Arkivet, Thorvaldsens Museum

Thorvaldsen og H.C. Andersen

Det er ei om hvor Vuggen gik,
men om vort Snilles Stade;
Sin Phidias jo Norden fik
fra Lille Grønnegade.

H. C. Andersen til Thorvaldsens romerske fødselsdag 8. marts 1844

Indledning

Thorvaldsens højtidelige bisættelse i Vor Frue Kirke lørdag den 30. marts 1844 sluttede med et digt, sunget af studenternes sangkor til melodi af J. P. E. Hartmann:

Træd hen til Kisten her! Kom, fattig Mand!
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han blev en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted over Danmarks Rige!

Digtet var af H. C. Andersen, og de første strofer kunne med ligeså god ret pege på hans eget eventyrlige liv, der endte enogtredive år senere i den samme kirke og med et følge, som i fornemhed og mængde ikke stod tilbage for Thorvaldsens.

Til forskel fra andre danske billedkunstnere og digtere kom de begge fra samfundets laveste lag. En fælles oprindelse og skæbne forenede den ældre billedhugger og den yngre digter i gensidigt venskab og fortrolighed. Hvor ulige de end var i fysik, karakter og sind, havde de fulgt samme livsbanes stejle kurve gennem usle kår til et ry uden sidestykke i dansk åndsliv.

Thorvaldsens tanker herom er aldrig nedskrevet. Han satte kun nødtvungent pen på papiret. Andersen tvivlede ikke. På hundredårsdagen for Thorvaldsens fødsel betroede han sin dagbog: “Jeg tør ikke skjule paa disse Blade, som aldrig trykkes, men fødes i min Dagstanke. At jeg følte saa Meget i mit Liv beslægtet med Thorvaldsen, vor fattige Fødsel, vor Kamp og vor store Verdenserkjendelse.”

H. C. Andersen har næppe påvirket Thorvaldsens personlighed og livsværk, men den store billedhuggers milde, kloge godhed og opmuntrende ord varmede digterens forpinte sjæl. Han, der var hudløs over for kritik, modtog med taknemmelighed ethvert bifaldende nik.

Derimod har H. C. Andersen betydet ikke så lidt for et nøjere kendskab til Thorvaldsens biografi. J. M. Thiele nød et par steder i sit grundlæggende værk godt af hans hukommelse, og efterhånden som Andersens breve og dagbøger blev udgivet, modtog eftertiden viden om Thorvaldsens menneskelige væsen og egenskaber med mange kærkomne træk, der supplerer baronesse Stampes mageløse erindringer, hans kammertjener C. F. Wilckens optegnelser og Johanne Luise Heibergs kloge iagttagelser i hendes berømte memoirer.

Barndom og ungdom

H. C. Andersens fødsel den 2. april 1805 i Odense er sikker; dagen endsige året for Thorvaldsens er stadig omtvistet. Hvis man tør stole på gravstenens indskrift i museets gård, kom han til verden den 19. november 1770 og har været femogtredive år ældre end Andersen.

Bertel Thorvaldsen tav om sine første år i Københavns fattigkvarter. Hans islandskfødte far var en mådelig, men også forsømmelig billedskærer. Værftsejer og skibsreder Lars Larsen fortalte som gammel mand Thiele, at han i sine yngre dage var sendt i byen af sin principal for at finde ud af, hvorfor Gotskalk Thorvaldsen var udeblevet fra sit arbejde, noget der til tider hændte, når han tog sig en tår for meget. Udover en uhumsk uorden i hjemmet lagde Lars Larsen mærke til: “… en Grad af Armod som … var større end han andetsteds havde seet den”. Thorvaldsens mor var en degnedatter fra Vestjylland, og hendes samliv med manden blev næppe lykkeligt. Med årene forfaldt hun, udslidt og sjusket, som andre af hendes stand.

H. C. Andersens barndom i Odense kendes af alle, der har læst Mit Livs Eventyr. Han fortalte vidt og bredt enhver om sig selv i sit fattige, men propre hjem. Faderen var friskomager uden ret til at holde svend, moderen en jævn tjenestepige med en datter uden for ægteskabet. Hun var gift to gange og blev i de sidste år som fattiglem vitterlig drikfældig. Både Thorvaldsen og Andersen var enebørn og morsdrenge. Langt fra hjemmet, som voksne i Rom, fik de at vide, at de var blevet moderløse.

I de unge år må de have været ret forskellige. Drengen Bertel tumlede sig på torve og stræder med sine kammerater og kunne være lidt af en gadedreng. Hans Christian holdt sig på sikker afstand af jævnaldrende, passede sig selv, drømte under stikkelsbærbusken om poesi og teater, tegnede, syede og klippede. Thorvaldsen havde en smuk, velbygget skikkelse. Andersen var en opløben, ranglet nærmest komisk figur, “med det forunderlige Sving mit hele Væsen havde fremfor andre Børn i min Stilling”.

Thorvaldsen efterlod kærester i København og fik to børn med en gift dame i Italien. Han havde et normalt mandfolks behov for kvinder, men undgik behændigt ægteskab og forpligtende forhold. Han satte sin frihed og uafhængighed som kunstner højt og brød senere en opsigtsvækkende forlovelse med en rig og dannet skotsk dame. Engang Thiele traf ham under arbejdet med pavens gravmæle, udtrykte han sig således: “Derfor lever jeg her som paa en Reise … og derfor har jeg aldrig villet sætte mig fast ved Huus eller Equipage! ... Var jeg nu afhængig af Saadan noget, saa kunde jeg ikke giøre, hvad jeg vil!”

Skønhedsdyrker om nogen fandt han fejl og mangler hos kvinder. Når han tegnede eller modellerede efter nøgenmodel, blev, som han tilstod, hans Gratier eller Venus’er sammenstykket af flere piger. Et ben fra een, en arm fra en anden, en barm fra en tredie, indtil han havde formet den ideale skønhed, han og de gamle Grækere foretrak for naturens luner.

H. C. Andersens forhold til det andet køn var mere speget, men ægteskab turde han heller ikke indlade sig på. Andersens dagbøger røber hans bestandige, uforløste længsel efter kvinder og hans ikke talrige, men alvorlige forelskelser. “Han fandt,” som Paul V. Rubow så træffende skriver, “ikke anden Fejl ved Kvinder, end at de somme Tider gav ham det Nej, han selv havde provokeret.”

Hans sanselighed, markeret på dagbogssiderne med betydningsfulde tegn, tilfredsstilledes på en måde, han kun antydningsvis turde betro sin pen. Ligesom Søren Kierkegaard noterede om sig selv, at “da han skulde være Mand sprang han fra og blev Digter”, forblev Andersen til sin død ren trods fristelser, venners og bekendtes drillerier og lyst til at forføre ham. Han afskyede slibrigheder og tvetydig tale og tilegnede sig med årene en diskret takt, i modsætning til Thorvaldsen, som i godt selskab ikke altid var stueren. Angsten for at komme en kvinde for nær holdt Andersen fra dansegulvet. Thorvaldsen elskede at danse til højt op i årene. Efter et hofbal på Christiansborg i 1840 noterede Andersen: “Kl. 4 om Morgenen, da jeg tog bort, dandsede Dronningen Polonaise med Thorvaldsen.” Han var da halvfjerds år gammel.

Læreår

De unge menneskers ubestridelige evner vandt snart forståelse hos formående folk. Ligesom Abildgaard interesserede sig for eleven på Kunstakademiet, påvirkede og vejledede ham, tog en kreds af fornemme og begavede mænd og kvinder sig af Andersen og hjalp ham med almisser og middagsmad i de værste trængselsår. Abildgaard og greve Johan Ludvig Reventlow formidlede Thorvaldsens “svendestykke”, portrætbusten af den mægtige stats- og udenrigsminister, greve Andreas Peter Bernstorff (fig. 1). Etatsråd Jonas Collin så ikke nogen fremtid for Andersen som sanger, danser eller skuespiller end ikke som forfatter og fik ham med kongelig understøttelse sat i latinskole, utvivlsomt med tanke på en løbebane i statens tjeneste.

A.P. Bernstorff
Fig. 1. Thorvalden: Buste af A. P. Bernstorff 1795. Gips. A856.

Thorvaldsen var uddannet kunstner, guldmedaljevinder og stipendiat, da han i august 1796 gik ombord i en af marinens fregatter og efter forskellige genvordigheder undervejs den 8. marts året efter nåede Rom. Den dag regnede han for sin egentlige fødselsdag. Den blev fejret hvert år, senere også selskabeligt i København.

H. C. Andersen huskede altid mandag den 6. september 1819, da han steg af dagvognen fra Odense og fra Frederiksberg bakke første gang så ud over Kongens København, inden han med sin lille bylt og “neppe ti Rigsdaler i Lommen” gik gennem haven og den lange allé ind til byen. Mange år efter satte han pris på at være Christian 8.’s og dronning Caroline Amalies gæst på øen Föhr i Vadehavet just den årsdag.

Thorvaldsen og Andersen blev hjulpet i vej, men døjede ondt de første læreår. Thorvaldsen faldt ned i Rom som fra månen, stum og uvidende. Hans mangel på de mest elementære kundskaber rystede hans lærde landsmand, arkæologen Georg Zoéga. Andersen led under rektor Meislings ubarmhjertige strenghed og lunefuldhed. Thorvaldsen måtte lære sig den vanskelige marmorhugning, den kendte man ikke på Charlottenborg, dernæst se og fatte den klassiske oldtids kunstværker, hvad der kunne være besværligt nok, da Bonaparte efter freden i Tolentino havde plyndret Vatikanet og den romerske adels samlinger og slæbt de mest berømte statuer til Paris.

Skoleeleven H. C. Andersen stred med at forbedre sine karakterer i græsk, under Meislings og Jonas Collins årvågne øjne.

Thorvaldsen kunne takke sin arbejdsmoral, sine venners og beskytteres hjælp for, at han overlevede de første år i Rom; og dog var han lige ved at fortvivle og vende hjem. Den engelske bankier Thomas Hope’s bestilling af Jason i marmor gav ham en frist og mod til at blive. Han voksede hurtigt med nye opgaver, og i 1805, samme år H. C. Andersen blev født, skrev Zoéga i et brev til Danmark: Han og Canova er de to største billedhuggere i Rom.

H. C. Andersen kunne takke sin forsynstro på Gud og sin stædige fastholden ved medfødte evners usvækkede oprindelighed for, at han overlevede skoletidens plager. Hertil må føjes hans gå-på-mod og et enestående talent for nyttige bekendtskaber.

I Mit eget Eventyr uden Digtning fortæller han om et sammentræf, der fik følger for denne historie.

Et tilfældigt møde

Begivenheden må have fundet sted i efteråret 1819. H. C. Andersen var femten år gammel og fristede en kummerlig tilværelse i København, da han mødte Thorvaldsen. Den store kunstner var kommet på besøg for at aftale nærmere om bestillinger til Christiansborg, Vor Frue Kirke og Raad- og Domhuset. Et sted passerede de hinanden på gaden. “Jeg vidste det var en betydelig Mand i Kunsten,” skrev Andersen, “Jeg betragtede ham, hilsede, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: “Hvor har jeg seet Dem før? Jeg synes vi kjende hinanden! — Og jeg svarede da: nei vi kjende slet ikke hinanden!”

Gravmæle over Vaccà Berlinghieri
Fig. 2. Thorvaldsen: Gravmonument for Vacca Berlinghieri. 1828. Marmor. Campo Santo. Pisa.

Da Andersen i Rom opsøgte Thorvaldsen, mindede han om mødet. Thorvaldsen trykkede hans hånd og udbrød: “Vi have nok følt den Gang, at vi dog skulde blive gode Venner!”

Allerede inden studentereksamen i 1828 havde H. C. Andersen debuteret som forfatter. Efter en rejse i Danmark og en udflugt til Harzen var hans forfatterskab vokset og havde vundet en ikke ringe anerkendelse. Thorvaldsen var i Rom travlt optaget af monumentale opgaver, endog den for en ikke katolik enestående hæder at udføre et pavegravmæle i selve Peterskirken. Hans kunst havde kulmineret, hans berømmelse sikker, og efter Canovas død gjorde ingen ham rangen stridig som Europas første billedhugger

Samvær i Rom

I efteråret 1833 nåede H. C. Andersen Italien efter længere ophold i Paris og Schweiz. Her fuldførte han sin første dramatiske digtning Agnete og Havmanden, et værk, troede han, der med eet ville gøre ham til en berømt digter.

Han lagde vejen over Carraras marmorbrud og skrev til sin københavnske veninde Henriette Wulff: “Inde i Bjerget sad Guder og Gudinder bundet fast i Stenen og ventede paa en Mager som Canova og Thorvaldsen, der skulde udløse dem.”

I Pisa gik han på kirkegården Campo Santo og så lægen Vacca Berlinghieris gravmonument med Thorvaldsens basrelief af Tobias, der helbreder sin blinde far (fig. 2). Andersen genkendte i den unge Tobias Thorvaldsens træk. Florens åbnede hans blik for skulptur. “Jeg havde ikke tidligere havt Øie eller Sands for Sculptur,” skriver han i Mit Livs Eventyr, men i galleriet betragtede han henført den medicæsiske Venus og Niobegruppen. “Det var forunderligt gribende! Herlige Stillinger!”

Fredag den 18. oktober “sultne og udmattede af Mangel paa Søvn” kom han med sine rejsefæller endelig til Rom. Ved et tilfælde overværede han samme dag Raphaels anden gravlæggelse i Pantheon og iagttog på afstand Thorvaldsen i procession med en tændt vokskærte i hånden (fig. 3). Det var meget højtideligt; men da kisten igen skulle lempes ind i den smalle åbning til graven, blev den løftet så højt, at som Andersen noterede: “de i orden lagte Been og Knokler atter faldt sammen. Man hørte hvorledes de ramlede.”

Åbningen af Rafaels grav i Pantheon 1833
Fig. 3. Francesco Diofebi: Åbningen af Rafaels grav i Pantheon. 1833. Malet 1836. B73.

Thorvaldsen kan ikke have været uforberedt på et besøg af den sikkert forlængst glemte yngre digter. I et brev til Ludvig Bødtcher, hans ven, havde Jonas Collin tilføjet: “Dersom H. C. Andersen, ung Digter er kommen til Rom, saa tag Dem af ham; det er et inderligt godt og elskværdigt Menneske, men han trænger til, at gode Mennesker sørge for ham ...”

Dagen efter sin ankomst blev Andersen venligt modtaget af Thorvaldsen på hans bopæl og var næppe sen til at erindre om det tilfældige møde i en københavnsk gade. Han “viiste mig sin rige Malerisamling af levende Mestre, som han vil skænke Danmark efter sin Død.” Ved den lejlighed kan Andersen have set et maleri af den holstenske marinemaler Friedrich Thöming af havbugten ved Neapel. I en båd sidder Thorvaldsen og maleren sammen med andre. Der er også en brig for fulde sejl. Den har Andersen aftegnet og gemt. Nu opbevares den sammen med hans andre tegninger i Odense og maleriet i Thorvaldsens Museum.

Thorvaldsen var i gang med at modellere et relief “han for sin Fornøielse nu arbejdede paa over Raphael,” beregnet til hans gravmæle i Pantheon, men ikke anvendt … “Paa et andet, hvor en Hyrdinde havde en Rede fuld af Amoriner var der een jeg slet ikke kunde finde Mening i, spurgte ham derfor om det; — ja ved den har jeg intet tænkt,« sagde den ærlige billedhugger. En sand kunstners svar til en tænksom litterat, som med sine gode øjne betragtede relieffet Hyrdinde med en Amorinrede (fig. 4).

I Mit Livs Eventyr, der ikke i alle enkeltheder må tages efter sit fulde pålydende, tilføjede Andersen: “Den jevne Ligefremhed, det milde Hjertelige hos den store Kunstner greb mig, der var forunderlig blød, saa at jeg næsten i Taarer forlod ham, uagtet vi nu hver Dag, som han sagde, skulde ses.”

Den 7. november besøgte han første gang Thorvaldsens værksteder. “Saae en ganske deilig Psyke i Gips og en Byron i Marmor.” Nu havde Andersen fået logi i Via Sistina, hvor Thorvaldsen længe havde boet som pensionær i Casa Buti. Om aftenen mødte de ofte hinanden sammen med andre landsmænd i kunstnerkoloniens stamknejper.

I øvrigt gik den første tid med rundvandringer i Rom og til omegnens seværdigheder og med at træffe de mange skandinaviske og tyske kunstnere. Med sig i lommen havde han små stykker papir og aftegnede, hvad der fængslede ham. Hjemme trak han tegningerne op med brunt blæk. Han brugte sine øjne og foretrak den gotiske domkirke i Milano for Peterskirken. Canovas gravmæle over pave Clemens XIII imponerede ham mere end Thorvaldsens over Pius VII.

Hyrdinde med en amorin-rede
Fig. 4. Thorvaldsen: Hyrdinde med en Amorinrede. Rom 1831. A424.

I sine breve til Jonas Collin bad Thorvaldsen ham hilse. Just på den tid vekslede den noget yngre embedsmand skrivelser med sin store landsmand i Rom om, hvad der skulle ske med hans samlinger. Det var også gennem et brev fra Andersen, at man i København hørte om et uheld i værkstedet, der nær kunne være blevet til en ulykke. Under arbejdet på kurfyrst Maximillians rytterstatue var den fireogtresårige billedhugger kravlet op på stilladset til hestens hoved for at rette en detalje. Han snublede, styrtede, men fik til alt held greb i hestens lerøre, der var formet over en solid metalkerne. Her holdt han fast, indtil han kunne glide nogenlunde uskadt ned.

Agnete og Havmanden

Roms fortryllelser og Thorvaldsens venlige velkomst mindskede dog ikke H. C. Andersens længsel efter at høre om Agnete’s skæbne. Hver postdag ventede han utålmodigt på brev, spændt på, hvad hans ven Edvard Collin ville mene. Naturligvis måtte han sin vane tro læse digtet højt. Den første lejlighed bød sig få dage efter ankomsten i et selskab hos den fraskilte prinsesse Charlotte Frederikke, den senere kong Frederik 7’s mor. Thorvaldsen var til stede, og digteren tog straks fat. “Thorvaldsen syntes henrykt,” skrev han i dagbogen, “roste Harmonien, de smukke Vers og den store Idee, bad mig læse det for sig i Ro, det samme bad alle Kunstnerne mig om, og drak min Skaal.”

Et par uger senere gentog han oplæsningen hos blomstermaler J. L. Jensen. “De vare alle henrykte, Bødtcher bad om at drikke Dus med mig.” Andersen elskede ros. Han kendte også medaljens bagside; for som der står i et brev til Henriette Wulff: “Men maaske er alt dette kun de almindelige Komplimenter til en ung Digter, man ikke veed er vant til at høre kun den bittre Sandhed.”

Med forventning så han frem til den dag, Thorvaldsen for anden gang skulle lytte til Agnete og Havmanden. Den 6. december havde han meldt sig sammen med en indbudt kreds, hvorimellem til Andersens fortrydelse digteren Henrik Hertz befandt sig. “Hertz sad tæt ved mig, jeg følte mig særdeles geneert, følte at jeg læste det slet, thi jeg tænkte alle Øieblikke, hvad mon han tænker; jeg jog afsted i Galop. Thorvaldsen sad med det alvorlige, kloge Ansigt og hørte opmærksomt, og naar jeg saa paa ham, tilnikkede han mig Bifald, – han gjør meget af Agnette; Hertz yttrede ikke et Ord, hverken for eller imod.” I Mit Livs Eventyr tilføjede Andersen, at Thorvaldsen havde sagt: “Og saa er det saa Dansk … det er fra Skoven og Søen derhjemme.”

En måned senere efter nytår 1834 kom de længe ventede breve. Et fra Jonas Collin med formaninger og et andet fra hans søn Edvard: “I en saa haard og belærende Tone fuldt af Lidenskab. Han meldte mig min Æres Død. Agnete var til Fortvivlelse vanskabt, et sammensmuurt maadeligt Arbejde. Det rystede min Sjæl saa dybt, jeg blev saaledes overvældet at al min Følelse forgik, min Tro paa Gud og Mennesker.”

Agnete og Havmanden har ikke nydt større bevågenhed hos H. C. Andersens talrige beundrere eller i dansk litteraturhistorie. I hvert fald har hans romaner og navnlig hans eventyr og historier fordunklet den første, større digtning. Hvordan det nu end forholder sig er Agnete, læst uhildet, et dramatisk, på sine steder betagende værk med flere glimrende skildringer og smukke vers; som helhed et imponerende arbejde af en otteogtyveårig yngling, der blot få år forinden var blevet student.

Den skånselsløse nedsabling digtet var udsat for af Edvard Collin og en unavngiven ven (J. M. Thiele), begge litterært dannede venner, forbitrede Andersen, der stadig var opfyldt af den henrykkelse det havde vakt hos de danske kunstnere i Rom med Thorvaldsen i spidsen. Man vil gerne tro, at just Thorvaldsen havde sans for Agnete og Havmanden’s mange dyder og med sin kunstneriske fornemmelse følt Andersens billeddannende evne og digtets rumlige naturoplevelse.

Det må have trøstet H. C. Andersen, at hans ældre, ærlige ven B. S. Ingemann, en af de kunstnerisk mest sikre danske digtere, skrev ham en uskrømtet lykønskning engang i løbet af forsommeren 1834: “Det er en virkelig poetisk Frembringelse, riig paa sand Følelse og Phantasie ...”

Indtil videre var der behov for trøst. Efter en rædsom nat, hvor Andersen tænkte på at gøre ende på sit liv, mødte han om morgenen Hertz, som opmuntrede ham, så godt han kunne. Hertz havde selv hørt til hans kritikere. “Han bad mig ikke lægge ubillig Kritik paa Hjertet”, men bedrede ikke sin digterkollegas humør ved at fortælle om litteraten Christian Molbechs nedsættende anmeldelse af Aarets tolv Maaneder og Samlede Digte i Maanedsskrift for Litteratur.

Næste dag opsøgte H. C. Andersen Thorvaldsen under påskud af, at han havde ønsket at læse det allerede berømte ungdomsdigt “Det døende Barn”. Han traf ham i færd med at modellere et nyt relief: Retfærdigheden på sin rullende vogn: “Th’s Hænder var oversmuurte med Leeret, han saae min Bleghed, spurgte om jeg var syg, og da jeg fortalte ham om Molbechs strenge ubillige Kritik, lagde han Haanden paa min Skulder og sagde: “For Guds Skyld lad aldrig Sligt røre Dem, jo mindre een forstaaer af Kunsten, jo strængere bliver han, det er det skjønne hos Kunstneren, jo mere han trænger ind i sin Kunst seer han dens Vanskelighed og bliver mildere mod andre.” – “Føl Deres egen Kraft,” vedblev den store mand, “lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad …” H. C. Andersen fik tredive blade konturer af basrelieffer, et varmt håndtryk og en bøn om at: “Bære Verdens Ubillighed saa let, det var mig muligt!”

I Mit Livs Eventyr tilføjede Andersen, at da Thorvaldsen en anden gang hørte om et smædedigt, digteren havde fået tilsendt i Paris, heftigt udbrød: “Ja, ja jeg kjender dem hjemme! mig var det ikke gaaet bedre, om jeg var bleven der! Jeg havde maaske ikke engang faaet Lov til at sætte en Model figur! Gud skee Lov, at jeg ikke trænger til dem! gjør man det, da veed de at pine og plage! ... og da fortalte han mig Skyggesiden af sit Liv og sin Ungdom, hvorledes han var blevet krænket og dømt hjemme i Danmark.”

Trods Thorvaldsens sympati, der næppe blev ringere i Andersens erindring, fyldte den oprevne digter sine dagbogssider med harmfulde ord over Edvard Collins dom — men i aftagende grad. Sagen var: en ny inspiration havde grebet ham. Under den 27. december 1833 står der i dagbogen: “Begyndte om Aftenen paa min Novelle Improvisatoren. ”

Efter karnevallet rejste han med Hertz til Neapel. På hjemvejen mødte han atter Thorvaldsen, som spadserede med ham, holdt ham i hånden og talte kærligt til ham. Den næstsidste dag sagde han farvel. “Besøgte Thorvaldsen der medens vi talte sammen i Sophaen pidskede en Æggeblomme i en Spølskaal. Ved Afskeden tog han mig i sine Arme og kyssede mig to Gange.” Ved daggry tirsdag d. 1. april kørte H. C. Andersen ud af Porta del Popolo i øsende regn.

I København og Rom

Mens Thorvaldsen fuldførte de mange bestillinger, han havde påtaget sig, fik H. C. Andersen sit gennembrud som romanforfatter og eventyrdigter. Efter hjemkomsten udkom Improvisatoren i april 1835 og samme år de første eventyr. Et af dem Den uartige Dreng (fig. 5) er en nutidig gendigtning af en gammel græsk sang: Amor hos Anakreon, som Thorvaldsen havde udført i et marmorrelief.

Andersen var mere belæst end Thorvaldsen og kan have kendt motivet med den gamle digter, der en regnvejrsnat lukker en pjaskvåd, frysende dreng ind i sin stue. Drengen er den lille kærlighedsgud, og han skyder digteren med sin pil lige ind i hjertet – en ikke helt uskadelig læsning for børn, som nogle af hans kritikere indvendte mod de første eventyr.

Thorvaldsens venner og velyndere arbejdede ihærdigt med at overtale den gamle mester til at vende hjem og skænke sine samlinger til fædrelandet. Han vaklede, udsatte gang på gang hjemrejsen og tænkte endog på at købe et passende hus i Rom. Hertil kom smigrende og fristende tilbud fra kongerne i Bayern og Württemberg. Han var en europæisk berømthed fra et lille, fattigt land.

Et Thorvaldsen museum i hans fødeby, hvor han desuden var direktør for og professor ved Kunstakademiet med ret til bolig, var dog en mere lokkende udsigt. I 1837 opholdt den unge arkitekt M. G. Bindesbøll sig i Rom og skitserede i forståelse med Thorvaldsen et foreløbigt prospekt. Arkitektens slægtning, den altformående, nu konferensråd Jonas Collin, havde Frederik 6 s øre, trak i de rigtige tråde og satte en indsamling i gang. Nu ventede man blot, at den vægelsindede mester kunne bestemme sig til at rejse hjem.

H. C. Andersen hørte fra først af ikke til museumstankens varmeste tilhængere. I et brev af 2. februar 1837 skrev han til sin odensean- ske veninde Henriette Hanck: “Hvad siger De og Deres om det thorvaldsenske Museum. Enkelte Mennesker ere saa febervarme derfor at jeg bliver kold. Vi have ikke noget at sætte op i Musæet. 2 eller høist tre Marmorstatuer er det Hele, Resten er Gips … Forresten giver jeg gjerne mit ringe Bidrag for at kunne faae en stor, smuk Bygning,« og tilføjede overgivent: “Jeg giver 50 Rdlr naar Thorvaldsen vil hugge mig i Marmor og jeg saaledes maa boe i Huset.”

H.C. Andersens
Fig. 5. Vilhelm Pedersens tegning til H. C. Andersens: Den uartige Dreng.

I et senere brev forstærkede han sine forbehold: “Med det thorvaldsenske Museum gaaer det lidt op og ned. Jeg har intet imod et saadant, og ønsker ogsaa at vi faae et skjøn og ny Bygning; men jeg synes, at det ikke nu er Tiden, og at det slet ikke kan betragtes som en Folkesag. Desuden beroer det Hele for meget paa et uvist Haab. Man har jo saa godt som intet af Thorvaldsen. De fleste Sager i Marmor have deres Bestemmelses Sted og at bygge et Huus op for Gips, det er altformeget. Der ere ingen Fremmede som vilde reise hertil for at see Gips-Afstøbninger og ved sligt Ufuldkomment skal Kunstsands ikke uddannes” … og han taler videre om navngivne fanatikere i kampen for museet.

H. C. Andersen kunne dengang ikke vide, at flere af Thorvaldsens originalmodeller i gips senere ville blive udført i marmor. Han kunne heller ikke ane, at Bindesbølls bygning med sin udsmykning af salenes lofter og mosaikgulve og Sonnes udvendige frise ville danne en kongenial ramme om hans værker og samlinger.

Det var ikke langt fra, at den gamle billedhugger var enig med digteren. Thiele citerer Thorvaldsen for at have sagt: “Blot et Rum, som er brandfrit og — bombefrit — med godt Lys. Jeg har ikke Saa- meget – Man maa kun ikke giøre for meget af det.

Gensyn i København

I begyndelsen af september måned 1838, da Thorvaldsens ankomst dagligt ventedes, og mange spejdede efter fregatten Rota med dens dyrebare last, var de unge piger på Charlottenborg travlt beskæftiget med at binde kranse og buketter for at pryde og pynte hans bolig og atelier. Maleren Eckersbergs datter Julie erindrede i sin alderdom, at H. C. Andersen havde underholdt pigerne med at læse højt.

Thorvaldsens hjemkomst var en national begivenhed. Ilandstigningen på Toldboden og kørslen til Kunstakademiet gennem Amalienborgs kolonnade formede sig som en romersk triumfators indtog.

H. C. Andersen gik ombord i digterbåden som på Rheden roede fregatten i møde og fulgte folketoget til Kongens Nytorv. Han lod gå nogle dage, før han gjorde sit besøg. I Mit Livs Eventyr skrev han: “Men her i denne Hyldest, denne Jubel, hvor Tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse vilde blive bemærket og dømt — ja, dømt, som et forfængeligt Menneske, der vilde vise: jeg er ogsaa kendt af Thorvaldsen! – mig er han ogsaa venlig og god. Jeg traadte klogeligt og stille tilbage, holdt mig skjult i den tætte Skare, undgik at blive seet af ham. – Først flere Dage efter, en tidlig Morgen, da ingen saae det, Ingen var hos ham, aflagde jeg mit Besøg og fandt i ham den uforandrede, jevne, kjærlige, aabne Natur, Vennen der glad trykkede mig i sine Arme og udtalte sin Forundring over, at han først nu saae mig.”

De følgende uger gik med officielle festligheder for den hjemvendte berømthed, som også fromt lod sig invitere til talrige private middagsselskaber. I Andersens breve til sine odenseanske og københavnske Henrietter kan vi følge dem begge i et virvar af selskabelighed, der nær var ved at tage livet af æresgæsten.

Under en gallamiddag på hotel d’Angleterre, hvor hver betalte sin billet, læste Andersen i hast, nervøs og besvimelse nær, et pompøst lejlighedsdigt: Jason og Alexandertoget. Nogle dage senere havde Studenterforeningen udnævnt Thorvaldsen til æresmedlem og indbudt til fest. Studenterne sang Andersens kvikke vise: Oktober bliver man Student hvis pointe var, at det ny medlem med glans havde bestået sin studentereksamen ved at besvare i marmor og ler de fleste emner inden for de fag, han kunne være kommet op i.

De to venner så meget til hinanden den og den følgende vinter. Efter de københavnske middage fulgte Andersen gerne “den Gamle”, som man kaldte ham, hjem. Egentlige hjem havde ingen af dem haft. De tilbragte det meste af deres liv i lejede, møblerede værelser. Thiele huskede Thorvaldsens bolig i Rom som “lidet hyggelig”. Andersen havde nok sans for at gøre sig det bekvemt, men var til sin død den evige lejer og gæst.

De mødtes også i Det Kongelige Teater. Andersen havde i 1840 skrevet det fastsatte antal teaterstykker, der gav friplads i hofparkettet. “Velkommen i det Grønne,” udbrød Thorvaldsen, for der var grønt betræk på stolesæderne. Da Henriette Wulffs far admiralen så Andersen tage plads, brølede han: “Det er dog Satans med alle de Forfattere, vi nu har faaet herind! – Se, der sidder nu Andersen paa Excellence Den eller Dens Plads. Hvem Fanden giver dem alle de Pladser?” — Den var H. C. Andersen ikke sen til at gribe: “Der er to Herrer der giver dem bort. Excellencerne faaer deres af Hans Majestæt Kongen, jeg har faaet min af Vorherre!” – “Det er rigtigt”, råbte Wulff, som selv syslede med poesi, og slog ham på skulderen, “saadan skal man sgu svare! Bliv bare siddende paa Excellencernes Plads.”

Oehlenschläger sad der naturligvis også. En aften, da teatret gav Andersens drama Mulatten, klappede den store digter ikke. Bagefter betroede Thorvaldsen sin yngre ven: “Oehlenschläger der ellers klapper som om han var gal rørte ikke en Haand, men jeg klappede ham lige i Ørene.”

Andersens alvorlige fiasko med tragedien Maurerpigen kommenterede Thorvaldsen således i et brev fra baronesse Stampe: “Lev vel gode ven, vær ved godt Mod og see at komme snart ud af det Vrøvl.” Thorvaldsen tog altid H. C. Andersens parti.

På sin fødselsdag den 2. april 1840 var han i teatret: “Da jeg gik derfra, standsede Thorvaldsen mig og midt paa Torvet for de skinnende Stjerner kyssede han mig paa Munden og ønskede mig saa meget Stort og Godt, at det Halve kan være tilstrækkeligt!”

Thorvaldsen fortalte ugerne om sin barndom; men engang i løbet af 1839 betroede han Andersen en lille solstråle erindring fra sit hjem. Andersen gendigtede historien som den “Fire og tyvende Aften” i Billedbog uden Billeder, der udkom på Reitzels forlag i december samme år.

Den lille bogs skitser foregiver at være skrevet af en maler. Månen fortæller, hvad den ser på sin vej over himlen, når strålerne belyser et og andet. Som nybagt student havde Andersen logeret i et endnu bevaret, lille tagkammer i Vingaardsstræde og betragtet månen sejle over byens tage og skorstene og lyttet til dens oplevelser:

I den fattige stue stod moderens spinderok. Den var drengens kæreste stykke, men han fik ikke lov til at røre ved den, “for saa fik han over Fingrene”. En nat forældrene sov, krøb den lille ud af sengen og gav sig til at spinde på rokken. “Snorene fløi af, og Hjulet løb da meget hurtigere. Jeg kyssede hans gule Haar og hans lyseblaae Øine; det var et nydeligt Billede.” Moderen vågnede ved støjen og overtroisk, som hun var, frygtede hun, at nissen havde været på spil, vækkede sin mand, der straks genkendte – Bertel!

Årene gik. I et nyt billede belyser månen de gamle marmorstatuer i Vatikanets sale, strejfer med sine stråler Nilguden med Amor og genser i den lille kærlighedsgud sønnens træk.

I det sidste billede fortæller månen, at den “Nu i går”, svævede over en gammel herregård ved Sjællands østkyst nær fjorden. I en båd stod en høj, kraftig, kappeklædt mand med blå øjne og langt, hvidt hår, mens andre både alle med blus gled forbi. “Fra Baaden lød et Hurra, et Hurra for Bertel Thorvaldsen”.

Aftenfesten på Præstø fjord fandt sted den 22. juni 1839.

Nysø

På en afvandet eng i en yndig skovnatur tæt ved fjorden ligger herregården Nysø. Her boede baron Henrik og baronesse Christine Stampe. I en årrække havde de været gæstfri værter for blomsten af dansk åndsliv: Grundtvig, Oehlenschläger, Ingemann og Carsten Hauch, og gennem baronessens nevø maleren Carlo Dalgas søgte andre danske landskabsmalere motiver fra Nysø’s have og omegn.

H. C. Andersen havde lært familien Stampe at kende hos Wulffs, og datteren Henriette formidlede en invitation. Den første indtraf i løbet af sommeren 1838 før Thorvaldsens hjemkomst.

Baronesse Stampe var en af de drivende kræfter, i Andersens øjne en af fanatikerne, i indsamlingen til Thorvaldsens museum. Ved en middag i vinteren 1839 hos sin søster og svoger, professor i botanik J. F. Schouw, traf hun muligvis for første gang den store mand. Thorvaldsen havde besøgt Nysø i hendes svigerforældres tid, og selv havde hun i sin ungdom set hans værksted i Rom.

Snart efter bortførte hun ham til Nysø, vistnok tilskyndet af prins Christian Frederik, som samme år blev konge. Hun tog sig moderligt af ham og fik ham til at bestille noget oven på den opslidende selskabelighed i København. Til manges fortrydelse, men til gavn for kunsten bemægtigede Christine Stampe sig ganske Thorvaldsen. Med ham som midtpunkt omgivet af mand og børn samlede hun en kreds af venner og åndsbeslægtede på landet og i hovedstadens vinterlejlighed. Blandt de begunstigede gæster var H. C. Andersen (fig. 6).

De to venners samvær på Nysø blev hverken talrige eller langvarige. For Thorvaldsen var det hans andet hjem, hvor han kunne arbejde uforstyrret, når han ville, mens Andersen blot var en gæst blandt flere. I det sene efterår 1840 tog han på sin anden store rejse og var først tilbage i juli året efter. Nogle måneder forinden var Thorvaldsen rejst til Rom med Stampes og kom først hjem i oktober 1842. Det blev til fire ophold. I august 1839, i juni og august 1840 og i det sene efterår rundt Thorvaldsens sidste fødselsdag i 1843.

Adam Oehlenschläger læser højt i den Stampeske kreds
Fig. 6. W. Marstrand: Oehlenschläger læser højt i den Stampeske kreds.

Digteren og baronessen døjede ikke altid hinandens selskab. Hun var ham for dominerende og kommanderende, han var hende for selvoptaget og underholdende. Hendes væsen bundede i det huslige og ægteskabelige. Henrik Stampe var helt uden evner til at bestyre et gods, til tider utilregnelig, excentrisk, men skikkelig, til andre tider nærmest sindssyg, hvad Andersen allerede i sommeren 1838 var blevet klar over. Som regel viste han sig dog elskelig og underholdende ikke uden et vist skarpsindigt lune. En aften på Nysø, fortalte Andersen i et brev til Theodor Collin: “Sad vi alle om Bordet, Thorvaldsen med. Ja, Christine, Du skal nu altid have en Dukke at lege med, sagde Baronen; ifjor var det Een, i Aar en Anden; nu er det Thorvaldsen, enten det saa er en stor eller en lille, en Dukke er det dog kun for Dig.”

Baronesse Stampe var otte år ældre end Andersen, der måske havde været hendes dukke i 1838, og små tredive år yngre end Thorvaldsen. Han kaldte hende alligevel sin “gamle Mutter”. Hun elskede og beundrede ham, men derfor kunne de godt nappes og blive sure på hinanden. Dog, det endte altid med en kærlig forsoning.

H. C. Andersen mente, at han ikke blev værdsat efter fortjeneste og måtte finde sig i flere tilsidesættelser af den myndige værtinde. Han forstod alligevel hendes, om end ikke helt uegennyttige, så dog oprigtige venskab og betydning for Thorvaldsen. Han delte ikke nogle københavnske damers skumlen og jalousi. Han var overbevist om, at den utrættelige omsorg og rent manuelle hjælp, hun ydede ham, bandt den gamle berømthed til Danmark. Uden hende og Nysø havde Thorvaldsen nok endt sine dage i Rom.

Det første besøg begyndte med en misforståelse. “Den naadige Frue var saa elskværdig at sige ved sit forrige Besøg herinde,” skrev han til Henriette Wulff, “ja, saa kommer De med Thorvaldsen.”

Men æresgæsten var allerede hentet, og der havde været god plads til ham i vognen. Det var ikke noget for den sårbare digter af tre udgivne romaner og flere højt skattede eventyr. Baronesse Stampe havde i mellemtiden haft nok om ørerne og i travlheden glemt, at der var kommet andre planer i vejen. Stampes var rejst med Thorvaldsen til Altona og derefter gjort en udflugt til Helsingør, Helsingborg og Kullen. Hjemrejsen gik over Møn, for hun havde forberedt en overraskelse. I Nysø have stod en nyopført pavillon og atelier, “Vølunds Værksted”. Her var højt og rummeligt og plads til, at Thorvaldsen kunne modellere sin portrætstatue i mere end fuld størrelse, et brændende ønske, som baronesse Stampe havde grædt sig til at få opfyldt.

Til Nysø kom Andersen alligevel, men så sent som i midten af august 1839. Dagen efter skrev han til Jonas Collin: “Strax da jeg kom her i aftes, blev jeg særdeles vel modtaget. Baronessen var meget elskværdig og Thorvaldsen opvartede med kys.” Han tilbød sin tjeneste som sekretær vel vidende, at Thorvaldsen nødigt besvarede breve, “men Baronessen afbrød mig strax, at det var hendes Embede at bestyre hele Correspondancen”.

Under opholdet kom det til en pudsig og for de tre karakteristisk scene, som Andersen fortalte Thiele, der indførte den i sidste bind af sin biografi: Thorvaldsen var i færd med at modellere en frise til Vor Frue Kirke, Jesu Gang fra Pilati Huus til Golgatha, – “En Morgen da han (d.v.s. Andersen) kom ind i Studiet,” refererer Thiele, “fandt han Thorvaldsen — med Basrelieffets Begyndelse. Husets Frue, Baronesse Stampe, var tilstede, og Talen var om det Costume, Thorvaldsen havde givet Pilatus. Siig mig, sagde Thorvaldsen, da Andersen kom til, — finder De, at Pilatus Paaklædning er rigtig.-’ — De maa ikke sige Noget! afbrød Baronessen, idet hun vendte sig til Andersen, – Det er rigtigt! Det er fortræffeligt! – Gaa De kun Deres Vei! – Men Andersen gik ikke, og da Thorvaldsen gientog sit Spørgsmaal, svarede han: Da De spørger mig, saa maa jeg tilstaae, at det forekommer mig, at Pilatus snarere er klædt som en Egypter, end som en Romer! — Det er ogsaa min Mening! svarede Thorvaldsen, greb i det Samme ind i Leret og ødelagde Pilatus’ Figur. Andersen, udbrød Baronessen med Heftighed, Nu er De Skyld i, at Thorvaldsen har ødelagt et udødeligt Værk! – Saa kan jeg giøre etnyt udødeligt Værk, svarede Kunstneren tørt og begyndte igien paa Pilatus.”

I Mit Livs Eventyr fortæller Andersen om et andet besøg i Vølunds Værksted: “Jeg hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig, han var saa ivrig i sit Arbeide, traadte imellem et Skridt tilbage og bed sine friske kraftige Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk; jeg listede mig stille bort.

Ved Frokostbordet var han endnu mere ordknap end sædvanlig, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tørre Maade: Jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig. Der mærker jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie jeg havde med Byron; jeg troede at det nok var et Ord værd igjen, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge. — Vi bad alle Thorvaldsen at fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: O, det var i Rom, sagde han, da jeg skulde giøre Byrons Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at stille et ganske andet Ansigt op, end han pleiede; Nei vil De ikke sidde rolig! sagde jeg, De maa ikke giøre de Miner! Det er mit Udtryk! sagde Byron — saa!, sagde jeg og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde og alle Mennesker sagde, da det var færdigt, at det lignede, men Byron saae paa det: Det ligner slet ikke!, sagde han, jeg seer mere ulykkelig ud! — Han skulde nu altid være saa ulykkelig!, tilføjede Thorvaldsen med humoristisk Udtryk.”

H. C. Andersens bidrag til underholdningen på Nysø var lejlighedsdigte og sange, selv til fester, hvortil han ikke var inviteret, som da kongeparret meldte sig i 1840. Når han var sammen med Thorvaldsen, læste han gerne sine eventyr højt. Dem holdt den gamle billedhugger meget af. I tusmørket, når familien var samlet i den åbne havestue, kunne Thorvaldsen klappe Andersen på skulderen og sige: “Faaer vi smaa Børn et lille Eventyr”. Da han i sin alderdom kommenterede sine eventyr og historier, erindrede han, at Thorvaldsen ved en anden lejlighed havde sagt: “Naa, skriv os nu et nyt, morsomt Eventyr. De kan jo skrive selv om en Stoppenaal.” Det blev til eventyret om Stoppenålen, “der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind, at hun var en Synaal”. — Men Andersen måtte ikke læse højt for Thorvaldsen, mens han arbejdede. Den gunst forbeholdt baronessen sig.

I slutningen af opholdet på Nysø i løbet af sensommeren 1839 fik H. C. Andersen i selskab med Thorvaldsen og Stampes en invitation til Gisselfeld. Lensgrevinde Henriette Danneskjold-Samsøe var søster til baron Stampes mor. Thorvaldsen blev bedt om at modellere en buste af lensgrevinden og Andersen om at skrive en sang. “Jeg lavede den mens vi kjørte og Klokken 10 næste dag fløi Joqeien med den til Gisselfeld.” Til taflet skulle de være sammen med prins Christian Frederik og prinsesse Caroline Amalie.

Det var ikke første gang, Thorvaldsen og Andersen var herregårdenes gæster. På ud- og hjemrejsen i forbindelse med sit ophold i København 1819-1820 havde Thorvaldsen blandt flere besøgt Breitenburg, Holsteinborg, Gisselfeld og Pederstrup. H. C. Andersen havde siden studentereksamen været indbudt til herregårde på Sjælland, Fyn og Jylland og senest i sommeren 1839 var han en skattet gæst på flere højadelige skånske godser. Inden Nysø havde han for første gang boet hos den gamle excellence grev Gebhard Moltke på Glorup.

H. C. Andersen var så optaget af besøget på Gisselfeld og samværet – for første gang – med det fyrstelige par, at han ikke nævner Thorvaldsen med et ord. Moltkes på nabogodset Bregentved indtraf dagen efter og indbød begge til dinér med overnatning. Opholdet fik stor betydning for Andersen, og Bregentved blev i mange år et af hans kæreste tilholdssteder.

Thorvaldsens sidste fødselsdag blev fejret på Nysø, og H. C. Andersen var med. Der var stort selskab og mange forberedelser, for der skulle spilles teater i salen, og fruerne fra nabogårdene kom og gik for at prøve rollerne.

Selve morgenen den 19. november 1843 blev Thorvaldsen vækket under spøg og skæmt. Baronesse Stampe havde bedt Andersen lave en vise, “Det var det samme, hvordan den var, kun lystig”. Digteren sang selv solostroferne:

En lille sang – o, hør dog den!
Thi nu er vi saa glade!
Det ere vi for Thorvaldsen,
Og saa for — Chokolade

hvorefter alle trampede, slog med ildklemmer, larmede med glas og flasker, knive og gafler og faldt i med omkvædet:

Hæver nu Stemmen
At han kan fornemme’en
Som paa Svanevinge
Den klinge.

Der var tre vers, og Thorvaldsen kom frem i: “Slobrok, Tøfler og Underbuxer, svingende sin raphaelske Hue, dandsede rundt i Stuen og sang med.”

Dandse og trampe
Saa vi Alle dampe!

Efter middagsbordet gjaldt det om at holde Thorvaldsen i ånde, inden Heibergs vaudeville Aprilsnarrene og Holbergs Julestuen skulle opføres, for det vidste fødselsdagsbarnet intet om. Thorvaldsen opfordrede Andersen til at læse eventyr for selskabet, “Dog jeg forpurrede det,” fortæller baronesse Stampe, “af Frygt for, at han skulde lade de spillende i Stikken, han havde paataget sig at være Instructeur; vi kjender Andersen, naar han skal læse for af sit eget.”

Da det hele var overstået, læste han alligevel efter aftenteen et par eventyr “som han fremsagde med meget god Effect og Lykke,” tilføjede baronessen.

Thorvaldsens død

Den 24. marts 1844 døde Thorvaldsen i Det kongelige Teater. Han havde næppe sat sig på sin sædvanlige plads, før han sank livløs sammen. Om formiddagen modellerede han flere timer på Martin Luthers buste og var efter nogen overtalelse kørt til middag hos Stampes. Efter tidens sædvane gik middagsgæsterne bagefter gerne i teatret. Oehlenschläger havde ikke lyst og Andersen den aften ingen friplads. Thorvaldsen forlod selskabet alene. – Morgenen efter gik Andersen over på Charlottenborg og dvælede dybt bevæget ved sin vens afsjælede legeme.

Nogen tid forinden var han blevet beclt 0111 at skrive en artikel om Thorvaldsen til et tysk biografisk værk og havde også nået at spørge ham: “om Et og Andet angaaende Biographien” og finde et velegnet portræt. Da han kom tilbage på sit værelse, satte han sig straks ned og skrev et brev til værkets redaktør i Hamburg: “De begriber ikke, hvor jeg er rystet ved dette uventede Dødsfald! Jeg spiste igaar Middag med ham hos Baronesse Stampe; foruden Familien der og jeg var der Oehlenschläger, Botanikeren Schouw og den unge Maler Constantin Hansen der skal levere Malerier til det Thorvaldsenske Museum. Thorvaldsen var, som De veed, ikke meget talende; det var derfor igaar ganske eget ved Bordet at høre ham fortælle Anecdoter og tale om flere Ting, der havde staaet i Aviserne; han var meget oprømt og høist elskværdig; jeg sad ved siden af ham og drømte ikke om, at om en Time var han blandt de Døde.”

Efter Thorvaldsens bisættelse rejste H. C. Andersen i slutningen af maj 1844 udenlands. På vejen tilbragte han tre uger hos greve Conrad Rantzau på Breitenburg i Holsten. Rantzau havde i sine yngre dage kendt Thorvaldsen godt, hjulpet ham og fået sin buste hugget i marmor. Her, hos den gamle hædersmand, der også havde været Andersen god, fuldendte han sin artikel. “Jeg har imidlertid benyttet denne Eensomhed,” skrev han den 7. juni til Edvard Collin, “ret til at udarbeide Thorvaldsens Levnet, noget, som De veed jeg har lovet Lenz i Hamburg, jeg tror virkeligt, at det er blevet ganske
interessant og ret poetisk fremstillet; netop i Aftes blev jeg færdig dermed, nu reenskriver jeg, saa at jeg er træt i Haanden.”

H. C. Andersens biografiske skitse af Thorvaldsen kom som føljeton i fire numre af Berlingske Tidende omkring nytår 1845, den tyske oversættelse noget senere. Endelig medtog han i en forkortet og omarbejdet skikkelse biografien i sine Samlede Skrifter.

Thieles og senere kunsthistorikeres bøger om Thorvaldsen har forlængst forældet Andersens artikel. Som bidrag til Thorvaldsens levned eller til forståelse af hans kunst er den let at overse og slutter sig til hans andre Biographiske Skizzer af Jerichau, J. P. E. Hartmann og Ingemann. Andersen fortæller Eventyret om Bertel Thorvaldsen i et højstemt, journalistisk blomstersprog – sådan skriver ingen mere. Alligevel mærker man, at det er skrevet af en samtidig, som elskede Thorvaldsen og kendte ham bedre end de fleste.

Thorvaldsen i H. C. Andersens værker

Andersen overlevede sin ven i 31 år. Thorvaldsens stjerne blegnede, mens hans egen nåede uanet styrke. Det lod han sig ikke mærke med, tværtimod vil man gang på gang i breve og dagbøger støde på udtryk, at han om sin modtagelse hjemme og ude blev behandlet “som en Thorvaldsen”.

Det ville være underligt, om samværet og venskabet med Thorvaldsen ikke havde sat sig andre spor i Andersens forfatterskab end Billedbog uden Billeder og den biografiske artikel. Hans navn dukker da også op i nogle af de senere Eventyr og Historier, mest udførligt og underfundigt i historien Deilig, fra 1860, hvor Andersen spiller på navnet og på træk fra Thorvaldsens liv:

“Billedhuggeren Alfred, ja Du Kjender ham vel? Vi kjende ham Allesammen: han fik Guldmedaljen, reiste til Italien og kom hjem igjen …”. Alfred indføres i provinsbyen hos den gamle enkefrue af embedsstanden og hendes dejlige datter Kala, og man kan vel formode, at H. C. Andersen under de talrige middagsselskaber, han og Thorvaldsen var inviteret til, har afluret samtaler og husket de kostelige replikker, han lagde enkefruen i munden, når Alfred fortalte mor og datter om sine oplevelser i Italien. Alfred forloves med Kala, hendes øjne er havblå — som Thorvaldsens. “Og de Forlovede var lykkelige og Svigermama med, hun var ligesom kommen i familie med Thorvaldsen.” Ved brylluppet havde enkefruen stillet op for bordenden Thorvaldsens buste med slåbrok. »Han skulde være Gjest, det var hendes Idee …«.

På sine mange rejser kunne Andersen ikke undgå at støde på Thorvaldsens værker. Det frydede ham, ligesom han nød at se sine egne bøger og sit portræt ligge hos boghandlere rundt omkring.

Et af Thorvaldsens arbejder har han beskrevet i en Reiseskizze, Løven ved Luzern, rejst til minde om Schweizergardens nedhugning under den franske revolution i stormen på Tuillerierne den 10. august 1792. Næppe noget andet af den store billedhuggers monumenter formår den dag i dag at gribe beskueren så stærkt ved sin beliggenhed og stemning.

“Stedet selv, skjøndt nær ved Byen og tæt op til Landeveien, frembyder en mærkelig Eensomhed, det er som om de faldne Helte hvilede her under disse Træers Skygge. En gammel Soldat af Schweizergarden holder Vagt, han fortæller os, at han som lille Dreng tjente i Garden som Trommeslager; han fortæller, at den danske Billedhugger, der gav Modellen, var her engang paa sin Reise til Danmark.”

I hans sidste lille roman Lykke-Peer drages Thorvaldsen ind i finalen. Da Per, efter at have dirigeret sin egen opera, ombølget af begejstring, blomster og laurbærkrans og hans elskede den unge baronesse jublende i logen, dør på sit livs højdepunkt, sammenlignes øjeblikket med Thorvaldsens død i teatret under ouverturen.

Vigtigere end alle de gange, H. C. Andersen i sine skrifter spiller på Thorvaldsens navn, er den direkte påvirkning af en væsentlig side af Thorvaldsens kunst i et af Andersens tidlige og mest elskede eventyr.

Den lille Havfrue (1837) var efter digterens opgivelse “aldeles af egen Opfindelse”, hvorved han mente, at det ikke byggede på folkeeventyr. Dog er det vel ikke upåvirket af Oehlenschlägers digt Agnete.

Eventyret rører de samme strenge som hans dramatiske digtning Agnete og Havmanden fra 1833. Nu er rollerne byttet om. Agnete lokkes af havmanden ud i bølgerne, den lille havfrue med fiskehalen længes forskrækkeligt efter en rigtig mand på landjorden. Efter et skibsforlis er en statue sunket ned på havbunden “en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng, var det, hugget ud af den hvide, klare Sten”. I sin lille have stiller havfruen statuen op og planter ved foden en grædepil.

Da søløjtnant Vilhelm Pedersen nogle år efter forsynede eventyret med sin højt elskede tegning, fik han statuen til at ligne en betænkelig bademester, hvis lændeklæde den femtenårige, nøgne havjomfru kærtegner (Fig. 7). Den slags marmorstatuer var nu nøgne, enten antike eller en Ganymedes og Adonis af Thorvaldsen. – Senere under en orkan redder hun en ung prins fra at drukne ved at holde hans hoved over vandet. “Havfruen kyssede hans høie, smukke Pande og strøg hans vaade Haar tilbage; hun syntes han lignede Marmorstøtten nede i hendes lille Have” og kyssede ham igen. Nu havde hun holdt en mand i sine arme og længtes endnu mere, kan ikke glemme den smukke prins. Hun opsøger havheksen,

Den lille havfrue kærtegner statuen
Fig. 7. Vilhelm Pedersen: Den lille havfrue kærtegner statuen.

hendes tur kommer til at stige op over havfladen, får den frygtelige trylledrik, der under de grufuldeste smerter skulle skille hende af med fiskehalen, søger mod prinsens slot, glider op på marmortrinnene, indtager trylledrikken og besvimer, så ondt gør det. Ved opvågningen står prinsen lige for hende. “Hun havde faaet de nydeligste smaa hvide Been nogen lille Pige kunde have”. Den unge prins “fæstner sine kulsorte Øine paa hende, og da hun er helt nøgen, slår hun Øinene ned og dækker sin blusel med sit store, lange Haar.”

Eventyret kredser om det erotiske, noget, der ellers ikke udmærker Andersens eventyr og historier. Thorvaldsens kunst er med al idealitetens ærbarhed erotisk, hvad man er tilbøjelig til at overse. Den hjertesårede digter, som iagttog oldtidens skulpturer og Thorvaldsens værker i Rom og røbede sin sanselighed i en skjult dagbog, genbrugte Agnete og Havmanden med modsat fortegn og lagde sin egen uforløste længsel efter kvinder ind i en purung havfrues begær.

Til Ingemann skrev han i februar 1837: (det er) “… det eneste af mine Arbeider, som har rørt mig idet jeg skrev det”.

Psyche
Fig. 8. Thorvaldsen: Staue af Psyke med skønhedssalven. Egenhændigt marmorarbjde. Rom 1806. A821.

“Saae en ganske deilig Psyke i Gips”, står der som omtalt i Andersens dagbog efter hans besøg hos Thorvaldsen i 1833 (fig-8) Da han et par måneder senere i Neapel betragtede en torso af en antik Psyke, forekom den ham “Ganske deilig aandig let”.

I maj 1861 besøgte H. C. Andersen for sidste gang Rom. Dagbogen
under den 10. maj melder “skrev paa Fortællingen om Psycken”. I bemærkninger til Eventyr og Historier (1874) huskede han en begivenhed fra sit første ophold små tredive år før. En ung nonne skulle begraves, og da man stak spaden i jorden kom en antik marmorstatue til syne.

De gamle grækere kaldte sjælen eller livsånden for Psyke. Thorvaldsen fremstiller hende som en purung, skøn kvinde med sommerfuglevinger. Mere end fem og tyve gange modellerede han motiver fra Psyke’s historie, kendt fra den romerske forfatter Apulejus’ Det Gyldne Æsel, og kun overgået af hans talrige fremstillinger af Amor.

Psyke elskes af Amor, men hos Andersen er hun en fornem romersk adelsmands yndige datter, der inspirerer en ung billedhugger fra renæssancen til at modellere hende som Psyke. Da faderen genkender sin datter i kunstnerens værk, ønsker han figuren hugget i marmor. En dag melder billedhuggeren i paladset, at statuen er færdig, møder den unge datter og tilstår i betagelse af sit arbejde og hendes dejlighed sin kærlighed. Hun afviser koldt og stolt den fattige kunstners frieri. Fortvivlet og rasende vil han sønderslå sin Psyke, men hindres heri af en ven.

Vennen, der redder figuren og derfor ikke uberettiget bærer navnet Angelo, får den unge kunstner med på en svireaften i et osteri, hvor der drikkes og danses, men næste morgen har han tømmermænd, angrer, og flere uger efter slæber han næsten i febervildelse statuen ud i sin have og sænker Psyke ned i en udtørret brønd. Han kaster sig på sygelejet, får besøg af en klosterbroder, som taler religionens trøst, omvender ham og overtaler ham til at blive munk, “men Klosterlivet er et Liv af Aaringer, lange, mange”. Han kan ikke glemme sin Psyke, hensygner, dør, begraves og bliver en benrad i sin munkekutte.

Århundreder efter dør også en ung nonne og skal begraves – og Psyke dukker frem i al sin skønhed. “Hvor er den deilig! fuldendt, et Konstværk fra den bedste Tid,” udbryder følget. Men af hvem?

Under hele historien glimter morgenstjernen Venus, der ligesom Amors mor gudinden hos Apulejus er mytens igangsætter og onde ånd.

“Psycken” er rig på mindelser fra Andersens første ophold i Rom. Her er et blik ind i Thorvaldsens værksted: “Marmorblokken blev reist, Meislen huggede store Stykker bort; der blev maalt, sat Punkter og Mærker, det Haandværksmæssige gjort, til lidt efter lidt Stenen blev Legeme …”. Så følger skildringen af kunstnerfesten i osteriet, som den kendes fra malernes lærreder. Munken i sin celle genkalder Andersens senere besøg hos malervennen Albert Küchler, der konverterede og blev franciskaner. Han husker besøget i Capucinerkirken med gravkapellernes dødningehoveder og benrade og til slut det ikke sjældent forekommende fund i jorden af en antik marmorfigur.

Felt 10
Fig. 9. Jørgen Sonnes frisefelt med digterbåden og H. C. Andersen bag masten. Thorvaldsens Museum.

Psycken røber uforvarende endnu engang Andersens længsel efter kvinder, hans sanselighed, næret gennem betragtning af skulptur og maleri, eller når han hos Küchler overværede en models afklædning. Han lægger sin Gudstro og Gudsforladthed ind i en ung kunstners oprevne sind, han er med i hans ensomhed og forestående død, for som historien ender: “Hvad Jordisk er, veires hen, forglemmes, kun Stjernen i det Uendelige veed det. Hvad Himmelsk er, straaler selv Eftermælet, og naar Eftermælet slukkes — da lever endnu Psychen.”

Således smelter i H. C. Andersens historie om Psyke oplevelsen af et værk af Thorvaldsen sammen med glimt fra hans romerdage.

Slutning

H. C. Andersen satte overordentlig pris på at blive malet, tegnet, modelleret og fotograferet, hvad en samtid og eftertid noget ubarmhjertigt skrev på hans udskregne forfængeligheds regning.

Blandt Thorvaldsens mange portrætbuster, et samtidsgalleri uden sidestykke i europæisk kunst, savnes en af H. C. Andersen. Den store billedhugger overvejede dog at forme sin yngre digtervens karakterfulde hoved.

Som gammel betroede Andersen forfatteren Nicolai Bøgh, at fjorten dage før Thorvaldsens død ville han påbegynde arbejdet.

“Hvad vil De faae ud af det Ansigt,” spurgte baronesse Stampe. “Lad De mig om det, Madam,” svarede Thorvaldsen, “saa kan De tro der nok skal blive noget ud af det.”

Men der blev aldrig noget ud af det, og H. C. Andersen kom ikke til at bo “i Huset”. Han måtte lade sig nøje med at blive malet på Sonnes frise udenfor, i digterbåden, holdende sig til masten, mens han svang sin høje hat (fig. 9).

EFTERSKRIFT: Da artiklen var skrevet i 1986, blev jeg gjort opmærksom på museumsdirektør Niels Oxenvads kyndige og indholdsrige opsats i “Anderseniana 1984”, som fortæller den samme historie, på en anden måde.

Sidst opdateret 11.02.2016