Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7583 af 10047
Afsender Dato Modtager
Ole Bang
Redaktørerne ved Kjøbenhavnsposten
Finnur Magnússon
J.F. Schouw
A.S. Ørsted [+]

Afsendersted

Roskilde / København

5.10.1838 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Roeskilde. Ved Efterretningen om, at Thorvaldsen igaar vilde gjæste Roeskilde, for at glæde Conferentsraad Ørsted med sin Nærværelse i den Soiree, denne sædvanlig har om Torsdagen, vedtoges det at modtage ham paa en et saa udmærket Besøg værdig Maade, idet der af Stænderne, skjønt efter kort Varsel, foranstaltedes en festlig Diner, hvor den verdensberømte Gjæst førtes til et Bord paa over 100 Couverts af Stændernes Præsident Prof. Schouw og den kongl. Commissarius. Kun hans Skaal var Dagens Røst. Efterat nedenstaaende Sang (af P‒s) var afsungen:

Rom og Roeskild! ‒ hvad behager?
Hvordan sammenstilles de?
Ja, som Jørgen Hattemager
Og Kong Salomon maaskee!
Dog, lad see om ikke denne
Muligt staaer saa høit som hiin!
Lad os efter det, vi kjende,
Veie dem ved et Glas Viin!

Rom, hvor Tibrens dunkle Vande
Sig om svedne Marker snor,
Roeskild paa de grønne Strande
Ved den sølvblaa Issefjord;
Rom, hvor af Siroccos Vinger
Sundheds Rosen knækket blier;
Roeskild, hvor et Væld udspringer
Som den Kraft og Fylde gier.

Rom, hvor Paven endnu truer
Med sin Bulle hver, som ei
Slukker alle Aandens Luer,
Tiden tændte paa sin Vei;
Roeskild, hvor med Folkets Stænder
Kongens Commissarius
Tidens sande Værd erkjender,
Ledes af dens Genius.

Rom, hvor Talen, Blikket, Minen
Er Censuren underlagt,
Hvor Banditten og Ruinen
Vidne om den sjunkne Magt,
Roeskild, hvor fra Læber, trygge,
Ordet løsnes uden Pas,
Og til Fædrelandets Lykke
Reiser mangt et stolt Pallads.

Hidtil man med Grund kan sige
Rom ei over Roeskild stod.
Og ei heller skal den vige,
Roligt vi tør sætte mod
Rom, med Verdens Marmor-Skatte
Konstens Vugge, Konstens Hjem:
Roeskild, stolt af at omfatte
Ham, der veed at skabe dem.

Glasset fyldt, du gamle, gjæve
Konge Sæde! Konge Grav!
Mens til Rom dig endnu hæve,
Timerne, han dig hengav,
Du, som i dit Hjerte bar ham,
Skynd dig, Glasset fyldt igjen!
Mens Du end ved Hjertet har ham.
Glasset tømt for Thorvaldsen!

udbragte Præsidenten Skaalen med følgende Ord: „Ligesom Geniet hæver sig høit i Ideernes Verden, saa er dets Hjem ogsaa vidt udstrakt i Rummet. Derfor maae vi erkjende, at den store Konstner er, som i Dag gjæster os, tilhører den hele civiliserede Verden, ja hele Verden er Thorvaldsens Fødeland. Men i dette store Fødeland ligger hans Fædrenehuus ‒ og dette Huus er Danmark. Og ligesom Moderen glædes, naar Sønnen træder ud af den snevre huuslige Kreds og færdes med Held i Borgerlivet, og, ligesom hun med Glæedestaarer slutter ham til sin Barm, naar han besøger sin Fædrenebolig; saaledes glæder sig det danske Folk ved at see sin Søn staae som en Aandens Helt paa Verdens Skueplads og savner ham med dyb Følelse, nu da han befinder sig under det faderlige Tag. Konsten forskjønner og forædler Borgerlivet ‒ og hvert i Sandhed oplyst Folk erkjender Konstens høie Værd. Derfor er det naturligt, at det danske Folks her forsamlede Repræsentanter bringe den store Konstner sin Hilsen, og udraabe: ”Thorvaldsen leve”.

‒ Stænder og Roeskilde Byes indbudne Honoratiores tiljublede derpaa Thorvaldsen et Leve, som maatte overtyde ham om, at han var hiemme iblandt sine Landsmænd, som igjennem alle deres Repræsentanter udtalte den Kjærlighed og Beundring, det hele oplyste Folk skjænker ham. Efter Diner’en begav Thorvaldsen sig igjennem Roeskildes smagfuldt oplyste Hovedgade til Conferentsraad Ørsteds Bopæl i Palaiet, hvor en lige saa talrig Forsamling modtog ham. Efter Indbydelse af Kirke-Inspectionen begav han sig om Aftenen ind i den skjønne Domkirke, der var oplyst, og efterat have taget dens Konstskatte i Øiesyn, dvælede han der, medens der af Organist-Hansen udførtes en Orgel-Concert. I Kirken var alle Byens Indvaanere forsamlede for at see den store Mester vandre mellem Wiedewelts Konstværker, der i de dunkle Side-Capeller oplystes af Maanens blege Straaler og gav denne Stund en ejendommelig Charakter.

Efter Tilbagekomsten til Conferentsraad Ørsteds blev nedenstaaende Sang af Professor Finn Magnusen afsungen:

Du, som vort Danmarks Hæder
Paa Marmorgrund har bygt
Ved Konstens Herligheder
Og Snillets Skaberklygt;
Vel os, at end Du vilde
Os gjæste, stor i Daad;
Dig hilser Roeskilde
Og Kongens Folkeraad.

I Alderdommens Dage
Du skyede Farer ei,
Vi kjæk Dig hid saae drage,
Ad Bølgers dybe Vei ‒
Fra Sydens Vaar og Varme
Du gik mod kolde Nord,
Til Danas aabne Arme
Og elsket Fædrejord.

Og os dit Alt Du bringer.
Din rige Konstnerskat,
De Minder, Aand og Finger
For Evighed har sat;
I dem Du Danmarks Hæder
Paa Marmorgrund har bygt
Ved Kunstens Herligheder
Og Snillets Skaberklygt.

Dig hele Verden hylder
Paa Oldtids Grækers Viis,
Dog Fædrelandet skylder
Dig dobbelt Tak og Priis ‒
Her varme Hjerter kræve
En Skaal for Landets Ven:
Gid længe, ‒ længe leve
Vor egen Thorvaldsen!

hvorpaa Conferentsr. Ørsted indlevede Thorvaldsens Skaal saaledes: „Jeg maa ikke mindre end de her forsamlede Stænder med dybtfølt Tak erkjende den Godhed, vor Thorvaldsen har viist os, ved i Dag at berede os den Glæde, som han havde tiltænkt os ved Stændernes Aabning, men da blev forhindret i at skjænke os Provindsialstænderne ere vel fornemmelig sysselsatte med Sager, der vedkomme Ordningen og Betryggelsen af Mit og Dit i den udvortes Verden, men Folkets Oplysning og aandelige Udvikling er derfor ingenlunde fremmede for deres Virksomhed. De ere gjennemtrængte af den Erkjendelse, at den Livets Forædling, som skyldes Videnskaberne og Konsterne, baade høre med til det borgerlige Samfunds Formaal og tillige tjener til at hegne om det øvrige Øiemed; at Sindet derved renses og styrkes og derved gjøres baade mere villigt og mere dygtigt til al god og gavnlig Gjerning. De indsee ogsaa, at et Folks Hæder er en vigtig Bestanddeel af dets Held. De maae altsaa føle sig lykkelige ved at see den Mand i deres Midte, der af alle har beredet baade Samtid og mange paafølgende Slægter de reneste og ædleste Kunstnydelser og som mere end nogen anden har udbredt Glands over Danmark, hvis Hæder han har bygget paa Marmorgrund. Deres Glæde maa være saa meget større, som de i den store Konstner tillige see det elskværdigste Menneske, hvem Sundhed og Livsfylde berede en lang ungdommelig Alderdom. Længe leve vor egen Thorvaldsen.”

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i Kjøbenhavnsposten, 12te Aarg. No. 274.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1838, Kjøbenhavnsposten 5.10.
Emneord
Digte til Thorvaldsen · Thorvaldsens hjemkomst 1838
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 13.04.2017 Print