Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9187 af 9857
Afsender Dato Modtager
Frederik Hammerich April 1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Billeder

fra

Thorvaldsens Kunsterliv

Et Digt

af

Fredrik Hammerich.

Kjøbenhavn.

Forlagt af G. H. Jæger (Den Skandinaviske Boghandel).

Trykt hos A. Michaelsen

1844


–––––––––


Thorvaldsens Fødsel.

Helleniens Kunstertid var længst forsvunden,
Selv i Orangens Dal, i Laurbærlunden
Stod der kun Minder, Livet var hendøet;
Beundrende de kom fra fjerne Lande,
Saae den antikke Pragt ved Latiens Strande,
Men Phidias’ Værk, med Glorien om Pande
Af ingen Kunstnerheros blev gjenfødt.

I Farver, ak saa smeltende, saa bløde,
Som hine, der i Aftenskyer gløde,
Det christne Ideal forklared sig;
Men ingen Meisel havde det udhugget,
End Stenen var for Christenkunsten lukket,
Det var, som den i Marmorbjerget sukked
Og længtes efter Frelsen inderlig.

Da, paa de Danskes Vei til Magt og Ære,
Som bar vort Nordens Argonauterhære,
Den nye Kunstens Jason Lyset saae;
De Svaner, som i Nordhavs Bølger dukke,
Og det sortladne Hav sang for hans Vugge,
Og Nordens Najas viede den smukke
Nyfødte, som i hendes Arme laa.

Et Folk, som fordum fostrede Normanner,
Der reiste Sagas Borg og Korsets Banner,
Hvor Gustav Adolph, Troens Helt, blev fød,
Hvor Tycho Brah’ udregned Stjerners Hære,
Og hvor Linnèe hos Blomsten gik i Lære,
Det Folk og Land blev agtet værdt at være
Den største, nye Kunstners Moderskjød.

Hans Æt var gammel, herlig fremfor alle,
Og Blod af Harald , Helten fra Braavalle,
Igjennem Drengens Aarer rulled hen;
Ved ham han knyttet var til Oldtids Dage,
Og hvad der staaer i Nordens dunkle Sage,
Om Bølunds Kunstneridræt uden Mage,
Til Virkelighed blev ved ham igjen.

Dog var han fattig født, med Savn og Smerte
Hun kæmpede, der bar ham under Hjerte,
Om Brød hun sukked, med bekymret Sind;
Han fattig var, men gjorde Tusind rige,
Mens Aander end mod Idealet hige,
Det skal udraabes: han har gjort dem rige,
Thi han erobrede det gyldne Skind.

Drengen paa Skibsværftet.

Paa een af de stolte Orlogsmænd,
Hvis høie Stavn
Fra Stablen nylig var styrtet hen
I Bølgens Favn,
En Billedskærer ved Middagstid
Med Meislen sad
Og hug paa en Gallion med Flid,
I sin Armod glad.

Lyslokket en Dreng tæt ved ham staaer
Med et aandrigt Blik,
Og vigtig han med en Meisel slaaer,
Han af Fad’ren fik;
Det Bertel er, han kommer med Mad
Og hopper og leer,
Og gjør sig, mens Fad’ren spiser, glad
Paa sin Maneer.

„Hør Fa’er, hvor morsomt dog jeg det fandt,
Naar Meislen slaaer;
Naar jeg bliver stor engang, ikke sandt,
Min egen jeg faaer?”
„Ja Dreng , og jeg haaber i alle Fald,
Hvis Gud saa vil,
En større Mester Du blive skal,
End jeg blev til.”

„Hør Fa’er, naar Charlottenborg forbi
Med Din Mad jeg gaaer.
Da tidt til ind at kige deri
Saadan Lyst jeg faaer;
Idag saae jeg Støtter paa Trappen staae,
Nys kom de derhen,
Men skjønnere Folk jeg aldrig saae,
End de hvide Mænd.”

„Min Dreng, det er vort Akademi
For Tegnekunst,
Adgangen er for Fattige fri
Og heelt omsonst;
Og naar Du eengang voxer mig til
Og mig hjælpe kan,
Saa har jeg tænkt, at jeg der nok vil
Dig skaffe an.”

De Ord de virked med Trolddomskraft,
Tre Aar svandt knap,
Før, naar han haandtered et Hammerskaft,
Det gik heelt rap;
Men Drengen, som hug Skabeloner smukt
I Kjøbenhavn,
Den skjønneste Gallion har hugt
Til Danmarks Stavn.

Læreaar.

1.

Hen til vort Akademi vi gaae„
Paa Gipsen, mange Lampers Skjær
Oplyse Salen rigelig her,
Hvor Oldtids høie Guder staae;
Snart som forundrede see de paa
Det Liv, der hersker rundtenom,
De unge Kunstnere, der kom
Og satte sig paa Bænkene ned,
Og der nu tegne med Travelhed
Den herlige Gudeverden af,
Som reddedes af Antikkens Grav.
Seer Du den lille Kunstner, der
Den yngste mellem dem Alle er?
Thorvaldsen er det, klein og spæd,
Og i en lugslidt Kjole klæd’,
Fordybet i sig selv, med et Blik,
Der røber den Aand, som Drengen fik.
Sit Sortkridt han lidt spidsere gjør,
Imens en Anden ham sagte spør:
„Men, hvordan har Du Dit Kaart dog spilt?
Forleden ved Din Confirmation
Jeg hører, Du blev øverst stilt.
Til Ærgrelse for hver Rangsperson.”
„Det kan jeg gjerne fortælle Dig,”
Saa svared Thorvaldsen tørt, „Du veed
Vel sagtens ogsaa da nok Besked,
At Lærdommen ikke trykker mig.
Men Holmens Præst mig spørger en Dag,
Som var det en ganske afgjort Sag:
„Det var hans Broder, ikke sandt,
Som nylig Sølvmedaillen vandt?”
Nei, svarede jeg, men det var mig.!
Det slog Herr Pastoren mærkelig,
Og fra den Tid „Monsjeur” jeg hed
Og blev stilt øverst, som Du veed.” ‒
Her Thorvaldsen greb sit Kridt igjen
Og vendte sig til sit Arbeid hen.

2.

Og Vingen paa den unge Ørn
Den voxed nu med Vælde,
Og Skaberkilden i hans Sjæl
Saaes ret med Magt fremkvælde.

Hans Aar var endnu ikkun faa,
Hans Kræfter var desflere,
Og alt til Guldmedaillen
Han vilde concurrere.

I Kamret blev han lukket ind.
For Skizzen at udføre,
Da svandt paa een Gang alt hans Mod,
Han Intet kunde røre.

Han saae et herligt Ideal,
Der for hans Øie svæved.
Men, naar han vilde fængsle det,
Da Haanden sank og bæved.

Det var ham som en Sommerfugl,
Dens Vinger pragtfuldt skinne,
Men, naar en Haand berører dem,
Maa Farvespillet svinde.

Forgjeves tog han Kridtet tidt
Og prøved paa sin Lykke:
„Ak nei, ak nei, jeg kan det ei,
Ei min Idee udtrykke.”

Og greben af sin Angst han knap,
Hvad selv han gjorde, vidste,
Var alt ifærd med hemmelig
Derfra sig bort at liste.

Da ham hans gode Genius
En Mand imøde sendte,
Og det var Abildgaard, som selv
En Kunstners Kvaler kjendte.

Heelt venlig trøstede han ham
Og bad ham gaae tilbage,
Og, fordi Aanden strax ei kom,
Dog ikke reent forsage.

Og styrket Thorvaldsen igjen
Sig til sit Arbeid vendte,
Da greb Begejstringen hans Aand
Og ved hans Værk sig kjendte.

Afskeden fra Hjemmet.

Til Syden skal han, til Syden,
Til alle Musers Hal,
Men bitter er Afskedsstunden,
Som Hjertet det briste skal.

I Hjemmets fattige Stue
Sin Moders Haand han tog,
Hendes Øine svømmed i Taarer,
Sin Aande trangt hun drog.

„Ak nei, min kjæreste Bertel,
Hvad bringer Du mig igjen
En Rulle med Dukater,
Og trænger dog selv til den!

Kun Dig, kun Dig vil jeg have,
Dit Guld jeg agter ei,
Men aldrig bliver jeg trøstet,
Naar Du vil gaae Din Vei.”
„Ak Moder, elskede Moder,
Forsmaa min Skjerv dog ei,
Ak Moder, Gud Dig trøste.
Jeg maa jo gaae min Vei!

Gud lønne Dig for Din Ømhed,
For hvert et mødigt Skridt,
For alt det, Du for min Skyld
Har taalt og lidt og stridt!

Men nu farvel, mine Kjære,
Farvel mit Fædreneland!
Ak, mon dog Orangelunden
Saa yndig være kan?”

Udreise.

De Danskes Vei tit Roes og til Magt
Har atter en Helt til hans Kampplads bragt.
Hesperidernes Lunde lokked Normannen.

Havsørnen bredte sin Vinge frem,
Den fløi imod Syd, mod Palmernes Hjem.
Hesperidernes Lunde lokked Normannen.

Og Thorvald stod paa Fregattens Dæk,
Naar dens Kugler skjød Barbaresker væk.
Hesperidernes Lunde lokked Normannen.

Han hørte den danske Sømands Sang,
Hans Tordner, som ved Syrterne klang.

Han jubled høit ved de glimtende Lyn,
Dog trylled’ ham meer et andet Syn.

Naar han Bjergene saae, de duftige blaae,
Lig fjerne Skyer over Havet staae;

Saae Bølgen, der bæved vellystglad
I Aftenrødens det gyldne Bad;

Naar Italiens Luft imøde ham flød,
Dets Klokker til Ave Maria lød;

Da tænkte han paa den Laurbærlund,
Hvor Muser dandse hver Aftenstund;

Da længtes han mod den yndige Strand,
Mod Kunstens jordiske Fødeland.

Sin Meisel han tog, med bevæget Aand
Fregattens Gutter han rakte sin Haand.

For Morgenen atter lysned i Øst,
Han tandet var paa sin Længsels Kyst.
Hesperidernes Lunde lokked Normannen.

Første Tid i Italien.

Snart han ankom til Neapel,
Fra den skjønne Havbreds Vigner
Saae han over Middelhavet
Ischias og Capris Linier,
Hørte, hvor Cicaden trilred
I det foraarsgrønnne Græs,
Skued henrykt mod Pompeji
Og Misenos duftblaa’ Næs.

Saae han der, hvor Mandelskovens
Røde Blomsterflor sig klynged,
At et Kvindechor i Dandsen
Sig ved Steenfontainen gynged,
I de skjønne Dandserinder
Med det sydligvarme Blik
Lutter deilige Modeller
Til en Nymfeflok han fik.

Stod han paa Neapels Molo
I en sydlig Folkevrimmel,
Der, hvor sorgløs Lazaronen
Har til Tag den aabne Himmel,
I den unge, nøgne Fisker
Med sin Phrygiske Hue paa,
Høit begeistret han Ideen
Til en Ganymedes faae.

Stod han i de rige Kirker,
Saae den angrende, den ømme
Kvinde ved Madonnas Alter
Ganske hen i Taarer strømme,
Da stod for hans Kunstnerøie
Magdalenas Ydmyghed,
Dengang hun for Herrens Fødder
Angergiven styrted ned.

Gik han paa Pompejis Gader,
Der, hvor vilde Rosmariner
Dufted i den øde Stilhed
Om de malerske Ruiner,
Da blandt sunkne Capitæler,
Smykked’ med Akanthens Pragt,
Drømte han om Hellas’ Oldtid,
Kunstens gamle Liv og Magt.

Ja, nu stod han der i Syden,
Kunstens Vugge, Kunstnerhjemmet,
Ak, men midt i Herligheden
Følte han sig dog saa fremmed;
Ingen her forstod hans kjære,
Hjertelige danske Sprog,
Og med Taarer mangen Aften
Sad han i sit Kammers Krog.

Men han tvang sin bløde Længsel:
„Daadløs gaaer jeg ei tilbage,
Og, kan Ingen end forstaae mig,
Derfor vil jeg ei forsage;
Med min Mejsel kan jeg tale
Kunstens Sprog, som hver forstaaer,
Mens paa Argonautertoget
Mod mit Colchis op jeg gaaer.

Her er dog kun Templets Forgaard,
Templet selv er Verdensstaden,
Hvor de største Kunstheroer
Smykked Vatikansfacaden,
Hvor antikke Statuer prange
I den indre Helligdom,
Og hvor Rafaels Engle græde
Over det nu sunkne Rom.”

Første Tid i Rom.

Hun, der som en Morgenrøde
Funkled gjennem Tiders Nat,
Men hvis Straaleglands hendøde,
Og hvis Farvepragt blev mat,
Hun, der sad paa Verdens Throne,
Hersked selv i Nordens Zone,
Men som mistet har sin Throne,
Styrted fra sin Herlighed,
Rom endnu dog og den samme,
Stolt som alle Kunsters Amme,
Sendte Blikket til ham ned.

Hist St. Pietros Kuppel ligger,
Svøbt i Morgendufte blaae,
Nærmere, hvor Palmen nikker,
Colyseets Mure staae;
Hvert et Vindens Pust, der vifter
Støvet fra Ruinens Rifter,
Vækker Mindet om Bedrifter
Kunstens Genius øvet har;
Alt er skjønt, hvor tegner Muren
Ikke dristig der Contouren
Mod en Himmel altid klar.

Her, hvor for antikke Torser,
Lænet op mod hiin Ruin,
Dorsk en gammel Munk sig korser,
Længes mod sin unge Viin,
Hvor Cæsarernes Paladser
Danne skjønne Gruusterrasser,
Rigt behængt’ med Drueklasser,
Omskygt’ af en Laurbærlund,
Her det er som Genier sukked
I den Grav, som for dem vugged,
Længes efter Frelsens Stund.

Hist, hvor Romas Kirker slynge
Op mod Himlen deres Pragt,
Kunstens Genier i Klynge
Staae ved Altarne paa Vagt,
Hist, hvor Englen Rafael drømte,
Mikaels Kæmpekraft udstrømte
I Sixtinens vidtberømte
Dommedags Basuneklang,
Hist det er som Genier sukked,
At sig Kunstens Kilder lukked,
Ingen Livets Flod udsprang.

Og de Genier aabenbare
Sig for Thorvalds kjække Søn,
Hans Ideer de forklare,
Hvidske til ham tidt i Løn;
Genierne fra Aandens Rige
Efter ny Forklaring hige,
Længselsfulde ned de stige
Hvergang Midnats Klokker slaae,
Og hans Leie de omringe,
Og hans Drømme de bevinge,
Bedende de for ham staae.

Her er Altret for Din Ære,
Thorvald, og Du ei det veed!
Rafaels Arv Din Arv skal være
Og Antikkens Herlighed.
For et Liv, som længst hendøde,
Sukker Du, naar Aftnens søde
Toner om Ruinen gløde,
Du, i hvem det nye boer;
Sekler alt Dig Krandsen flette,
Mens Du bag Din Fogliette
Fattig Dig og ukjendt troer.’

Vendepunktet.

Voldsomt Hjertet det slog, da for første Gang i de høie,
Tonende Haller han stod, Vatikans helleniske Haller,
Der hvor en Herosslægt og Olymps forklarede Guder,
Fængsled’ i Steen, end aandende staae, Alverdens Beundring.
Her var et Hjem for hans Aand, og de marmorstraalende Haller
Kjære ham blev som hans Ungdoms Hjem, som det yndige Sjælland.
Høit Antikken begejstrede ham med sin klassiske Reenhed,
„Sneen ham tøede bort fra hans Blik”, nu saae han henrykket
Høie Gestalter, som plastisk stod i hans aandige Syner,
Saae Horaernes Dands og Olympos, Gudernes Bolig.
Rask han greb med sin skabende Haand Leerklumpen og formed,
Men naar han nu sit færdige Værk strengt mønstrende prøved,
Mat det ham syntes og livløst, koldt, dybt under Ideen;
Op han løfted sin Haand, og hans Værk laa knuset i Støvet,
Men som en Synder han bort sig sneg, med en Brod i sit Hjerte,
Tvivlende paa sit kunstnerske Kald, fortvivlet og modløs.
Saa han med Kval, lig Moderens Kval, der sig vaander i Barnsnød,
Fødte til Liv sit Smertens Barn, Argonauteren Jason;
Togange knuste han selv sit Værk og begyndte frany af,
Og dets Idee ham ikke forlod, nu tredie Sangen
Traadte den frem i en gjenfødt Form, og hans Veer var endte.
See, der stod en Gestalt, hvori Aanden sig freidigen kjendte,
Skjøn, en Helt i sin rolige Kraft som de salige Guder;
Her Antikkernes Aand i et nyere Værk sig forynged,
Her Idealet igjen var vundet for kommende Slægter.
Rygtet besang hans mægtige Daad, udbredte hans Ære,
Undrende kom og begejstrede saae de den herlige Skabning.
„Hug den i Marmor ud, at den lever for kommende Tider!”
Mangen udbrød, men Ingen oplod sin Pung og sit Hjerte,
Sørgende stod i det taagede Gibs Argonauternes Heros.
Armod trykte den Aand, hvis usynlige Rigdom de priste,
Drev ham bort fra et Land, hvor han først sin Roes maatte grunde,
Bort til hans Hjem, hans elskede Hjem, men fremmed for Kunsten,
Fattigt og fjernt, i en Afkrog lagt mod det yderste Norden. ‒
Færdigt var Alt til Reisen mod Nord, Vetturinen alt vented,
Dybtrørt nu i sit Værksted stod den herlige Mester,
Bød et Farvel til sit Smertens Barn, den beundrede Jason.
Dog fat Mod! med den Eviges Aand er Geniet forbundet,
Fatum ei, men en levende Gud har Magten i Verden,
Byde vil Han, hvad Aanden har faaet, skal Aanden og høste.
Hjælpen er nær, den frelsende Fod alt betræder Din Tærskel;
See, der staaer han, en Mand, hvem Gud gav Lyst og gav Evne,
Thomas Hope, hvor velsignet et Navn for det tvivlende Hjerte!
Glad han beskuer Dit Værk, han var aldrig Træl af sit Mammon,
Ikkun et Ord af ham, og i Marmordragt skal Din Meisel
Klæde Dit herlige Værk, og Dit Navn staae stolt i Historien.
Ordet er talt, snart Blokken er løst fra Italiens Klipper;
Klang det ei dybt i det marmorne Bjerg, som fryded sig Stenen,
Fryded sig ved den forløsende Haand, som forklared dens Længsler?
Fryd Dig med den, o Du Folk, som fostred den herlige Kunstner!
Fattig Du er, men med Laurbærpragt nu Bøgene prange,
Fattig Du er, men et Heroskuld nys atter Du fødte;
Denne Din Søn den Tredie var, skjøndt ikke den Sidste,
Nordens den ypperste Skjald, og dets ypperste Tænker de Andre.
Eet Aar, eet, det tredie Aar i det nittende Sekel,
Vakte de Tre til Daad; præg dybt hiint Aar i Dit Minde,
Saga nævne den kommende Slægt Din trefoldige Stordaad!

Kunstnerliv og Kunstnerlykke.

Da i Tankens dybe Rige
Mægtigt frem det Nye brød,
Da igjennem Kamp og Krige
Verdens nye Tid blev fød,
Medens rundt sig kolossale
Skikkelser tilsyne lod,
Stolt blandt dem de ideale
Kunsters nye Heros stod.

Nu hans Storbedrift begyndte,
Ved ethvert hans Meiselslag
Guder sig fra Hades skyndte,
Atter saae de Lys og Dag;
Siden vilde Rosmariner
Phidias’ Mausolee omvandt,
Hellas’ Værk sank i Ruiner,
Verden ei hans Mage fandt.

Og han fatted i dens Fylde
Tidens Tarv og Tidens Krav,
Dens Heroer frem at trylle
Svinged han sin Magusstav;
Og mens Schweitzerløvens Vunder
Bløder i dens Klippehald,
Guttenberg i Marmor grunder,
Høit hans Roes udraabes skal.

Herren i Hans Guddomskvaler,
Herren i Hans Herlighed,
Christenkunstens Idealer
Daled til hans Genius ned;
Og i sneehvid Dragt Guds rene
Engle holdt en stille Bøn,
Og der klang selv frem af Stene
Et i Hosianna, Davids Søn!

Danmarks Genius opvakte
Denne Stræben i hans Aand,
Danmarks Genius fuldbragte
Værket ved hans Mesterhaand,
Værket i en protestantisk
Stiil, saa ædel, klar og reen,
Med en Aand, som høitromantisk
Gløder selv i Erts og Steen.

Fyrster fra Europas Throner
Stege for den Heros ned,
Bød ham Guld og bød ham Kroner,
Bød ham Pragt og Herlighed;
Folkene hans Kunst velsigned,
Digterne hans Daad besang,
Og hans Kunstnervandring ligned
Alexanders Seiersgang.

Og dog midt i Herligheden
Blænded ikke ham dens Glands,
Ydmyg stod han og beskeden,
Barnlig med sin Sølvhaarskrands;
Og den Moder, der ham ammed.
Minderne fra Sundets Bred,
Og det Sprog, som Barn han stammed,
Var endnu hans Kjcrrlighed.
Naar Citrontræers Balsomdufte
Svangred Alting med sin Lyst,
Naar Italiens milde Lufte
Strømmed mod hans Kind og Bryst,
Naar han i den skjønne Vigne
Hist ved Tiberstrømmen sad,
Længtes han mod Nordens Pinje
Og mod Danmarks Bøgeblad.

Thorvaldsen og Kong Ludvig af Baiern.

Hvor Dagen dog nu er kvalm og hed.
Hvert Luftpust aander Varme ned,
Selv Fuglen gispe maa i sit Ly
Af monte pincios Piniesky,
Og matte Taager hylle sig om
Det næsten som uddøde Rom.
Strada felice staaer snart tom,
Alt lukkede sig i Huset ind
For denne glødende Sommervind;
En Munk og et Par af Campagnens Mænd
Snige sig kun langs Husene hen,
Staae stille der paa Hjørnet, omkring
En Steenfontaines kjølige Spring,
Og øse Vand med den hule Haand,
For at forfriske deres Aand.
Dog muntert ved sit Arbeid staaer
Vor Kunstner i sit Attelier,
Som ud mod en lille Have gaaer,
Hvis Lund af Citrontræer vi kan see.,
En fremmed tedesco standser hist, !
I Haanden har han taget sin Hat,
Han tørrer Sveden af sig mat
Og raaber: „Thorvaldsen, pst, pst!
Til Middag kommer Du da til mig,
Jeg længes meget efter Dig!”

Vor Kunstner, ikkun halvt paaklædt,
Sig viser ved Vinduet af sin Bolig,
Og nikker ned til Herren fortrolig
Og svarer: „ Ja, Deres Majestæt?” ‒
Du studser, og dog en Konge var han,
Som voved sig ud i det hede Veir,
Hvor knap man træffer en simpel Mand,
Som hilste paa Kunstnerkongen her.
Kong Ludvig var det, Musernes Ven,
Du seer ham vist her imorgen igjen,
Han byttede gjerne selv sin Krone
Med Såt paa vor Kunstners Throne.

Hjemkomsten.

Det dundrer fra Krigsfregatten,
Det svarer fra Kronborgs Vold,
Bjergekkoet det gjentager
I Kullas Klippeskjold,
Det er som Himlen feirer
Ogsaa den Festens Dag,
Thi Nordlysfakler glimre
Høit fra dens sortblaa’ Tag.

Og Skarer af Baade, pryded’
Med mangen Blomsterkrands,
Fra Skaanes og Sjællands Strande
Heelt lystig gaae i Dands,
De svømmer om Fregatten,
Som skyder stolt sin Stavn
Forbi Tychobraheøen
Og ned mod Kjøbenhavn.

Der kaster den sit Anker,
Da hilses den med Sang,
Et tusindstemmigt Hurra
Fra Land og Bølger klang,
Og nye Baade flokkes
Paa denne Høitidsdag,
Bemalt’ med brogede Farver,
Med Faner smykt’ og Flag.

Ei mere henrykt jubled
Dit Folk, Venezia,
Naar Dogen feired sit Bryllup
Med Bruden i Adria.
Og atter er det som Himlen
Forhøied Festens Glands,
En Regnbu’ om Fregatten
Fletter sin skjønne Krands.

Hvem fører Rota, Valkyrien
Da dennegang ombord,
Er det en vældig Kæmpe,
Som har befriet Nord?
Ja vel, en vældig Kæmpe,
Men ei i krigersk Færd,
Hans Kunst er hans Bedrifter,
Hans Meisel er hans Sværd.

Der staaer han ved Kahytten,
Med Hatten i sin Haand,
Og hilser de glade Landsmænd
Med dybt bevæget Aand,
Mens et: „Velkommen atter!”
Gjenrunger fjernt og nær,
„ Ei glemte Du for Orangen
Dit Hjemlands Bøgetræer!”

Den hæderkronte Heros
Betræder sin Fædrestrand,
En mægtig, høi Begeistring
Modtager ham iland.
Den seierrige Jason,
Som vandt det gyldne Skind,
De i Triumphtog trække
I Kongestaden ind.

Hil Dig, o Kunstens Heros,
Hil, Danmarks Folk, og Dig,
Det Folk, som hædrer Kunsten,
Selv derved hædrer sig,
Og til de fjerne Dage
Skal Rygtet høres om,
Hvor Hjertet ham fløi imøde,
Da han til Hjemmet kom.

Museet.

Siig, hvad rejser sig der? et Palads i en Stiil halvt fremmed,
Skjøn dog, malerisk skjøn, varm som et Minde fra Syd.
Kjæk Facaden er bygt, det i Fiirkant lukkede Gaardsrum
Rammer om Himmelen smukt, dybere blaaner den her,
Og Malerier, al fresco malt’, med de yndigste Farver,
Blomstre paa Væggene frem, zire det hvælvede Loft;
Flinkt og med oprømt Sind sidder Kunstneren her ved sit Arbeid,
Høit den tonende Hal lyder igjen af hans Sang.
Alting minder om Syd, om det Land, hvor Skjsnhedens Vugge
Stod i en Laurbærlund vugt af Zefyrernes Pust,
Alting minder om Syd, om den Tid, da Rafael smykked
Skjønt, i Helleniens Aand, Pavernes Borg, Vatikan.
Dog i vort Norden vi staae, i det kolde, det fugtige Norden,
Flygtede Kunsten fra Syd, byggede her sig et Slot?
Ja, thi en Helt, en Heros fra Nord, en ny Alexander,
Førte den med i Triumph op til den baltiske Kyst.
Høit han begejstrede Danmarks Folk ved sin herlige Livsdaad,
Han, hvis Meisel har lært Verden at see imod Nord,
Fromt den kjærlige Søn ihukom sin fattige Moder,
Skjenked det fattigste Land Kunstens den rigeste Skat.
Derfor bygger nu Danmarks Folk sin Heros et Tempel,
Derfor muntert ved Sang Arbeidet gaaer af sig selv.
Her i den Hal, som Folket har bygt for sin ypperste Kunstner,
Her skal i Marmorskrift Minderne staae fra hans Daad,
Oldtids atter opvækkede Kraft skal forbause de Yngre,
Stenen selv prædike her fromt om vor himmelske Tro,
Her om hans Mausolee skal hans Aand indviende svæve,
Vække den nordiske Aand op til en Kunstnerbedrift.

Thorvaldsens Død.

Og han stod, en Olding i kraftfuld Aand,
Af de største Længsler bevæget,
Ei skjalv Mejselen i hans Haand,
Herlig han med sin Tryllevaand
I Steen Martin Luther præged.
Stjernen den er blegnet, Thorvaldsen død!

Og de floktes, og til hans Priis de sang,
Og hans Minni lod de udbringe,
Ei de aned’, at næste Gang
Aftenens Klokker atter klang,
De da for hans Lig skal ringe.
Stjernen den er blegnet, Thorvaldsen død!

Men hans Tid var kommen, hans Nat var nær,
Og urørt maa Meiselen ligge;
Segnet midt i sin Seiersfærd,
Rolig han laa i Døden der,
End skjøn med de brustne Blikke.

Og til Graven bar ham de danske Mænd,
Deres Hænder vare hans Baarer,
Krandsen, lagt paa hans Kiste hen,
Dannemarks Kvinder fletted den
Og ønsked’ „sov sødt” med Taarer.

Og han snart skal hvile de trætte Been
I Kapellet for hans Bedrifter,
Der, hvor Englen med Palmegreen
Aander selv i den døde Steen,
Og Fred til hans Minde vifter.

Ak, I danske Blomster omduft ham sødt,
Og en Slummer ønsk ham, saa rolig,
Danmarks Fugl syng ved Graven blødt,
Smeltende synk, o Du Aftenrødt,
Ned over hans sidste Bolig!

Men Du danske Folk, som har seet hans Glands,
Og hvis Stolthed han skulde være,
Viid, at aldrig et Navn som hans
Straalede fra Din Mindekrands,
Udbredte Din Folkeære!
Stjernen den er blegnet, Thorvaldsen død.

Mon Din sidste, herlige Helt Du saae,
Eller er Din Tid i sit Komme?
Skal han kun som et Nordlys staae,
Eller som Morgenstjerne spaae,
At Natten den snart er omme?
Blegned imod Daggry Nordstjernen her?

Generel kommentar

Dette digt udkom i et trykt hæfte.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Hammerich
Emneord
Idolisering af Thorvaldsen · Thorvaldsen og kristendommen · Thorvaldsen og Rafael · Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles
Personer
Nicolai Abildgaard · Thomas Hope · Bertel Thorvaldsen · Karen Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 11.11.2014 Print