Den franske greve, hertug og prins af Blacas var ultraroyalist og meldte sig under den franske og siden den russiske, mod-revolutionære hærs faner. I kampen mod den franske republik støttede han exil-prinsen, greven af Provence, den senere kong Ludvig 18. (1755-1824). Støtten blev hædret med en ministerpost i 1814 under Den Første Restauration, men de Blacas ensidige favorisering af medlemmer af l’Ancien regime førte til hans forflytning til Italien i 1815. Her virkede han som fransk ambassadør i kongedømmet Begge Sicilier og siden i Rom ved Vatikanstatens kirkelige jurisdiktion, Den Hellige Stol.

Da Thorvaldsen ankom til Rom den 16.12.1820, efter sin rejse fra Danmark, drak han om aftenen te med prins Christian (8.) Frederik og hertuginden af Westmoreland, Jane Fane; hun underholdt selskabet med en politisk kontrovers, som hun havde haft med Blacas. Kontroversen, hvor Fane havde joket med den konservative fløj, bourbonerne og deres sidste dronning, Marie-Antoinette (1755-1793), var endt med, at Blacas var gået i vrede og havde smækket døren efter sig.

Blacas havde en rig samling af antikke genstande, der delvist beskrives i Reinaud, op. cit. Størstedelen af Blacas samling blev siden solgt til British Museum, London.

Han var medlem af det tyske arkæologiske institut i Rom, Istituto di corrispondenza archeologica.

I Rom afgav Blacas i 1817 bestilling hos Jean-Auguste-Dominique Ingres på maleriet Kristus giver nøglerne til Peter, 1820 (Musee Ingres, Montauban), og han virkede som mæcen for den tyske filolog og arkæolog Theodor Panofska, der i 1833 forærede Thorvaldsen publikationen: Le Lever du Soleil sur un Vase Peint du Musée Blacas, Paris 1833, M211,4.

Referencer

• Joseph Toussaint Reinaud, Description des Monuments Musulmans du Cabinet de M. le Duc de Blacas, 1828.

• Theodor Panofska, Le Lever du Soleil sur un Vase Peint du Musée Blacas, Paris 1833, M211,4.

Sidst opdateret 24.05.2018