Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 2826 af 10177
Afsender Dato Modtager
Per Daniel Amadeus Atterbom [+]

Afsendersted

Rom

16.6.1821 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af det tidskrift, hvori teksten er trykt.

Erik Gustaf Geijer [+]

Modtagersted

Uppsala

Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsen og Canova.
(Udtog af et Brev fra den svenske Digter Atterbom til Professor Geier)

– Dannemarks artistiske Ære og Stolthed, Thorvaldsen, er en uophørlig drømmende, tankefuld, i sig selv indesluttet og dyb melankolsk Phidias-Aand, i en velvoxen, men bleg og mager Figur, paa nogle og 40 Aar. Den høie, skjønne, men tungsindige Pande, de store blaa Øine, som med et Slags forvirret Blik tilkjendegive, at hans egentlige Opmærksomhed sjælden fængsles af de Forestillinger, der udvortes omgive ham, forraader strax en umiddelbar Søn af Phantasien, og da han ikke taler et eneste Sprog rigtig; og hyppig maa blande 4 eller 5 med hinanden for at gjøre sig forstaaelig, og derhos tillige uophørlig har et Par Dusin Ting paa eengang svævende for sin Indbildningskraft, saa bærer hans Ansigt næsten bestandig i Selskab og under Samtaler, et vist naivt Udtryk af Hovedbrud og Forlegenhed, der klæder ham ret godt og passer til den laconiske Maade, hvorpaa han udtrykker sine, næsten ligesom i Steen udhugne, for største Delen epigrammatisk-formede Tanker. Disse ere ikke-sjeldent saa humoristisk vittige, at Tilhørerne foranlediges til at lee umaadelig, men uden at de lystige Indfald ogsaa kun ved et eneste Træk forraade sig i det alvorlige, gulagtigblege Ansigt. Dette er det personlig synlige Væsen af den Mand, der er i Færd med at stifte en ny Tidsalder for Skulpturen og som, med [N]ordisk Aandskraft, i Rom, selv blev Canovas overmægtige Medbeiler. Jeg troer, at Tydskernes og Engellændernes almindelige Dom ikke tager Feil i denne Henseende. Italienerne ville gjerne, saalænge de kunne, skyde den haarde Nød fra sig, at indrømme nogen anden end Venetianeren den første Plads blandt den nyere Tids Billedhuggere; deels af national Forfængelighed, deels vel ogsaa for den oprindelige Uligheds Skyld, der er i Følelsen og i Udtrykkets Dannelse; men alle indrømme alligevel, at den skandinaviske Fremmede, efter Canovas Død, er Kunstner-Kongerigets retmæssige Thronfølger. Franskmændene, hedder det, svæve med deres Mening endnu tvivlende imellem dem Begge. Efter min Synspunkt (hvis du ikke tager det ilde op, at en Uindviet yttrer en) har Canova, da han førte sin Kunst tilbage til den i Udøvelsen forglemte Anskuelse af Antikens evige Urbilleder – og derved nødvendig igjen maatte komme tilbage paa Sporet af den simple ædle og naturlige Stiil, som i lang Tid var druknet i berninisk-fransk Tant – givet det første Stød til det nyere høiere Sving, som Billedhuggerkunstens Aand i den sildigere Tid begyndte at udvikle: denne Ære, som ikke kan berøves ham, (thi Sergell, der opholdt sig i det fraliggende Norden, levede uden Indflydelse paa Dannelsen af almindelig europæisk Kunst) synes mig allerede saa betydende, at man, uden at være ubillig, tør tillade sig, at nævne den Fattigdom i Opfindelsen og den Blødagtighed, der sædvanlig er behagelig, hvilke holdt ham fængslet paa Grændsen af Italiens nuværende Aands Uddannelse og standsede ham paa den halve Vei til hans glimrende Maal. Rigtig nok har jeg endnu ei besøgt Canovas Værksted; men alligevel i Peters Kirke og andre Steder seet tilstrækkelig af hans Arbeider, til ved et saadant Besøg ikke at kunne blive gjort vaklende i min Overbevisning. Thorvaldsen, aandfuldere og dygtigere, har ikke ladet sin Kunst staae stille ved den Grændse, som adskiller det eiendommelige ved den antikke Skjønhed fra Nutidens Ejendommelighed, eller ladet sig nøie med paa denne Side af Grændsen at indstudere den ene eller anden zirlige Attitude , som er bleven laant ved Anskuelsen af Guderne, paa den anden Side. Hans Meisel huggede Snoren over, og Skulpturen stillede sig igjen paa sin gamle Plads, hvor Kunstneren ikke meer betragter Antikkerne med en saa slavisk Ærbødighed, som om det var Steentavlerne paa Sinai, hvorpaa hvert Træk er guddommeligt, men med den aabne, fortroelige Kjærlighed, som bliver Kjendetegnet paa en i det egne Bryst og i den egne Arm lige udødelig levende Kunstkraft. Han studerer ikke længer Fortidens Mønstre, han lever, tænker og skaber i dens Mesteres Aand. Allerede overgaaer han dem i Basrelieffet: en mærkværdig Omstændighed, der synes at antyde en nærmende Mægling og Forsoning imellem Skulpturen og Maleriet, hvorom man, med en fra Philosophien hentet Sammenligning, kunde paastaae, at der hist antydes det Plastiskes Natur, her dets Ethik. Thorvaldsens Phantasie er poetisk, i Ordets høiste Betydning: et Abyssus af Instinct og Drift, af hvis Dunkelhed een skabende Tanke lynede frem efter den anden, Slag paa Slag, i friske harmoniske Gestalter. Det berømte Fries i ophøiet Arbeide, som forestiller Alexanders Indtog i Babylon, da Helten vender tilbage fra sit persiske og indiske Feldtog, er et heelt Epos i Marmor, i den græsk-østerlandske Verdens Præg. – Med en overfladisk Beskrivelse vil jeg forskaane Dig, thi du kan let forestille Dig, til hvilken mangfoldig Skjønhed og characteristisk Eiendommelighed et saadant Stof, Alexanders Heltetog og de med Foræringer kommende Hyldinger, gave den sindrige Kunstner Anledning. I Sandhed, da Napoleon undlod den allerede berammede Reise til Rom, til hvilken dette Basrelief var bestilt, for at smykke Quirinal-Palladset ved hans Indtog, forsømte han tillige at see det maaskee eneste virkelig Skjønne, som æsthetisk Hædersoffer nogensinde frembragte til Ære for ham. Jeg lader det iøvrigt staae ved sit Værd, i hvorvidt han vilde føle sig smigret derved, naar han havde bemærket de Venner af Friheden, der af alle Kræfter roe bort over Tigris, og om han havde forstaaet dette snue Vink om det Frivillige i Babyloniernes Glæde? –
Et ligesaa herligt og fuldendt Værk er, omendskjøndt i mindre Maalestok, det Basrelief, som forestiller den Scene af Iliaden, hvor Agamemnons Herolder føre Briseis bort fra den forbittrede Achilles. Man kan ikke see sig mæt paa den rige og dog saa simple Sammenstilling af Storhed og Smerte, Kraft, Svaghed og Medlidenhed; paa Guder-Sønnen , der vender sig bort, med alle Nerver spændte af Forbittrelse og Hævngjerrighed, men dog endnu vedbliver at vare skjøn; paa den blide Patrokles, som skyder den hulde, skjælvende Briseis langsom bort fra sig, imedens hun vender sig om, og med sørgelig Resignation tvinger sig til at føie sig i Nødvendighedens Lov; endelig paa hendes tvende vise Ledsagere, der, uagtet al behørig Heroldsværdighed, dog skynde sig saameget som muligt, hjertelig glade over at være komne levende og med hele Lemmer fra et saa vanskeligt Gesandtskab. – I den gamle Verden er Thorvaldsens Natur ganske som hjemme.
Med overraskende Sandhed, dog uden al slavisk Efterligning, kappedes han nylig, i deres egen Maneer, med Mesterne i den før Phidias gjeldende Stiil, om hvilke man først fornylig fik fuldstændigere Oplysning ved Opdagelsen af de saakaldte “æginetiske” Kunstværker. – Kronprindsen af Baiern, den ivrigste og gavmildeste af alle nu levende fyrstelige Kunstyndere, har kjøbt dem og ladet dem hidbringe fra Grækenland. Da adskilligt var beskadiget og sønderbrudt, blev Thorvaldsen anmodet at restaurere dem, og han fordybede sig under dette Arbeide, som han ogsaa fuldførte til alle Kunstkjenderes største Tilfredshed, saameget i Betragtning af deres besynderlige Former, at Følgen deraf tilsidst blev en Gudinde: Haabet, der føiede sig til de øvrige som en formildende Fortsættelse. Disse gamle Guder- og Kriger-Billeder bære et mærkværdigt Præg om en stræng Religions Mystik; og de, der forfærdigede dem, troede ganske sikkert, at en Guddom kun vilde blive saare lidet agtet, naar dens Billede, som Billedet af et skjønt Menneske, vandt Tilskuerens Blik. Vel tilkjendegiver Udarbeidelsen af alle Figurerne en allerede grundig Kundskab om det menneskelige Legeme, og det Nøgne viser intetsteds, uden i Hovedets og Ansigtets Behandling, en Afvigelse fra den nøiagtigste Natursandheds Lov, Men ikke blot en vis dunkel Tilbøielighed til Magerhed, som tydelig er der med Forsæt (ligesom i den ældre Christendoms dannende Kunst), men endnu langt bestemtere et almindeligt og ligeledes forsætligt, halv ægyptisk Familietræk over Øie, Mund og Kind, et raat, men godmodigt Smiil, erindrer om den Kunstperiode, som fulgte efter de ældste Hermes-Billeder og Dædals Billeder af Træe. Man veed at i Hindostan, endnu den Dag i Dag, alle Helgenbilleder maae forfærdiges efter visse ældgamle uforanderlige Typer, hvis nøiagtig overensstemmende Dannelse Præsterne overholde strængt. Denne overeensstemmende Form indskrænker sig her næsten kun til Physiognomie og Ansigtsdannelse; iøvrigt er den asiatiske Religions Alvor synlig paa Veie til at forsone sig med Helenismens livlige Udvortes. Efterhaanden tabte den sig ganske af Grækernes Plastik, i samme Grad, som de nødvendige Udtryk af de symboliske Begreber, som ere tilstrækkelige til Andagten, maatte vige for den æsthetiske Fordring: netop i de mythiske Gestalter at see den menneskelige Figur fremstillet i sin høieste Fuldkommenhed. Det er sandsynligt, at Phidias i sine høit beundrede Tempelbilleder søgte en Ligevægt, en Harmonie imellem Religionens mystiske og Kunstens æsthetiske Fordringer. Der kom en Tid, hvor de sidste bleve tilfredsstillede paa de førstes Bekostning, og Kunsten, som nu blot sysselsatte sig med at udsmykke Slotte og Badehuse for Jordens Riigmænd, nedsank i den samme Grav, som allerede gjemte Religionen til en snart indtræffende Opstandelse.
Maaskee er Canova en mere fuldkommen Billedhugger end Thorvaldsen; denne har deels et svagt Bryst, som ikke tillader ham, længe uafladeligen at sysselsætte sig med Hugning, og indaande den fine Marmorstøv, der stedse flyver omkring i et saadant Værksted; deels et Gemyt, som i alle Ting meest holder sig til Tanken selv, og gjerne anspores af sit rige Forraad til saa hurtigt som muligt at begive sig fra gamle til nye Tanker. Imidlertid har han i den senere Tid faaet saa udmærket duelige Arbeidere i sin Tjeneste,, at hans Værker netop i den Henseende ikke give haus Medbeilers noget efter. Thorvaldsen har ligeledes forsøgt sig i christelige Gjenstande, maaskee med mindre Held. Den skjønne italienske Middelalder har Billedhuggere at vise, som overgaae ham i den Henseende. Til Christendommens hellige Bøger og Legender maa ingen Kunstner vove sig, naar han ikke med sin hele Sjæl og af sit ganske Hjerte befinder sig paa denne Læres blide, paradisiske Grund. Thorvaldsen er dertil endnu formeget antik. Derimod maatte Du tilstaae, naar Du saae hans berømte Heltestatue: Jason med det erobrede gyldne Skind, og hans Basrelief: Natten, at hans Kunst har omfattet, de tvende Poler af Sphæren, som ligge nedenunder de høieste. Jason er det sande Ideal af en Heros, rolig i Følelsen af sig selv, mægtig i sin Kraft, ædel i dens Anvendelse; Natten derimod, en uendelig fiin qvindelig Figur, beklædt og bevinget, som med en Valmuekrands over sig, med to sødt slumrende Børn i sine Arme og selv med de fine Øienlaage tillukte i ubekjendte Drømme, svæver sagte ud i det stjernefulde Rum. Saaledes ere, førend Aandeverdenens Mysterier oplode sig i Sjælen, Kraft og Ahnelse de herligste Gestalter, hvortil Livet kan opsvinge sig. De ere Begyndelsen og Enden af Naturen og Antikken; men umiddelbar efter Ahnelsens Nat frembryder et nyt, mere straalende Soelhvervs Morgenrøde. Det er den himmelske Kjærlighed, som forsoner sine Værker med sig selv.

“L’Amor che muove ‘l Sole e l’altre stelle.”
(Dante.)

Generel kommentar

Denne tekst er en trykt dansk oversættelse af Atterboms brev, der tidligere blev udgivet på sit oprindelige svenske. Selve originalbrevet stammer fra 14.3.1818.
Nærværende danske udgave blev trykt i tidsskriftet Harpen, 2. Aargang, No. 24, 16.6.1821.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1821, Harpen
Thiele
Ikke omtalt hos Thiele.
Emneord
Karakteristikker af Thorvaldsens person · Kopiering efter antikken · Thorvaldsen og Canova · Thorvaldsen og kristendommen · Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles · Thorvaldsens humor · Thorvaldsens restaurering af Ægineterne · Thorvaldsens værkstedspraksis
Personer
Antonio Canova · Ludwig 1. · Napoleon 1. · Johan Tobias Sergel · Bertel Thorvaldsen · Johann Martin von Wagner
Værker
Sidst opdateret 20.09.2015 Print