Kommentar til 1.5.1797
Henrichsen var døv siden sit femte år. Hans gode ven Hans Hansen skriver i Portrætmalerens Dagbog 1793…1797, København 1907, p. 92: “Det er stor Skade for dette vakre unge Menneske, at han ikke kan høre, thi derved bliver han sat meget tilbage i Konsten, hvortil han af Naturen har gode Anlæg; men denne Mangel lader ham ogsaa blive uvidende om mange Feil og Laster, hvortil Mennesket kan forfalde.”
Som det fremgår, var Henrichsen døv og ikke døvstum, som det hævdes i Weilbachs kunstnerleksikon. Han synes også at have ført samtaler med Hans Hansen, jf. op. cit., fx p. 110 og 112.
Sidst opdateret 21.05.2008