Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 2474 af 10186
Afsender Dato Modtager
Bertel Thorvaldsen [+]

Afsendersted

København

Efter 6.1.1820, før 15.2.1820 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringsbegrundelsen er under udarbejdelse. Brevet kan tidligst stamme fra kort efter 6.1.1820, hvor kronprinsens brev, som Thorvaldsen svarer på, blev skrevet.

Christian 8. [+]

Modtagersted

Rom

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

[Translation]

Deres Høiheds naadigste Skrivelse dateret (14 Novbr. 1819) og det Senere fra Rom af 6te (Januar) har jeg med Fornøielse underdanigst modtaget. Det glæder mig, at Deres Høihed og Høie Gemalinde befinde sig vel ved at betræde Kunstens classiske Jordbund, men det giør mig ondt, at jeg ikke her i Fædrenelandet skulde være saa lykkelig at samles med Deres Høihed; jeg skulde da have haft en Støtte til at fremme det Gode, jeg som god Borger og Kunstner gierne vilde.
I Slotbygnings Commissionen, som og i Commissionen for Frue Kirke, har jeg yttret: at saa gierne som jeg vilde, saae jeg mig ikke istand til, formedelst mine mange Bestillinger, at præstere alle de Arbeider, de forlange af mig, men for at nærme mig disse Commissionens Ønske, har jeg proponeret: at lade Figurer og Basrelieffer modelere under min Opsigt i Rom, naar man dertil vilde anvise mig en vis Summa aarlig. Af disse modelerede Sager kunde man tage to Afstøbninger, sende den ene Afstøbning til Danmark og lade den anden forblive i Rom; den hiemsendte kunde saaledes strax tage sin Plads som Dekoration paa Stedet, for dog at noget kunde synes færdigt; de tilbageblevne Afstøbninger kunde tiene til derefter at udføres i Marmor, efterhaanden som Landets Tarv og Tiden vilde tillade samme. Denne min Proposition troer jeg at være grundet, saavel fra Oekonomiens som Mulighedens Side (og desuden at ville lede til Baade for Freund. Men jeg har med alt dette ikke været saa lykkelig at see denne min Bestræbelse at komme til Resultat).
Det glæder mig, at Deres Høihed naadigst yttrer: at der burde sættes Abildgaard et Monument, thi dette er det, som jeg og Enhver ønsker, der med Ærbødighed erindrer sig denne afdøde, store Kunstner. Jeg skal derfor med Fornøielse nøiere overtænke, hvorledes det vilde være muligt at opfylde dette Deres Høiheds naadigste Ønske.
At Deres Høihed oftere med Fornøielse besøger mine Atteliers og føler bittert Savn ved min Fraværelse, ere de mest naadige Yttringer og det mest Smigrende for mig.
Min Tilbagereise til Foraaret har jeg bestemt over Warschau, Wien og München, og da Deres Høihed formodentlig opholder sig saalænge som muligt i Italien, vil jeg haabe at kunne nyde den Lykke at mødes, om ikke i Italien selv, som var mit hierteligste Ønske, saa dog paa et af Reisens Opholdssteder.
Deres Majestæters Buster og begge de Kongl. Prindsessers har jeg modeleret, og til Frue Kirke et Basrelief, nemlig Christus, som lader sig døbe.
Underdanigst skal jeg efterkomme Deres Høiheds Ønske, at modelere H.K., Deres Høiheds kiære Søn.
Med mit Ophold i Fædrenelandet er jeg tilfreds og bør være det; thi Kongens allernaadigste Opmærksomhed har jeg ved flere Leiligheder erfaret, og mine gamle Venner og Bekiendtere glædes ved min Nærværelse. Desuden tiener til min Beroligelse, at Brøndsted og Freund have meddeelt mig gode Efterretninger fra Rom.
Jeg har giort Bevægelse om, at det Kongl. Kapel i Roeskilde maatte sættes i Stand; thi jeg har troet dette at være min Pligt. Vil vi, at Kongerne skal elskes, da maa vi holde Hævd over deres Minder, og skal der ikke sættes Kongerne Monumenter, da har Kunstneren intet Hiem i Danmark. Trende smukke Monumenter af danske Kunstnere, bedækkede af Støv, ere gaaede i Forglemmelse, fordi at Harsdorfs smukke Kapel, – Gud veed af hvad Aarsag – ikke er blevet færdigt. Ikke frugtesløs har jeg giort Bevægelse om denne vigtige Gienstand; thi nu er ikke Spørgsmaal om, hvad det vil koste; man vil, det skal istandsættes, følgeligen, dersom at Etatsraad Hansen blot har halvt saamegen Interesse for dette, som for sit Eget, da er der ingen Tvivl om, at dette mit og alle gode Borgeres Ønske gaaer i Opfyldelse.
Endelig har Höyer bragt det saavidt, at han igien kan begynde at male. Dette melder jeg underdanigst Deres Høihed, thi det glæder mig.
Vinteren har hidtil været taalelig; ved Kulden har mit Helbred intet liidt. Nytaarsdag var jeg paa en Kanetour til Sorgenfri, hvor jeg tilligemed gode Venner erindrede os Deres Høihed.
Mit hierteligste Ønske er, at Deres Høihed med Høie Gemalinde maa leve vel, og nærer jeg det smigrende Haab, at jeg i Rom skal have den Ære, personlig at anbefale mig Deres Høiheds Naade.

Generel kommentar

Brevet kendes kun fra Thieles afskrift i hans Excerpter i arkivet på Thorvaldsens Museum.

Arkivplacering
Thieles Excerpter, 1820, nr. 123
Dokumentstatus Koncipist
Færdigt dokument af koncipist C.F. Høyer [+]

Koncipistkommentar

At Høyer skulle have ført pennen, hævdes af Thiele i hans afskrift i Excerpterne.

Thiele
Gengivet hos Thiele III, p. 50-62
Emneord
Bestillingen til Christiansborg · Bestillingen til den danske kongefamilie · Bestillingen til Vor Frue Kirke · Gipsafstøbninger, Thorvaldsens værker
Personer
Caroline · Frederik 6. · Frederik 7. · Marie Sophie Frederikke · Vilhelmine
Sidst opdateret 19.12.2014 Print