Arkivet, Thorvaldsens Museum

Arkivets historie

  • Kira Kofoed, arkivet.thorvaldsensmuseum.dk, 2008
  • Artiklen omhandler Arkivets lange og spændende forhistorie – fra Just Mathias Thieles første, næsten mytologiske brevfund i Thorvaldsens romerske bolig blandt slanger og skorpioner, over censur og begrænset adgang til brevenes indhold og til de mange tidligere udgivelselsforsøg, der i 2008 kulminerede i offentlighedens fuldstændige adgang til materialet på internettet.

    Artiklen blev trykt første gang i Meddelelser fra Thorvaldsens Museum, København 2008. Ovenstående tekst er revideret i fht. den trykte artikel, så den er tilpasset Arkivets nuværende [2013] status og indhold. For et fortsat opdateret indhold se forsidens faktaboks over Arkivet i tørre tal.

Brevfundet

Bertel Thorvaldsens første biograf Just Mathias Thiele var i Thorvaldsens gavebrev og testamente af 5.12.1838 udpeget som én af eksekutorerne af hans bo. Efter Thorvaldsens død 24.3.1844 blev han på kong Christian 8.s opfordring sendt til Rom for at få reddet flest mulige af Thorvaldsens efterladte værker til Danmark.

Portræt af Just Mathias Thiele
Thorvaldsens første biograf og finderen af grundstammen af brevene
i Arkivet, Just Mathias Thiele.

Thiele beretter i indledningen til sin firebindsbiografi fra 1850erne, hvordan han vemodigt drev omkring i Thorvaldsens tilstøvede og forladte romerske lejlighed i Casa Buti ved Den Spanske Trappe. Mens han tænkte på fordums liv og storhed, fik han hist og her i skidtet på gulvet øje på stumper af papir, der ved nærmere eftersyn viste sig at være hele eller fragmenterede breve, visitkort m.m. – nogle endda med skitser og tegninger. Thiele samlede møjsommeligt disse rester sammen for at bevare ethvert oplysende spor efter billedhuggeren, men først ved gennemgangen af et efterladt chatol fandt han, hvad der skulle blive det første epokegørende skridt for Arkivets tilblivelse og senere omfang: “en gammel, messingbeslaaet, sort, skimlet Brevtaske”, hvori nydeligt indpakket og omhyggeligt gemt fandtes breve fra Thorvaldsens forældre.

Allerede fra årene omkring udarbejdelsen af sin første Thorvaldsenbiografi, hvis første bind udkom i 1831, havde Thiele indsamlet breve til og fra Thorvaldsen, som var kommet ham i hænde som emballage ved hjemsendelse af værker og andre sager til Danmark. Thorvaldsen havde nemlig ifølge Thiele for vane at anvende alskens brugt papir til dette formål. De breve, Thiele på denne måde havde indsamlet, var dog alle fra Thorvaldsens senere år, og han manglede dokumenter og breve, der kunne belyse både de helt tidlige og de mellemliggende perioder af Thorvaldsens liv.

Opildnet af det overraskende private fund fra Thorvaldsens tidligste år i Rom gennemgik Thiele systematisk hjemmet, men fandt, trods Thorvaldsens notorisk kendte uvilje mod at smide papir væk, intet andet end det allerede fundne. En fyrrekasse bugnende af gamle breve, skitser og andet, som Thorvaldsen havde haft stående til brug som kladdepapir, emballage m.v., var heller ikke at finde. Thiele skriver meget interessant om kassen, at alle, der besøgte Thorvaldsen i hans romerske hjem, måtte have kendt til dens eksistens – og tilsyneladende også havde læst i brevene og taget frit af både dem og tegningerne. Trods det ufine i at læse og bortfjerne andres breve uden tilladelse, var det ifølge Thiele nærmest en rutine, der skabte en strøm af lyksalige ejere af skriblerier og skitser fra Thorvaldsens egen hånd.

Først da Thiele kom i tanke om kælderen under lejligheden og fik ryddet passagen dertil for en grusdynge, brugte gipsforme m.m., gjorde han det fund, han havde håbet på. Hans beskrivelse af brevfundet er dramatisk og underholdende og skal ikke udelades her:

Dybere inde i den raa, mørke Kielder, som syntes at dølge Slanger og Skorpioner, skimtede vi ved Hiælp af Lygten et par store Foustager, nogle Brændekasser og andre Skramlerier, og i det næste Øieblik havde vi Forvisningen om, at vi her stode ved Afløbsstedet for al den Papiroverflødighed, Thorvaldsen i en Række af Aar havde vidst at skaffe sig fra Haanden.

Et underretningsbrev, som Thiele fra Rom sendte hjem til Jonas Collin, bærer tydeligt præg af finderens entusiasme og store lyst til straks at kaste sig over materialet:

Vi have i nogle Dage arbeidet paa at tømme et Par Tønder, nede i en hæslig Skiorpionkiælder, og hvilke interessante Sager have vi ikke fisket ud af disse stinkende Skarnbøtter! Hvad mener De vel om en Masse af Tegninger, hans første Tankeudkast, til mange af de herligste Værker, alle tildeels ødelagte af ham selv, men dog høist interessante selv i Stumper; endeel Breve fra hans Fader Gottschalk Thorvaldsen, som næsten ere altfor interessante og s.v. ogs.v.

Papirerne var ifølge Thiele stuvet ned i tønderne sammen med lerklumper, murbrokker og glas. Thiele antog, at det var sket for at tynge papirerne ned eller måske for at vanskeliggøre en efterfølgende redning af papirerne for eftertidens Uvedkommende eller Nysgerrige, til hvis Klasser jeg [Thiele] naturligviis ikke henregnede mig.

Thiele beskriver, hvordan han møjsommeligt reddede de fugtige og muldnede papirer ud af deres mørke skjul; han tørrede og glattede dem og pakkede det hele sammen til hjemsendelse.

Brevfundets uløste gåder

Der er flere interessante aspekter i Thieles beskrivelse af brevfundet – dels hans egen rolle i sagen og dels Thorvaldsens mulige årsager til at opbevare sine breve som beskrevet.

Tager man det helt konkrete først, beskriver Thiele tøndernes indhold og det efterfølgende arbejde med at udglatte, tørre og sammenstykke, som om han redder brevene fra en nært forestående og sikker formuldning. Det lyder dermed næsten utroligt, at det er lykkedes ham at få samtlige breve genskabt og ordnet. Tager man brevenes nuværende tilstand i betragtning, lyder det endnu mere forunderligt, da de allerfleste af brevene er i ganske udmærket stand, stadig med synlige folder, hvor brevet har lukket sig om sig selv som en kuvert; kun få er iturevne og endnu færre bærer præg af at have været sammenkrøllede og da slet ikke halvvejs formuldede, som ovenfor beskrevet.
Brevenes tilstand taler kort sagt for, at Thiele kan have dramatiseret sin rolle i brevfundet noget.

I biografien skriver Thiele, at han fandt forældrenes breve gemt i chatollet, mens det af brevet til Collin synes at fremgå, at de sammen med de øvrige skatte er fisket ud af de “stinkende skraldebøtter”. Hvis Collinbrevet, som det først nedskrevne, rummer den sande historie, må Thiele bevidst have villet give brevene fra forældrene en særlig status ved at anbringe dem tættere på Thorvaldsens hjerte både i konkret og overført betydning.

Thiele står tvivlende overfor årsagen til både gemmested og de påfyldte murbrokker m.v., men synes forvisset om, at Thorvaldsen selv har båret papirerne ned, efterhånden som de fyldte for meget i lejligheden, af den grund, at ingen andre end Thorvaldsen selv ville være i stand til at behandle brevene så hensynsløst. Han foreslår som nævnt nedtyngning eller vanskeliggørelse af brevenes redning som mulige årsager til murbrokkernes tilstedeværelse. Hvor den første tese er rent praktisk foranlediget, er den sidste interessant i forhold til Thieles selvforståelse. På denne måde synes det nemlig underforstået, at Thorvaldsen bevidst skulle have gemt og halvvejs ødelagt brevene så godt, som beskrevet af Thiele, for at ingen anden end Thiele selv skulle kunne finde og redde dem for eftertiden. Meningen synes således at have været, at de skulle findes af et særligt opmærksomt og dedikeret væsen, og blev de ikke dét, ville de langsomt formulde og gå tabt. Thiele kommer herved til at fremstå som den af Thorvaldsen udvalgte vogter af og arvtager til kunstnerens eftermæle – i stærk kontrast til alle de “Uvedkommende eller Nysgerrige”.

Denne antagelse underbygges af beretningen om selve ideen til den første Thorvaldsenbiografi, der, ifølge Thiele nærmest som en indirekte opfordring, blev plantet af Thorvaldsen selv hos Thiele:

‘Jeg beklager’ yttrede Thorvaldsen, ‘at ingen endnu har tænkt på min Biographie!’

Thiele påtog sig herefter straks og med glæde opgaven.

Hvorvidt beretningen om brevfundets tilstand står fuldt og helt til troende, eller om den har fået en dramatisk drejning opad, kan selvsagt ikke afgøres med sikkerhed i dag, men som den står anført, underbygger den til fulde opfattelsen af Thiele som den eneste værdige arvtager til både brevfundet og det efterfølgende arbejde. Det er denne selvopfattelse og store beundring for kunstneren, der synes at gennemsyre Thieles Thorvaldsenbiografi.

Thorvaldsens mulige motiv for brevenes placering

Hvilke andre grunde end den spidsfindige ovenfor anførte kan Thorvaldsens have haft til at opbevare sine breve og dokumenter i kælderen? Ét er sikkert: Havde Thorvaldsen ikke ønsket at bevare brevene for eftertiden, ville en enkel afbrænding have været langt mere effektiv. Måske skal man forestille sig, at tønderne rent faktisk er blevet fyldt med henblik på afbrænding — muligvis under familien Stampes og Thorvaldsens ophold i Rom i 1841-42. Baronesse Christine Stampe og Thorvaldsen havde nemlig på Nysø som en del af deres rejseforberedelser valgt at brænde udvalgte af Thorvaldsens papirer, så de ikke kom eftertiden i hænde:

Blandt de Forberedelser til reisen var ogsaa, at jeg hjalp Thorvaldsen med at see hans Papirer igiennem, og vi brændte en Mængde gamle Breve og Ting, som vare bedre at brænde, mente han. Samme Experiment havde vi især for, da han Aaret tilforn skulde være reist med Matthiæ og Hartmann, hvor han ikke kom bort, som jeg tidligere haver fortalt.

Under opholdet i Rom stod det samme på:

[…] saa Alt, hvad han giorde, var at rode blandt hans gamle Sager, og vi brændte en heel Deel men burde have giort det ved endnu mange Flere. Dog det blev opsat, til Alt skulde sendes hiem. ‘Og så kan vi pille ud, hvad der bør brændes’, sagde han.

Hvis der har været tale om en forestående afbrænding, undrer det dog, at indholdet i tønderne var så blandet – at der f.eks. ikke udelukkende var tale om private papirer, men også ordensudnævnelser, pas og andre officielle dokumenter, som ikke just kunne belaste en stor mands eftermæle. Indholdet har kort sagt ikke blot været af typen, “som vare bedre at brænde”, og tanken om afbrænding giver derfor ikke rigtig mening. Mere sandsynligt er det vel, at Thorvaldsen under opholdet 1841-1842 har samlet alle sine papirer usorterede, som det implicit fremgår af Stampecitatet ovenfor (med undtagelse måske af forældrenes) og fået dem sat ned i kælderen. På den måde ville de ikke under hans lange fravær friste svage sjæle, som tidligere den famøse fyrrekasse havde gjort det. Han planlagde at komme tilbage til Rom i sommeren 1844, bl.a. for at rydde op eller få sendt det hele hjem til sortering i Danmark. Planerne om endnu en rejse forklarer den skønsomme blanding af stort og småt, privat og forretningsmæssigt i tønderne og også deres ydmyge placering – måske blandt slanger og skorpioner og nedtyngede af tunge materialer.

Thieles ordning og brug af materialet

Det lader til, at Thiele gennem sit arbejde med billedhuggerens biografi og sit hverv som eksekutor af boet generelt har følt sig mere værdig end andre til at varetage netop Thorvaldsens breve. Det fremgår dels af det ovenstående citat fra beretningen om fundet af brevene i kælderen, hvor han skriver, at han ikke henregner sig selv til klassen af uvedkommende og nysgerrige, dels af hans brug af ordet deponere ved omtalen af brevenes og det øvrige indsamlede og udarbejdede materiales placering på museet.

Hvis man skal tage Thieles udtalelser bogstaveligt, lader det altså til, at han har ment at have personlig hævd på brevene. Han synes desuden at have foræret i hvert fald enkelte af Thorvaldsens breve væk som gaver. Således dukkede der under Thorvaldsens Museums indsamling af Thorvaldsenbreve i 1945 et brev i privateje op, dateret 15.8.1835 fra Thorvaldsen til François Pafsowsky. Brevet er af Thiele citeret i brudstykker og i hans excerpter afskrevet i sin fulde form uden anførsel af, at brevet ikke skulle tilhøre museet, hvilket ellers var hans vane. Brevet er af Thiele selv med rød blyant for oven og med blæk forneden påført hhv. årstal og løbenummer – ganske som de øvrige af Thiele ordnede breve i arkivet. Thiele har derfor med stor sandsynlighed haft brevet i sin oprindelige samling og siden foræret det bort som gave. Desuden bemærker Thiele selv, at han har givet et brev til N.C.L. Abrahams skrevet af den verdensberømte italienske sopran Angelica Catalani til Thorvaldsen.

Thiele var den første til at gøre brug af brevsamlingen. Vel hjemme i København sammenstykkede han papirerne, så både fragmenter og kronologi efter hans overbevisning kom til at stemme bedst muligt. Brevene blev bundet efter årstal og forsynet med årstal og løbenumre. Han afskrev enten fuldstændigt, i regestform eller blot med angivelse af modtager, afsender, afsendersted og dato samtlige breve, og disse afskrifter med hans egne tilføjelser og understregninger findes endnu på museet. Herudover afskrev han yderligere Thorvaldsenbreve fra andre arkiver – bl.a. Kunstakademiets i København, hvortil han havde let adgang som sekretær 1825-1871. De tegninger, han fandt mellem brevene, blev opklæbet på karton og indgik siden i tegningsarkivet på museet. Alle disse dokumenter kom til at udgøre grundstammen i Thorvaldsens Archiv eller Brevarkivet, som den fysiske brevsamling på Thorvaldsens Museum kaldes.

Thieles store firebindværk om Thorvaldsens liv og værk fra 1850erne bygger i udstrakt grad på kilderne i det akkumulerede brevarkiv, suppleret med oplysninger indhentet i samtiden fra Thorvaldsens kreds. Værket er den dag i dag standardværket indenfor Thorvaldsenlitteraturen, og enhver beskæftigelse med Thorvaldsen må tage hensyn og stilling til Thieles behandling af stoffet. Det er dog efterfølgende blevet klart, at Thiele var ganske selektiv i sin brug og gengivelse af arkivets dokumentmasse – om end en del kan “undskyldes” med arkivets enorme omfang og hensynet til samtiden og den genidyrkelse, der omgav Thorvaldsen – og som Thiele selv i høj grad bidrog til.

Både Thieles afskrifter af brevene og hans indføjede kommentarer udgør i dag en vigtig kilde til belysning af hans konkrete brug af materialet, i det man tydeligt kan se, hvilke dokumenter han har kendt til, og hvordan han har brugt dem. Af hensyn til Thieles store betydning for den senere forskning, vil nogle få eksempler på hans brug af materialet derfor følge nedenfor.

Ortografi

Under skyldig hensyntagen til Thorvaldsens nylige død og hans glorværdige ry som internationalt anerkendt kunstner rettede Thiele eksempelvis alle ortografiske fejl i Thorvaldsens egne breve og censurerede med hård hånd alle sager og oplysninger bort, der kunne plette kunstnerens ry. De eneste spor, der vidner om denne praksis i forhold til Thorvaldsens skriftlige formåen, er en passus vedrørende billedhuggerens dagbog i indledningen til firebindsværket fra 1850erne, hvor Thiele antyder, at det er pga. tabte bogstaver, forårsaget af papirernes ælde og dårlige stand, at han har tilladt sig visse ortografiske rettelser og tilføjet interpunktion, hvor nødvendigt af hensyn til læsningen:

Da alle de let kiendelige Stykker af denne Dagbog med brændende Begierlighed vare samlede, blev det nu et Studium, at dechiffrere disse utydelige, ofte tabte, Bogstaver, som her, mangengang blot efter Lyden, skulde betegne et Ord, og disse Ord, som man maatte giette sig til, naar først man havde opdaget lidt af Sammenhænget.

Selvom dagbogen ganske rigtigt er meget vanskelig at dechifrere, står det også ved læsningen af Thorvaldsens egenhændige breve hurtigt klart, at det ikke blot er tabte bogstaver og lidt manglende kommaer, der er tale om, men et generelt skriftligt problem, der tydeligvis ikke har skullet afsløres for samtiden. Thiele har flere gange tydet ordene forkert eller helt opgivet at dechifrere bogstaverne. Læser man brevene fra Thorvaldsens samtidige i Arkivet, bliver man dog hurtigt forvisset om, at Thorvaldsen ikke var den eneste, der havde en meget liberal tilgang til både retskrivning og interpunktion. Men denne generelle tendens har altså ikke været undskyldning nok i Thieles øjne.

Brug af Thorvaldsen selv som kilde

Indholdsmæssigt er der også tale om divergerende oplysninger Thiele og brevene imellem, hvilket de følgende eksempler belyser.

For at korrigere eventuelle fejl i manuskriptet til den første Thorvaldsenbiografi talte i 1829 en god ven af Thiele, arkitekten Frederik Ferdinand Friis, på Thieles vegne med Thorvaldsen i Rom og tilføjede efter oplæsning af biografien alle de rettelser og bemærkninger, Thorvaldsen havde til det udfærdigede materiale. Kommentarerne, hvis udarbejdelse var blevet meget forsinket af Thorvaldsens arbejde, sendtes herefter på grund af deres væsentlighed som brev med den hurtige ridepost hjem til Thiele i Danmark og forefindes i dag i Arkivet som en unik kilde til belysning af Thorvaldsens opfattelse af sig selv og sit værk. Ud over at være et vigtigt dokument om Thorvaldsen selv, er det også et konkret eksempel på Thieles brug af de faktiske oplysninger, han havde forhånden, og dermed på hans måde at skrive om Thorvaldsen på.

På trods af at Thiele i sin indledning fortæller om den tilforladelige fremgangsmåde med Thorvaldsens gennemlæsning og kommentering af manuskriptet inden trykningen og herved lader det stå klart, at Thorvaldsen selv står som garant for indholdets rigtighed, er det ikke altid tilfældet. I langt de fleste tilfælde har Thiele ganske vist rettet i manuskriptet efter Thorvaldsens anvisninger, men nogle steder er det tydeligt, at han bevidst har valgt ikke at følge den biograferedes anvisninger – uden dog at lade læseren dette vide.

Dette gælder f.eks. oplysningen om Thorvaldsens helbredstilstand op til rejsen til Rom i 1796 og hans grunde til at rejse over vand i stedet for over land. Thiele anførte, at Thorvaldsen ifølge venners udsagn var nødsaget til at rejse til søs pga. sygdom, og at han i øvrigt blev anset for alt for uerfaren og med for ringe sprogkundskaber til at kunne gøre en rejse over land. Thorvaldsen benægtede pure alt dette i samtalen med Friis, og henviste til, at han udelukkende valgte sørejsen af økonomiske grunde og pga. urolighederne i Tyskland. Først i udgaven fra 1851 strøg Thiele begrundelserne for sørejsen med uerfarenhed og sygdom og rettede sig dermed mere efter Thorvaldsens egne kommentarer i denne henseende.

I brevet fra Friis til Thiele findes også følgende passus: Forf: [dvs. Thiele] ‘man fortæller at han [Thorvaldsen] i Neapel hos en gammel Kone’… bem[ærkning af Thorvaldsen]: i Rom men ikke i Neapel mindes Thorwaldsen at have boet hos en saadan.

Kommentarerne drejer sig om Thorvaldsens ankomst til og kortvarige ophold i Napoli på vejen fra København til Rom, der hos Thiele bruges til at understrege indtrykket af den unge Thorvaldsen som en uerfaren, og nærmest lidt stakkels dreng, der længtes gevaldigt hjem. Thiele skriver således trods ovenstående klare afvisning fra Thorvaldsen, at han boede hos en gammel Kone, der tog saamegen Andeel i hans Bedrövelse, at de oftere sad svömmende i Taarer ligeoverfor hinanden, uden at kunne forstaae hinanden eller vexle et eneste Ord.

Thiele gav dog historien en mindre fremtrædende plads omme i noterne, men skrev intet om, at Thorvaldsen bestred rigtigheden af den. Historien har tilsyneladende været for god og rørende til ikke at tage med.

Thiele har i begge disse tilfælde bevidst fastholdt sin oprindelige omtale af begivenhederne. Måske har han troet mere på andres udsagn end på Thorvaldsens, der kunne tænkes at være et udslag af forfængelighed; måske har han tænkt, at det var en bedre historie med den halvsløje, uerfarne og hjemlængselsramte Thorvaldsen, der skulle så meget ondt igennem, inden han blev en verdenskendt stjerne.

Brevene som kildemateriale

Thiele fremstiller tilsyneladende også mod bedre vidende sagsgangen vedrørende en portrætbuste af fødselslægen Mathias Saxtorph, A899, ukorrekt, men til Thorvaldsens indlysende fordel. Busten blev bestilt af Poul Scheel år 1800, men på trods af at den efter anseelig forsinkelse stod færdig i marmor senest i 1806, blev den ikke hjemsendt. En af grundene kunne være, at Thorvaldsen ikke selv havde udført busten og ikke var tilfreds med den. Thorvaldsen ignorerede indtil flere rykkerskrivelser fra bestillerens side og svarede først i 1810, da Scheel mistede tålmodigheden og afbestilte busten. Thorvaldsen nedskrev flere begrundelser for den manglende afsendelse i et koncept, hvis endelige udgave desværre aldrig blev afsendt eller gik tabt undervejs til modtageren.

Thiele derimod beretter på trods af brevenes åbenlyse datering, at busten reelt blev afbestilt allerede 1806 og dernæst først genbestilt år senere på grund af Friederike Bruns udsagn om at have set busten i gips. Thiele forbigår altså i fuldkommen tavshed det faktum, at busten var færdig i 1806 og allerede på daværende tidspunkt udført af en anden end Thorvaldsen. Ved Thieles fremstilling får man således det indtryk, at det var pga. den sene genbestilling, at Thorvaldsen var nødsaget til at overdrage marmorudførelsen til en anden. Thorvaldsens manglende afsendelse og vilje til at vedkende sig busten lægges altså snarere over på bestilleren end på Thorvaldsen selv.

Privatsfæren

Der hersker ingen tvivl om, at alt, hvad der havde med Thorvaldsens mere intime liv at gøre, hos Thiele hverken er blevet offentliggjort eller har været tilgængeligt på en måde, der kunne plette Thorvaldsens ry det mindste. Hvad han har offentliggjort er til enhver tid vendt til Thorvaldsens fordel.

Thiele anfører i sine regester og afskrifter af breve følgende under året 1818, pkt. 97: En Fascikkel med Breve og Billetter (14 Blade) fra Francesca Mackenzie, mangt af et bedrøveligt Indhold. Reqŭiescant in pače!!

Thieles fortegnelse Udsnit af Thieles fortegnelse over og kommentarer til brevene i Thorvaldsens Archiv, her bl.a. pkt. 97 omhandlende brevene fra Frances Mackenzie. Mackenzie var kortvarigt forlovet med Thorvaldsen i 1818.


Den sidste kommentar viser med al tydelighed den andægtige vagtsomhed, der har hersket omkring brevarkivets indhold fra dets spæde oprettelse. Thiele har i biografien fra 1850erne citeret kort fra Mackenzies breve og tegner et, i forhold til hans fremstilling af Thorvaldsens andre kvinder, ikke helt uvenligt portræt af den skotske dame. Han skriver dog, at hun efter sigende opholdt sig flere år i Schweiz efter bruddet med Thorvaldsen af angst for at se sine landsmænd i øjnene. Dette fortæller han på trods af, at han i sine afskrifter har noteret et brev fra Mackenzie til Thorvaldsen dateret Edingburg 20.12.1820 – dvs. højst to år efter bruddet.

Brevene fra en anden af Thorvaldsens kærlighedsaffærer, østrigeren Franziska Caspers, var også blandt de breve, Thiele fandt i Rom, og han har noteret dem samlet under datoen 25.12.1819 og afsenderstedet Wien. Alligevel omtales det ikke i biografien, at Caspers rejste fra Rom igen. Derimod får man det indtryk, at det var Thorvaldsen, der ville bort: thi Thorvaldsen syntes at være vaagnet af en uhyggelig Drøm og tænkte nu kun paa, selv at komme bort fra Rom. Thiele har tilsyneladende været ret sikker på, at den Franciska, han omtaler som det strålende himmellegeme, der tvinger Thorvaldsen ud af hans bane for en tid, er den samme, som den Franziska Caspers, hvis breve og billetter han finder. Han anfører nemlig i sine afskrifter, at det synes, at Thorvaldsen har stået i et meget nært kærlighedsforhold til hende, og at det, tidspunktet taget i betragtning, må være den kvinde, hvis sørgelige triumf over Mackenzie blev kort. På omslaget af kuverten, hvori brevene samlet blev anbragt, har han anført: Breve fra Franciska C (s: Fanny Caspers) Rom og Wien 1819-20. Han skriver intet nærmere om hendes navn eller færden i biografien, og hun forbliver derved ukendt og ubetydelig.

Thiele fremstiller konsekvent Thorvaldsen som et magtesløst offer for kvinders spind og lokkende skønhed. Hermed fremelskes myten om den geniale kunstner, der med sit sensible sind drages af alt skønt, men ikke kan indfanges og varigt ennuyeres af kvindekønnet, som ikke forstår kunstnerens skabende genius og store frihedsbehov. Thorvaldsens genius må således, hver gang han kortvarigt indfanges, vende sig grædende mod væggen.

Selv skriver Thiele følgende, der nok i allerhøjeste grad har været årsagen til hans forgyldte fremstilling, men som altså ikke er helt sandt for den sidste dels vedkommende:

Jeg er – hvad Man maaske kun alt for hurtigt vil spore – mere indtaget af Beundring og af Kjærlighed til Thorvaldsen og hans Arbeider, end det vel er gavnligt for en historisk Fremstilling; dog er jeg mig ikke bevidst, noget Sted forsætligen at være traadt Sandheden for nær.

Man må antage, at Thieles digteråre, arbejdet med indsamling og nedskrivning af folkeeventyr kombineret med hans næsegruse beundring for Thorvaldsens person og værk har medført, at biografierne på trods af det unikke kildegrundlag, på adskillige punkter kommer til at fremstå som et skønmaleri.

Selvom det uomtvisteligt er Thieles fortjeneste, at så meget materiale blev indsamlet i samtiden og hans arbejde med brevsamlingen var et enestående pionérarbejde, er hans behandling af stoffet kort sagt gennem tidens løb blevet forældet og sine steder berettiget betvivlet for sin til tider indholdsmæssigt fordrejede og filologisk kritisable præsentation af stoffet.

Også efter brevenes indlemmelse på Thorvaldsens Museum har museet vogtet over kunstnerens ry og eftermæle. Thiele kan således siges at have påbegyndt den tradition, der i mange år efter både Thorvaldsens og Thieles død prægede omgangen med hans efterladte breve.

Brevene på Thorvaldsens Museum

Censur

Thorvaldsens mest private breve var efter indlemmelsen på museet strengt bevogtede og blev længe opbevarede i et aflåst metalskrin benævnt kammerherre Meldahls Skrin efter arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908, medlem af museets bestyrelse 1873-1908, formand 1893). Brevene heri var bl.a. fra Frances Mackenzie, breve fra andre, hvori hun omtales naturligt som relateret til Thorvaldsen, breve fra Fanny Caspers, Wilhelm von Uhdens erklæring om, at hans og Anna Maria Uhdens ægteskab var at betragte som opløst, og breve fra Thorvaldsen selv til samme Anna Maria. Af en kuverts, i dag næsten komiske, udskrift fremgår hemmeligholdelsen tydeligt:

Til Thorvaldsens Museeums
hemmelige Archiv Afdeling
der ikke er tilgængelig for Forfattere.
At. Thorvaldsens Museum
Custode Schumacher
Kjælderen.

Kuverten er forseglet indvendigt med segllak langs den ene side samt fire steder på bagsiden.
Brevene blev kun udleverede til gennemlæsning af meget særligt udvalgte. Fanny Caspers’ datter fik således tilladelse til at læse, men ikke afskrive moderens korrespondance i 1875, mens den tyske oversætter af Eugène Plons Thorvaldsen: Sa Vie et son Oeuvre, Paris 1867, fik afslag, da man anså indholdet i brevene for “varmt erotisk” og dermed ikke for verdens øjne.

I Mehldals Skrin ligger endnu i dag de kuverter, man fra museets hånd havde indpakket de private breve i; kuverterne er som ovenfor beskrevet forsynede med adskillige laksegl, der har sikret, at ingen, uden at det blev opdaget, ville kunne læse brevene. I det følgende gengives en erklæring fra skrinet af 2.1.1899 til Meldahl fra sekretær Peter Johansen (1858-1939), der af Meldahl havde fået den meget betroede opgave at udarbejde en fortegnelse over brevsamlingen. Under arbejdet var Johansen kommet til at læse og afskrive dele af Frances Mackenzies breve til Thorvaldsen. Erklæringen viser med al tydelighed, hvordan museet tidligere vogtede over disse særligt opbevarede breve og det lader til, at den sidste passus (efter første underskrift) er tilføjet efter, at Meldahl har modtaget brevet, antagelig fordi erklæringens første del ikke i tilstrækkelig grad afværgede fremtidige åbenhjertige udtalelser:

25 Dronningens Tværgade. K. d. 2. Januar 1899.

I det jeg hermed fremsender hosfølgende Uddrag af Miss Mackenzies Breve til Thorvaldsen, skal jeg paa Forlangende erklære, at jeg ikke har taget noget Uddrag eller Genpart af disse Breve, som jeg kom til at læse, fordi de laa i en aaben Pakke sammen med Thorvaldsens andre Breve, at jeg ikke har omtalt deres Indhold, samt at ingen andre, med mit Vidende og ved min Medvirkning, har læst dem.

Ærbødigst
[xxx] Johansen

Jeg lover endvidere, hverken skriftlig eller mundtlig eller paa nogen som helst Maade at omtale eller kundgjøre, hvad jeg saaledes er kommet til at faa Kendskab om ved Gennemlæsning af de ovennævnte Aktstykker.
[xxx] Johansen

Som tidligere nævnt er det bemærkelsesværdigt, i hvor god stand de allerfleste breve er — på trods af Thieles beskrivelse af deres fugtige og formuldende tilstand. Hvad der er ligeså bemærkelsesværdigt er måske, at visse breve rent faktisk er medtagede – men tilsyneladende af en helt anden årsag. Et brev fra Thorvaldsen til kæresten Anna Maria Uhden er eksempelvis revet over, så den sidste del mangler. Af et bevaret brevudkast kan man dog slutte sig til dele af indholdet, der rummer en højstemt og hengiven afslutning – ikke én, der i vore dage på nogen måde ville kunne betragtes som usædelig, men dog som et vidnesbyrd om, at de har stået hinanden nær.

m35v, nr. 6
Thorvaldsens brev af 6.8.1804 til kæresten Anna Maria Uhden. Brevet har muligvis været udsat for censur, da den sidste del mangler.

Der er flere eksempler på disse afrivninger, der kunne tyde på censur af indholdet, og det lader derfor til, at de tekststeder fra Thorvaldsens egen hånd, der rummer et privat indhold enten ikke er blevet opdaget eller er indkommet relativt sent til museet. Der kan i nogle tilfælde selvfølgelig også være tale om, at Thorvaldsen selv har bidraget til censuren af hensyn til sit eftermæle, men det synes i så tilfælde at være ret tilfældigt og kan meget vel bero på den tidligere fremsatte tese om, at sorteringen i Rom ikke blev afsluttet.

Udnyttelse og tidligere forsøg på udgivelse

Thorvaldsenforskningen har selvsagt benyttet arkivet til belysning af Thorvaldsens værker og hovedbegivenhederne i hans liv, men udnyttelsen har indtil nu været punktvis og vinklet efter specifikke emner, da alle hidtidige forsøg på en gennemgribende systematisk gennemgang og kommentering af arkivets materiale er strandet på dets enorme omfang, uoverskuelighed og den deraf følgende arbejdsbyrde. Af de mest vægtige bidrag til Thorvaldsenlitteraturen på denne baggrund skal, ud over Thieles allerede omtalte biografier, nævnes Else Kai Sass’ monumentale trebindsværk Thorvaldsens Portrætbuster, der var 17 år undervejs og udkom i årene 1963-65. Kai Sass formåede ved sin forskning at samle og revidere oplysningerne om netop denne kategori af Thorvaldsens værker sideløbende med, at hun arbejdede på det igangværende projekt med udgivelsen af udvalgte af Thorvaldsens korrespondance.

Internt på museet er talrige registre og noteapparater i tidens løb blevet udformet til brevene. Vagtmester Andreas Christian Schumacher (1854-1921) ordnede eksempelvis under sin ansættelse på museet 1896-1919 brevene i mapper samt udfærdigede en brevprotokol og et omfattende register over brevenes afsendere. Fra 1930erne og frem tog udarbejdelsen af sådanne nøgler og kommentarer voldsomt fart i forbindelse med den påtænkte udgivelse af Thorvaldsens breve.

En ny kritisk gennemgang af materialet var allerede på dette tidspunkt stærkt påkrævet. Ud over ønsket om at revidere Thieles fremstilling var antallet af breve i Arkivet siden museets oprettelse forøget gennem donationer, indkøb og indsamling af afskrifter eller kopier af materiale fra private, arkiver m.m. i både ind- og udland. Museet nærede derfor et stort ønske om at gennemgå og kommentere Arkivet systematisk med en delvis eller samlet udgivelse for øje.

I efteråret 1937 ansøgte museets daværende direktør Sigurd Schultz (1894-1980) Carlsbergfondet om 12.057 kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med en påtænkt trebindsudgave af udvalgte Thorvaldsenbreve. Det ansøgte beløb skulle foruden omkostninger til trykning dække redaktionsudgifter, vederlag for afskrivning og kollationering af brevene, samt undersøgelsesrejser i Tyskland og Italien mhp. at opspore og affotografere breve i disse landes arkiver.

Første bind skulle rumme Thorvaldsens egne breve og udkomme allerede året efter – enten på 100-årsdagen for hans hjemkomst den 17.9.1838 til København eller, hvis udgivelsen skulle blive forsinket, på 100-årsdagen for undertegnelsen af hans testamente, der overgav hans arv til fædrelandet – den 5.12.1838. Som det skulle vise sig, var denne lille indregnede forsinkelse intet at regne mod, hvad der reelt blev tale om.

Det andet bind skulle indeholde brevene til Thorvaldsen og det tredje Thorvaldsens forhandlinger med Christiansborg Slots Bygningskommission, herunder en samling af 76 egenhændige breve fra Christian 8. til arkitekten C. F. Hansen – en samling, der kort forinden var kommet i museets eje fra en privatsamling.

Begrundelsen for ansøgningen var, selvom udgivelsen kun dækkede en del af brevarkivet, i hovedtræk enslydende med den, der siden har lydt fra museet:

Disse dokumenter [breve til og fra Thorvaldsen] er vel benyttede af J.M. Thiele i hans bekendte Thorvaldsen-Biografi, men kun brudstykkevis og paa en Maade, der mere og mere føles som utilstrækkelig. De senere Aars Forskning har rejst Tvivl om Thieles Paalidelighed som Kilde til Viden om vor eneste verdensberømte Billedkunstner, dels paa Grund af den Tendens, der præger hans Fremstilling af Begivenhederne, dels paa Grund af hans Behandling af Stoffet, som ikke tilfredsstiller de tekstkritiske og andre videnskabelige Krav, man nu om Stunder maa stille. [….] Det er min Tanke at fremstille et Standardværk, hvori Thorvaldsens Breve gengives så udtømmende som muligt, og som fremtidig kan yde den pålidelige Basis for videnskabelig Forskning, som så føleligt savnes overalt, hvor det drejer sig om Thorvaldsen og hans Kreds.

Herudover understregede Schultz arkivets mange ubenyttede akter og den internationale interesse for emnet. Udgivelsen skulle forestås af kgl. ordenshistoriograf, dr.phil. Louis Bobé (1867-1951), afskrivningen af brevene af cand.mag. Øjvind Andreasen og disse to skulle tillige foretage undersøgelsesrejserne til hhv. Tyskland og Italien. Museets direktør ville skrive den indledende artikel til det store standardværk, der ville blive illustreret i det omfang, teksterne krævede det.

Forventningens glæde varede dog kun kort – ansøgningen blev afslået 1.12.1937.
Herefter lå sagen stille en tid; først i oktober 1941 ansøgte Schultz igen om støtte, men denne gang fordelt på tre fonde og med sig selv som ansvarshavende redaktør. Ansøgningerne bevilgedes i de første måneder af 1942, hvor Ny Carlsbergfondet, Carlsbergfondet og Rask-Ørsted Fondet hver indvilgede i at betale 1/3 af det ansøgte beløb. Arbejdet igangsattes straks, men løb hurtigt ind vanskeligheder pga. Anden Verdenskrig, der umuliggjorde opsøgende rejser og besværliggjorde korrespondancer med udenlandske arkiver og samlinger, da f.eks. de fleste embedsmænd i Tyskland blev sendt til fronten eller arkiverne evakuerede. Man koncentrerede sig derfor i stedet om de danske samlinger. Andreasen opsporede og afskrev talrige breve fra bl.a. Rigsarkivet, Kongehusarkivet og Det Kongelige Bibliotek, men den oprindelige udgivelsesplan måtte skrinlægges og erstattes af et i første omgang afsluttet bind med den væsentligste Thorvaldsenkorrespondance. Nødvendigheden af denne fokusering på danske arkiver gjorde desuden, at man blev opmærksom på den store fordel, der lå i at udgive korrespondancerne samlede, dvs. med både afsenders og modtagers breve, og ikke hver for sig, som først planlagt. Man vedtog at afvise alle henvendelser vedrørende brevarkivet i den periode, arbejdet foregik, af hensyn til arbejdsgangen og for at forbeholde brevene museets egen forskning.

Omkring krigens afslutning forelå selve brevene i trykfærdig stand, men de forståelses- og forskningsmæssigt vigtige kommentarer var endnu langt fra udfærdigede, og den overordnede redaktion manglede. Man regnede dog med at kunne være klar til udgivelse på Thorvaldsens romerske fødselsdag 8.3.1946 eller senest samme dag 1947. Museumsinspektør Else Kai Sass (1912-1987) var blevet inddraget i arbejdet med kommenteringen, der skulle udføres i samarbejde med Schultz, for så vidt noterne var kunsthistoriske, og af Bobé og Andreasen, når de var af personalhistorisk art.

Bobé kom dog aldrig i gang med selve arbejdet, da han var svækket af sygdom og ikke magtede opgaven. Arbejdet fortsattes derfor af Kai Sass, Schultz og Andreasen med let skiftende arbejdsfordeling. Den nye disposition så ud som følger; hver del tænktes at indeholde et eller flere bind:

  • 1. del: Thorvaldsens personlige korrespondance med slægt, venner, Kunstakademiet i København etc.
  • 2. del: Korrespondancer vedr. de store monumenter (af hensyn til en let tilgængelig samling af monumenternes historie).
  • 3. del: Breve vedr. Thorvaldsens hjemrejse 1838, oprettelsen af museet, hjemsendelsen af værker, hans sidste Italiensrejse, Nysø og Thorvaldsens sidste år i Danmark.

Fem år efter udbetalingen af fondsmidlerne rykkede én af de ellers tålmodige fonde for oplysninger om sagens gang, og yderligere tre år senere, i efteråret 1950, ansøgtes de samme fonde om endnu et bidrag til færdiggørelse af arbejdet på grundlag af de stærkt forhøjede trykomkostninger. Ansøgningerne blev efterkommet endnu en gang, og første bind forventedes ude i oktober 1953.

På et møde på museet i september 1953 erkendte de medvirkende parter dog, at planen var slået fuldstændig fejl pga. manglende midler og arbejdstid. Arbejdsbyrden med kommenteringen af brevene var generelt stærkt undervurderet og havde gang på gang gjort, at tidsfrister ikke kunne overholdes. Schultz måtte derfor underrette fondene om, at den forventede udgivelse til oktober ikke lod sig gøre. Kunsthistorikeren, magister Meir Stein involveredes i kommenteringen i stedet for Schultz, der ikke selv havde tid for det administrative museumsarbejde. Stein påregnede som udgangspunkt et par måneders arbejde, men året efter var kommenteringen stadig ikke halvvejs fuldført. I maj 1958 indhentede man et nyt tilbud på trykning af Thorvaldsens Korrespondance indeholdende 169 breve, men man manglede midlerne til den endelige redaktion og udgivelsesomkostninger.

Mod afslutningen af Schultz’ periode som direktør for museet gjordes endnu et forsøg på dog at få det publiceret, som lå færdigt. Kunsthistoriker, mag.art. Dyveke Helsted (1919-2005) havde i 1954 overtaget Kai Sass’ stilling som museumsinspektør på museet og derfor også en rolle i udgivelsesprojektet, men selvom man vedtog ikke at forsøge at løse flere uafklarede spørgsmål, endte manuskriptet ikke i trykken. Schultz påtog sig derefter i første omgang at gøre arbejdet færdigt efter sin afgang fra museet i 1963, men måtte indse, at han i sin høje alder ikke magtede opgaven og de mange krævende studier på museet. I 1967 overdrog han derfor projektet og ansvaret til Helsted som museets nye direktør. Helsted redegjorde på fondenes opfordring i januar 1968 for det hidtidige forløb og slog fast, at man pga. få lidt fastansat kunsthistorisk personale og det dagligt pågående museumsarbejde ikke ville få ressourcer til i de nærmeste år at føre projektet til ende. Hun foreslog i stedet et grundigt register på et hovedsprog, så man i det mindste i Danmark og i udlandet ville kunne se, hvad der fandtes i arkivet. Først herefter ville man kunne arbejde videre på en udgivelse som hidtil planlagt. Fondene accepterede, men krævede, at registret blev på dansk. I 1974 forespurgte Rask-Ørsted Fondet, om projektet mon nærmede sig sin afslutning, og efter aftale med Helsted bortfaldt den lille og efterhånden aldrende resterende bevilling fra hhv. 1942 og 1950. Herefter vægtedes i en periode andre projekter på museet, og midlerne til publicering af brevene manglede fortsat.

Udgivelsesprojektet genoptaget i ny form

Først i 1996 dukker aktstykker vedrørende brevsagen igen op i museets journaler, nu under ledelse af museets nuværende direktør Stig Miss. Som nyansat museumsinspektør havde Margrethe Floryan i 1995 gennemgået brevarkivet i forbindelse med en bevarings- og sikkerhedsmæssigt nødvendig mikrofotografering af hele brevarkivets materiale. Materialets overvældende omfang og punktvise publicering gjorde atter ønsket om samlet offentliggørelse aktuelt. Projektets hovedformål var selve fremlæggelsen af brevarkivets kildemateriale – kun med de allermest nødvendige kommentarer. Kommentardelen ville så efterfølgende kunne vokse naturligt gennem national og international forskning i Thorvaldsen. Udvalgte breve skulle udkomme i bogform, mens den samlede korrespondance skulle foreligge elektronisk.

Miss kontaktede Det Danske sprog- og Litteraturselskab (DSL) og fik gennem daværende administrator Iver Kjær (1938-2002) etableret et samarbejde de to institutioner imellem med udgivelsen af brevarkivet for øje. Der blev afsat et halvt år til projektet med at indsamle resterende breve fra udenlandske arkiver med Floryan som den udøvende part. Året efter igangsattes en egentlig kampagne rettet mod udvalgte arkiver og samlinger i Europa og USA med samme formål for øje, og godt ¼ af henvendelserne resulterede i nye kilder til brevsamlingen. Filologen Jens Keld (1943-2006) påbegyndte på samme tid afskrivning og kontrol af tidligere afskrifter af brevarkivets breve, for de italienske breves vedkommende i samarbejde med cand.mag. Margherita Merello Thomsen. Kelds arbejde skulle vise sig at blive det mest omfattende transskriberings- og kollationeringsarbejde i museets historie – gennem fem år afskrev og kollationerede han mere end 4000 breve i museets og andre arkiver.

Thorvaldsens Museum skulle være det administrerende centrum i projektet og nødvendige, kortfattede kommentarer til de udvalgte breve skulle udfærdiges af Floryan og Keld. Tekstgrundlaget for brevene skulle ligge klar senest i marts 1998, mens kommentarerne først skulle påbegyndes år 2000. I begyndelsen af 2001 lå det væsentligste tekstgrundlag klar – de vanskeligt læsbare steder og rettelser til det afskrevne manglede dog fortsat. Endnu en gang måtte man derfor sande, at udgivelsesarbejdets omfang oversteg de forventninger, man havde haft. Derfor vedtog man at sigte mod en mindre prætentiøs bogudgivelse, men til gengæld grundigt forsynet med systematiske og varierede registre, oversigter m.v. En komplet elektronisk fremlæggelse af selve teksterne med de søgemuligheder, der her ville være mulige, ansås fortsat for fornuftig. Kunstpædagog Salvatore Brogaard tilknyttedes de italienske tekster og ambassadør Jørgen Korsgaard-Pedersen de franske som konsulenter.

To ansøgninger til Statens Humanistiske Forskningsråd (nu: Det frie Forskningsråd. Kultur og Kommunikation) fra hhv. 1998 og 1999 om finansiering af Kelds og Floryans arbejde i de tre til fire år, arbejdet var beregnet til, blev ikke imødekommet. Begrundelsen var bl.a., at man ikke anså projektet for at være tilstrækkeligt forskningsorienteret, men snarere et led i det almindelige museumsarbejde med registrering, indsamling m.v.

Til gengæld lykkedes det i 1999 og 2000 særskilt gennem Direktør Werner Richter og Hustrus’ Legat og Novo Nordisk Fondens kunsthistoriske pulje at finansiere en del af udgifterne til Kelds arbejde med afskrivning og kollationering af brevene, samt til medhjælp ved læsning af visse italienske breve. Direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jørn Lund og direktør for Danmarks Kunstbibliotek Patrick Kragelund blev af DSL tilknyttet projektet som eksterne konsulenter.

I 2003 bevilgede Statens Humanistiske Forskningsråd 1 ½ års lønmidler til projektet, og mag.art. Ernst Jonas Bencard kunne påbegynde sin ansættelse som videnskabelig medarbejder i oktober 2004. På daværende tidspunkt var det stadig opfattelsen, at arbejdet kunne nås indenfor dette tidsrum, men så snart det stod klart, at materialet og især kommentarerne krævede langt mere tid, ansøgtes om flere og betydeligt større midler. Kulturarvstyrelsens (nu: Kulturstyrelsen) tipspulje til særlige formidlingsaktiviteter bevilgede i 2006 beløbet til dækning af udviklingen af den database, som museets brevcenter i samarbejde med firmaet Oncotype, har gjort til grundstenen for formidlingen af forskningen i Thorvaldsens korrespondance. En række fonde ansøgtes forgæves om støtte til finansiering af det forskningsmæssige arbejde, men i begyndelsen af 2006 skete det endelig – Velux Fonden bevilgede det afgørende store beløb til dækning af oprettelse af et decideret brevcenter på Thorvaldsens Museum og arbejdets udførelse gennem fem år med aflønning af tre fastansatte kunsthistorikere og en volontør. Både Københavns Kommune og Thorvaldsens Museum påtog sig samtidig at bidrage med en årlig sum til projektets gennemførelse. Stig Miss var og er projektansvarlig, Bencard projektleder og det resterende kunsthistoriske personale blev ansat hurtigst muligt: mag.art. Kira Kofoed i oktober 2006, mag.art. Inge Lise Mogensen i januar 2007, stud.mag. Kirstine Reffstrup i februar 2007, samt stud.mag.’erne Maria Jørgensen og Marie-Louise Gelså Kirkelund i september 2008.

Det virtuelle Arkiv

På Thorvaldsens 238 års fødselsdag, den 19.11.2008 blev det virtuelle Arkiv åbnet for offentligheden med de dokumenter, der indtil da var gjort tilgængelige. De resterende dokumenter med påbegyndte kommentarer, biografier, uddybende artikler, billeder, oversigter, registre og resumeer samt uanede søgemuligheder og links på kryds og tværs blev gennem de følgende år løbende føjet til. Mange af de “nye” dokumenter bestod af afskrifter af nyfundne breve i andre arkiver, af Thorvaldsens omfattende værkstedsregnskaber, sagsakter vedr. Thorvaldsens dødsbo, dokumenter, der belyser planerne, opbygningen og indretningen af Thorvaldsens Museum samt andre vigtige dokumenter i museets eget arkiv, der ikke tidligere var skrevet af. Ved hjælp af en tillægsbevilling fra Velux Fonden i 2010 blev denne massive afskriftsindsats mulig. Pga. den overvældende nye materialemængde måtte arbejdet med kilderne imidlertid omstruktureres, og den videnskabelige bearbejdning af brevene nåede derfor ikke så langt som planlagt. Af alle dokumenter, der fysisk befinder sig på Thorvaldsens Museum, er der blevet fremstillet scanninger, så dokumenterne kan ses i faksimile på nettet.

Igangværende projektfase (2013-2017)

I 2012 sikrede museet sig fondsbevillinger til projektets næste fase. Bevillinger fra hhv. A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Augustinus Fonden muliggjorde fire års videnskabelig bearbejdning af materialet forestået af fire kunsthistorikere. Dette arbejde påbegyndtes 1.4.2013.

Frem til 31.3.2017 vil udvalgte dokumenter blive kommenteret, og Arkivets faglige indhold vil vokse i takt med, at artikler, biografier, kommentarer og kronologier vil skabe et stadig tydeligere billede af nyklassicismens store billedhugger, hans værker og hans netværk.

Med den omfattende publicering og kommentering af kildeteksterne på internettet tilgodeses forskere og interesserede lægmænd over hele verden, og alle kan i fremtiden frit argumentere og modargumentere ud fra det faktiske kildemateriale og drage deres egne konklusioner. Det er håbet og troen, at den overvældende mængde og emnemæssige bredde af materialet vil danne grundlag for den fremtidige forskning i og omkring Thorvaldsen og hans tid.

Arkivets indhold

Ud over Thorvaldsens egne afsendte og modtagne breve indeholder det digitaliserede arkiv også kunstnerens dagbog, brevkoncepter, kontrakter, inventarlister, bogdedikationer, visitkort, kvitteringer, invitationer, regnskaber, skriveøvelser, penneprøver, instrukser, tilladelser, rejsedokumenter, identitetspapirer, diplomer, ordens- og medaljetildelinger, digte og sange til Thorvaldsens hyldest og endelig diverse lister og udregninger, samt breve fra og til andre om Thorvaldsen.

Den brevmængde, som blev fundet og tilført museet af Thiele, udgør grundstammen i Arkivets over 8000 dokumenter. Andre originale breve er efterfølgende blevet indlemmet i museet gennem donationer og køb fra andre arkiver, private samlere, familiære forbindelser til Thorvaldsen m.v. Herudover forefindes, som det er fremgået af ovenstående, et stort antal afskrifter eller kopier af breve, hvis originaler ikke findes på museet.

Arkivets indhold og omfang maj 2013:

Dokumenttype Antal
Dokumenter i alt 8.148
- Heraf dokumenter fra Thorvaldsen (inkl. udkast til færdige breve) 732
- Heraf dokumenter til Thorvaldsen 5.662
- Heraf breve til og fra andre om Thorvaldsen 1.754
Personer (afsendere og/eller modtagere) 2.571
Nationaliteter repræsenteret
De fleste personer stammer fra Danmark eller datidens italienske og tyske stater. Herudover er følgende nutidslande repræsenteret: Belgien, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Letland, Litauen, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Ungarn, USA, Østrig
28
Dokumenter på italiensk 3.197
Dokumenter på dansk 2.943
Dokumenter på tysk 1.305
Dokumenter på fransk 612
Dokumenter på engelsk 82
Dokumenter på latin 11
Dokumenter på svensk 8
Dokumenter på islandsk, græsk, hollandsk og portugisisk, hver 1
Dokumenter gengivet med faksimile-scanninger 7.011


Hvad angår brevenes proveniens, er den nødvendige systematiske undersøgelse af museets accessionsprotokol endnu ikke gennemført. En undersøgelse fra 2001 foretaget af cand.mag. Jens Keld angiver, at der siden 1850erne er indlemmet 194 breve eller afskrifter af breve fra Thorvaldsen, hvoraf de 161 var ukendte for Thiele.

Thiele angiver om brevfundet, at der udover rejsedagbogens løse blade var tale om flere hundrede breve på forskellige sprog, en del kontrakter, en mængde egenhændige koncepter (til dels skrevet på de tilhørende breve) og en mængde tegninger, der ofte var nedfældede på bagsiden af breve og tit iturevne (Thiele I, p. XIII). Herudover nævner han, at han opsamlede alle mindre lapper fra lejlighedens støvede gulv (ibid., p. V). Thieles afskrifter tæller minimum 2015 reelle breve og koncepter, hvorimod han tilsyneladende kun undtagelsesvist har anført andre typer dokumenter som regnskaber og kvitteringer. Thieles fund tegner sig dermed for i hvert fald ¼ af Arkivets samlede nuværende antal dokumenter.

Post scriptum

Den ganske omstændelige gennemgang af Arkivets slidsomme historie ovenfor har, udover fastlæggelse af den faktiske kronologi, som formål at belyse, hvor vanskelige vilkårene er for museer og samlinger, når det kommer til en så omfattende grundforskning i egne samlinger. Det løbende museumsarbejde med registrering, indsamling, udstillinger, foredrag, administration og arbejdet med synliggørelse af egen institution i konkurrencen om midler gør, at der ikke uden enorme ekstrabevillinger kan afsættes tid og faglige ressourcer til noget så grundlæggende som en videnskabelig gennemgang og allerhelst også offentlig fremlæggelse af museernes skatkamre af materiale.
Ofte må man nøjes med at undersøge dén lille del, der lige netop nu er aktuel i forhold til en kommende udstilling eller artikel. Eftersom man sjældent har mulighed for et detaljeret kendskab til hele samlingen, må man i og for sig hver gang starte delvis forfra og søge efter det specifikke emne, man har sat sig for at undersøge. Ved indsamling af materiale får man registreret det mest nødvendige, men langt fra altid i detaljer og da slet ikke i detaljer undersøgt og jævnført alt med andet materiale i samlingen.

Det er uundgåeligt, at man vil overse vigtige elementer, som først kommer til syne ved en systematisk gennemgang. Hver gang strander et så omfattende arbejde på manglende midler, da der ikke på de normale årsbudgetter er plads til den slags. Man må derfor søge pengene til arbejdet hos private fonde, men ovenstående historiske gennemgang viser med al ønskelig tydelighed, hvor vanskeligt dette kan være.

Thorvaldsens Museum befinder sig derfor i en i sandhed glædelig situation pga. de bevillinger, der nu muliggør dette særlige og sjældne arbejde, som burde være normen på alle museer.

Referencer

Se referencer under de enkelte kommentarer i artiklen.

Omtalte værker

B421 A899

Sidst opdateret 16.04.2016