Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7357 af 10186
Afsender Dato Modtager
H.V. Kaalund [+]

Afsendersted

København

Efter 1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår ikke af digtet, men det er helt sikkert fremstillet efter Thorvaldsens hjemkomst 1838, da Kaalund refererer til billedhuggerens udseende, som han ved selvsyn må have iagttaget.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

København

Resumé

Kommentarerne til dette digt er under udarbejdelse.

THORVALDSENS “PSYCHE SÆLGER AMORINER”.

Hver Gang, o Du herlige Mester!
jeg sér din Kunst,
de høje Guder jeg gjæster
bag Tidens Dunst.
Kjæk svinger jeg mig til Parnasset
paa Vingen din:
Hvor Bacchus mig rækker i Glasset
sin Flammevin;

hvor Helios Solvognen kjører
om Hav og Jord,
hvor Phøbus Sølvstrengen rører
til Musers Kor;
hvor paa Bjergets øverste Spidse
Du selv har Plads
med Lauren omkring din Isse
hos Phidias.

Blegt er vel dit herlige Billed
som Haarets Sne;
dog er det, som Regnbuespillet
min Sjæl kan sé;
af Skjønhed Marmoret straaler –
jeg aander Luft,
som om alle Athens Violer
gav Stenen Duft.

Den yndige lille Novelle,
Du skrev i Ler,
vil jeg prøve at gjenfortælle
paa min Manér.
Man siger om Dig, Du Store,
Du elsker Spøg –
maaske vil Du selv Dig more
ved mit Forsøg.

– En Dag bar den dejlige Psyche
paa Arm en Kurv,
propfuld af Amorer tykke,
til Delphis Torv.
Hvor de susende, himmelhøje
Plataner stod,
opslog hun med smilende Øje
sin Handelsbod.

“Kom!” raabte hun, ”Hvem, som vil kjøbe
Kramsfugle smaa!”
Og alle til Torvet løbe,
som Psyche saae.
Tæt skued man Folket sig samle; –
blandt Møer og Børn
Anakreon smisked – den gamle,
forlibte Ørn.

Hvor flagred de fangne Eroter
i Buret om!
Hvert Nu deres buttede Poter
til Syne kom.
Mellem Kurvens Tremmer de titted
med skjelmske Smil;
én saae man derinde, som snitted
en gylden Pil.

Da listelig ud af sin Fælde
han vilde fly,
to Smaabørn – som naar ved en Nælde
man rører sky –
ved Vingen ham greb og nedputted,
det lille Skarn:
Ak! hvem der dog ejed sligt buttet
et Dukkebarn!

Men Smaabørn maa lyde og høre
de Ældres Ord:
Amoriner man ikke maa røre,
før man er stor!
En Bi med surrende Vinger
er ej saa slem,
– selv naar den os stikker en Finger –
som en af dem.

– Med Et saae man Sværmen at vige,
thi sé: der stod
i dens Midte en yndig Pige
ved Psyches Bod.
Hun strakte de snehvide Arme
mod Buret ud
og greb med Forelskelsens Varme
en lille Gud.

Til hendes Bryst han sig klynged,
den lille Skalk,
som en Sommerfugl, der sig gynged
paa en Rosenkalk.
I Skyggen af Laurbærlunden,
hvor Kilden flød,
de glemte med Munden paa Munden
Alverdens Nød.

Men kort er den himmelske Sødme!
O Vé! O Vé!
Hvi mon vel de Smaapiger rødme
og skjelmske le?
Ej! Nymfen har mistet sit smukke,
sit smækre Liv:
Hun gaar nu at hente en Vugge,
thi hun er Viv.

Men hvor er den lille Besnærer,
den Abekat?
Ak sé! som en Gaas hun ham bærer,
han er saa mat.
– Om atter han kommer i Flamme?
det véd jeg ej –
vist mangen Papa og Madamme
vil svare Nej.

I Baggrunden sidder saa stille
en Herkules.
Med ham gør Eroten, den lille,
kun kort Proces;
den knejser jo ret som en Mare
paa Heltens Ryg!
Vorherre os Alle bevare
for sligt et Tryk!

Generel kommentar

Dette digt er, som Kaalund fremhæver, en spøgefuld genfortælling af Thorvaldsens relief, Kærlighedens aldre, A426. Digtet genfortæller relieffet fra højre mod venstre.
Digtet gengives her efter den trykte udgave af H.V. Kaalunds Samlede Digte, op. cit.

Andre referencer

  • H.V. Kaalund: Samlede Digte (ed. Otto Borchsenius), København 1898, p. 10-15.

Emneord
Digte om Thorvaldsens værker · Digte til Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 05.07.2017 Print