Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 1864 af 10177
Afsender Dato Modtager
Peder Hjort [+]

Afsendersted

Rom

23.4.1818 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af artiklen, hvor brevet er trykt.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til denne artikel er under udarbejdelse.

Se original

Et Par Ord
 
om
 
Thorvaldson.

 
––––––––––––––––––
 
Uddrag af et Brev, dateret 23 April 1818,
fra Hr. Hjort i Rom.
 
––––––––––––––––––
Kiøbenhavn.
Trykt hos Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46

Rom den 23 April 1818.

– – Thorvaldson er i dette Øieblik i sin Manddoms modne Kraft. Han er otte og fyrgetyve Aar gammel. Det er en Glæde for os Danske, siden det kun kan lykkes saa faa at see Manden selv, at hans Portrait af Eckertsberg er saa træffende ligt. Hans Blik mod Himlen røber den Sjæl, som opliver Marmoret. Kun seer man ikke der de mørke Lokker, som stærkt begynde at graane, eller den ranke, bredaxlede Væxt, der smukt udtrykker den Kraft, som udfordres til at forme den haarde Steen.
Nogle Dage efterat vi vare ankomne, viste han os om i sit Værksted; men der vexlede hos mig to saa forskjællige Følelser, at jeg vanskelig skal kunne sige, hvilken der var den herskende. Da det i Kjøbenhavn er en Umuelighed at faae nogen synderlig tydelig, end sige rigtig, Forestilling om Billedhuggerkunstens Værdie og Betydning, og da den tillige er saa simpel og enfoldig, at den kun lidet kan beskæftige Phantasien, naar man ei er nøiere bekjendt med den; saa havde jeg i det mindste den store Fordeel, at jeg ikke her, som i saamange andre Tilfælde paa min Reise, skulde forjage gamle Ideer og Billeder, som jeg vel saae vare falske, men som vare blevne mig kjære ved den lange, fortroelige Omgang. Jeg gik derhen med nogle utydelige Begreber om en gjenfødt græsk Kunst, om Genialitet og om Storhed, som man i daglig Tale kalder det, men som man maatte ønske ikke at kjende, da det er saa tomt. Jeg blev ganske overrasket; thi som det var, havde jeg slet ikke tænkt mig det.
Var det den Hengivenhed, jeg for første Øieblik følte for Kunstneren, og min nationale Stolthed, som opflammedes, eller var det Værkernes sjældne Fortræffelighed, eller nogen anden Magt, som rørte mig – det veed jeg ikke. Men i faa Tilfælde i mit Liv er jeg saa umiddelbart bleven indtaget af en Gjenstand, og saa hurtigt og klart begeistret for den. Den Rigdom af Poesie, den Dybsindighed og Følelse, den ungdommelige Naturkraft forenet med en rolig og betydningsfuld Udvikling af de fattede Ideer – dette sande gøthiske Mesterskab havde jeg ikke kunnet tænke mig. Det fængslede min hele Sjæl.
Men desværre skulde jeg ikke længe blive uforstyrret. Værkstedet bestaaer af fem Skure, som ligge omkring en lille Have. I det sidste var Alexanders Triumphtog til Babylon, Thorvaldsons største og udentvivl fuldendteste Arbeide. Dette store Basrelief udførte han i tre Maaneder til en Friis af Gyps for en Sal paa Monte Cavallo, hvor Keiser Napoleon vilde havt et Pallads indrettet til sin forestaaende Ankomst i Rom. Da siden Kunstneren selv ønskede at udføre det i Marmor, bestiltes det hos ham af Grev Sommariva i Mailand. Herfra kom vi paa Tilbagevejen til at tale om alle de andre Arbeiders Bestemmelse, og jeg hørte da, med Sorg, hvorledes den Dandserinde gik til Wien, dette Basrelief til Frankfurt, hiint til Engelland, dette til München, denne Hebe atter til Engelland; denne Statue var i Pommern, hiin i Nordamerika o. s. v. o. s. v. Kun fire Skiver, med Basreliefs, af simplere Marmor end alle de andre, fordi de paa Facaden af det nye Slot i Kjøbenhavn, ville blive udsatte for Nordens Regn og Slud, vare bestemte til mit Fædreland. Kunstneren beundres af alle Europas Folkeslag, og flere, især Tydskerne, sige lydeligen, at de misunde os ham, og at vi ikke ere ham værdige. Vi skulle nu reise Verden rundt for at lære at kjende ham, og for at undervises og udvikles ved hans Værker. Vi skulle reent undvære den Trøst, som det Geniale, det Mægtige og det Underfulde i saadanne Arbeider giver: vi, som hverken et dybt geognostisk Udspring, eller en rig og stærk Natur, eller nogen sindig og oprigtig Enighed hjalp at bære de Ulykker, Forsynet hjemsøgte os med. Det Bittre i denne Følelse beskriver jeg ikke. –
At den danske Regjering, som ellers med saa megen Opoffring understøtter Videnskaberne, ikke kunde bestille noget større Arbeide hos Thorvaldson, er naturligt. Hans Epoche falder netop i Krigens haarde Tid, og Regjeringen maatte vist nok lægge Beslag paa Alt til den trængende Stats Tjeneste; ligesom den nu, siden efter, med et saa heldigt Udfald har henvendt al sin Opmærksomhed paa at læge Statens Saar, og netop tilveiebringe Betingelsen for at Undersaatterne kunne atter gjøre godt hvad de havde feilet i denne deres fælleds Sag. Thi at ingen, undtagen hiin ophøiede Kunstens Beskytter, som lod den Døbesteen komme, der saa almindeligen beundredes, ikke engang af Forfængelighed kunde bringes til at bestille sig et Arbeide hos Kunstneren, kan, i mine Øine, aldrig tilgives, med mindre man ved en overordentlig Anstrengelse viser, at man angrer sin Forseelse.
Havde der ikke i saa manges Hænder været den Overflødighed af Penge, maatte man taugt og baaret sin Sorg. Men der ødsledes med store Summer. Man eftersee blot Listerne paa hvad der er bleven indført. Og en Statue af Thorvaldson kostede dengang ikke mere end mangen robe de Paris, end et fransk Taffeluhr, eller prægtigt Schavl, eller nogen af de utallige Lystigheder, hvor man pleiede sit Kjød, og drak sin Samvittighed i Søvn. En vigtig Hindring var det, at mangen Beklagelsesværdig raadede over store Summer, hvis raae Natur havde nægtet ham Sands for noget høiere end disse. Af de Ædlere ere, paa den anden Side, mange uformuende, og blandt dem, som kunde og burde have sat en Ære i at eie Værker af Thorvaldson, vare flere undskyldte; thi de vidste ikke ret hvad en Statue betydede, og Værdien af et skjønt Basrelief havde de kun saare dunkle Forestillinger om. Der taltes vel mere og mere om den berømte Landsmand, og Aviserne berettede jevnligen om de nye Bestillinger, som gjordes hos ham fra alle Lande; men det blev ogsaa efterhaanden en almindelig Mening, at nu kunde man ikke meer bestille noget hos ham, da Pengevæsenet stod faa slet. Vor sædvanlige skeptiske Empirie betog vel Mangen Modet til at forsøge, og da intet lykkeligt Tilfælde omstyrtede hiin Mening, saa forsvandt hos Mængden tilsidst alt Haab.
At nu en enkelt Mand skulde gaae i sig selv, eller en anden faae Midler i Hænderne, som længe havde næret det Ønske at afvaske den Plet, der hvilede paa Kunstnerens Landsmænd, men hidtil havde været uformuende dertil, synes mig ikke engang at være ønskeligt. En stor Forening imellem mange Individuer af de forskjællige Klasser, som kunde udtale det eenstemmige Folks Mening og Længsel, vilde være meest smigrende for Kunstneren, og behageligst for den nationale Følelse. Pengevæsenets stadige Forbedring er gunstig. For det første kunde man for halvandet Tusind Specier anskaffe sig en Samling af Afstøbninger af alle Kunstnerens Værker, hvilken unægtelig hører hjemme i Danmarks Hovedstad, og hvis Virkning vilde være af uberegnelig Nytte, især paa den studerende Ungdom, som siden skal afgive Mænd med Aand og Fasthed til Statens Styrelse. At kjøbe enkelte var halvgjort Gjerning, som lidet vilde frugte. I Livorno findes et dansk Handelshuus, som med Glæde paatager sig Forsendelsen.
Et Sted at opstille disse ere ikke vanskeligt at finde. Den lange Sal, f. Ex. i Thotts Palads, hvor der nu findes et Meubelmagazin, vilde formodentlig let kunde leies. Det er jo en Bygning, som næsten er indviet baade for Kunster og Videnskaber. Bestyrelsen, samt de fornødne Indretninger, for at tilvejebringe en Sum til Samlingens Vedligeholdelse, tør man vel haabe, at det Kongelige Academie for de skjønne Kunster vilde bebyrde sig med, saameget mere, som denne Samling ogsaa vilde være af stor Vigtighed for dets unge Elever. Dette vilde saaledes ingen synderlig Vanskelighed have.
Langt større Hindringer vilde træde i Veien, naar man forsøgte at samle en Subskription til et stort Arbeide i Marmor af Thorvaldson. Thi Evne til at tage en fast Beslutning eller Overbeviisning om et saadant Foretagendes Vigtighed, ja Nødvendighed, mangler udentvivl en stor Mængde af dem, som formaae noget betydeligt i saa Henseende. Dog kan man, paa den anden Side, vente sig saare meget af de Danskes hurtige Enthusiasme for Øiemed, der engang vinde deres Bifald. At gjøre et Forsøg var i det mindste Pligt; og det er den høie Tid. Kun at det maatte falde dem ind, som have Folkets Agtelse og Tillid.
At bestille et nyt Arbeide hos Kunstneren vil derimod neppe være tilraadeligt. Hans givne Ord fordrer, at han først fuldender de store Bestillinger, som han har fra München, Warschau og Neapel, og som ville medtage ikke faa Aar. Men det gjælder om just nu at faae et Arbeide fra ham. Kunde man derfor tilveiebringe saameget som Alexanders Triumphtog vilde koste i Marmor (mindre end sexten Tusinde Specier) da havde man gjort noget Stort, som kunde kaste en Glemsels Skygge over den lange Dvælen. At dette herlige Basrelief egentligen udførtes for Keiser Napoleon, bør ikke afskrække; saalidet som at atter en Anden, Grev Sommariva i Mailand, siden har bestilt en Copie deraf i Marmor. Vel maa man give Slip paa den kildrende Følelse at have noget af Thorvaldson, som ingen Anden eiede; men det er dog det ringeste, man kan opoffre, fordi man egentligen kommer for silde. Desuden bør det vel bemærkes, at med Billedhuggerarbeider forholder det sig anderledes end f. Ex. med Malerier. Har en Maler fuldendt et Stykke, saa maa han copiere sig selv, for at lade en Anden faae et lignende, og dette sidste sættes da ikke uden Grund tilbage for det første. Billedhuggeren derimod har en staaende Typus, hvorefter han kan udføre begge. Han beholder selv altid Originalen, nemlig hans Form i Gyps, som bevares i hans Attelier, og giver derefter saamange Copier, som man bestiller. Disse forarbeides ganske mechanisk af hans Haandlangere, efter afsatte Maal med Passer og Lod paa et Stykke Marmor, og Kunstneren fuldender dem ved at lægge sidste Haand selv paa Arbeidet. Alle Copier ere saaledes af lige Værdie, og man skulde næsten troe, at den anden lykkedes bedre end den første.

Der er desuden en Grændse for alle menneskelige Ting, og Kunstneren selv vil indrømme, at et Arbeide af samme Art, som i det Væsentlige stod over dette, frembringer han maaskee ingensinde. Vi maa fremdeles her med Glæde modtage hvad vi kunne faae af et saa overordentligt Omfang, men ikke tænke paa at vrage. Intet er endeligen bedre skikket til at give en fuldstændig Idee om Thorvaldsons herlige Aand end dette Arbeide, og intet kan derfor bedre gjøre Begyndelsen med den Række af skjønne Værker, af mindre Størrelse, som man, i saa Fald, kan haabe ville vandre hjem til Fædrelandet for der tause at fortælle om den stolte Danske i Rom, der beundres af Konger og høie Herrer, men som sætter sine Landsmands Kjærlighed over Alt. Det vil blive et levende Baand, som atter knytter Thorvaldsen til Danmark, og skjenker ham et Fædreland igjen, som han saalænge maatte savne.
Et almindeligt Ønske vil det udentvivl være, i det man erindrer sig Abildgaards store Malerier i det afbrændte Christiansborg Slot, at Hans Majestat Kongen allernaadigst maatte tillade, at dette Basrelief opsættes i den nye Riddersal. Men det vil udentvivl der komme i et slet Lys, og for høit for det blotte Øie. Desuden kan det let komme i Strid med Bygmesterens hele Plan, og saaledes ikke engang kunne anbringes. For Øieblikket er dette vel en reen Bisag. Har man først Basreliefet, finder man Steder nok til at opsætte det. Kronprindsen af Bayern tænker ligedan; han har bestilt et stort Basrelief hos Thorvaldsen, forestillende Christi hele Historie, som han endnu ikke har nogen Bygning til.

Ifald det fornødne Ophold i Rom forundes mig, har jeg i Sinde at meddele mine Landsmænd en udførlig Efterretning om alle Kunstnerens Værker, hvortil jeg har gjort endeel Forberedelser og Studier. Jeg skal da tillige søge at give en Characteristik af deres eiendommelige Præg med stadigt Hensyn til Samlingen i Kjøbenhavn, om en saadan kommer istand. Tillige vil der da blive Lejlighed til at berigtige adskillige Fabler, som at Thorvaldson ikke skulde vare født i Kjøbenhavns Bye, til at undersøge hans Forhold til den græske Billedhuggerkunst, til Middelalderens, som døde i Fødselen, og til den fortjente Canova, som atter gav Kunsten et ædlere Sving, og til om mueligt at bestemme hvad der overhovedet kan ventes for Danmark og for Norden i det Hele af en saa selvstændig og dyb Aands Fremtræden.

––––––––

Generel kommentar

Dette er en trykt pamflet, som findes i en særlig fint indbunden udgave på Thorvaldsens Museum, M16,2.
Teksten blev senere trykt i Barfod, op. cit.

Arkivplacering
M16,2 (Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1818)
Andre referencer

  • Frederik Barfod: Thorvaldsensk Album, København 1844, p. 30-35.

Emneord
Alexanderfrisen, Christiansborg Slot, København · Bestillingen til Christiansborg · Bestillingen til Kunstakademiet · Marmorhugning · Thorvaldsens Museum, oprettelsen af · Thorvaldsens værksteder · Thorvaldsens værksteder, besøg i · Thorvaldsens værkstedspraksis
Personer
Nicolai Abildgaard · C.W. Eckersberg · Frederik 6. · Ludwig 1. · Napoleon 1. · Giovanni Battista Sommariva · Bertel Thorvaldsen
Værker
Sidst opdateret 26.12.2017 Print