Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9430 af 10181
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [+]

Afsendersted

København

30.3.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original


THORVALDSENS
JORDEFÆRD,
den 30te Marts 1844.

Ordene af Oehlenschläger.
Musiken af Gläser.

KIØBENHAVN.
Trykt hos J. D. QVIST.

Chor.
Folket samler sig i store Rækker
Om en Kiste, hen i Kirken sat;
Rige Hæderstegn dens Laag bedækker.
Har en Helt, en Fyrste, dig forladt,
Fædreland? — Ak giennem Taaren sukker
Danmark: Nei! det var en Billedhugger!
Men ei Helten, over trætte Been,
Reiste selv sig større Mindesteen.

Recitativ.
Da Frost og Blæsten med Iis og Snee
Fløi hid, for Vinterens Fest at hædre,
Da lod i Sneefoget grandt sig see
Fra Islands Øe Dine Heltefædre.
Som Engle kom de fra Himlens Hal,
De siunge: Vi bringe dig til din Skaber!
Dit Fædreland ei dig miste skal,
Din Genius aldrig Danmark taber.
Da smilte Du, da henslumred Du,
Og fulgte gierne de gamle Helte;
Thi dine Værker — de staae endnu
I Marmorsnee, som kan ikke smelte.

Choral.
Friskt i din Krands var sidste Blad;
I Vennekreds tilfreds Du sad;
Da hen i Kunstens Hal Du gik,
Og der, i Dødens Øieblik,
Udbredte Tonens Vinger sig
Og bragte Dig til Himmerig.

Saa redte de den Døde Seng
I Skolen, hvor som lille Dreng
Han gik, paa Anlæg, Tanke rig.
Der stod den store Mesters Lig.
Der, Thorvald! længe skal din Aand
Veilede mangen Ynglings Haand.

Sang.
Til Syden han drog, hvor Støtterne staae,
De herligste Minder af Hellas Bedrifter.
Det var den Bog og de Viisdomsskrifter,
Som Thorvalds Aand kunde bedst forstaae.
I deres Aand han sin egen saae;
Og deres Betydning han os forklared
I Værker, som selv Ham aabenbared.
Antiken var ei Antike meer;
Den levende blev; — han dybt den fatter.
Og Phidias og Praxiteles atter
I Ham forbauset Europa seer.

Tre Stemmer.
Men ei blot Kunst fra Korinth, Athen,
Ham danned og blev hans Aand tilgode:
Hvor Rafael, hvor Michel-Angelo stode,
Der klang ved Hammeren Thorvalds Steen.
Og Medicæernes Laurbærgreen
Sig frodigt ind i hans Værksted bøied,
Og styrked ham og forfrisked ham Øiet.
I Basrelieffet Correggios Ord
Han gjentog, — Naturen det selv befaler:
“O Rafael! jeg er ogsaa Maler.” —
Og hvo er Den, som ei Thorvald troer?

Flere Stemmer med Chor.
Og stort, som Aanden sig udvikled Hiertet,
En Røst fra Himlen han fornam:
Han følte: hvad der Christus havde smertet,
Og hvad der havde glædet ham.
Da med Disciplene vor Frelser fra det Høie
Nedfoer paa Sky, ved milde Lyn,
Og rørte ved et jordiskt Øie,
Da Thorvald saae et himmelskt Syn.
Og hvad han saae, han Danmark viste:
De store Billeder de staae nu om hans Kiste;
Og Christus strækker — salig skiøn —
Sin Haand mod ham og siger: Kom, min Søn!

Slutningschor.
Farvel, Du store Thorvald! Hør Fædrelandets Røst!
Hør hver en Vennestemme fra dybtbevæget Bryst!
Hør Hver, hvis Aand forstod dig, hvis Hierte aned Kunst!
Tak, Thorvald! Du har adspredt den tykke Taagedunst.
Dig signe Mænd og Gubber, og Qvinder, Børn saa smaae!
De skal i modne Fremtid din Herlighed forstaae.
Du skiænkte Danmark Ære! — hvad kan vi skiænke dig?
Vor Kiærlighed! Du seer den hist fra dit Himmerig!

Generel kommentar

Denne sang er trykt i forbindelse med Thorvaldsens bisættelse i Vor Frue Kirke i København.

Arkivplacering
M16,13 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844)
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Idolisering af Thorvaldsen · Thorvaldsen og kristendommen · Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles · Thorvaldsens bisættelse
Personer
Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 13.04.2014 Print