Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 5632 af 10177
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Dansk Litteratur-Tidende [+]

Afsendersted

København

19.11.1831 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af det dokument, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Dansk
Litteratur-Tidende

for 1831.

No. 48.

Forsendes, ifølge Kongl. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne i Danmark og Hertugdømmene.

Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans værker. Ved J.M. Thiele, Professor, Secretair ved det Kongelige Academie for de skjönne Kunster. Förste Deel med 81 Kobbertavler. Kjöbenhavn på Forfatterens Forlag i Thieles Bogtrykkerie. 1831. (I liden Folio). Hele Værket 30 Rbd. R. S.

Ligesom ovennævnte Værk er af udvortes Anseelse et af de skjønneste, der (ikke blot i Danmark) have forladt Pressen, saaledes er det af indvortes Gehalt et af de vigtigste, som vor Literatur har frembragt. Hr. Professor Thiele er i sit Foretagende rykket saa langt frem, og har skilt sig saa fortræffeligen ved det hidtil Ydede, at vi vel tør lykønske ham til dette Værk, skjøndt endnu een Deel staaer tilbage. Det var en dristig Beslutning af en ung Mand: at knytte sit Navn som Biograph til Nutidens største Kunstners; men naar Talent og Udholdenhed, saaledes som her, forener sig med Begeistring, da fremkomme netop de Værker, som hædre Literaturen og Folket. Til denne Klasse hører nærværende Skrift, hvilket er saa omhyggelige, samlet, saa sindrigen ordnet og saa skjønt udstyret, at vi tør love Forfatteren derfor ei blot den allerede betydelige Len, at vorde efter Fortjeneste paaskjønnet af Samtiden; men ogsaa den endnu større: at hans Navn længe efter hans Død vil ledsage Thorvaldsens. Vel behøvede Thorvaldsen ikke at befrygte sit Navns Glemsel: hvo der har reist sig saadanne Minder, hans Erindring vil ikke uddøe, om han end — caret vate sacro. Ligesom Grækenlands Phidias lever i sine Værker og i en uforvanskelig Tradition, uafhængig af al Skrift: saaledes vilde ogsaa Nordens Phidias leve gjennem alle kommende Slægter, om end intet Literaturværk beskrev hans Levnet og Arbeider. Men hvis Thorvaldsens Navnkundighed og hans monumenta ære perenniora ei trængte til slig Beskrivelse og Afbildning, saa trængte det danske Folks Taknemmelighed , dets Sympathie og den bedre Deels Kunstsands desto mere dertil. Fortalen viser, at Professor Thiele ogsaa har betragtet sin Opgave i dette rigtige Lys. Det var ham — saa ofte han i Rom betragtede, og, hvad der er det samme, beundrede sin navnkundige Landsmands Arbeider — et dybt Savn, at det fælleds Fødeland maatte være udeelagtigt i denne Glæde og kun af den store Kunstners Værker nyde en Ære, som det selv ikke kjender tilfulde. Dog var det først ved Afskeden fra Rom og Thorvaldsen, da Denne yttrede: “Jeg beklager, at Ingen endnu har tænkt paa min Biographie”, at Hr. Thiele “blev greben af den Tanke, som i de paafølgende sex Aar fulgte ham under det kjæreste Arbeide.” Hr. Thiele erklærede strax, at han med Glæde vilde anvende sin Tid og sine Evner for at opfylde Kunstnerens og sit eget Ønske, men betingede sig derhos Thorvaldsens Meddelelser og Bistand til dette Værk. Thorvaldsen henviste ham til et curriculum vitæ, som han nogle Aar tidligere havde dicteret Doctor Estrup (nuværende Director for Sorøe Academie) til Brug for de Kongl. Ordeners Archiv i Kjøbenhavn. Foruden dette utrykte Hjælpemiddel frembød Literaturen tvende vigtige Meddelelser til Thorvaldsens Biographie, det ene af Fru Brun (forfattet paa Tydsk men oversat i Athene, Januar 1815) det andet, af sal. Justitsraad Haske, Thorvaldsens Ungdomsven, i Riises Archiv 16de Bind. Af disse Skildringer fremgik for Forf. et temmelig klart Billede af Kunstnerens Ungdomsliv; men der stod endnu meget tilbage, deels at udfylde, deels at bearbeide. Af den Kilde, der maatte synes den Fremmede ligesaa let tilgængelig som riig paa Tilfredsstillelse, nemlig Thorvaldsens egne skriftlige Meddelelser, kunde Prof. Thiele kun sparsomt øse; thi deels er det om Thorvaldsen et bekjendt Sagn (foranlediget ved hans egen Ytrring) at han hellere modellerer to Buster end skriver eet Brev; deels erfares af adskillige Yttringer her i Bogen, at Kunstnerens Hukommelse ingenlunde er saa tro, som hans Phantasies Skaber-Evne er uudtømmelig. Adskillige ei uvigtige Momenter af Thorvaldsens Liv, om hvilke Forespørgssel til ham er skeet, ere allerede udfaldne af hans Erindring; og dette gjelder ei blot om hans Barndomshistorie (hvad enhver af os veed om sin Barndom, skyldes jo meest Traditionen; og denne blev tidligen uvis baade om Thorvaldsens Fødselsdag og hans Fødested: dog kunne vi med Grund acqviescere ved det af Thiele antagne Datum: at han er fød i Kjøbenhavn den 19de Novbr. 1770); men det gjælder ogsaa om nogle senere Begivenheder i hans Liv. Professor Thiele har ikke forsømt at efterforske fjern og nær, i Skrifter og Archiver, hvor nogen Efterretning kunde være at finde. Det er ogsaa nu og da lykkedes ham at opdage Bidrag, hvor Ingen ved første Øiekast venter at finde Lys i Kunstner-Historien i. Ex. i Admiralitetets Archiv. Grunden dertil er, at Thorvaldsen gjorde sin første Romerreise til Søes, paa Fregatten Thetis i Aaret 1796, og i Commandeurens Indberetninger til Admiralitetet fandtes naturligviis, vel ikke nogen Charakteristik af den unge Billedhugger, men dog udførlige Efterretninger om Krydstoget, som Thorvaldsen uventet kom til at gjøre med, og noget om Reiseselskabet. Nærmere laae det Biographen, at benytte de lærde Islænderes genealogiske Flid til at oplyse sin Helts origines. Disse gaae tilbage saalangt som Nordens Historie, følgelig til vort Fædrenelands mythiske Tidsalder. Det er beviist, at Bertel Thorvaldsen nedstammer, dog ikke paa Sværdsiden, men igjennem qvindelige Sidelinier, fra Kong Harald Hildetand. Hans Stamtavle har Hr. Professor Magnusen meddeelt Forfatteren; den skyldes for største Delen Islands lærde Annalist, Hr. Sysselmand John Espolin, som har samlet og ordnet den efter Opfordring af Thorvaldsens Ungdomsven, Hr. Kammerraad Briem. Vistnok trænger en Mand som Thorvaldsen ikke til Aner; og ihvor høit han elsker Billeder, har han sagtens ikke større Glæde af sine heraldiske imagines, end Napoleon af dem. Smigrerne paadigtede ham, men som han afviste med de bekjendte Ord: “Det er noget større at stifte et nyt Dynastie, end at nedstamme fra et gammelt,” alligevel er det for Alle, som have historisk Sands, interessant at kende en berømt Mands Forfædre, hvorfor vi ogsaa takke alle Vedkommende for denne mærkelige Stamtavle.

Det er en gammel Bemærkning, at store Mænds Fødselsomstændigheder gjerne ere indhyllede i Mørke, ret som Clio, efter Aftale med Parcerne, fandt Fornøielse i at sætte sine Dyrkeres Divinationsevne paa Prøve. Ligesom 7 Stæder i Grækenland fordum strede om den Ære at have frembragt Homer, saaledes har Island og Danmark stridt om den Hæder, at være Thorvaldsens Fødested. Det kunstrige Kjøbenhavn har beholdt ogsaa dette Fortrin; men Island kan være stolt af, at vor Kunstners Forfædre i mange Slægtfølger have levet der, og at hans Bedstefader Thorvald Gotskalksen var Provst i Myklabye (hvilket Sogns Kirke derfor Thorvaldsen har tiltænkt en Foræring af sin bekjendte herlige Døbefont). Her fødtes 1740 hans Fader Gotskalk Thorvaldsen, som, da han voxede til, lagde sig efter Billedskjæreriet og reiste til Kjøbenhavn for der at søge sit Levebrød ved denne Haandtering. Han giftede sig her med en Præstedatter fra Jylland, Karen Grønlund, som blev vor Kunstners Moder, efter hvem han skal have arvet mange af sine elskværdige Egenskaber, tilligemed Faderens Lyst til Billedværk, hvilken Lyst dog hos Faderen aldrig uddannedes til Kunstnerfærdighed (han fandt sit Underhold ved at udskjære Ornamenter i Træ, og arbeidede som Billedhugger paa de private Skibsværfter i Kjøbenhavn, men var — efter Professor Thieles Forsikring — ingenlunde Kunstner.) Faderens Kammerader, gamle Skibstømmermænd, have fortalt, at de vel erindrede, hvorledes Bertel, en smuk lyshaaret Dreng, ofte kom at besøge sin Fader paa Arbejdspladsen, og at han var afholdt af Alle, som saae ham. Forældrenes tarvelige Kaar tillode dem ikke at anvende meget paa Sønnens Underviisning; alligevel maae hans Anlæg til Kunsten have røbet sig før hans 11te Aar; thi i Aaret 1781 sendte Faderen — efter Opmuntring af en Huusven — sin Bertel til Kunstakademiets Skoler, hvilke nu ere stolte af hans Navn og opfyldte med hans Mesterværker.

Thorvaldsens første Lærer var Hans Cleo; men snart steeg han op til de høiere Classer, og fik berøømtere Mænd til Veiledere. 1786 opstyltedes han til Modelskolen — et vigtigt Moment i hans Kunstnerdannelse, deels fordi han her begyndte at danne i Leer, deels fordi han, Naturens trofaste Søn, her først ledtes til at studere Naturens Mysterier i det Nøgne. Iblandt Akademiets Professorer udmærkede sig den Gang Wiedewelt som Billedhugger og Abildgaard som Maler. Vor Thorvaldsen har Forpligtelse imod Begge; dog skylder han Abildgaard meest, som den, der fulgte ham i sin Udvikling med meest Opmærksomhed, og efter Hvem han i sine første Arbeider især har dannet sig.

Det har en særegen Interesse at sætte sig ind i store Mænds tidligste Situationer og lægge Mærke til, hvorledes den himmelske Genius lidt efter lidt har udfoldet sine Vinger, eller (for at blive i Thorvaldsens egen Anskuelse) hvorledes Lyset tændes i Sjælens Lønkammer, idet den bevingede Engel gyder Olie i Lampen (see Basreliefet a Genio lumen). Vi ville derfor lade Forfatteren skildre os den sextenaars Dreng, saaledes som han var, da han vandt Academiets første Præmie. Skildringen findes Side 4 og 6: “Allerede hos Drengen viste sig den rolige og dybsindige Alvor og det skjønne indre-Liv, som siden, efter hans Udvikling, er bleven ham saa egent. Han talede kun lidet, og hans Svar vare korte og bestemte, og, ligesom de nu ikke sjeldent ere lidt epigrammatisk! spidsede, vare de dengang ofte i deres ligefremme Naturlighed pudseerligt træffende. Naar han stod ved sit Tegnebret, var han saa taus og ordknap, at han sjeldent svarede med Ja eller Nei, naar han kunde lade det være nok at nikke eller ryste med Hovedet. Forlangtes hans Raad eller Hjelp ihenseende til en Tegning, da svarede han, efter et hurtigt, men let opfattende Blik paa Sagen, blot ved at pege med Fingeren. Men med alt dette forbandt han en ualmindelig høi Grad af Blidhed og Godmodighed. Med en kjerlig Sjel levede han i sit Arbeide, men hvad der laae udenfor den Kreds, hvori hans Tanker bevægede sig, var ham ligegyldigt og fremmedt. Hans Tegninger, hvis Contourer vare saa svagt angivne, at de næsten ikke vare synlige, gjennemførtes med den samme rolige Flid fra Hovedet indtil Taaen.” Hertil føie vi en interessant Anekdote fra samme Tid. Han forberededes til Confirmationen hosProvst Høyer ved Holmens Kirke. Han sad langtnede mellem de andre fattige Drenge og udmærkede sig, efter hans egen Fortælling, just ikke ved sine Kundskaber. Engang skete det her, at Provsten, hvis Broder var Academiets daværende Secretair, blev, ved at nævne hans Navn, opmærksom, og spurgte: “Er det maaskee hans Broder, som nylig har vundet Medaillen?” Og da Thorvaldsen dertil havde svaret: “Det er mig selv.’” blev Provsten ved dette Svar saa overrasket, at han satte ham øverst iblandt Drengene, og kaldte ham siden Monsieur Thorvaldsen — en Udmærkelse, der har gjort et saa uudsletteligt Indtryk paa den store, med Æresbeviisninger overøste Kunstner, at han endnu gierne fortæller den, saa ofte Talen er om hans Ungdom.

Det ældste Arbeide, som haves af Thorvaldsen, er et lidet Basrelief, en hvilende Amor, som han modellerede 1789 for den store Sølvpræmie, der ogsaa tilkjendtes ham. Man gjenkjender deri tydeligen Abildgaards Indflydelse. Men vigtigere er den Bemærkning, at det især var denne herlige Maler, som bevarede Thorvaldsen for Kunsten, da hans Fader, som trængte til Sønnens Hjelp, ønskede at faae ham anbragt ved sit Haandværk. Han hjalp Faderen ved mangt Arbeide; men han blev sin Muse tro.

(Slutningen følger).

Dansk
Litteratur-Tidende

for 1831.

No. 49.

Forsendes, ifølge Kongl. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne i Danmark og Hertugdømmene.

Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsen og hans Værker. Ved J.M. Thiele Professor.

(Slutning, see No. 48.)

Loddet var nu kastet, og Banen til Udødelighed var aabnet for Ynglingen. Naar vi antage, at Thorvaldsen naaede Fortjenestens og Navnkundighedens Spidse med AlexandersTriumphtog i Aaret 1812, da kunne vi erindre hans Culminationspunkt ved et universalhistorisk Moment: Napoleons høieste Magt; og fremdeles bemærke, at ligesom Kunstnerens ypperste Seiervinding falder sammen med den vældigeSeierherres Historie, saaledes falder Thorvaldsens egentlige Indtræden i Kunstnernes Række sammen med en i Danmarks Historie vigtig og glæderig Begivenhed: Kronprinds Frederiks Formæling og Kronprindsesse Marias Indtog i Residentsen. Thorvaldsen modellerede den skjønne kongelige Bruds Medaillon; men forstod ikke at drage Fordeel af sit Arbeide. Han solgte for en ringe Betaling den færdige Model til Gipseren Regoli, som skal have havt en betydelig Indtægt deraf.

Som et elskværdigt Træk i Ynglingens sædelige Charakteer udhæve vi, at ihvor vigtigt det var ham at arbeide efter skjønne qvindelige Modeller, afskyede han dog at søge saadanne paa usømmelige Veie. Iblandt de Kunstnere, der bidroge til Thorvaldsens Uddannelse, maa erindres Maleren Asmus Jacob Carstens. Som Thorvaldsens fortrolige Venner og Kunstbrødre nævnes Grosch, Probsthain og _Fritzsch. De hed _de fire gode Venner i Grønnegaden, og da Tiden nærmede sig, at Thorvaldsen skulde concurrere for den mindre Guldmedaille (1791), havde den unge beskedne Billedhugger gjerne unddraget sig derfra; men de tre Venner tilraabte ham hver Aften ved Skilsmissen: “Thorvaldsen! tænk paa Concursen.” hvilke Ord imellem dem bleve til et Mundheld.

Efterat denne Priis var vundet ved Basrelieffet: Heliodor, som udjages af Templet, lod Grev Chr. F. D. Reventlov det afforme; og denne ædle Statsmand fremtræder fra denne Tid af som Kunstnerens Velynder og Forfremmer. (Ogsaa Bernstorfs og Schimmelmanns Navne forekomme siden paa en hæderlig Maade i hans Biographie). Den næste store Concurs nærmede sig, og Thorvaldsen kunde nu (1793) efter to Aars raske Fremskridt, roligere end forrige Gang, lade sig indelukke i Logen for at udføre sin Skizze af det opgivne Sujet (Act. 3 Cap.): Petrus som helbreder den Værkbrudne. For dette Basrelief tilkjendtes ham den store Guldmedaille den 14de August 1793. Dermed følger, som bekjendt, Adgang til at gjøre en Treaars Udenlandsreise paa Akademiets Bekostning, hvilken Th. dog først tiltraadte 1796, fordi Stipendiet da først blev ledigt. I Mellemtiden forfærdigede han mangt vakkert Arbeide, og gjorde Bekjendtskab med adskillige Videnskabsmand, saasom Abrahamson, Rahbek, Th. Thaarup og Steffens. I disse Mænds glade og aandfulde Selskab befandt han sig gjerne; “dog synes den stille Genius ogsaa her at have siddet ved hans Side og at have gjort ham mere til Beskuer og Iagttager, end til en overgiven Selskabsbroder — —. I sit Udvortes iagttog han en Velanstændighed, der for dem, som besøgte ham i det fattige Hjem, skal have staaet i en paafaldende Modsætning til hans Families huuslige Forhold. Undertiden beklagede han sig over at maatte modtage saamange Besøg, da hans Arbeidskammer dertil var saa uskikket; men, da engang en af hans Venner tilbød ham et Værelse hos sig, afslog han det paa Grund af, at det kunde synes, som om han foragtede sine fattige Forældre. Om hans Charakteer som Yngling høres af hans Jevnaldrende forskjellige Meninger — —. Deri synes Alle at være enige, at han staaer for deres Erindring som en elskelig, i sig selv fordybet, ung Kunstner, hvis forklarede lyseblaae Øie prophetisk viste som i et Speil, hvad han engang i Kunsten skulde aabenbare, og, at han hverken kunde siges at være beskeden eller forfængelig; men at han elskede sin Genius fremfor Alt.” (Af denne Charakteristik fremgaaer, at han var ydmyg som Menneske, og selvstændig som Kunstner — de skjønneste Epitheter, Nogen kan ønske at tillægge sin beundrede Heros). Fru Brun har sagt: “at han voxede op, saa ganske overladt til sig selv og den gunstige Natur, som det vel er muligt at tænke sig et Menneske, født i en civiliseret Stat.” Hvorledes disse Ord maae forstaaes, har Prof. Th. viist: men Rec. maa, for Kortheds Skyld, forbigaae dette som meget andet. Vi maae ledsage vor Kunstner til den evige S:ad, hvor han skulde erhverve sig et Navn for Evigheden.

Fregatten Thetis, der medtog Skulpturens “Cæsar,” medtog ikke Cæsars Lykke. Den lettede Anker d. 20de Mai 1796; men ved Begyndelsen af A. 1797 havde Thorvaldsen ikke naaet Italiens Fastland. Han var endnu paa Malta, hvorfra han, utaalmodig, gik paa en aaben Baad til Palermo, og derfra med Paketten til Neapel. Her stod han i Kunstens Fosterland, i Naturens Paradiis; men uden Venner, uden Bekjendter, og uden at forstaae Landets Sprog. Hvad Under, at han — som Fru Brun siger—ei følede sig lykkeligere ved det stjønne Parthenopes herlige Kyster, end ved Barbariets? (som han med Fregatten havde gjæstet). Hjemveen havde nær drevet ham ombord igjen for at vende tilbage til Danmark; men Undseelse og Pligtfølelse holdt ham tilbage. Den 8de Marts 1797 ankom han til Rom; og denne Dag har han siden kaldet sin anden Fødselsdag.

Hvad Thorvaldsen her i 34 Aar har præsteret, er aldeles skikket til at gjøre os mindre vantroe, naar vi læse om Phidias’s, Michel Angelos, Raphaels forbausende Kunstnervirksomhed. Hvad Hr. Thiele beretter, er Læserne af denne Tidende allerede i de store Grundtræk bekjendt; og at meddele Detaillen om Thorvaldsens samtlige Arbeider, vilde hverken bestaae med disse Blades Plan, etter være Ret imod den omhyggelige Forfatter, hvis Fortælling ei bør udstykkes i Udtog, men læses heel og holden. Dertil henvise vi derfor det kunstelskende Publicum. Kun et Par epochegørende Momenter maa det endnu tillades os at uddrage, idet vi bemærke, at af de tre Classer, hvortil Thorvaldsens Værker henhøre, er det kun de tvende (men de i høi Grad vigtigste) Classer, nemlig Statuer og Basrelieffer, som Prof. Th. gjennemgaaer; da han derimod forbigaaer den tredie, saaretalrige (men, sammenligningsviis, for Kunsten mindre vigtige) Classe af Buster. Af saadanne har Thorvaldsen forfærdiget et Par hundrede; men det vilde nu være umuligt at skaffe nøiagtige Tegninger af dem. Ei heller vilde dette Arbeide, om det var muligt, skaffe Kunsthistorien en forholdsmæssig Fordeel. De forbigaaes derfor efter Reglen; dog omtales enkelte leilig- hedsviis.

Det er allerede anmærket, at iblandt Basreliefferne, Ordet taget i antik Forstand, (naar vi sige Thorvaldsens, da er det just det samme, som om vi sagde: hele den nyere Tids) indtager Alexanders Triumphtog den første Rang. Just eet Decennium tidligere gjorde hans Statue Jason en lignende Epoche i sit genre. Allerede i April 1801 (da Danmarks Argonauter hentede sig, vel ikke et gyldent Skind, men eviggrønne Laurbær paa Kjøbenhavns Rhed) stod Jason færdig med sit Vließ, modelleret i Leer. Men den tildrog sig ikke særdeles Opmærksomhed, og da Thorvaldsen ikke havde Raad til at lade den, forme og afstøbe, sønderslog han ogsaa denne Statue, som han havde gjort ved mange tidligere. I Foraaret 1802 var hans forlængede Stipendiitid udløben. Hans Reise fra Rom udsattes for at han 1803 kunde tiltræde den i Selskab med Zoega (af alle Videnskabsmænd vistnok den, som har gavnet Thorvaldsen meest ved sin strænge og indsigtsfulde Kritik, ihvorvel man undertiden har overvurderet Indflydelsen deraf paa den genialske Kunstner.) Zoega forandrede sin Beslutning; og imidlertid var Thorvaldsen atter bleven greben af en uimodstaaelig Lyst til at fremstille den stolte Argonauter-Høvding. Jason fremstod atter under hans Hænder, og (tilføier Thiele sindrigt) ligesom for at tilvriste sig Seieren — i overnaturlig Størrelse. Fru Brun, som var Vidne til det Vidunder, hvorledes denne Heros fremsprang af Thorvaldsens Hjerne, ligesom Minerva fordum af Jupiters, har kaldet Jason “den sidst færdigblevne Antike.” Ved den vandt Mesteren europæisk Erkjendelse: Zoega, den strængeste Dommer, saae den perikleiske Tidsalder at vende tilbage og skjenkte sin Ven Bifald; Canova, den hæderkronede Medbeiler, erklærede med Overraskelse: “at denne Statue var gjort i en ny og grandios Stiil.” Fernow dømte, at man i hele den nyere Tid ikke havde seet et Værk i en saa reen og stor Stiil. Kort sagt: det gyldne Vlies var anden Gang erobret; men denne Gang ikke af Argonauten Jason i Colchis, derimod af Ridderen Alberto i Rom. Alligevel syntes det en rum Tid, som om det gyldne Skind denne Gang ei skulde medføre Guld, men lutter Ære. Ingen tænkte paa at bestille sig et Exemplar af det beundrede Kunstværk. Kunstneren, overvældet af Lovtaler, men med alle Lommer tomme, tænkte for Alvor paa Hjemreisen, og havde allerede indpakket sin Kuffert, ja surret den fast paa Vognen, da hans Reisefælle, Billedhuggeren Hagemann fra Berlin, af Mangel paa Pas, maatte udsætte Afreisen til næste Dag; og hvad skeer ? — Enhver som har Øie til at see Forsynets Finger i Styrelsen af Menneskenes Skjæbner, han høre! — netop paa den Dag, da Afreisen blev forhindret, fører en Leietjener den rige Banquier, Sir Thomas Hope, til Thorvaldsens lille Studio ; og Hope, en ligesaa kunstforstands og liberal som riig Mand, spørger Kunstneren, hvor meget denne Statue, udført i Marmor, vilde koste, og da den beskedne Mester — glad ved den uventede Udsigt til at udføre sin Billedstøtte — svarer 600 Zechiner, indvendte Hope, at dette jo var en Spottpriis for et saadant Arbeide, og tilbød at ville betale 800. “Dette Øieblik var det afgjørende i hans Liv, hans Gjenfødelse i Kunsten. Fra nu af traadte han frem paa sin berømmelige Kunstnerbane og hævdede ved hvert nyt Arbeide end mere den høie Rang, som selv hans Modstandere omsider ikke længer kunne gjøre ham stridig.”

Hans første Basrelief i Rom var Achilles og Brisæis, hvoraf det første Exemplar i Marmor blev kjøbt af von Ropp i Mitau. Siden have Kunstvenner næsten i alle Europas Lande søgt at tilvende sig Thorvaldsenske Arbeider. Allevegne, saa vidt de adspredes, tjene de til at nære en reen Kunstsands, til at forherlige Kunstneren og med ham det danske Navn. Charlottenborg indslutter allerede en stor udvalgt Samling. Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn og Christiansborg Slot frembyde Beskueren, iblandt saa meget Skjønt og Herligt, intet Herligere end Thorvaldsens Værker. Maatte en gunstig Skjæbne endnu længe bevare os den uforlignelige Kunstner! Og maatte hans Biograph have samme afgjorte Held under anden Deels Udarbeidelse, som han har havt med den første! Fortællingen standser her ved Aaret 1813. Den er, som man af Professor Thiele kunde vente den, naturlig, simpel, smagfuld, og saa langt fra at være (hvad Mange maaskee af en Digter vente) overlæsset med Prydelser, at adskillige betydningsfulde Begivenheder endog fremstilles uden mindste Ornament, uden mindste Reflexion. Recensenten anseer denne Bemærkning for at indeholde snarere Roes end Daddel. Ogsaa Thorvaldsen er en Hader af enhver uvedkommende Prydelse. Beskrivelsen over Arbeiderne er efter Tidsordenen indflettet paa sit Sted, den er i Almindelighed rigtig, og Betydningen angivet i Kunstnerens Aand *); undertiden ledsages den af Forfatterens egen Dom, undertiden af Andres Domme. De sidste læses sædvanligen i Anmærkningerne, hvilke indeholde en literaturam Thorvaldsenianam in nuce. Prof. Thiele gjør sig selv Uret, naar han i Fortalen Pag. XXII siger: “Jeg er mere indtaget af Beundring og af Kjerlighed til Thorvaldsen og hans Arbeider end det vel er gavnligt for en historisk Fortælling”; thi hans Kjerlighed og Beundring har — som altid den velgrundede Kjerlighed — ikkun været Bogen til Gavn; aldrig til Skade. Det er kun den blinde tankeløse Beundring, der skader. Den frembringer Smigrere og svulstige Panegyrister, imedens den følelsefulde, paa Fortjenestens Erkjendelse hvilende Beundring avler taknemmelige Kunstdommere og beskedne Mindetalere. Sproget er ikke allevegne saa correct, som Recensenten havde ventet af Prof. Thiele.

Til Slutning skulde Rec. ogsaa tilføie en Dom om Værkets 81 Kobbertavler. Herved befinder han sig i en vis Forlegenhed, da han sætter grundet Mistillid til sin ringe Kunst-Indsigt. Efterdi flere unge Kunstnere have arbeidet derpaa, vil Ingen vente, at Alle skulde have skilt sig lige godt, eller Alle til Fuldkommenhed, ved Arbeidet. Nogen, ja ikke saa ganske liden Forskjellighed vil man let opdage, naar man f. Ex. sammenligner de fortræffelige Tavler der fremstille Alexanderstoget, eller Tab. VII, XVI, XVII, XIX, XXIV, XXXVI, XIL, XLVII, XLVIII, L med Tab. VI, XV, XXI, hvilke tre vel turde høre til de mindst lykkede. Ellers vil man finde, at Billederne træde frem baade livligt og smukt begrændsede. I Contourerne er det naturligviis det smagfulde Valg og den tilbørlige Afvexling af de stærkere og svagere Linier, der tilvejebringer dette behagelige Indtryk. Da Kunstnerne ei ere nævnede, vide vi ikke, hvem vi skylde denne Nydelse, undtagen ved Titelkobberet, som er stukket af Hr. Eckersberg Junior, der ved dette som ved flere Arbeider har givet os Forvisning om, at han er en Kunstner, værdig det høitagtede Navn, han bærer. Glædeligt er det, at Hr. Professor Thiele har kunnet finde et tilstrækkeligt Antal af unge danske Kunstnere til at stikke saa mange Plader. Han taler med samme Beskedenhed om disses Præstationer, som om sine egne, idet han siger (Pag. XXIII). “Jeg overdrog det til adskillige Kunstnere, deels i Rom, deels i Kjøbenhavn, at tilveiebringe en fuldstændig Samling af Omrids efter Thorvaldsens Statuer og Basrelieffer. At man ved nogle faa af disse har maattet tage sin Tilflugt til Blade af forhenudgivne Kobberværker, er tildeels skeet af Nødvendighed, forsaavidt som de originale Forbilleder, deels afsendte til deres Bestemmelsessteder, deels hensatte og skjulte, ikke vare tilstede for Tegnerne; _Hovedsagen kunde dog ikke være i de vedføiede Omrids at levere egentlige Kunstværker, men kun Midler, hvorved Compositionerne kunde blive mere anskuelige._” Hermed er snarere sagt for lidet end for meget. Angaaende Papiret, hvorpaa Aftrykkene ere gjorte, da er det det bedste, som haves. Samme Roes fortjener Værket, betragtet fra den typographiske Side. Det gjør det Thieleske Officin megen Ære.

Kjøbenhavn, d. 19de November (Thorvaldsens Fødselsdag) 1831.

J. M.

Generel kommentar

Dette er en trykt anmeldelse af første bind af Thieles’ biografi om Thorvaldsen, der blev udgivet i Dansk Litteratur-Tidende i 1831.
Året efter udkom anden del af Theles biografi. Denne del blev også anmeldt i Dansk Litteratur-Tidende.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1831, Danske Litteratur-Tidende
Emneord
Broderskabsidealer · J.M. Thieles biografier om Thorvaldsen · Jason og Hopes bestilling · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Kritik af Thorvaldsens værker, positiv · Thorvaldsen som dansk nationalsymbol · Thorvaldsens fødselsdag 19.11.
Personer
Nicolai Abildgaard · Antonio Canova · Thomas Hope · Theodor von der Ropp · Just Mathias Thiele · Bertel Thorvaldsen · Gotskalk Thorvaldsen · Georg Zoëga
Værker
Sidst opdateret 21.09.2016 Print