Kommentar til Efter 11.10.1818

Her hentyder Ingemann ikke til statuen Mars og Amor, hvor det er Mars, der holder Amors pil i sin højre hånd, men uden at “prøve” dens skarpe od.
Thorvaldsen havde i 1814 fremstillet Den triumferende Amor, hvor kærlighedsguden betragter sin pil. Men en statue, hvor en figur rører Amos pil med sin hånd kendes ikke før 1818, hvor Ingemann skrev disse linjer.
Først med Thorvaldsens anden version af Gratierne med Amors pil og Amor med lyren, jf. A32, fra 1842, ser man en af Thorvaldsens statuer – en af gratierne – “prøve” en af Amors pile med fingerspidsen.
Ingemann må med andre ord huske galt, eller har muligvis kun drøftet dette motiv med Thorvaldsen.

Sidst opdateret 28.09.2015