Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9271 af 9945
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten 31.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsens Liigbegængelse

Førend endnu Sørgebudskabet om Thorvaldsens bratte Død har kunnet naae den fjerne gamle Verdensstad, hans andet, hans aandige Hjem, hvor hans Horder opblomstrede og udfoldede sig under en fyrgetyveaarig Konstnervirksomhed, har hans Folk her i det kolde Norden, hans Fødehjem, allerede stedet ham til Jorden. Lauren og Palmen vore ikke her i den frie Natur som under Hesperiens milde Himmel, men om det derfor ogsaa kun var Blomster og Grankviste, Thorvaldsens danske Medborgere igaar strøede paa hans sidsteVei, medens hine Hæderens og Fredens skjønne Symboler kun hvilede paa hans Kiste, om hans Meisel, saa tør vi dog vel sige, at neppe noget andet af Nutidens Folk, vel engang ikke Romerfolket med dets dybe levende Konstsands, vilde ved denne Leilighed paa en mere udeelt høitidelig og hjertelig Maade ’ have lagt sin Følelse for den Afdødes store Geni, og dermed for hans Konst, for Dagen. Det gamle Grækenlands Guder Have aldrig før feiret en lignende Triumph her i Norden. Men de have heller aldrig siden Grækenlands store Oldtid tilsmilet nogen Dødelig saa yndefuldt og saa begejstrende som denne Nordens Søn. Det er ved dem, Thorvaldsen fornemmelig vandt sit store Navn, de gave ham hans Berømmelse, og han knyttede ved dem et nyt, stærkt aandigt Baand mellem Norden og Syden, og de Danske have eenstemmigen, fra den Høieste til Laveste i Samfundet, anerkjendt det i Konstens og Skjønhedens seirende Magt. Men Ingen skal kunne nedsætte Betydningen af dette Baand ved at indvende, at dog kun Faa have været i Stand til med klar Bevidsthed at opfatte Thorvaldsens konstneriske Betydning; thi det var vistnok den første, den nødvendigste Grundbetingelse for enhver sand Opfatning, den sunde naturlige Følelse, der besjælede Gemytterne saavel igaar ved Konstnerens Liigbegængelse som ved enhver anden Lejlighed, hvor han har modtaget sine Landsmænds Hyldest.

I Fredags Eftermiddags blev Thorvaldsens Liig fra Hans Bolig paa Charlottenborg bragt over i Antiksalen, hvor Konstnerne igaar Nat skiftedes til at vaage over det. I Midten af Salen var Liigkisten henstillet paa en Piedestal, og ligeoverfor den colossale Herkules, som han nylig har fuldendt, paa begge Sider! Historiens Genius, og foran: de tvende af den Afdøde til et paveligt Monument komponerede Gravengle: christelig Styrke og Viisdom, hvis Piedestaler, ligesom ogsaa de øvrige, under Salens andre Statuer, vare behængte med sort Flor, hvorhos Salen var blændet, betrukken og belagt med Sort og oplyst af Lamper. I den dobbelte Kiste af Bly og Eeg, laae den Hensovede med de skjønne aandrige Ansigtstræk uforandrede og den velerhvervede Laurbærkrands om de blege Tindinger. Den udvendige Kiste af Eeg var prydet med Basreliefs af Constantin Hansen: ved Hovedet “Victoria” og ved Fødderne “Parcerne”; paa Laaget stod den af Thorvaldsen componerede Skizze forestillende “Billedhuggeren, hvilende paa sit Arbeide: Haabets Genius”. Ovenpaa Kisten var anbragt en Palme- og en Laurbærgreen og om Kisten en Egekrands: Inscriptionen paa Laaget var: “Albert Thorvaldsen, født d. 19de Novbr. 1770, død d. 24de Marts 1844, i Kjøbenhavn”. En Mængde Krandse vare nedlagde paa Laaget og deriblandt en lille beskeden Krands af Sølv-Egeblade, offereret af den kjøbenhavnske Skoleungdom, ved Sammenskud. De andre Værelser, der høre til Konstakademiets Locale, vare deels betrukne med Hvidt og deels med Sort; ligeledes var paa Trappen Trinene belagte og Rækværket behængt med sort Klæde.

Medens Liigtoget igaar Formiddags efterhaanden indfandt sig i Sørgehuset, havde Kjøbenhavns Haandværkslaug og Corporationer, efter at have samlet sig i Exerceerhuset, opstillet sig i Rækker paa hver Side af de Gader, hvorigjennem Toget skulde gaae, fra Charlottenborg til Helliggeistes Kirke. Paa samme Tid havde ligeledes Studenterne samlet sig i Universitetets Aula, omtrent 900 i Tallet, og med Sangforeningen i Spidsen, og den samme Minerva-Fane, som de førte ved Thorvaldsens Ankomst i 1838, droge de til Charlottenborg og opstillede sig paa Pladsen udenfor imellem den af Haandværkerne dannede Dobbelterække.

Imidlertid begyndte Sørgehøitidelighederne i Antiksalen, forinden Kistens Lukning og i Overværelse af Kronprindsen, Akademiet, Borgerrepræsentationen og Executores testamentii, de fremmede Gesandter og Diplomater, flere høie Embedsmænd, Geistligheden og Konstnerne, — med nedenstaaende, af Konstnerne afsungne Farvel, forfattet af H. P.Holst med Musik af Rung:

Med tunge, tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven.
Her, hvor vi lytted til Hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirre paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader —
Men hvo af os tør beile til Hans Krands?
Hvo hæver Arven, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi boere Danmarks Stolthed nu til Graven.

Prof. Clausen holdt derpaa en kort og smuk Sørgetale over den Afdøde, hvorefter Kisten, Paa Opfordring af Konstakademiets Præses, H. K. H. Kronprindsen, lukkedes og bortbares under den gjentagne Afsyngelse af ovenstaaende Farvel. Da Kisten af Konstnerne var ført ned i den indre Slotsgaard, afsang det italienske Operaselskabs Personale fra den Afdødes Atelier en Cantate i det italienske Sprog med Orchesteraccompagnement, tildeels componeret af Hr. Operati, hvoraf vi hidsætte følgende Strophe:

Solo.
Piangi Italia! Piangi di dolore
Cadde quel eroe, cadde moribondo,
Di cui l’ingegno, chiari e profondo,
Ti fece fiorire l’antico onore!

Quartetto.
Sto qui dolente
Mesta ed afflitta
Di marmo splendente
La prole inclita —
Ma della beltade divini essempi
Faran le delizie di tutti i tempi.


(Græd Italien, Smertens Graad! han faldt hiin Heros, døende faldt han, hvis klare og dybe Geni bragte din Oldtids Hæder paany til at blomstre. — Her staaer, smertefuldt, bedrøvet og nedslaaet, Hans berømmelige Afkom. Men Exempler paa den guddommelige Skjønhed skulle de være alle Tiders Glæde.)

Medens Kisten derefter udbares af Sørgehuset, bragte Konstnerne ham fra Slottets Altan — det samme Sted, hvorfra den store Afdøde for halvsjette Aar siden ved sin Tilbagekomst fra Rom hilste det begejstrede Folk, der havde bragt ham sin jublende Hyldest — endnu engang hiint veemodige Farvel, til hvis Sørgetoner den nu ligesaa umaadelige Folkemasse paa det store Torv lyttede i dyb Taushed.

I Spidsen for Sørgetoget, som derpaa satte sig i Bevægelse Kl. henved 1 1/2, gik to Second-Marschaller, DHrr. Medailleur Krohn og Maleren Roed, derpaa fulgte en Deputation af Holmens Mandskab, og efter dem Studenter-Sangforeningen og de øvrige Studenter, fire og fire i Række tilligemed en lille Deputation fra Disciplene i de lærde Skoler. Som hans Forfædres Stammefæller kom dernæst de herværende Islændere, 30 i Tallet; de tvende Deputerede for Haandværkstoget, dernæst Konstnerne i engere og mere udstrakt Betydning, omtrent 200 i Tallet og Lærerne ved Akademiets Skoler. Foran Kisten, som derpaa fulgte, baaren af 20 Personer, for største Delen af ovennævnte Konstnere, Typographer, der afløste hverandre, gik dets Premier-Marschaller, DHrr. Bygningsinspecteur Bindesbøll og Theatermaler Christensen; ved høire Side Thorvaldsens Huusbetjent, ved Siderne to Livreebetjente med Skamler.

Nærmest efter Kisten fulgte H. K. H. Kronprindsen, repræsenterende H. M. Kongen, og tillige som Akademiets Præses, ved Siden af Akademiets ældste Medlem, den Afdødes Mangeaarige Ven, Prof. Eckersberg; Rmh. v. d. Maase repræsenterende Hds. M. Enkedronningen, dernæst de øvrige herværende Medlemmer af Kongehuset og fyrstelige Personer, deels personligen og deels repræsenterede ved deres Hofcavalierer, æresmedlemmerne af Akademiet og dets øvrige Medlemmer. Fremdeles Executores Testamenti, Kjøbenhavns Magistrat og Borgerrepræsentanter, Corps Diplomatique, og høie Rangspersoner, Universitetet, Geistligheden, Høiesteret, Cancelliet, Rentekammeret, Toldkammeret og de øvrige Collegier, Hof- og Stadsretten, samt Deputationer fra de fleste andre offenlige Autoriteter. Endvidere talrige Skarer af Officierer, af Sø- og Land-Etaten, Studentercorpset og de øvrige borgerlige Corpser, Haandværkslaugenes Oldermænd og Bisiddere, Industriforeningens Repræsentantskab, senioratet for Studenterforeningen, af hvilken den Afdøde var Æresmedlem, fremdeles Grosserer-Societetet, en Deputation fra Helsingørs Communalbestyrelse, som ogsaa Deputationer fra andre forskjellige Instituter tilligemed flere hundrede private Ledsagere af de forskjellige Stænder og Classer.

Idet Sørgetoget langsomt og stille skred henover Torvet og igjennem Gaderne, hvilke vare bestrøede med Sand og Grønt, sluttede de respective Haandværkslaug og Corporationer sig til samme i Rækker med deres med Flor behængte Faner og med forskjellige Musikkorps, der under Toget udførte Sørgemusik, hvorved Følget efterhaanden forøgedes til i det Hele et Antal af henved 10,000. Toget sluttedes med en Række af kongelige og herskabelige Equipager.

Den største Deel af Kjøbenhavns Befolkning, tilligemed en Mængde Fremmede og Udenbyes, vare Tilskuere til dette ligesaa imposante som høitidelige Tog, idet de fyldte alle Vinduer i Husene, Torve og Gader, hvorigjennem Toget førte; selv Tagene afgave Tilskuerpladse for endeel.

Fra mange Vinduer blev der kastet Blomster Paa Kisten, idet den bares forbi. Alle Kirkeklokker løde, og fra Taarnene spilledes høitidelige Choraler. Da de Forreste i Sørgetoget havde naaet Frue Kirke, begave Medlemmerne af Studentersangforeningen og 300 af Studenterne, til hvem der var uddeelt Billetter, sig i Kirken, medens de øvrige Studenter opstillede sig i Espalier, hvorigjennem det hele Sørgetog bevægede sig. Kirken, hvis Vinduer vare blendede, var oplyst med Kroner, Lampetter og Candelabre; dens Gulv var sort belagt og dens Sider behængte med sort Klæde, paa hvilken Grund den afdøde Mesters herlige Værker, Christus og Apostlene, frembøde et høist imponerende og opløftende Skue. Da Toget betraadte Kirken, lod en høitidelig, af Hartmann componeret Sørgemarsch, der udførtes af Componisten paa Orgel, ledsaget af Bassuner. I det Sieblik, da Kisten bares ind, reiste H. M. Kongen sig, der tilligemed Dronningen, Kronprindsessen og de andre Prindsesser i Forveien havde indfundet sig i Kirken og taget Plads i en af Stolene paa Gulvet, gik Toget imøde og stillede sig i dette ved Kronprindsens Side nærmest efter Kisten, der blev hensat udenfor Choret mellem to Sølvcandelabre. Efter at det hele Følge havde faaet Plads i Kirken, blev efterstaaende, af Oehlenschlaeger digtede og af Glaeser componerede, Cantate, udført af det kgl. Orchester og Theaterpersonale.

Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt.
Fædreland? — Ak gjennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.

Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Sneefoget grandt sig see!
Fra Islands Ø Dine Heltefædre,
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De sjunge: Vi bringe dig til din Skaber
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gjerne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.

Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Konstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.

Saa redte de den Dødes Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig,
Der stod den store Mesters Liig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.

Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Viisdomskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; — han dybt den fatter.
Og Phidias og Prariteles atter
I Ham forbavset Europa seer.

Tre Stemmer.
Men ei blot Konst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor MichelAngelo stode.
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen
Og Medicæernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i Hans Værksted bøie,
Og styrked ham og forfristed ham Øiet.
I Basrelieffet Correggios Ord
Han gjentog, — Naturen det selv befaler:
“O Rafael! jeg er ogsaa Maler”. —
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?

Flere Stemmer med Thor.
Og stort, som Aanden sig udvikled Hjertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet.
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordisk Øie,
Da Thorvald saae et himmelsk Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig skjøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!

Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hjerte aned Konst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaa!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skænkte Danmark Ære! — hvad kan vi skænke dig?
Vor Kjærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!

Derefter holdt Stiftsprovst Tryde Sørgetalen og forrettede Jordspaakastelsen, hvorefter Studentersangforeningen, der havde taget Plads i Choret, til Slutningen afsang efterstaaende Sang af Andersen og Hartmann med Accompagnement af Basuner.

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see Hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt —
Vi har ham seet og kjendt!

Hans Liv var lykkeligt, Hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs dig Sorg i Sang ved Kistens Sjel!
I Jesu Navn, sov vel!

Medens Toget forlod Kirken, spilledes atter den mægtigt gribende Sørgemarsch, der modtog det ved dets Indtrædelse i Kirken. I Aftes Kl. 10 blev Kisten af Konstnere baaren ind i et Sidecapel i Kirken, hvor den skal forblive hele den stille Uge igjennem, i hvilken Tid ogsaa Kirken forbliver sort betrukken. Derefter vil Kisten blive henflyttet til Holmens Kirkes Capel, hvor den bliver staaende, indtil det Thorvaldsenske Museum er fuldendt, det herligste Mausoleum, der kan hæve sig over Mesterens Askeurne, det skjønneste Monument for Danmarks store Søn.

Generel kommentar

Dette er en trykt omtale af Thorvaldsens begravelse, der blev udgivet i Kjøbenhavnsposten.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Kjøbenhavnsposten 31.3.
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Thorvaldsen som dansk nationalsymbol · Thorvaldsen som mentor for andre kunstnere · Thorvaldsens bisættelse · Thorvaldsens død
Personer
H.C. Andersen · J.P.E. Hartmann · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 14.08.2015 Print