Tilbage til W

Wilhelm 1.

Denne biografi er under udarbejdelse.

Wilhelm 1. udnævnte Thorvaldsen til kommandør af Den Württembergske Krones Orden, jf. N14, 2.2.1827 som tak for sin ledende rolle ifm. udfærdigelsen af to evangeliststatuer – Markus og Mathhæus – til det gravkapel, som han lod bygge til sin anden kone, Katharina Pawlowna (1788-1819), og sig selv. De øvrige to evangeliststatuer til gravkapellet blev udført af Johann Heinrich von Dannecker (Johannes) og Theodor Wagner (Lukas).

Gravkapellet, kaldet “Grabkapelle Rotenberg” eller “Grabkapelle auf dem Württemberg”, der ligger øst for Stuttgart ved landsbyen Rotenberg, er placeret på toppen af Württemberg-bakken med udsigt ud over landskabet og ind over Stuttgart. Det er udformet med inspiration fra Pantheon og tegnet af den italienske arkitekt Giovanni Salucci (1769-1845). Thorvaldsens Matthæus-statue til kapellet har lighed med, men er ikke identisk med hans Matthæus-statue til Vor Frue Kirke. Det var Thorvaldsens tyske elever Johann Leeb og Johann Nepomuk Zwerger, der udførte hhv. Markus og Matthæus efter Thorvaldsens udkast og under hans ledelse.

I 1837 tildelte Wilhelm 1. Thorvaldsen Friedrich-ordenen i anerkendelse af hans kunstnerskab og indsats for de skønne kunster i Württemberg, jf. N15, N16, N17 og N18, sikkert foranlediget af hans arbejde med Schiller-monumentet til Stuttgart, jf. A770.

Han bestilte 1837 følgende Thorvaldsen-relieffer Årets tider, A642, A643, A644, A645, Hyrdinde med en amorin-rede, A425, samt Amor klager til Venus over et bistik, A780. De blev først leveret under kongens besøg i Thorvaldsens værksted i Rom i sommeren 1839, hvor han også bestilte en marmorversion af statuen Gratierne og Amor, jf. A29.

Wilhelm 1. regerede fra 1816 til sin død i 1864.

Portrættet til højre er udført 1855 af den tyske billedhugger Theodor Wagner. Marmorbusten befinder sig på Staatsgalerie Stuttgart.

Referencer

  • Thiele III, p. 323-324, 568-569.

Sidst opdateret 11.02.2021

Th. Wagner: Wilhelm 1. af Württemberg

Wilhelm 1.

Wilhelm 1. Friedrich Karl 1781-1864 Tysk Konge af Württemberg
Fra Thorvaldsen3 dok.
Til Thorvaldsen2 dok.
I alt5 dok.

Omtalt i16 dok.