Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 10175 af 10185
Afsender Dato Modtager
P. Hansen [+]

Afsendersted

København

17.2.1871 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor artiklen blev trykt.
På eksemplaret i Thorvaldsens Museums arkiv, dvs. på den scanning af originalen, der kan ses her på siden, har nogen fejlagtigt skrevet, at artiklen stammer fra Dagbladet 1872, men artiklen kan ses i Dagbladet 17.2.1871.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til denne artikel er under udarbejdelse.

Se original

Feuilleton.

Af de Mange, der besøgte Thorvaldsens Museum paa Hundredaarsdagen for Kunstnerens Fødsel, ville uden Tvivl Adskillige erindre to visne Laurbærkrandse, der vare anbragte ved hans Buste i den ene Korridor. De skrev sig begge fra hiin 17de September 1838, da Thorvaldsen atter betraadte Fædrelandets Jord for ikke mere at forlade det; den ene blev overrakt ham ved Landstigningen, den anden blev af Damer anbragt i hans Atelier, og her hang de endnu begge, da Thorvaldsen den 24de Marts 1844 for sidste Gang lukkede Døren efter sig til det Værksted, der havde seet saa mange Skjønhedsværker fødes.
Den Haand, som havde givet disse to Hæderstegn Plads ved Mesterens Billede, var den samme, der hvert Aar paa Thorvaldsens Fødselsdag er den første til at lægge sin Krands paa hans Grav. Det er Thorvaldsens gamle Tjener, nu Museets Kustode, C. Wilkens, der i Thorvaldsens sidste sex Leveaar var om ham tidlig og silde, den Første, der hilste paa ham om Morgenen, og den Sidste, der sagde Godnat til ham om Aftenen.
En verdenserfaren Mand har sagt, at Ingen er stor for sin Kammertjener. Den Undtagelse, der ifølge den gamle latinske Talemaade nødvendigviis maa til for at give en Regel Gyldighed, sattes heller ikke i dette Tilfælde. Wilkens er Undtagelsen. Uagtet han har havt ikke mindre Leilighed end mange andre Kammertjenere tit at opdage sin Herres Svagheder og blive nøie bekjendt med Geniets menneskelige Sider, har Thorvaldsen dog ikke i hans Øine mistet en Straale af den Glorie, der omgiver hans Navn. Tvertimod, Thorvaldsen er for Wilkens bleven det Centrum, hvorom alle hans Tanker dreie sig, og han har forvandlet sin Bolig i Museet til en Helligdom, indviet Mindet om Thorvaldsen og opfyldt af Relikvier, der deels ere samlede under den daglige Samværen med Kunstneren, deels ere tilfaldne Wilkens ved hans Død.
Af de Tusinder, som aarlig besøge Museet, er det vel forholdsviis Faa, der sætte deres Fod i Kjelderetagens Samling af Afstøbninger og fremmede Marmorarbeider, og endnu mindre er Tallet paa dem, der have besøgt Wilkens’s lille private Museum af Thorvaldsenske Efterladenskaber, et Pendant i Detail til det Værelse i øverste Etage, hvor Kunstnerens Meublement kalder Mindet om hans daglige Færd tillive.
Maaskee vil man derfor ikke afslaae mit Tilbud om et Øiebliks Veiledning mellem Kuriositeterne i “Wilkens’s Kjælder”.
Det Første, vi lægge Mærke til, er en Samling Portraiter af Thorvaldsen, vel sagtens alle de existerende, lige fra Kobberstikket efter Eckersbergs deilige Portrait til “Illustreret Tidende”’s Gjengivelse af Ernst Meyers lille Tegning, det sidste Omrids af Kunstnerens Ansigtstræk, der haves. Ved et Blik i det store Skab tilvenstre for Vinduet kunne vi paa en fyldig Maade supplere det Indtryk, som disse Billeder vække. Her finde vi nemlig baade den hvide Blouse, i hvilken Horace Vernet har malet Thorvaldsen, og den Dragt som Medlem af Akademiet San Lucca, vi see paa Eckersbergs Billede: den sorte Uniform, Silkeknæbeenklæderne og den vide Silkekappe. I Selskab med disse Klædningsstykker hænger Thorvaldsens franske Uniform som Medlem af Akademiet i Paris, hans bekjendte romerske Kappe, hvori han saa jevnlig saaes, og som han ogsaa bar paa sin sidste Gang fra Charlottenborg til det kongelige Theater, samt endeel moderne Klæder — det vil sige moderne for femogtyve Aar siden, thi hverken den sorte Livkjole etter de uhyre, skjæppelignende sorte Hatte vilde nu admitteres andre Steder end paa en Maskerade. Af disse vidunderlige Hatte, høie som Gardistchakoter og med en Skygge paa henved et Kvarteers Bredde, findes der to Exemplarer, — en, som Thorvaldsen havde bragt med sig fra Italien, og hvis Ydre vidner om lang og tro Tjeneste, og en anden, som Wilkens fik ham til at kjøbe her, da den andens Rødmen over sin høie Alder blev for iøinefaldende, men som han dog kun maa have brugt ved enkelte højtideligere Leiligheder, thi den, han havde paa den sidste Dag, han levede, var netop hans gamle, italienske Ledsager paa saa mangen regnfuld etter solbeskinnet Vandring.
Andre Klædningsstykker fuldstændiggjøre Billedet af Thorvaldsen, som han var i det daglige Liv: hans gamle Tøfler, hvis Saaler paa deres Viis stræbe efter at danne et Pendant til hiin berømte amerikanske Frakke, der var slidt saa nær, at kun Knaphullerne vare tilbage; hans Seler, der forgjæves motiverede deres Ønske om Afløsning med de gyldigste Grunde og hellere end gjerne vilde vige Pladsen for et af de mange Par fiintbroderebe Kolleger, med hvilke tjenstvillige Damehænder forsynede Kunstneren saa rigelig; hans flammede Bomuldsstrømper fra den Tid, da man gik med Knæbeenklæder; hans Nathue, hans Underbeenklæ…
Jeg tør næsten ikke skrive Navnet heelt ud, og dog kunde jeg have Lyst til netop apropos om denne nyttige Beklædningsgjenstand at fortælle en Historie om, hvorledes Thorvaldsen engang modtog en Majestæt i dette ved en slig Leilighed mindre gallamæssige end bekvemme Kostume.
Thorvaldsen arbeidede gierne en Deel af Formiddagen i Tøfler, Underbeenklæder og en stor Morgenfrakke, der gik ham heelt ned til Anklerne. En Morgenstund lod Dronning Caroline Amalie sig melde til Besøg Klokken halvtolv; hun vilde vise en fremmed Dame hans Arbeider og først føre hende til Frue Kirke, derpaa til Charlottenborg. Thorvaldsen beregnede, at han kunde gaae i sit magelige Morgentoilette til Klokken elleve og endda have rigelig Tid til at klæde sig om. Men uheldigviis var der Gudstjeneste i Frue Kirke, saa Dronningen vendte om og kom til Atelieret en god halv Time før Bestemmelsen. Thorvaldsen modtog Hendes Majestæt, som om Intet var i Veien, og takket være den lange Morgenfrakke, kunde Kostumet ogsaa til Nød lade sig præsentere, i alt Fald saa længe man var i Atelieret; men da Dronningen yttrede Lyst til at benytte det smukke Foraarsveir til en lille Tour i den botaniske Have, til hvilken en Dør førte ud fra Atelieret, og udbad sig Thorvaldsens Ledsagelse, kunde det ikke undgaaes, at Frakken under Gangen af og til fløi til Side forneden og fremviste et Par hvide Uldsokker med et kæmpemæssigt 11 paa den ene, medens den anden mærkværdig nok bar Nummer 5 og saaledes forraadte en endnu videre gaaende Uorden i Paaklædningen end den først omtalte, skjøndt jo allerede den var slem nok under de forhaandenværende Omstændigheder.
I Haab om Undskyldning for denne lille Afvigelse fra Ciceronens slagne Vei vil jeg føre Læseren tilbage til Samlingens andre Mærkværdigheder og da navnlig bede ham at kaste sit Blik ned i den store Montre under Vinduet. Her er Lækkerbidskener, der kunne faae en samlergal Englænders Tænder til at løbe i Vand! Ikke at tale om Kalk fra Thorvaldsens Grav — hvoraf, i Forbigaaende sagt, Wilkens sendte hver af de ved Hundredaarsfesten Medvirkende et lille Stykke til Erindring om Dagen — ikke at tale om et saadant Kuriosum, findes her endog Kalk fra Raphaels Grav, som Thorvaldsen og de andre Medlemmer af Akademiet San Lucca modtog, da de i sin Tid overværede Aabningen af den store Malers Grav. Og ikke at tale om Thorvaldsens eget Haar, sees her endog, omhyggelig forvaret i en Æske, en Lok af Lætitias, Napoleons Moders Haar.
Men hvor attraaværdige hine Sjeldenheder end maae forekomme Samlere, er vor Interesse dog nærmest knyttet til de Sager, der mere direkte minde os om Thorvaldsen selv. Vi lægge da Mærke til dette store, klodsede Lommeuhr og erfare ikke uden en vis Bevægelse, at det har tilført Thorvaldsens Fader, den gamle, gemytlige, lidt fugtige Billedskjærer Gotskalk Thorvaldsen, og at det efter hans Død blev oversendt Sønnen i Rom tilligemed den Gamles solidt indfattede Jernbriller og den store, om Fortidens Kalvekudske og Fragtmænd mindende Lædertegnebog, der ikke indeholder andre Optegnelser end de paa Bindet indskrevne mystiske Ord: “Det forunderlige Syn den 22de July 1789 om Morgenen Klocken 5½ slet.” Ved Siden af disse Minder om en ydmyg Fortid, som Thorvaldsen med sønlig Pietet har opbevaret gjennem sin Berømmelses Dage, ligger hans eget simple Sølvuhr fra hans Ungdom; “Konferentsraadens” fine Gulduhr fik Wilkens af Museets Bestyrelse som Tak for sin Omhu og Paapasselighed i Thorvaldsens Tjeneste, ligesom han af Christian den Ottende fik Dannebrogskorset, “thi,” sagde Kongen, “det er Skik, at en afdød Konges Kammertjener bliver Dannebrogsmand — og Thorvaldsen var Konge i Kunstens Rige.”
Forøvrigt er Wilkens ogsaa benaadet med en langt høiere Dekoration end det beskedne Sølvkors. Da Thorvaldsen paa sin Fødselsdag 1839 skulde udnævnes til Storkors af Dannebrog, kom Overceremonimesteren Grev Yoldi til Wilkens for at faae at vide, hvor hans Herre vilde opholde sig paa hiin Dag: enten i Kjøbenhavn eller paa Nysø. Da Wilkens ikke med Sikkerhed kunde vide dette, blev der betroet ham et Exemplar af Dekorationen med Paalæg om at hænge den paa Thorvaldsen, hvis han var hjemme den omtalte Dag; tog han derimod til Nysø, skulde der sendes en Stafet afsted med et andet Exemplar for at overrække ham det der. Det sidste Tilfælde indtraf, og Wilkens fik saaledes ingen Anvendelse for Dekorationen. Da han nok kunde ønske at indlemme dette Pragtstykke i sin Samling som Erindring om denne sin Herres høieste jordiske Udmærkelse, bad han en Dag Grev Yoldi, om han maatte beholde det. Denne lovede at spørge Kongen derom, og Frederik den Sjette svarede: “Ja, kan det more ham, saa lad ham have det — men”, lagde han til med sin bekjendte dybe Latter: “han maa ikke gaae med det!” Kort efter døde Frederik den Sjette, saa at denne eiendommelige Udnævnelse formodenlig har været hans sidste.
Saaledes er det hvide Baand med den store Pailletstjerne kommet til at udgiøre et Nummer i Wilkens’s Samling, hvor det ligger Side om Side med Kommandeurkorset, Æreslegionen og en heel Baandbutik af udenlandske Ordensbaand, hvis Kors og Stjerner det var en Opgave for Wilkens at faae Plads til paa Thorvaldsens Bryst, naar denne skulde til Hove eller i meget fiint Selskab. Wilkens vilde gierne have sin Herre saa fiin som mulig og vidste ogsaa, at man ved Hoffet og hos de fremmede Ministre satte Priis paa at see ham fremtræde i hele hans Straaleglands; Thorvaldsen selv syntes undertiden, at det gik for vidt med Wilkens’s Iver for at forvandle hans Bryst til et Firmament, og idet han rystede sig, fik han Ordenerne til at klinge imod hverandre, brummende over, at man “uglede ham ud som et Klokkefaar”, men i Grunden ikke utilfreds over sin Stads.
Ved Siden af disse ydre Tegn paa Thorvaldsens Berømmelse tager en lille vissen Buket sig ganske fattig ud, og dog have dens Blomster maaskee engang i Tiden hvilet hans Hjerte nærmere end de glimrende Kors og Stjerner. De falmede Blade ere befæstede tit et lille Stykke Papir, som foroven bærer Indskriften: “Dette er den siste, du faar fra mig”, og forneden: “Fra din Antonette.”
Minder om Thorvaldsens Kunstnervirksomhed fattes selvfølgelig ikke i Samlingen. Foruden Leerskizzer til flere af hans Arbeider findes her hans Pousserestokke og Meisler, ja endog en af de smaa Leerkugler, som det var hans Sædvane at trille mellem Fingrene, naar han tænkte over Et eller Andet. Adskillige broderede Sager fra det Stampe’ske og Puggaard’ske Huns minde om hans jevnligste Omgang, en lille Samling af de Enesteskillinger, som Damerne godmodig lod ham vinde i Lotterispil, fremmaner Erindringen om en af den store Kunstners smaa Særheder, og hans simple Redekam og Haarbørste tale om hans store Tarvelighed i det daglige Liv.
Større reelt Værd har en ikke ubetydelig Samling af Thorvaldsens Haandtegninger, som Wilkens med hans Tilladelse har opsamlet fra Gulvet og Papirskurven, hvor de henslængtes som værdiløst Makulatur, ofte sønderrevne eller sammenkrøllede, men nu med stor Omhyggelighed udglattede og opklæbede paa Kartoner. I en anden Mappe har Wilkens samlet en Mængde skriftlige Notitser eller flygtige Skizzer, udkastede paa Bagsiden af en Regning, i Margen af et Brev, bag paa et Visitkort eller paa hvad der ellers laae nærmest ved Haanden. En Optegnelse fra Italien viser saaledes, at han fra 10de Januar til 10de April har betalt for sit Logis 9 Scudi, “Spiisning i 21 Dage” 5 Scudi 2 Paoli, “til Meditsin og Schiokolade” 1 Scudo 1 Paolo 8 Baiocchi, “uldene Strømper” 1 Scudo 2 Paoli osv. Paa Foden af en italiensk Steenhuggerregning har Thorvaldsen, formodenlig i en glad Stemning, citeret det bekjendte tydske Digt:

“O wunderschön ist Gottes Erde
Und werth darauf vergnügt zu sein.”

Om den modsatte Stemning vidne derimod de paa en anden Lap Papir henkastede Udbrud: “mig ligegyldig” — “angaar saa er mig ligegyldig” — “det er som jeg ikke var tilstede”. De hidrøre fra en Periode, hvor Thorvaldsen var mismodig over nogle Forhold ved Akademiet, saa at han ikke vilde afgjøre de Sager, der ventede paa hans Underskrift som Akademiets Direkteur, fordi han meente, at man i andre Sager ikke respekterede hans Mening. Naar Wilkens kom med Mappen for at faae ham til at give sin Underskrift, viste han ham vranten bort med de Ord, at han vilde betragtes som aldeles ikke værende tilstede, at det Hele var ham ligegyldigt osv. — Yttringer, som han derefter har fæstet paa Papiret for ligesom at give disse Vredesudbrud større Konsistents.
Blandt Papirerne findes ogsaa et Haandskrift af Oehlenschlæger, nemlig det Digt til Thorvaldsen, hvormed han ledsagede sin i de Samlede Skrifter (Liebenbergs Udg., 22. Bd., Side 230) optagne poetiske Udtydning af Basrelief’et “Kjærlighedens Aldere”. Da jeg ikke har seet det lille Digt meddeelt nogetsteds, kan det passende finde en Plads her:

“Min gamle, unge, dyrebare Ven!
Her har Du Digteren igjen.
Tilgiv at jeg — maaskee lidt mat —
Dit Basrelief i Vers har oversat.
Hvis over Billedet Du Verset nu vil sætte —
(For Guds Skyld, misforstaae ei dette !
Jeg mener — Du forstaaer mig nok:
Et svageligt Papir kun over Marmorblok;
Thi kom det neden, hvad min Griffel præger,
Saa knuste Thorvald Oehlenschläger);
Men dersom Verset over Stenen staaer,
Det læses kan af Folk, som kommer og som gaaer, Og Du ei nødig har, for hver en Skare
Det fulde Billed atter at forklare.
Din
A. Oehlenschläger.”

Wilkens’s lille Samling af Thorvaldsenske Relikvier har det Fortrin fremfor mange andre Samlinger, at den er endelig afsluttet og neppe kan vente at modtage nogen betydelig Forøgelse. Derved har Eieren undgaaet at blive et Offer for den eiendommelige Samlermani, som har grebet saa mange andre Kuriositetsliebhavere, og som blandt Andet har afsat sit Mærke paa et Katalog over en Malerisamling, der om kort Tid skal stilles til Auktion her i Byen, og hvis ellers kunstkyndige Eier var saa besat af Samlerdæmonen, at han troede at have fundet Raphael’er paa Amager og Correggio’er i Valby.
Derimod vil jeg ikke sige Wilkens fri for den Samlerstolthed, der gjør, at man frydes ved at fremvise sine Kostbarheder for Andre. Jeg kan derfor rolig love de Besøgende en god Modtagelse, der ville tage hans Samling i Øiesyn. Kun maae de ikke komme som de, der
“ikke bekymre sig stort
Om Værket, som en Kunstner har gjort,
Men derimod føle deres Hjerter brænde
Af Iver efter ham selv at kjende,
At vide, hvordan han spiser og drikker,
Hvordan han nyser, hvordan han hikker,
Kort sagt, at kjende ham rigtig privat.”

Saadanne Gjæster ville dog ikke kunne faae deres Nyfigenhed fuldt tilfredsstillet ved Wilkens’s Samling. Kun for dem, der elske Mesteren i hans Værker og ikke stige ned i Kjelderen før efter en Vandring i Kunstens Sale ovenover — kun for dem ville Kunstnerens private Efterladenskaber have den sande, pietetsfulde Interesse, hvormed de maae besees.

Cabiro.

Arkivplacering
Eksemplar i Thorvaldsens Museums arkiv
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Personer
Caroline Amalie · C.W. Eckersberg · Frederik 6. · Ernst Meyer · Adam Oehlenschläger · Bertel Thorvaldsen · Gotskalk Thorvaldsen · Horace Vernet · C.F. Wilckens
Værker
Sidst opdateret 11.09.2017 Print