Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 8248 af 10185
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen
NN [+]

Afsendersted

København

5.1.1840 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Et eventyr fortalt af månen om Thorvaldsen som barn, der vågner midt om natten og sætter sig ved sin mors rok og spinder så stærkt, at snoren flyver af. Moren vågner i forskrækkelse. Månen ser nu pludselig Vatikanets skulpursamling, og herfra springes der igen i tid og sted til en aftenfestlighed ved Nysø gods, hvor Thorvaldsen hyldes.

Se original

Literatur og Kunst.

Det er allerede tidligere anmeldt at en tydsk Oversættelse af H.C. Andersens ‘Billedbog uden Billeder,’ er under Arbeide. Denne vil indeholde fem og tyve Aftener, hvorimod den danske Original kun har de tyve. Ved Forfatterens Velvillie see vi os istand til at meddele en af disse nye, der paa Dansk først vil komme i et følgende Hefte, og vi troe at just denne paa Grund af Motivet, der er taget efter en mundtlig Meddelelse af Hovedfiguren i det hele Billede, vil have en egen Interesse for de Danske:

„Det er flere Aar tilbage,” sagde Maanen „det var her i Kjøbenhavn; jeg tittede ind af Vinduet i en fattig Stue. Fader og Moder sov, men den lille Søn sov ikke; jeg saae hvor de blommede Kattuns Sengeomhæng rørte sig og Barnet tittede ud; jeg troede først, at han saae paa det bornholmske Stueuhr; det var nok saa broget malet med Rødt og Grønt, der sad en Kukker oven paa, der var svære Blylodder og Perpendikkelen med den skinnende Messingplade gik frem og tilbage, „dik, dik!” men det var ikke det han saae paa; nei! det var paa Moders Spinderok; den stod lige under Uhret. Den Rok var Drengens kjæreste Stykke i det hele Huus, men han turde ikke røre den, for saa fik han over Fingrene; hele Timer, naar Moderen spandt, kunde han sidde og see paa den snurrende Teen og det drejende Hjul, og derved havde han nu sine egne Tanker. Ak, turde han dog ogsaa spinde paa den Rok! Fader og Moder sov; han saae paa dem, han saae paa Rokken, og lidt efter stak der en lille nogen Fod ud af Sengen og saa nok en nogen Fod, der kom to smaae Been, bums! stod han paa Gulvet. Han drejede sig endnu engang om for at see om Fader og Moder sov; jo, det gjorde de; og saa gik han sagte, ganske sagte, kun i sin lille stumpede Skjorte, hen til Rokken og begyndte at spinde; Snoren fløi af, og Hjulet løb da meget hastigere. Jeg kyssede hans gule Haar og hans lyseblaae Øine; det var et nydeligt Billede. Moderen vaagnede i det samme, Omhænget rørte sig, hun saae ud og tænkte paa Nissen eller paa et andet lille Spøgelse. „I Jesu Navn!” sagde hun, og stødte, angst, Manden i Siden; han slog Øinene op; gned dem med Haanden og saae paa den lille travle Fyr. „Det er jo Bertel!” sagde han.

Og mit Øie vendte sig fra den fattige Stue ‒ jeg seer jo saa vidt omkring! jeg saae i samme Øieblik ind i Vatikanets Sale, hvor Marmor-Guderne staae; jeg bestraalede Laokoons Gruppen, Stenen syntes at sukke ; jeg trykkede mit stille Kys paa Musernes Bryst, jeg troer det hævede sig. Dog længst dvælede mine Straaler ved Niilgruppen, ved den colossale Gud. Støttende sig paa Sphinxen laa han saa tankefuld, drømmende der, som tænkte han paa de henrullede Aar; de smaa Amoriner legede om ham, deres Leeg med Krokodillerne; i Overflødighedshornet sad med sammenlagde Arme og saae paa den store alvorlige Flodgud, en ganske lille Amor, et tro Billede netop af den lille Dreng ved Rokken, det var de samme Træk; levende og yndigt stod her det lille Marmorbarn, og dog over tusinde Gange har Aarets Hjul dreiet sig siden det fremsprang af Stenen. Just saa mange Gange som Drengen i den fattige Stue dreiede Rokkehjulet, har det større Hjul snurret rundt og snurrer endnu, for Tidsalderen skaber Marmorguder, som disse.

See, det er altsammen flere Aar siden! Nu igaar vedblev Maanen, „saae jeg ned paa en Bugt ved Sjællands Østkyst; der er deilige Skove, høie Banker; en gammel Herregaard med røde Mure, Svaner i Voldgravene, og en lille Kjøbstad med sin Kirke mellem Æblehaver. En Mængde Baade, alle med Blus, glede hen over den rolige Vandflade; det var ikke for at stange Aal at Blussene lyste, nei; Alt var festligt! Musiken klang, en Vise blev afsjunget, og midt i en af Baadene stod ham, de hyldede: en, høi, kraftig Mand i en stor Kappe, han havde blaa Øine og lange hvide Haar; jeg kjendte ham og tænkte paa Vatikanet med Niilgruppen og alle Marmorguderne, jeg tænkte paa den lille fattige Stue, jeg troer saamen i Grønne Gade, hvor den lille Bertel med den stumpede Skjorte sad og spandt. Tidens Hjul har dreiet sig; nye Guder ere stegne frem af Stenen. ‒ ‒ ‒ Fra Baaden lød et Hurra, et: „Hurra for Bertel Thorvaldsen!” ‒

Generel kommentar

Eventyret blev trykt for første gang her i Portefeuillen for 1840, 1. bind. Det udkom siden som en del af Billedbog uden Billeder i dette værks 2. udgave, 21.12.1844, og igen april 1847 i den komplette udgave af eventyrsamlingen, jf. H.C. Andersen Centret. I de samlede udgaver er eventyrene fortløbende nummereret, og det forhåndenværende eventyr kaldes for “Fire og tyvende Aften”. H.C. Andersen forærede Thorvaldsen en udgave af Billedbog uden Billeder, sandsynligvis i den første udgave fra 1840, der ikke indeholdt denne historie, jf. Andersens dedikation.

De små eventyr har alle månen som alvidende fortæller, og eventyrene har et kollagepræg, hvor der frit springes i tid og sted. I sin biografi over Thorvaldsen, som blev udgivet som en føljeton i Berlingske Tidende 30.12.1844 – 3.1.1845, skriver H.C. Andersen, at historien tager udgangspunkt i én af Thorvaldsens egne erindringer.

Se endvidere artiklen om Thorvaldsen og H.C. Andersen.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1840, Portefeuillen 5.1.
Andre referencer

  • Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912, p. 12-13.
  • H. Topsøe-Jensen (ed.): H.C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling, vol. I, København 1959, pp. 259-261.

Emneord
Nysø · Thorvaldsen og forfattere
Personer
H.C. Andersen · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 27.08.2018 Print