Niels Rasmussen
Kusk på Nysø under baron Henrik Stampe og gift med kammerjomfru samme sted Marie Høbye. Hustruen Marie Høbye er angivet som mor til en dansk datter af Thorvaldsen, Nicoline Marie Berggren, født 1840. Rasmussen skulle således være Berggrens stedfar.
Ægteskabet mellem Rasmussen og Høbye blev angiveligt hjulpet på vej af baronesse Stampe for at hjælpe både kammerjomfru og Thorvaldsen ud af kniben. Giftermålet fandt dog først sted betydeligt senere efter fødslen, da Rasmussen i 1840 endnu ikke var endeligt skilt fra sin tidligere hustru, Seidel, op. cit., p. 437. I følge Rigmor Stampe, op. cit., p. 364, blev ægteskabet indgået efter familien Stampes hjemkomst fra Rom i 1842, men brylluppet må have fundet sted nogle år senere, da både Marie Høbye og Niels Rasmussen opføres som ugifte i folketællingen fra 1845 (hhv. i folketælling over København i familien Stampes husstand og i folketællingen over Vordingborg (Præstø Amt), jf. Dansk Demografisk Database, op. cit.). Parret optræder imidlertid som mand og kone i folketællingen 1850, hvor husstanden på Algade 63 i Vordingborg opgjordes til følgende: Fragtmand Niels Rasmussen, 50 år, hustru Marie Høbye, 39 år, samt deres datter Marie Rasmussen, 9 år, jf. Seidel, op. cit., p. 437 og Dansk Demografisk Database, op. cit.
Marie Høbye ledsagede Thorvaldsen og familien Stampe på rejsen til Rom i 1841-42 og omtales i baronesse Stampes erindringer her stadig som Jomfru Høbye, Stampe op. cit. p. 162. Rasmussen var med som kusk på samme rejse, Stampe op. cit. p. 114, 124, 132, 139, 143, 161, 174, 192. Niels Kusk, som han omtales i baronessens erindringer, havde allerede tidligere fra 1829 til 30 været kusk på familien Stampes rejse til Italien og var derfor erfaren også på lange rejser, ibid. p. 279.
Referencer
- Dansk Demografisk Database, folketællingen over Præstø Amt (Baarse Herred, Præstø Landdistrikt, Nysø Hovedgård) 1840; folketællingen over Vordingborg (Præstø Amt) 1845 og 1850; og folketællingen over København 1845.
- Wilhelm Seidel: ‘Lidt om Thorvaldsens danske datter og hendes moder’, in: Historisk Samfund for Præstø Amt, Årbog 1973-74, p. 433-439.
- Rigmor Stampe (ed.): Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen, København 1912.
Sidst opdateret 17.03.2016