David Jensen
Denne biografi er under udarbejdelse.
Jensen var elev af H.E. Freund og arbejdede derefter i H.W. Bissens atelier 1840-41. Har sandsynligvis arbejdet på basrelieffet Christi Indtog i Jerusalem til Frue kirke, jf. artikel i Dansk Folkeblad af 18.9.1840.
Han bosatte sig i Skt. Petersborg i 1842 og virkede dér som dekorationsbilledhugger indtil sin død.
Portrættet til højre og nedenfor er antagelig udført af en Nicolai Kock (f. 1811/12), som var elev på Kunstakademiet i 1830erne.
Antagelig Nicolai Kock: David Jensen, 1842, olie på lærred. 40×32 cm
Privateje, foto Bruun Rasmussens kunstauktioner
Portrættet forestiller sandsynligvis David Jensen pga. relieffet i baggrunden af maleriet. Det gengiver nemlig det homeriske motiv Eurykleia genkender Odysseus. David Jensen udførte dette motiv til Kunstakademiets guldmedaljekonkurrence i 1839, jf. Salling, op. cit. Han vandt dog ikke medaljen, men Jensens relief blev rosende omtalt af maleren Troels Lund, der sad i Akademiets dommerkomité, jf. brev af 27.9.1839 (Kunstakademiets Arkiv, Rigsarkivet).
De to øvrige deltagere i konkurrencen var Andreas Kolberg, hvis relief ikke er identisk med relieffet i maleriets baggrund (det findes i porten på Charlottenborg) – den anden deltager var G. Borup, hvis relief ikke kendes, men Troels Lund var ikke tilfreds med det. Kolbergs og Jensens Odysseus-relieffer var begge udstillet på Charlottenborg i 1840, hhv. kat.nr. 192 og 209, men ikke Borups. Jensens Odysseus-relief havde da allerede opnået så megen opmærksomhed, at han kan have fundet det rimeligt at lade sig portrættere med det.
Da Kocks maleri ovenfor desuden er udført i 1842, kunne det tænkes, at det var udført som et afskedsportræt af David Jensen, før han drog afsted til Rusland. Det virker derfor sandsynligt, at den portrætterede billedhugger på Kocks maleri er identisk med David Jensen.
Den buste, som billedhuggeren på maleriet er igang med at modellere, er ikke identificeret.
Maleriet var i kunsthandlen i efteråret 2014.
Tak til kunsthistoriker Emma Salling for at have fremdraget oplysninger om guldmedaljekonkurrencen i 1839 og henvist til Troels Lunds brev.
References
- F. Meldahl & P. Johansen: Det kgl. Akademi for skjønne Kunster, 1700-1904, København 1904, supplement p. CXLVI.
- Emma Salling: Kunstakademiets Guldmedalje Konkurrencer 1755-1857, København 1975, p. 101.
- Weilbachs Kunstnerleksikon
Last updated 15.03.2016