Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9821 af 9855
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Flyveposten 26.1.1856 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original


Thorvaldsen.

–––––––––

Etatsraad J. M. Thieles Biographi af Thorvaldsen, forfattet efter den afdøde Kunstners Brevvexlinger, egenhændige Optegnelser og andre efterladte Papirer (Reitzels Forlag) er nu fuldendt med det nylig udkomne Afsnit “Thorvaldsen i Kjøbenhavn”. De tre tidligere udkomne Bind omfatte Thorvaldsens Ungdomshistorie, hans Ophold i Rom fra 1805 til 1819 og fra 1819 til 1839. I denne Biographi har Forfatteren sat den store Kunstner et skjønt og hæderligt Mindesmærke. Medens han med den største Omhu har samlet og gjengivet Alt, hvad der kunde belyse hans rige og omfattende Kunstnervirksomhed, har han tillige ladet sig det være magtpaaliggende at anføre saadanne Træk af hans Liv, der ved deres Eiendommelighed kunne fuldstændiggjøre det Billede, man allerede faaer af Kunstneren gjennem hans Virken og de dermed forbundne Forhold. Forfatteren har vistnok til Biographien havt rige Materialer at øse af, men netop deres store Masse vilde have vanskeliggjort Opgaven med Hensyn til at træffe det rigtige Valg, dersom ikke det mangeaarige og fortrolige Forhold, han har staaet i til Thorvaldsen, og den inderlige Hengivenhed og Kjærlighed, der knyttede ham til den store Afdøde, havde sat ham istand til ikke blot at fremdrage det, der maatte fuldstændiggjøre Billedet af den hele Kunstnerpersonlighed, men tillige bøde paa og udfylde Manglerne ved Erindringerne fra det fælles Samliv. Det bør tillige indrømmes, at medens Forfatteren ikke har forsømt med den største Forkjærlighed at fremhæve Alt, hvad der kunde charakterisere den Afdødes elskelige Personlighed, der ligesaameget skinnede frem af hans udødelige Værker som af hans sjeldne tiltalende Ydre, har han dog ikke stræbt at lægge Dølgsmaal paa de menneskelige Svagheder, der klæbede ved hans Charakteer, men paa den anden Side fremgaaer det ogsaa tilfulde af denne Biographi, at hvad man fornemmelig har lagt ham tillast, hans formeentlige Paaholdenhed paa Penge, var ugrundet eller ialfald ugrundet i den Forstand, at det skulde have lagt Baand paa hans Lyst til at gjøre vel, Tvertimod vidner Meget om, at han snarere var for lidet end for meget nøieseende i denne Retning.

Det forhen omtalte sidste Afsnit “Thorvaldsen i Kjøbenhavn” er navnligt rigt paa saadanne Træk, der fuldstændiggjøre Billedet af den store Kunstner. Vi tillade os her at optage enkelte deraf, der hidtil have været ubekjendte.

Om Aftenen efter Thorvaldsens Ankomst til Kjøbenhavn i 1839 bragte, som bekjendt, endeel yngre Kunstnere ham et Fakkeltog udenfor Charlottenborg. Da Sangen var endt og alle Faklerne opstablede i et blussende Baal, gik han ned til sine unge Venner og tilbragte nogen Tid i deres Omgivelse.

Under denne Promenade hørte han det nævne, at “Hornemann” boede her, og da han saae Boligen oplyst og Familien samlet, foreslog han sin Ledsager at besøge “Hornemanns”. Dette skete, og hans Besøg vakte i denne Kreds megen Glæde. Den elskværdige Botaniker Jens Wilken Hornemann tog imod Besøget med den naturlige Hjertelighed, som var ham saa egen, og Thorvaldsen var en god Stund der som mellem gamle Venner og Bekjendte. Han talede med Hornemann og med den ene og den anden af de Tilstedeværende, men da han var kommen tilbage, spurgte han mig — om Hornemann? Ham havde han ikke seet? — Og nu oplystes det, at han stod i den Tro, at han her havde besøgt sin Ungdomsven. Portraitmaleren Hornemann, et qui pro quo, som nu kom for Dagen og som under Besøget hverken var bemærket af ham selv eller af nogen Anden.

Om Thorvaldsens Bolig og det daglige Liv paa Charlottenborg kort efter hans Ankomst til Kjøbenhavn meddeles Følgende:

„Paa Charlottenborg beboede Thorvaldsen den Stueetage ud imod den botaniske Have, som siden Akademiets Stiftelse havde været Professoren i Billedhuggerkunsten indrømmet. Siden 1805 havde den ventet paa ham uden at være benyttet af ham selv mere end i Aaret 1819—20, da han sidst var i Kjøbenhavn. Dette Locale var nu udvidet med rummelige Studier, hvor endeel af de hjemsendte Arbejder midlertidigt vare opstillede.

Det varede ikke længe, førend han ogsaa i de øvrige Værelser omgav sig med endeel af de Kunstgjenstande, han i Rom var vant til at have om sig, og som han nu, rigtignok kun for en ringere Deel, havde faaet med sig.

Malerisamlingen forøgedes hurtigt med nye Billeder, som her kom ham imøde, og han havde sin Glæde af, her førstegang at see det Arbeide af den afdøde Wilh. Bendz, “Kaffehuset i München”, som han havde kjøbt for flere Aar siden, uden endnu at have seet det.

Vasesamlingen og de antike Bronzer vare ordnede i opstillede Skabe og Monter, og nu længtes han kun efter at komme til at udpakke sine øvrige Skatte fra Italien. Myntsamlingen og Samlingen af skaarne Stene m. m., Skatte, som endnu vare ukjendte for alle dem, der ikke havde besøgt ham i Rom.

Men der var endnu ikke Ro til at foretage saadanne stille Sysler. Han var neppe kommen i Klæderne om Morgenen — og dermed hastede han, som bekjendt, ingenlunde — førend han overraskedes af Besøg, og nu afløste Visiterne hinanden, medens han var utrættelig i at modtage Alle, Bekjendte og Fremmede, med en — idetmindste tilsyneladende — Utrættelighed.

Da det jo ikke var hans Sag at conversere, tog han i denne Forlegenhed som oftest sin Tilflugt til at forevise Malerierne paa Væggene og hvad Andet, han havde omkring sig, men da Folk ialmindelighed vare saa høflige, at de dog helst vilde see hans egne Arbeider, levede han den største Deel af Dagen, undertiden aldeles ikke paaklædt, som Omviser af sine egne Værker nede i de kolde Studier.

Correspondancen tiltog ogsaa Dag for Dag, det vil sige den passive, og det blev ham snart formeget at gjennemlæse alt dette ; — denne Deel af Forretninger henviste han til Akademiets Secretair. som ved Leilighed refererede de indkomne Sager, der ialmindelighed forraadte en ikke ringe Tro til hans Godmodighed og Rigdom. Begyndelsen gik dette ganske godt, og de rede Penge, han havde i sin Skuffe, vare snart uddeelte, uden at han yttrede Andet end Beredvillighed til at opfylde alle Ønsker. Da han derefter havde skaffet sig flere, og nu mærkede, at disse Speciesruller ogsaa rullede let ud af Skuffen, fandt han dog selv, at dette gik noget for stærkt paa. De indkomne “Ansøgninger” underkastedes derfor en strengere Kritik, — dog ikke anderledes, end at han, om hvem man jo har sagt, at han var gjerrig, ikke kunde lade være, endogsaa skjult for sin Secretair og Raadgiver, at handle paa egen Haand.

Referenten kan til nærmere Belysning af denne Side af hans Charakteer, som man har gjort megen Uret, ikke undlade her at nævne kun eet Exempel paa, hvorledes han uddeelte milde Gaver.

Han havde nemlig allerede tilfredsstillet en bønfaldende Moder ganske klækkeligt, og hun var nu med et lettet Hjerte gaaet bort igjen, da Thorvaldsen bemærkede, at hun dog saae ud til at være ualmindeligt værdig, og efter denne Bemærkning fortrød, at han ikke havde givet mere, hvilket endte med, at Konen blev hentet tilbage, for endnu at modtage et Par Species.

Men det var ikke alene milde Gaver, man ønskede af ham, det var ogsaa — Laan, undertiden af ikke ganske smaa Summer, og hvad der var det Værste af Alt — det var meget hyppigt — Anbefalinger, Paategning af Ansøgninger og Cautioner.

I denne Henseende var det endnu vanskeligere at være Thorvaldsens Raadgiver, da det ikke var ham muligt at begribe Andet, end at, naar man dog kunde hjælpe Nogen blot ved at skrive sit Navn, saa kunde en saadan Villighed ikke negtes.

Der var ogsaa en forfærdelig Mængde Mennesker, der forlangte, at han skulde staae Fadder til deres Børn! Vel blev det som oftest ved, at han lovede at indfinde sig; thi saaledes raadede han ikke over sin Tid eller over sin Hukommelse, at han jo som oftest glemte det. Men hvor Indbydelsen var af den Natur, at det bagefter kunde gjøres godt igjen ved en Faddergave, hjalp han sig paa den Maade.

Ja, der speculeredes allerede paa hans Tilbagereise til Italien! Personer — af begge Kjøn — som havde Lyst til at see “det skjønne Italien”, yttrede sig beredte til at følge med ham og at leve et Par Aar paa hans Bekostning i Rom.

(Fortsættes.)



–––––––––

Thorvaldsen.
(Fortsat.)

–––––––––

Et andet Sted hedder det:

I kort Tid havde han gjort utroligt mange Bekjendtskaber og modtog uafladeligt Besøg. Da disse ialmindelighed vare ham meget velkomne, og da Alle, som kom til ham, bleve modtagne med en Hjertelighed, som om de vare gamle Venner og Bekjendte, sluttede han efterhaanden en Mængde Ansigtsbekjendtskaber med Personer, om hvem han ikke vidste Andet, end at han havde seet dem tilforn. Han kom derfor tidt i Forlegenhed, naar han for Exempel ved Indbydelser blev nødt til at spørge om Navnet.

Allerede i længere Tid havde man lagt Mærke til en gammel, simpelklædt Mand, som næsten hver Søndag Formiddag gjorde Thorvaldsen et Besøg, og som altid maatte sætte sig ind i Sophaen, hvor disse to Gamle da syntes at underholde sig meget godt i hinandens Selskab. En Dag, efter et saadant Besøg, spurgte Thorvaldsen sin Opvarter, om han kjendte denne Mand, og da Wilckens*) benegtede det, fortalte Thorvaldsen ham, at det var Brovægteren paa Knippelsbro, en Islænder, som ogsaa hed Thorvaldsen. “Han troer, at han er i Familie med mig!” tilføiede vor Kunstner.

Da Wilckens nu yttrede, at Manden maaskee trængte til en lille Understøttelse, afbrød Thorvaldsen ham med disse Ord: “Nei! han siger, at han ikke trænger til Noget, og vil ikke have Noget; men det glæder ham, at han er i Familie med mig — Og kan det glæde ham, saa lad ham kun blive i den Tro!”

Thorvaldsens Levemaade var, saavidt det stod til hans egen Raadighed, meget simpel og tarvelig, og indtil Middagstid uforandret den samme. Om Morgenen tidlig lod han sig bringe en Pot Mælk i to store Glas og dertil to Tvebakker. Andet nød han ikke gjerne førend Middagmaaltidet, der som oftest først kom henimod Aftenen, naar han skulde følge den af de mange Indbydelser, Wilckens havde øverst paa sin Liste.

Men førend en saadan Orden var indført, og Wilckens var bemyndiget til paa Thorvaldsens Vegne at modtage Indbydelserne, skete det ofte, at Familier, som troede at vare sikkre paa den berømte Thorvaldsens Komme, fordi han selv havde modtaget Invitationen, omsider efter længe at have ventet forgjæves maatte gaae tilbords uden ham. Saaledes gik det en Tid, uden at Thorvaldsen selv lagde Mærke dertil; thi naar Middagstiden kom, saae han efter paa sit Skrivebord, og der fandt han da altid en eller anden Billet, som indbød ham til et Maaltid. Men efterhaanden fik han dog at vide, at man her eller der havde ventet ham forgjæves, og nu gjorde han sin Wilckens ansvarlig i dette Capitel.

En Dag, da Wilckens hjalp ham med Paaklædningen, spurgte han: “Hvor skal jeg spise idag?” — “Ja, jeg veed ikke,” svarede Wilckens, “hvor Conferentsraaden har bestemt at ville spise!” — “Ja, det veed jeg ikke heller!” svarede Thorvaldsen. — “Hvor er Conferentsraaden først indbuden?” — “Ja, det veed jeg ikke! Det maa De sørge for!” — “Ja, saa bliver det nok det Bedste,” svarede Wilckens, “at Conferentsraaden herefter viser Indbydelserne til mig, for at jeg kan skrive dem op.” — “Ja, det bliver nok det Bedste!”

Den næste Dag, da Thorvaldsen atter spurgte; “Hvor skal jeg idag spise til Middag?” havde Wilckens sex Indbydelser paa sin Liste. — “Nei,” sagde Thorvaldsen, “i saa mange Dele kan jeg ikke dele mig! Hvor er jeg først indbuden?” Dette fik han nu at vide, gik derhen og fandt, at Sagen nu saaledes var i god Orden! Det varede derfor ikke længe, førend de, der ønskede at være sikkre paa at se Thorvaldsen hos sig, henvendte sig blot til Wilckens, og kom Nogen til Thorvaldsen selv med en Indbydelse, svarede han: “Ja! det kan jeg ikke love, for jeg veed ikke, om jeg er andetsteds indbuden; men vil De tale med Wilckens derom!”

Efterat denne Orden var indført, som Wilckens søgte at overholde med Strenghed, kom Kongen, Christian den Ottende, en Dag med Dronningen i Studiet, for at see den nyligt modelerede Statue af Christian den Fjerde. Ved Afskeden indbød Hs. Majestæt Thorvaldsen til at spise hos sig næste Torsdag. Wilckens stod ved Døren, og ved Kongens Indbydelse kastede Thorvaldsen et spørgende Blik til ham med de Ord: “Kan jeg, Wilckens?” Tjeneren blev noget forlegen ved denne Situation, men Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal: “Er der Noget iveien?” — Wilckens yttrede blot Navnet: “Ørsted”. — “Ja! det er sandt!” sagde Thorvaldsen til Majestæten. “Nei! saa kan jeg ikke! Det er Ørsteds Fødselsdag paa Torsdag, og jeg har lovet at komme til Roeskilde!” Da nu Kongen venligt smilende sagde: “Det var jo slemt!” vedblev Thorvaldsen: “Nei! jeg har lovet det ganske bestemt, og der kommer Vogn efter mig!”

Da Wilckens holdt Bog og søgte paa bedste Maade at disponere retfærdigt over Thorvaldsen, bekymrede Kunstneren sig nu meget mindre end før om disse Anliggender. Han lod sig mangengang ved Middagstid føre derhen, hvor han skulde spise, og da Wilckens afleverede og afhentede ham. vidste han som oftest ikke, hvor han havde været eller hvad den Familie hed, hos hvem han havde spiist til Middag.

Saaledes gik det ham en Dag, da han med Den, som skriver dette, havde spiist i et stort Selskab hos Geheimeraad Møsting. Da vi tilsammen gik derfra, standsede Thorvaldsen paa St. Annæ Plads og gjorde mig det Spørgsmaal: “Hvad er han egentlig — han, Stemann?” — “Stenmann?” spurgte jeg forundret. — “Ja! han, hos hvem vi spiste til Middag?” — “Men, Thorvaldsen!” svarede jeg, “vi vare jo hos Møstings!” — “Naa!” sagde Thorvaldsen, “var det Møstings?”

Ved Aftenselskaberne kom Wilckens lettere ud af det, da han til disse kunde dele sin berømte Herre. Men Opvartningen blev rigtignok derved meget besværlig, da den Gamle skulde følges fra et Selskab til et andet, og, naar han fandt sig vel et Sted, ikke tænkte paa, at Wilckens ventede ved aftalt Klokkeslet paa at følge ham videre. Det gik derfor som oftest seent ud paa Natten, og ikke sjeldent skete det, at Thorvaldsen indfandt sig, naar det Selskab, som var indbudet paa ham, allerede var ved at adskilles. Naar Wilckens da beklagede for Thorvaldsen, at det var gaaet saa galt med dette Besøg, trøstede den Gamle ham med de Ord: “Ja, men nu har vi dog holdt Ord!”

Efter de mange Arbejdstimer eller den megen Stillesidden om Formiddagen havde det vistnok været gavnligt for Thorvaldsens Helbred at bevæge sig lidt i det Frie, men det lykkedes sjeldent at faae ham ud, naar det blot var for at røre sig. Wilckens foreslog ham derfor, naar Vejret var godt, at besøge en eller anden Kunstners Atelier, og det gjorde han gjerne. Veien blev da oftere forlænget ved Omveie, og især glædede det Thorvaldsen at komme igjennem de Gader, hvor han i sin Ungdom havde boet hos Forældrene. Vandringen blev saaledes ofte lagt igjennem Aabenraa. Der standsede de udenfor Huset Nr. 226, som Thorvaldsen betragtede og viste Wilckens, at der, paa første Sal, havde hans Forældre boet, at der, ligeover Gadedøren, havde han havt sit Arbeidskammer osv.

En Dag yttrede han Lyst til at gaae ind i Huset for at see, om det endnu var saaledes, som da han boede der. Men de vare netop komne indenfor Gadedøren, da de hørte, at Nogen kom ned ad Trappegangen, og nu vendte Thorvaldsen om, idet han sagde: “Nei! det gaaer ikke an! Man var istand til at spørge os, hvor vi skulle hen!”

Angaaende den temmelig udbredte Mening, at Thorvaldsen skulde have været gjerrig, have vi allerede tidligere taget til Gjenmæle. Vistnok viste sig mange Smaatræk, hvoraf man med nogen Grund kunde tillægge ham en Grad af denne Lidenskab; men for en Lidenskab til at samle paa Penge var han aldeles reen. Det skulde da snarest være i en vis Paaholdenhed, at denne Feil skulde søges, men da er det uimodsigeligt, at om han end holdt paa Skillingen, var han dog ikke bange for at lade Daleren gaae. I mindre Pengesager var han ængstelig og mistroisk, — det er unegteligt; — i større Sager var han som oftest rundhaandet, ja endog grandios. Frygten for at blive narret var, som allerede sagt, et sørgeligt Udbytte af hans formeentlige Menneskekundskab, og denne Frygt var det upaatvivleligt, der ofte lod ham dreie Skillingen i Haanden, inden han gav den ud.

At han paa sin Person eller sin Paaklædning ikke vilde anvende mere, end det Allernødvendigste, dette laae oprindeligt i, at han ikke satte Priis paa noget Saadant; i en Række af Aar havde han været vant til at undvære Sligt, og nu satte han en Ære i at have saa faa Fornødenheder som muligt. Naar han i det ene Øieblik havde kjøbt et Maleri eller en Tegning af en ung Kunster og betalt bedre, end Sligt ialmindelighed betales, og Wilckens i næste Øieblik viste ham, at hans Sko vare itu, og at det hvide Foder tittede igjennem en Sprække paa Overlæderet, saa svarede han: “De kan jo smøre lidt Blæk paa, saa sees det ikke!” Og foreholdt Wilckens ham da, at dette ikke gik an, blev han undertiden gnaven og svarede: “Det er det samme! Ingen kan forbyde mig det!” Tabte han ude, eller hjemme, en Knap af sine Klæder, bukkede han sig besværligt, for at tage den op, og bragte den siden til Wilckens med de Ord: “Giv den til Deres Kone, at hun ikke kjøber nogen anden!”
 

(Fortsættes.)


–––––––––

Thorvaldsen.
(Fortsat.)

–––––––––

Naturligviis faldt det da vanskeligt, naar han omsider skulde anskaffe noget Nyt. Engang havde han ladet sine to Frakker vende, men da Skræderen bragte dem, fandt han Regningen for høi. Han havde maaskee ogsaa gjort den Erfaring, at en Skræderregning som oftest trænger til Revision, og havde Arbejdslønnen været ansat endnu lavere, vilde han ikke destomindre have antaget, at der maatte slaaes Noget af. Men Tilfældet skulde være, at han her havde med en meget skikkelig Mand at gjøre, som kun havde forlangt, hvad der med Billighed tilkom ham. Da Thorvaldsen nu principmæssigt vilde afkorte Noget i Beløbet, indlod han sig i en Disput, hvori Skræderen anførte til sit Forsvar, at det kostede ligesaa meget at vende to gamle Frakker, som at sye to nye. Denne Sætning bragte vor Kunstners Tanker lidt i Vildrede, og han blev nu hidsig og spurgte Skræderen, om han meente, at han var saa taabelig at ville betale det samme for to gamle Frakker, som han kunde have to nye for. Alt, hvad Manden protesterede og vilde forklare, fandt nu ikke længer Indgang hos Thorvaldsen, som var overbeviist om, at Skræderen havde villet trække ham op, og i sin Vrede lod han et Ord falde om Kjeltringestreger. Men dette kunde den ærlige Skræder ikke lade sidde paa sig. Han talte nu vor Kunstner med rolig Alvor tilrette og foreholdt ham, at Æren kunde sidde ligesaa høit hos den simple Haandværker som hos den fornemme Kunstner, at han nu helst skjænkede ham den hele Arbeidsløn, og dermed gik han bort i retmæssig Vrede. Dette slog Thorvaldsen, som nu søgte at retfærdiggiøre sig, ved at deducere Sagen om igjen for Wilckens. “Den Mand maa jo være gal!” sagde han; “naar jeg kunde have en ny Frakke for det samme, som jeg skulde give for en gammel, hvorfor skulde jeg saa ikke hellere tage en ny, end at lade den gamle vende?” — “Men Tøiet, Hr. Conferentsraad!” bemærkede Wilckens. “Tøiet maatte jo ogsaa regnes med.” — “Tøiet!” gientog Thorvaldsen — og nu gik der et Lys op for ham. “Ja! saa har jeg nok gjort Manden Uret!” tilføiede han, efter at have betænkt sig lidt. Da Wilckens bekræftede dette og erklærede, at Skræderen var en meget skikkelig og ærlig Mand, svarede Thorvaldsen: “Ja det maa han vist være, siden han blev saa vred, da jeg kom til at tale om Kjeltringestreger! — Men saa maa jeg hen og bede ham om Forladelse!” — Da de kom ud paa Torvet, for at søge Skræderen i hans Bolig, skulde det hænde sig, at de mødte Manden. Ved at see ham, raabte Thorvaldsen til ham: “Jeg beder Dem mange Gange om Forladelse! Jeg har misforstaaet Dem! Nu har Wilckens forklaret mig Sagen! Vær saa god at komme ind til mig!” Og med disse Ord trykkede han Mandens Hænder i sine og nødte ham til at tomme ind. Skræderen var ligesaa forsonlig, som Thorvaldsen var skamfuld og forlegen, og nu endtes denne Scene paa en for vor Menneskekjender ligesaa charakteristisk Maade; thi for at giøre det godt igjen, troede han det nødvendigt at forsone Skræderen, og dette meente han kunde ikke skee bedre, end ved at giøre en heel Deel Bestillinger paa nye Klædningsstykker, som han ellers ikke havde tænkt paa at lade forfærdige.

Naar han sad alene, havde han som oftest Blyanten i Haanden, og benyttede de Breve og Convoluter, han sidst havde modtaget og som laae ham nærmest, til derpaa at giøre Udkast til Billeder, der i saadanne Timer stege frem i hans Sjæl. Men desuagtet var han meget fornøjet, naar der bankedes paa Døren. Han dreiede da blot Papiret om eller skjulte det under en Bog, og lod sig nu gierne fortælle Et og Andet, der førte hans Tanker langt bort fra, hvor de havde været et Øieblik tilforn.

Var der en Indbydelse forbundet med dette Besøg, saa maatte Wilckens kaldes til, for at afgiøre om Thorvaldsen var ledig, eller for at notere den, og inden det ene Besøg var tilende, bankedes der igjen, og saaledes gik det mangen Formiddag, indtil Wilckens indfandt sig, for at hjælpe ham med Paaklædningen og at sige ham, hvor han idag skulde spise.

Uagtet Thorvaldsen aldrig yttrede nogen Misfornøjelse med, at hans Dage saaledes gik hen, blev dog den stadigt indstrømmende Masse af Indbydelser ham efterhaanden besværlig. At hans Helbred skulde kunne lide ved disse daglige Dinéer, det vilde han slet ikke indrømme; ligesaalidt klagede han over, at han hindredes i at arbeide, thi naar han ret begyndte, stod han tidligt op om Morgenen og arbejdede da med en mageløs Hurtighed. Men i en anden Henseende beklagede han sig derimod oftere over, at han næsten daglig maatte spise ude, nemlig, fordi han derved som oftest hindredes i at komme i Theatret, thi der fandt han stadigt en Nydelse, som han satte overmaade megen Priis paa.

Efter mange forgjæves Forsøg paa at faae lidt mere Raadighed over sin Tid og sine Fornøielser, tog han derfor den Beslutning, da dog Wilckens var gift og førte sin Huusholdning i Boligen, i Regelen at ville spise hjemme, naar kun Wilckens’s Kone vilde paatage sig at sørge for Middagsmaaltidet. Der blev naturligviis fra denne Side gjort Alt, for at opfylde hans Ønske, og var der ham i denne Henseende noget iveien, saa var det, at han troede at bemærke, at man vilde gjøre det altfor godt, og at han paa den Maade var den stille og indskrænkede Familie til megen Ulejlighed.

En Dag ved et saadant Maaltid udtalte han denne Beklagelse for Wilckens, og yttrede, at det dog var urimeligt, at hans Kone skulde have saamegen Ulejlighed med Opdækning for ham alene; han bad derfor Wilckens at spørge sin Kone, om han ikke i Fremtiden maatte spise ved deres eget [bo]rd. Wilckens, som havde sin gode Grunde for ikke at gaae videre ind herpaa, blev imidlertid nødt til at søge Udflugter.

En Dag, da han atter trængte paa med denne Begjæring, bemærkede Wilckens, at han og hans Kone vare vante til at spise meget tidligere end “Conferentsraaden”. — “Aah! er der ikke andet iveien,” sagde Thorvaldsen, “saa kunne vi jo let komme ud af det! Lad os rette os lidt efter hinanden! Naar De herefter spiser en Time sildigere og jeg en Time tidligere, saa passer det jo!” — Der maatte altsaa en anden Grund til, for at møde Thorvaldsen, og Wilckens havde kun den egentlige tilbage, og med den maatte han nu rykke frem. “Hvad troer Conferentsraaden, at Folk ville sige, naar man hørte, at De sad tilbords med Deres Tjener!” — “Kommer De nu igjen med Deres “Folk”?” svarede Thorvaldsen ærgerlig. “Jeg har tidtnok sagt Dem, at jeg bryder mig ikke om, hvad Folk siger. Jeg er min egen Herre og har Lov til at gjøre, som jeg vil!” — Og efter at have brummet lidt, tilføiede han: “De er i Deres Stand ligesaa god, som jeg i min!”

Om Thorvaldsens sidste Timer fortæller Forfatteren Følgende:

Onsdagen den 20de Marts yttrede Thorvaldsen for Wilckens, at han ikke befandt sig vel, og at han følte en besværlig Trykken for Brystet. Forgjæves bad Wilckens om Tilladelse til at maatte kalde Lægen; det blev ham paa det Strengeste forbudt! Men da det ikke var bedre med ham om Aftenen, raadførte Wilckens sig dog med Andre, og det blev nu besluttet, at Lægen endnu samme Aften skulde underrettes, for at han, som ved et Tilfælde, kunde indfinde sig næste Morgen.

Men da Lægen kom og raadede til en Aa[re]ladning, erklærede Thorvaldsen, al han ikke vilde høre Noget derom, — han var nu vel og feilede Intet!

Han vilde arbeite; Stafelien blev flyttet hen til Vinduet, og med et Stykke Kridt gjorde han nu Udkast paa Skifertavlen til et nyt Basrelief, og dette Basrelief var — Sculpturens Genius, som han for tredie og sidste Gang paabegyndte.

Da Wilckens nærmede sig og saae det Udkast, han gjorde, sagde Thorvaldsen spøgende: “Billedhuggeren maa høiere op!”

Han havde nemlig nu i disse løse Streger anviist sin Genius, der i det forrige Basrelief sad ved Jupiters Fod, — en høiere Plads; han havde med Kjækhed her sat ham op paa Skulderen af den olympiske Jupiter!

Det blev hans sidste Composition, og den sorte Tavle med de hvide Træk gjemmes nu i Museet, som det Eneste, der er tilbage af hans himmelstræbende Tanke!

Næste Dag befandt han sig, som det syntes bedre. Om Aftenen gik han i Theatret, og derfra besøgte han en Familiekreds, som han først forlod henimod Midnat.

Løverdagen den 23de Marts befandt han sig saa vel, at han allerede tidligt om Morgenen stod ved Cavaletten, hvorpaa han havde anlagt Luthers Buste. Ved dette Arbeide traf Forf. ham om Formiddagen, da han som Kunstakademiets Secretair havde et Brev at bringe fra Kronprindsen, Akademiets høie Præses.

(Sluttes).


–––––––––

Thorvaldsen.
(Sluttet.)

–––––––––

Thorvaldsen var ualmindelig stille og ordknap. Brevets Indhold ledede Hans Tanker hen paa Tildelelsen af Boliger paa Charlottenborg Slot. — “Hvem mon der faaer min Bolig, naar jeg døer?” spurgte han efter en Pause. Overrasket ved dette Spergsmaal, søgte jeg at aflede hans Tanker, som om der var al Rimelighed for, at vi endnu længe skulde beholde ham. Men han afbrød mig med et ganske usædvanligt Alvor. “Siig ikke det!” sagde han, “med mig er det snart forbi!” — Førend Nogen tænker derpaa! — Og jeg vilde ret ønske,” tilføiede han, idet han foldede sine Hænder paa Brystet, “at det maa skee snart, førend jeg falder mig selv og Andre til Byrde!”

Han stod som i Bøn foran mig, og den indre Bevægelse, som lyste ud af hans store Øie, greb mig, saa at jeg forstummede. Der indtraadte nu en lang Pause, som det var mig umuligt at afbryde. Imidlertid tog han atter fat paa Arbejdet, medens jeg i en smertelig Følelse søgte efter en nogenlunde passende Anledning til at bryde Tausheden, der med hvert Øieblik blev piinligere.

Hans forehavende Arbejde var min eneste Udflugt. Jeg fortalte ham da, at David Hopfer, en Samtidig af den store Reformator, havde i et raderet Blad skjænket Efterverdenen en aandrig Profil af Luther, som det maaskee kunde interessere ham at have ved Haanden under dette Arbejde. Han svarede, at han kjendte det ikke, men kunde vel have Lyst til at see det. Jeg tilbød da, at jeg strax vilde hente det fra den kgl. Kobberstiksamling, hvorfor han takkede mig meget venligt, og jeg forlod ham. Efter en halv Times Forløb kom jeg tilbage med Bladet i det Haab, at det skulde give hans Tanker en ny Retning, men jeg traf ham ikke længer hjemme og saae ham ikke mere ilive.

Wilckens sagde mig, at Thorvaldsen havde yttret, at da Kronprindsen var kommen til Byen, vilde han gaae op paa Slottet, for at gjore sin Opvartning. Da Kronprindsen ikke havde været tilstede, havde Thorvaldsen skrevet sit Navn i Forgemakket, formodentlig sidste Gang, han skrev det, og var gaaet hen i Museumsbygningen. Efter et Par Besøg, blev han hos Overpræsident Kjærulff om Middagen og indtil sildigt ud paa Natten.

Uagtet det var langt over Midnat, da han kom hjem, gik han dog ikke tilsengs, men blev siddende i fin Sopha, da Wilckens forlod ham.

Klokken var endnu ikke Fem, da han næste Morgen, Søndagen den 24de Marts, ringede paa Wilckens og klagede over, at han aldeles ikke havde kunnet sove. Uagtet Wilckens søgte at berolige ham, stod han dog op, satte sig i sin Sopha og begyndte at læse. Men strax efter faldt han isøvn og sov indtil Kl. 8. Da han havde drukket den sædvanlige Portion Mælk og spiist sine Tvebakker, gik han forfrisket, som det syntes, til sit Arbejde paa Luthers Buste og foretog nogle Forandringer efter den nævnte Radering af Hopfer.

Han vedblev med dette Arbeide den hele Formiddag, og da der kom Bud fra Baronesse Stampe med Indbydelse til at spise der om Middagen, afslog han det og erklærede, at han vilde blive hjemme hele Dagen. Ikke destomindre lod han sig dog overtale, da Baronessen selv indfandt sig og opmuntrede ham til, først at følge med i et Par Visiter og derefter at spise til Middag med Oehlenschläger, Andersen, Ernst Meyer og flere gode Venner, førend han om Aftenen gik i Theatret.

Han stod endnu foran Luthers Buste, hvoraf kun den højre Side var nogenlunde sammenarbejdet, da han gav efter for disse Overtalelser. Han trykkede den lille Leerklump, som han holdt mellem Fingrene, fast paa Bustens Brystflade, stødte Modeleerstokken ind i det bløde Leer og — forlod Arbeidet!

Han sad allerede i Vognen hos sin Ledsagerinde, da Wilckens af den Ordre, Kudsken fik, erfarede, at der skulde gjøres Visit hos en Fru Smith. Wilckens, der var Thorvaldsens Hukommelse i alle deslige Sager, gik til Karethvinduet med de Ord: “Saa glemmer Conferentsraaden ikke at gjøre Undskyldning for, at De ikke kom der sidst?” Thorvaldsen gav sig til at lee over denne Formaning, men lovede, at han nok skulde huske det, og Vognen rullede ud af Charlottenborg. Ved Maaltidet var han i Vennernes Kreds ualmindelig munter, fortalte Anecdoter, loe af “Corsarens” Vittigheder og talte om en forestaaende Reise til Italien. Mærkeligt blev det, at han ved at tale om Museet i Spøg tilføjede: “Ja! nu kan jeg gierne døe, for Bindesbøll har min Grav færdig!”

Da han gik til Theatret, mødte han Bindesbøll, som fulgte ham derhen. Ved Indtrædelsen i Hofparquettet, mødte han Conferentsraad Collin og hilsede paa ham med den sædvanlige Venlighed. Dækket var endnu ikke hævet, da han indtog sin Plads, men pludselig bøiede han sig, som om han vilde tage Noget op fra Gulvet. Det næste Øieblik greb hans nærmeste Omgivelse med Skræk, og saasnart det kunde skee, blev hans Legeme livløst baaret ud i Forhallen.

Faa Minuter efter rullede en Kareth ind i Charlottenborg, og fra det aabne Vindue lød en Stemme: “Han er død!” Det tunge Legeme blev vaersomt baaret ind paa Sophaen, en Aare blev aabnet, men ikke en Draabe Blod kom tilsyne.

Ved den nogle Dage efter foretagne Obduction viste det sig, at Døden, som jo skulde have en legemlig Aarsag, maatte antages at være udgaaet fra en organisk Feil ved Hjertet, en Forhærdelse, som formodentlig i henved tredive Aar havde brudt paa hans ellers stærke Legeme og allerede, som foranført under 1817, af en Læge var bleven formodet at ville blive hans Bane.


Generel kommentar

Dette er en sammenhængende, trykt tekst, som blev udgivet i Flyveposten henholdsvis d. 26.1, 29.1, 30.1 og 31.1.1856.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1856, Flyveposten 26.1 29.1 30.1 31.1
Emneord
J.M. Thieles biografier om Thorvaldsen · Thorvaldsen som gudfar og fadder · Thorvaldsens levnedsløb, samtidig beskrivelse · Thorvaldsens malerisamling · Thorvaldsens økonomi
Personer
Wilhelm Bendz · Gottlieb Bindesbøll · Christian 8. · Jonas Collin · A.C. Kierulff · Ernst Meyer · J.S. Møsting · Adam Oehlenschläger · Christine Stampe · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · C.F. Wilckens
Værker
Sidst opdateret 07.03.2016 Print