Charles Bowyer Adderley
Den senere engelske politiker, Charles Bowyer Adderley var i Rom fra december 1835 til marts 1836, samt igen på gennemrejse fra en rejse på Sicilien, Napoli og Malta antageligt ved sommerens begyndelse 1836, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 20-22. Han rejste til Rom i selskab med vennen Thomas Dyke Acland (1809–1898), ældste søn af Thomas Dyke Acland, og boede under sit første tre måneder lange ophold hos bedstevennen og svogeren Forster Alleyne McGeachy. McGeachy var i 1834 blevet gift med hans søster Anna Maria Laetitia Adderley (1812-1841), og parret var indlogeret på Via Felice, aka Via Sistina, dvs. samme gade som Thorvaldsens bopæl, jf. referenceartiklen Thorvaldsens bopæle. Formentlig var det netop parret McGeachy, der introducerede Adderley for Thorvaldsen. At McGeachy har haft en meget venskabelig tone med billedhuggeren, fremgår af et udateret brev, der er tilskrevet McGeachy.
Adderley kom til Rom som ung mand og arving til godset Hams Hall ved Lea Marston i North Warwickshire, England. Han beskrives som stenrig, meget generøs, musikalsk og en god kunstkender, jf. Blain, op. cit., p. 10.
Under sit sidste, korte ophold i Rom sommeren 1836 var han angiveligt indlogeret som gæst hos Thorvaldsen selv, ibid., p. 22, som han altså må have lært meget godt at kende under sit første ophold. I Adderleys biografi, der delvist gengiver dagbogsoptegnelser, står der følgende om logiet hos Thorvaldsen, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22:
“I stayed a little at Rome, en retour, as the guest of Thorwaldsen, whose bas-reliefs now adorn the hall at Hams.”
Det var under opholdet i Rom, at han af Thorvaldsen fik de to allerede færdige relieffer, Musikkens genier synger, jf. A586, og Musikkens genier spiller, jf. A588, i gave. Samtidig bestilte Adderley tre relieffer til udførelse i marmor: Amor vækker Psyche, A866 (tilbagekøbt til Thorvaldsens Museum 1926, jf. THM, j.nr., op. cit.), Amor hos Anakreon, Vinteren, jf. A416, og Amor og Bacchus, jf. A408, samt en terracottaudgave af frisen Alexander den Stores indtog i Babylon, i formindsket og tilpasset udgave, jf. A508. Værkerne blev alle opsat på Hams Hall, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22. Det vides ikke p.t., hvor frisen og tre af marmorreliefferne befinder sig i dag. Læs mere om bestillingen og værkernes videre skæbne i referenceartiklen Thorvaldsens værker på Hams Hall.
Charles Bowyer Adderley er formentlig identisk med den Adderley, der omtales af den britiske speditør Alexander Grant i dennes brev til Thorvaldsen af 6.9.1836. Adderley var tilbage i England efter opholdet i det kontinentale Europa omkring september 1836, jf. Childe-Pemberton, op. cit., p. 22.
Portrættet af Adderley f.o.t.h. er udført af William Holl Jr, efter George Richmond, 1857 eller senere. Det findes på National Portrait Gallery, London.
References
- Michael Blain, The Canterbury Association (1848-1852). A Study of Its Members’ Connections, 2007.
- William S. Childe-Pemberton: Life of Lord Norton. (Right Hon. Sir Charles Adderley, K.C.M.G., M.P.) 1814 — 1905. Statesman & Philanthropist, London 1909.
- Nick Kingsley, “Adderley of Hams Hall and Fillongley Hall, Barons Norton”, at Landed families of Britain and Ireland.
- Kira Kofoed: Thorvaldsens værker på Hams Hall, Arkivet.Thorvaldsens Museum.dk, 2015.
- THM j.nr. 5a-41/1926.
Last updated 17.05.2024