Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9492 af 10185
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Den Frisindede 30.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Nat og Dag

Med Valmu’krandsen i sit Haar
Hun svæver over Jorden;
Og mangt et Hjerte stille staaer,
Og endt er Klagen vorden.
Nu lukker Øiet sig forgrædt,
Hun Søvn, hun Død os bringer:
Saa svæver „Natten” luftig let
Med sorte, slappe Vinger! ‒ ‒

Med Blomster om det gyldne Haar
Hun flyver gjennem Rummet,
Og mangen Sorg med Sol opstaaer,
Var den en Stund forstummet.
Hun Roser over Jorden strøer,
Og Nattens Ugle tvinger: —
Saa ”Dagen” fra sit Stjerneslør
Med Lysets Fakkel svinger! ‒ ‒

”Nat”, med Din dybe Poesie!
”Dag”, med de Former rene!
I leve; ‒ ‒ men det er forbi
Med ham, der Liv gav Stene!
Med ham, som gav os „Dag og Nat”
Og Afglands af sin Hæder ‒ ‒
Dog, han sig selv har Minde sat
I Himlens Juleglæder”.

Han trænger ei til Sangerpriis!
Men lad i Sorgens Dage,
Blandt Hæders ydere Beviis,
Naar hjem vi ham ledsage, ‒
Lad os erindre, hvad han var
For Kunstneren den unge,
Hvis Dag ved ham blev lys og klar,
Hvis Kampe mindre tunge!

Nu staaer af Mesteren forladt
Den store Kunstnervrimmel;
Det er ei Poesiens Nat
Med Stjerner paa sin Himmel; ‒
Nei, det er Dødens mørke Ro ‒ ‒
Men lad os helligt love,
At leve Kunst og Kunstner troe,
Saa kan i Fred han sove!

Thi Danmark, Danmark! oftest Du
Stedmoderlig har været
Mod dem, som med en sønlig Hu
Dit lille Navn har æret.
For Laurbær gav Du Torne tidt;
Dem Seiersdagen smilte
Først naar de havde her udstridt
Og under Muldet hvilte.

Generel kommentar

Dette digt blev trykt i Den Frisindede, 10de Aarg. No. 37.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844, Den Frisindede 30.3.
Emneord
Digte om Thorvaldsens værker · Thorvaldsens død
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 04.05.2015 Print