L? Sievert
Denne biografi er under udarbejdelse.
Sievert, en kunstner der kom til Rom omkring 1834, er endnu ikke identificeret med fornavn og kunstnerisk beskæftigelse. Hans fætter, officer Fr. Amoli fra Kassel, der var en af Thorvaldsens gamle venner, giver ham nogle gode ord med på vejen i en introduktionsskrivelse af 14.11.1834. Sieverts fornavn begynder muligvis med L, da et laksegl på et af hans breve bærer et slyngmonogram, der sandsynligvis skal læses LS. Hans bekendtskabskreds tyder på, at han var maler, måske elev af J.-A.-D. Ingres.
Omkring 1838 kom Sievert i svære vanskeligheder, fordi en slægtning til ham, en Hr. Bartholdi, trak sin økomiske støtte til ham, uvist af hvilke grunde. Dette fremgår af Thorvaldsens brev til den franske maler Horace Vernet af 9.6.1838, hvor han beskriver problemet. Ingres var allerede gået i forbøn for Sievert og havde kaldt det “menneskeligt umuligt” at give slip i en så lovende ung mand; dette kunne tyde på, at Sievert var elev af Ingres. Thorvaldsen beder i sit brev Vernet om også at skrive til Bartholdi og hjælpe med at tale ham fra at bryde forbindelsen til Sievert. Den tyske maler Johann Christian Reinhart var også engageret i hjælpeaktionen.
I et udateret brev takker Sievert, der er syg, for Thorvaldsens hjælp. Det er ikke præciseret, hvilken hjælp der er tale om, men det kan altså have været hans brev til Vernet. Hvad der videre hændte for Sievert er p.t. ikke opklaret.
Last updated 30.09.2014