for en god ordens skyld og som en dydig kristen. Men til gengæld kan skulpturer med motiver fra den græske mytologi få tildelt andre ressortområder: De har med skønheden, poesien, erindringen og drømmene at gøre. De danner så at sige vores følelser og deres begrebsapparat, og af den grund kan deres eksistens i Ingemanns nutid beskrives som et triumftog.


De sidste to digte i suiten – Natten og Dagen – er publiceret her separat, da de findes på Thorvaldsens Museum i en håndskreven udgave.

Hele digtsuiten blev senere publiceret i 1844 i Barfod, op. cit.

Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 35-37.
  • B.S. Ingemann: Reiselyren, 1.-2. Deel, København 1820, vol. 2, p. 90-94. *Ole Jacobsen og Johanne Brandt-Nielsen (ed.): Provst Frederik Schmidts dagbøger, vol. 1-2, København 1966-69, vol. 2, p. 383-385.

Emneord
Digte om Thorvaldsens værker · Græsk over for kristen mytologi · Relieffer, antik mytologi · Relieffer, kristen mytologi · Statuer, antik mytologi · Thorvaldsen og forfattere · Thorvaldsen og kristendommen · Thorvaldsens værksteder · Thorvaldsens værksteder, besøg i
Værker
Sidst opdateret 12.11.2015 Print