Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 9736 af 10177
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Ny Portefeuille
J.C. Schythe [+]

Afsendersted

København

3.11.1844 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af det tidsskrift, hvor denne tekst blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

Thorvaldsen.

„Endnu i min fulde Virkekraft, uden legemlig eller aandig Alderdomssvaghed, gad jeg forlade dette Liv” ‒ havde Thorvaldsen ofte sagt. Hans Ønske blev opfyldt. Liig Pindar, Grækernes mest ophøiede, dristigt flyvende Digter, saaledes døde ogsaa Thorvaldsen, Nutidens mest ophøiede, dristigt flyvende Billedhugger, i Skuespilhuset, midt under en poetisk Nydelse ‒ en Kunstner i Kunstens Tempel. Saaledes var hans Liv et skjønt, et velsignet, et lykkeligt indtil det sidste Øieblik, physisk og psychisk sundt, hvad der for vor Tids Kunst allerede er af en dybere Betydning, end man maaskee overhoved skulde troe. Den Opgave, at udvikle et skjønt Liv, som et Kunstværk, ligetil Oldingsalderen, og det med Bevidsthedens Klarhed, med Varme i Følelsen, med Mildhed i Daad og i Tænkemaade ‒ denne Opgave har Thorvaldsen, liig Goethe, løst paa en storartet Maade. Nu er han hjemfaren og i ham en af de sidste af de Mægtige, som i vort Aarhundrede beherskede Kunstens Rige og skabte en Glandsperiode, som kun faa Tider og Folk have at opvise. Blot Cornelius er endnu tilovers. Beethoven, Tonernes Behersker, Goethe, Kongen i Tankens hele vidtstrakte Gebeet, Schinkel, Bygningskunstens Reformator, og nu Thorvaldsen ‒ de have Alle forladt os. Heroernes Tid er forbi; vi Epigoner ere blevne tilbage, for at sætte dem Billedstøtter, for at skue op til dem og at maale, uden at kunne finde Maalet.

Thorvaldsen har som Kunstner gennemvandret den hele Mythos, den græske og den christelige; han har levet sig ind i den første og efterdigtet, ikke efterlignet den; i christelig Aand har han følt, tænkt og fremstillet den sidste. Som Phidias i den græske Kunsts Blomstringstid, saaledes staaer Thorvaldsen i vor Tid høit og mægtigt over alle sine Kunstfæller, formedelst hans Værkers Skjønhed, Characteerfylde og ophøiede Ro; han har forstaaet at optage i sig de græske Mesterværkers Adel og Kydskhed og, med Aandens Rigdom, som med Følelsens Dybde og Inderlighed, at belive dem til fuldkomment nye og eiendommelige Skabninger. Som Phidias fandt sin Modsætning i den blodagtige Praxiteles, saaledes Thorvaldsen i Canova, ‒ i Canova, som endnu staaer paa Grændseskjellet imellem det attende Aarhundredes Maniereerthed og Bestræbelsen efter en ædlere Form, som i sine yndige, gratiøse og sandseligt pirrende, men ofte indtil Koketteri sødlige og characteerløse Skikkelser hverken aabenbarer den sunde, kraftfulde Naturlighed, ei heller nogen dyb Energi, ‒ som former bløde Qvindeskikkelser, men hvis Heroer kun opvise store Dimensioner og krampagtigt udprægede Athletlemmer, istedetfor sand Kraft og utvungen Heltestorhed. ‒ Mærkværdigt er det herved, at Thorvaldsen grundede sin Berømmelse i Rom ved Siden af og efter Canova.

Generel kommentar

Denne tekst blev trykt i tidsskriftet Ny Portefeuille, op. cit.

Arkivplacering
M17,87 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1844)
Andre referencer

  • J.C. Schythe (ed.): Ny Portefeuille, 4. Bind, Nr. 5, 3.11.1844, p. 116-118.

Emneord
Thorvaldsen og Canova · Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles · Thorvaldsens død
Personer
Antonio Canova · Johann Wolfgang von Goethe · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 10.04.2017 Print