Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 10081 af 10186
Afsender Dato Modtager
Redaktørerne ved Fædrelandet 19.9.1848 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af den avis, hvor teksten blev trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original

—Efter foregaaende Indbydelse af Executorerne af Thorvaldsens Testament samledes Kjøbenhavns Communalbestyrelse Søndagen d. 17de ds. Kl. 12 i Thorvaldsens Museum og tog dette i Øiesyn, hvorpaa en Skiftesamling afholdtes, ved hvilken alle de af Thorvaldsen skænkede Konstsager i Overensstemmelse med Testamentet bleve udlagte Staden Kjøbenhavn som Eiendom, og blev derom tilført Skifteprotocollen saaledes:

“Executores testamenti bemærkede, at de havde ønsket, at Museet maatte kunne aabnes for Publicum Mandagen den 18de September, og Dagen forud, som er Tiaarsdagen efter Thorvaldsens Hjemkomst til Fædrelandet, tages i Øiensyn af Communalbestyrelsen, som i denne Anledning derom var tilskrevet. I Svar herpaa havde Borgerrepræsentanterne under 14de ds. tilskrevet Executores, at de forventede, at Aabningen først vilde finde Sted efter en foregaaende Overlevering af Konstsagerne. I denne Anledning afholdtes nærværende Session, ved hvilken den samlede Communalbestyrelse var tilstede.”

“Executores testamenti overleverede derefter Museets Konstgjenstande til Communalbestyrelsen, der i Overensstemmelse med den Afdødes Testament modtog samme som Staden Kjøbenhavns fulde og uigjenkaldelige Eiendom; — Executores lovede derhos at tilstille Communalbestyrelsen en summarisk Fortegnelse over samtlige Museets Konstgjenstande, forsynet med deres Navnes Underskrift.”

Borgerrepræsentanternes Formand takkede derefter Executorerne, Bygningscommissionen, Bygmesteren og Alle, som have medvirket til, at Museumsbygningen nu er fuldført og kan aabnes til Adgang for Publicum, og Skifteprotocollen blev underskreven af samtlige Tilstedeværende.

At denne Overlevering saaledes er foregaaet bringes herved af Communalbestyrelsen til offenlig Kundskab.

—Borgerrepræsentanternes Formand yttrede sig ved denne Leilighed saaledes:

“Da Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter i Forening med Stadens Magistrat, efterat den nye Communalanordning var udkommet, benyttede den Tilladelse, som denne Lov har givet dem, og eenstemmig besluttede, at overdrage Thorvaldsen et Æresborgerskab i Rigets Hovedstad, var han den første, som han endnu har været den eneste, hvem denne Udmærkelse er bleven til Del. Det var i en dybtfølt Erkjendelse af hans store Konstner-, Borger- og Menneskeværd, at denne Beslutning blev tagen, og det er den samme Følelse, som har ledet os, naar vi, efterat han til sin Fødeby havde skænket sine mange Konstskatte, have givet vort Samtykke til at de betydelige Midler maatte udredes af Communen, som udfordredes til at den Bygning, hvori hans rige Gave skulde opbevares, kunde fuldføres paa en ham værdig Maade. Vi vidste vel, at vi derfor skulle staae vore Medborgere til Ansvar, men vi vidste ogsaa, at Beundringen for den store Konstner gjennemtrængte dem alle, og vi tage derfor ikke i Betænkning at paadrage os dette Ansvar. Vi haabe ogsaa, at det skal være let at bære, naar dette Hus med alle de Konstens Skatte, som det indeholder, nu aabnes for Alle, og som det skal staae til taknemmelig Erindring om den store Konstner og hans borgerlige Sind, at han, hvis Konst havde fundet Paaskjønnelse og Belønning af Fyrster og Jordens Store og Mægtige, dog ikke vilde, at det maatte blive dem, det skulde komme til at eie de mange Konstens Værker, som hans rige Aand havde skabt og samlet, men at disse skulde blive hans Landsmænds og hans Fødebyes Eiendom, saaledes tør vi ogsaa haabe, at denne Bygning skal staae som et Vidnesbyrd om, at den Tid er forsvunden, da Konsten maatte søge sin eneste Beskyttelse i Kongernes Sale, og at med det vaagnede Folkeliv ogsaa Sandsen er vakt for de høiere aandelige Goder, som i Konst og Videnskab forskjønne og forædle Livet. Vi betvivle heller ikke, at de kjøbenhavnske Borgere ved hvis Midler denne Bygning er reist, naar den nu kan besøges af Landsmænd og Fremmede, med os ville finde en Tilfredsstillelse i, at de have havt Leilighed til at reise den, værdig den store Konstner og værdig dem selv.

“Vi modtage da saaledes nu denne Bygning med Alt, hvad den indeholder af Stort og Kostbart i Konsten, som en Communen tilhørende Eiendom, der altid, herom kunne vi ikke tvivle, vil være skænket Communalbestyrelsens bedste Forsorg, og hvor forskjellige end de Meninger kunne have været, som reiste sig under Arbeidets Udførelse, saa er Maalet nu naaet, og derfor skal enhver Meningsforskjellighed være glemt, som det altid bør at være, hvor man fra alle Sider kan være sig det bevidst, at man kun har villet føre Sagen til det bedste Udfald. Jeg opfylder derfor ogsaa gjerne den Pligt, som jeg troer at paaligge mig paa Borgerrepræsentanternes Vegne, naar jeg nu herved udtaler deres Tak til Enhver, som har bidraget til dette Maals Opnaaelse — til de høitagtede Executorer af Thorvaldsens Testamente, som, selv besjælede af en varm Konstsands, med utrættet Omhu have samlet og ordnet hans mange og vidt adspredte Efterladenskaber — til den Bygningscommission, hvis Hverv det har været at drage Omsorg for denne Bygnings Opførelse — til den agtede Bygmester, der har ledet dette Arbeide, og derved har viist, at man ikke tog feil, da man valgte ham, og som med sjelden konstnerisk Sands har forstaaet at løse den Opgave, som var ham given. Vi ville forene vor Tak til alle Dem, som have arbeidet paa denne Bygning og derved bidraget til, at den skal staae varig og fast igjennem Tidernes Løb, og vidne om dansk Konst og dansk Haandværksdygtighed.

Og til dette takkende Ord vil jeg endnu kun tillade mig at føie et ønske, som vel tør findes passende her, hvor vi ere forsamlede paa et Sted, hvor der ogsaa skal fredes om den ædle Konstners Grav. Det er etsteds sagt saa smukt ved Thorvaldsens Bortgang:

“Det voxer, Tallet paa de store Døde,
men ogsaa Livet voxer paa deres Grav”;
og jeg skal heraf laane Ordet til det ønske, jeg vil udtale: at det maa voxe paa Thorvaldsen Grav, det Liv for Konsten, som han har vakt, at det maa voxe i Danmarks Rige, til det danske Folks Ære, til hans Erindring.”

Generel kommentar

Dette er en trykt tekst, der omtaler overdragelsen af Thorvaldsens kunst til byen København og åbningen af Thorvaldsens Museum i 1848.

Arkivplacering
M17,55a (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1848)
Emneord
Thorvaldsen som dansk nationalsymbol · Thorvaldsens Museum, oprettelsen af · Thorvaldsens testamenter · Thorvaldsens udnævnelse til æresborger i København
Personer
Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 20.08.2015 Print