Back to R

John Russell

Den 6. hertug af Bedford, bror til William Russell og far til John Russell 2.

I 1814-1815 var han med sin familie på en Europa-rejse, som endte i Rom. Han bestilte ved denne lejlighed to relieffer af Thorvaldsen: Briseis og Achilleus, jf. A490, og Priamos bønfalder Achilleus om Hektors lig, jf. A492. Sidstnævnte blev udarbejdet specifikt på hertugens bestilling, da han ønskede en pendant til Briseis og Achilleus, som Thorvaldsen havde udført allerede i 1803. Endvidere bestilte hertugen også en portrætstatue af sin ældste datter Georgiana Elizabeth Russell, jf. A173. Alle tre værker befinder sig i marmor på hertugsædet Woburn Abbey i Bedfordshire i England, jf. referenceartiklen herom.

Under dette Rom-ophold havde hertugen også kontakt med Antonio Canova, som han bestilte De tre gratier hos. Senere besøgte Canova også hertugsædet Woburn Abbey i forbindelse med installationen af skulpturgruppen i hertugens skulpturgalleri.

I korrespondancen med Thorvaldsen optræder flere medlemmer af Russell-familien. John Russel fik i alt tretten børn med to forskellige hustruer. Med sin første hustru Georgiana Elizabeth Byng (1768-1801) fik han tre sønner: Francis Russell (1788-1861), som blev den 7. hertug af Bedford, George William Russell, og John Russell 2., 1. jarl af Russell og senere premierminister.

Efter hans første hustrus tidlige død giftede han sig med Georgiana Gordon (1781-1853), som han fik ti børn med. Et af disse er datteren Georgiana Elizabeth Russell, som Thorvaldsen portrætterede, jf. A173. Endvidere fremstillede Thorvaldsen senere en buste af sønnen Wriothesley Russell (1804-1886), sandsynligvis A285.

Portrættet til højre er udført af den engelske maler George Hayter, og tilhører National Portrait Gallery i London.

References

  • John Kenworthy-Browne. ‘The Age of Marblemania’ i Country Life 1972, pp. 206-208

Last updated 17.08.2015

George Hayter: John Russell, 6th Duke of Bedford, 1815-20.

John Russell

1766-1839 British 6th Duke of Bedford, politican and art collector
To Thorvaldsen5 Doc.

Mentioned in12 Doc.