(Indsendt.)
Høitidelig stemte vandrede paa den Dag, da Thorvaldsens Jordefærd fandt Sted, 2de heri Staden sig en kort Tid opholdende Svende, hørende til Væverlauget, til Exerceerhuset, for der at tage Plads iblandt deres andre Laugsbrødre, og efter at have befæstiget det Tegn, de af Vedkommende havde faaet, paa deres Bryst, begave de sig omkring for at besee de forskjellige Faner og Emblemer; midt i den almindelige Sorg glade over, at de som Fremmede engang, naar de atter vendte tilbage til deres langt bortliggende Fædreland, kunde fortælle deres Landsmænd, hvorledes Kunstens Konge, den store Thorvaldsen, blev begravet. Men Skriftsproget siger: hertil og ei længere skal Du komme. Paa det Ubehageligste bleve de ved Tilbagekomsten overraskede ved Oldermandens Anmodning om at de skulde forføie dem bort, paa Grund af, at den Ene af dem havde Kaskjet, den Anden en saakaldet Hue. De havde imidlertid Begge Flor om den venstre Ann, og heller ikke vare de nævnte Hovedbedækninger afstikkende i Farve eller Facon (sorte begge), hvorhos det maa bemærkes. at de, der, som anført, vare Fremmede, først havde erkyndiget sig hos andre Vedkommende, hvorvidt det var nødvendigt at følge med Hat (som Ingen af dem havde eller nogensinde bruger), og erholdt til Svar, at det var en aldeles ligegyldig Sag. Efter Oldermanden kom en Svend med samme Anmodning, der forsaavidt var overflødig, da deres Beslutning alt for længe siden var tagen. De gik bort; men nogle Svende af et forbidragende Laug vinkede ad dem, at de skulde følge med dette, og saaledes kom de da til at gjøre Toget med iblandt fremmede, dem ubekendte Mennesker, der vare mere humane end deres egne Laugsbrødre. Hvorvidt Hr. Oldermanden, ved sin Anmodning, der dybt maatte krænke disse tvende fremmede Svende, har handlet rigtigt eller ei, eller har lagt nogen synderlig Tact for Dagen, er temmelig indlysende; men i ethvert Tilfælde er det ei at undres over, om de Tilbageviste efter denne Affaire for stedse afholde sig fra at besøge det almindelige Forsamlingshuus for Svendene: Herberget.
* * *
Naar vi, ved at optage denne ubetydelige Laugsstoltheds Historie, paa en Maade komme til at dele „Fædrelandets” Indiskretion*) ‒, saa er det ikke saa meget for at ville dadle Væverlauget eller dets nidkjære Oldermand, som for at vise et smukt Træk af det andet Laug (vi troe, det var Snedkernes), der broderligt optog de Forskudte, i den fornuftige Tanke, at en betalt Kaskjet eller Hue i alt Fald lige saa meget hædrede den store Afdøde, som en laant eller endnu ubetalt Hat.
Red.